Med ondt skal ondt afreageres

Morten Papes bog handler om fraværende fædre og voldelige papfædre, fordrukne mødre, kriminelle onkler og dårligt, dårligt selskab. Foto: Politikens Forlag

Med ondt skal ondt afreageres

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Morten Pape skriver om, når afstumpet sort had gives videre fra en forhutlet generation til den næste.

Hvor mørkt og koldt kan der blive inde i et menneske?

Hvis du vil vide det, er Morten Papes nye, store roman, "Guds bedste børn", et bud på et svar. Den handler kort fortalt om Mickey fra Amager. Og om hans fætter, Simon. Og om de to indvandrerdrenge Zeki og Jamil. Zeki og Jamil går med reklamer, og en dag, hvor de sidder og deler en pizza i en pause, svinger Mickey og Simon op foran dem, hvorefter Mickey råber noget om perkere og slår Zeki så hårdt i hovedet med en fastelavnskølle, at han dør af det. Bum.

Selve drabet er vel det, vi har for vane at kalde "meningsløst" eller "umotiveret", eftersom de to parter ikke kender hinanden personligt. Det afvises fra officielt holdt og helt op på regeringsplan, at drabet skulle være racistisk begrundet - på det tidspunkt vil statsministeren nemlig mægtigt gerne være ny generalsekretær i Nato, og så ser det jo ikke så godt ud, at hvide danskere går og slår folk med en anden hudfarve ihjel.

Men det er ikke det vigtigste ved fortællingen, for den handler først og fremmest om den slags afstumpede, onde had og raseri, der gives videre fra én forhutlet generation til den næste og altid finder nogen at lade det gå ud over, om det nu er rivaler, indvandrere, homoseksuelle, kvinder eller bare ham, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Den handler om fraværende fædre og voldelige papfædre, fordrukne mødre, kriminelle onkler og dårligt, dårligt selskab. Og den handler om et skamskudt socialt sikkerhedsnet med så store huller, at man nærmest skal være linedanser for ikke at falde igennem og lande pladask i ungdomsfængsel eller det, der er værre.

Morten Pape: ?Guds bedste børn?. Foto: Politikens Forlag
Morten Pape: ?Guds bedste børn?. Foto: Politikens Forlag

Ingen happy end

Der er lyspunkter. En sagsbehandler her. En præst der. Mickey og Simon kunne mirakuløst have klaret skærene, og så var det ikke gået så galt for Zeki og siden hans ven, Jamil. Men Morten Pape skriver ikke dannelsesromaner - der er ingen happy ending, og det kan man vel dybest set ikke bebrejde ham, da romanen faktisk tager sit udgangspunkt i en virkelig hændelse, nemlig drabet på det 16-årige avisbud Deniz Uzun på Amager i marts 2008. Gerningsmanden, Kenni Blegvad, var 15.

Titlen på romanen, "Guds bedste børn", er muligvis ironisk, muligvis udtryk for sand medfølelse fra forfatterens side med dem, der går så meget ondt igennem, at de selv bliver onde af det.

Morten Papes vilje til at skildre og forstå uden at dømme gør absolut bogen værd at læse, selv om jeg synes, de mange spring i kronologi og fortællevinkel bliver forvirrende. Og selv om det er prisværdigt at have meget på hjerte, så synes jeg også, der er noget galt med dramaturgien, når endnu en livshistorie (Jamils) skal til at rulles ude på side 384 ...

Sprogligt er der også langt imellem lyspunkterne. Det er ikke lyrisk, okay, men heller ikke rigtigt realistisk. Mon Jamil på 15 ville tænke: "Han kan ikke længere huske hvornår alt det her skete. Tiden har mistet sin relevans. Ansigtet føles koldt og klamt. Indeni tromler blodet rundt, orkestreret af et dundrende hjerte"? En tættere klipning og skarpere nærbilleder havde klædt romanen. Men stoffet, den er gjort af, er al ære værd.

4 stjerner

Morten Pape: "Guds bedste børn" 440 sider. 300 kroner. (Politikens Forlag)

Med ondt skal ondt afreageres

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce