Mine bøger må gerne være en sten i skoen

»Jeg synes, at angsten fylder alt for meget for tiden, men vi må ikke glemme, at håbet er vores drivkraft. Uden håb flytter vi os ikke, og vi har virkelig brug for luftkasteller i øjeblikket,« siger Søren Jessen, der her på magisk vis holder sig svævende over bænken i parken i Risskov. Foto: Kim Haugaard/ Montage: Søren Jessen
Foto: Søren Jessen

Mine bøger må gerne være en sten i skoen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Søren Jessen laver magiske bøger, hvor læseren efterlades med undren, for Søren holder ikke af slutninger. Han skriver i stedet, som livet er: Underligt.

»Vi krydser hele tiden hinandens baner. Vi er hovedpersoner i vores eget liv, men bipersoner i alle andres, og det er, når vores baner krydses, at de magiske øjeblikke opstår. Det er dem, jeg leder efter - kerneøjeblikkene, hvor ens liv ændrer retning og tager en ny bane.«

Søren Jessen har slået sig ned på en bænk i den smukke park ved Psykiatrisk Hospital, og herfra lader han blikket flyde ud over Aarhus Bugt, som denne dag diser til i småregn. Det hele står lidt uskarpt - som livet selv.

Søren har skrevet 50 bøger - ja, du læste rigtigt: 50. De fleste er børne- og ungdomsbøger, de fem er voksenromaner. Den nyeste roman udkom sidste år, »Luftkasteller«, og hvis du ikke har hørt om den, er du ikke den eneste.

»Tiden er ramt af bestsellere,« sukker Søren.

»Når folk skal på ferie, går de jo ikke ned i en boghandel og spørger efter en bog, der er dybt underlig, sjov, underfundig, spændende og handler om folks eksistentielle problemer, vel? Hvis de gjorde det, ville de måske få udleveret min bog,« smiler han.

I »Luftkasteller« følger læseren seks hovedpersoners liv i et kort tidsrum, og efterhånden, som bogen skrider frem, væves de seks sammen; de berører hinandens liv i det store eller i det små. Det er en bog, der handler om os alle sammen eller i hvert fald om naboen. Men den har også elementer af magisk mystik, hvor Søren tvister virkeligheden, så den pludselig forekommer absurd og surrealistisk. Og så slutter romanen ikke rigtigt. Her er ingen onde, der dør, eller gode, der finder hinanden i enden. Her er ingen »Og så levede de lykkeligt til deres dages ende«, for sådan er livet jo ikke, og derfor gider Søren ikke skrive den slags pjat.

»I dag skal alt forklares og gå op, men for mig er det bedste det ufuldendte. Jeg håber, jeg dør fra en stor ufuldendt roman,« smiler han og erklærer også, at han ønsker, at »mine bøger føles som en sten i skoen hos læseren.«

Af samme grund holder Søren ikke - absolut IKKE - af krimier.

»Jeg læser en eller to om året bare for at blive bekræftet i, at jeg ikke bryder mig om dem. Jeg hader dem virkelig, og jeg bliver altid skuffet over dem. Jeg kan ikke lide bøger, der lukker sig om sig selv. Altså bøger, der slutter pænt og ordentligt, og hvor man ikke som læser står tilbage med en lille undren, eller hvor man får lyst til selv at tænke videre: Hvad skete der så? Jeg vil hellere gå ud af en bog og tænke 'det var godt nok mystisk', end jeg vil vide, hvordan det hele ender.«

Derfor nægter han også på det bestemteste at udlevere en facitliste til »Luftkasteller«. Nej, vi skal ikke have at vide, hvordan rare Oles forhold til den emsige Ulla udvikler sig, hvordan hæmmede Emma-Line slipper ud af svindleren Uffe Tornbæks kløer, hvordan den langlemmede Thomas genfinder glæden, og hvordan bekymrede Camilla får klaret problemet med sit barn. Nej, det må vi selv overveje. For vores, læsernes, konklusion kan være lige så god som Sørens. Mener altså Søren.

»Men jeg vil godt sige, at det er en bog om håb. Jeg synes, at angsten fylder alt for meget for tiden, men vi må ikke glemme, at håbet er vores drivkraft. Uden håb flytter vi os ikke, og vi har virkelig brug for luftkasteller i øjeblikket.«

Søren har som regel blandet det realistiske med det mystiske i alle de ting, han har lavet. Også selvom han går ind for forandring.

»Det er jo sådan med os mennesker, at hvis vi lige vender ryggen til os selv et øjeblik, opdager vi, at vi sidder og laver det, vi plejer, men David Bowie holdt sig altså ikke på toppen i årtier ved at gentage sig selv,« siger han og forklarer videre:

»Det realistiske, virkeligheden, er min klangbund, men så kommer der de her små skred og problemer undervejs i handlingen, og det ender som regel i eksistentialistiske overvejelser. Jeg kan godt lide at lege med min egen form, men jeg kommer nu aldrig til at eksperimentere så meget, at jeg skriver en krimi, selv om mine bøger er fulde af spændingsmomenter og cliffhangere,« konstaterer han.

Lige nu arbejder han på en graphic novel, hvor han gentegner Franz Kafkas »Forvandlingen«. Kafka er Sørens store forbillede, og han genlæser hans værker årligt. For nylig var Søren fire dage i Prag for at vandre i sporene af den store forfatter, og det »SÅ var fedt,« udbryder han begejstret og slår den regnbuefarvede paraply sammen. Regnen er gledet videre ud over bugten, og bag os titter den blå himmel frem.

»Kafka arbejdede jo med præcis de samme ting som jeg: Menneskets mentale forviklinger og underlige selvopfattelser.«

Søren har både tegnet og skrevet i mange år. Som barn begyndte han at lave tegneserier. Han søgte ind på Kunsthåndværkerskolen i Kolding, men blev ikke optaget. I stedet fik han job som rentegner på et reklamebureau i Aarhus, og nu har sønderjyden, der også har været omkring Herning i sin ungdom, boet her i 30 år. De første år i Aarhus brugte han al fritid på at tegne og male. Han modtog priser og blev optaget på eftertragtede censurerede udstillinger.

»Men så en dag købte jeg helt impulsivt en elektrisk skrivemaskine, fordi jeg havde lyst til at skrive lidt. Jeg havde ikke ambitioner om at udgive noget - jeg ville bare gerne skrive. Og jeg blev selv overrasket, da jeg opdagede, at jeg godt kunne. Så det var altså ikke med vilje, at jeg blev forfatter,« griner Søren om kap med solen, der omsider glimter over parken.

Nu er han så landet på 50 bøger - og har flere på vej. Udover den kafkaske graghic novel kommer senere på året en billedbog for de tre- til syv-årige, »Bange for alt«, og efter sommerferien begynder han at skrive på en ny ungdomsbog. Dem - ungdomsbøgerne - har han haft stor succes med. I folkeskolen bliver hans bøger ofte læst, analyseret og diskuteret blandt de store børn.

I 1990 udgav Søren sin første billedbog, og ved samme lejlighed droppede han det faste job. Han levede i mange år som illustrator af andres værker, men med tiden har hans egne ting i stigende grad fået plads blandt arbejdsopgaverne, og i dag er det kun sjældent, at han tegner for andre forfattere.

De seneste 26 år er han »taget på arbejde« - jo, det siger han - i arbejdsværelset i risskovvillaen hver dag kl. 7.30. Han skriver frem til frokosttid, spiser og skifter derefter over til at tegne og besvare mails om eftermiddagen. I weekenden holder han fri - i hvert fald en gang imellem.

Da børnene var små, tog han, når det var nødvendigt, barnets første sygedag på hverdagene, men Søren er så struktureret, at det medførte, at han i stedet arbejdede i weekenden, for arbejdsugen er efter Sørens mening som minimum på fem dage - uanset hvornår de fem dage så falder.

I dag er de to sønner på nu 21 og 24 år flyttet hjemmefra. Tilbage er foruden Søren hunden og hustruen igennem 27 år, Birgitte, der ud over at være sygeplejerske også er førstelæser af den kritiske slags på Sørens ting.

»Hun læser mine bøger igennem, og så skriver jeg dem om. Jeg skriver om mange gange. Nogle dage får jeg skrevet fire nye sider. Andre dage smider jeg ti sider væk. Jeg er glad, hvis jeg er nået to sider frem om dagen. Det er en lang proces at skrive en roman, og jeg mener det samme, som billedkunstneren Palle Nielsen sagde: De bedste kunstnere kan kendes på størrelsen af deres skraldespand,« smiler Søren, der for nylig mødte en ven i toget på vejen mod København. Søren sad i almindelig kupé, vennen i stillekupé, og vennen kunne ikke begribe, at Søren ville sidde blandt det råbende folk, indtil der gik en prås op for ham: »Nå ja, du sidder jo i stillekupé hver dag.«

Der skal være fuldstændig ro, når Søren skriver. Ellers kan han ikke. Til gengæld sætter han pris på indimellem at komme ud og møde andre mennesker - blandt andet gennem de foredrag, han jævnligt holder for både børn og voksne. Det er her, han bliver inspireret. Det er her, at hans liv berører andres. Her, hvor han som biperson krydser andre bipersoners baner. Her, hvor kerneøjeblikkene - de magiske sekunder - manifesterer sig.

»Der har været flere kerneøjeblikke i mit eget liv, men hvis jeg skal nævne et enkelt, så var det dengang, hvor min kone og jeg lige var begyndt at ses. En dag besøgte hun mig for allerførste gang, men jeg var ikke hjemme. Jeg kom kørende på cykel og så ryggen af hende på vej væk, og jeg fik råbt hende an. Hvis jeg nu havde holdt en ekstra gang for rødt på hjemvejen og ikke havde set hende, hvordan havde vores liv så formet sig? Måske var vi alligevel endt sammen, men man ved det ikke. For mig blev det afgørende, at jeg indhentede hende den dag.«

FAKTA - SØREN JESSEN

Født 1963 i Sønderborg, fra 10-års-alderen bosat i Herning og fra 20-års-alderen i Aarhus. Gift med Birgitte, der er sygeplejerske, og far til Mikkel og Rasmus på henholdsvis 24 og 21 år.
Har tegnet siden barndommen. Som 19-årig leverede han karikaturtegninger til Herning Bladet, fik et oliemaleri antaget på Kunstnernes Sommerudstilling og blev samme år student. Tegnede sit første bogomslag i 1987.
Debuterede som forfatter i 1990 med børnebogen »Dino rejser til byen«. Opgav samme år sit lønmodtagerjob som rentegner på et reklamebureau og har siden levet af sine bogværker og illustrationer.
Har udgivet 50 bøger, hovedparten er børne- og ungdomsbøger. De fem er voksenromaner: »Luftkasteller«, »Vildnisset«, »Krumspring«, »Erindringer om fremtiden« og »Zambesi«.
Har modtaget adskillige priser og legater, bl.a. det eftertragtede tre-årige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond.
Læs mere på soerenjessen.com
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
»I dag skal alt forklares og gå op, men for mig er det bedste det ufuldendte. Jeg håber, jeg dør fra en stor ufuldendt roman,« siger Søren Jessen, der indtil videre har skrevet 50 bøger. Foto: Kim Haugaard
»I dag skal alt forklares og gå op, men for mig er det bedste det ufuldendte. Jeg håber, jeg dør fra en stor ufuldendt roman,« siger Søren Jessen, der indtil videre har skrevet 50 bøger. Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Foto: Kim Haugaard
Fra »Forvandlingen«, graphic novel bygget over Franz Kafkas fortælling.
Fra »Forvandlingen«, graphic novel bygget over Franz Kafkas fortælling.
Fra billedbogen »Bange for alt«.
Fra billedbogen »Bange for alt«.
Foto: Søren Jessen
Fra billedbogen »Bange for alt«
Fra billedbogen »Bange for alt«
Foto: Søren Jessen
Fra billedbogen »Bange for alt«
Fra billedbogen »Bange for alt«
Foto: Søren Jessen

Mine bøger må gerne være en sten i skoen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce