Mylenberg: Er fiktionen et spejl af virkeligheden, eller er det omvendt?


Mylenberg: Er fiktionen et spejl af virkeligheden, eller er det omvendt?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Så skal vi til det igen, eller skal vi?

Fredag i denne uge havde tv-serien "House of Cards" nemlig premiere på en ny sæson, og de første mange af slagsen har på sæt og vis både sat dagordenen for tv-serier som sådan og for en væsentlig politisk debat. Og med den nye sæson kommer så yderligere et lag på, for hovedpersonen fra de første sæsoner, den onde, køligt beregnende og udspekulerede politiker Frank Underwood, der spilles af oscarvinderen Kevin Spacey, er skrevet ud af serien på grund af anklager om seksuelle overgreb. Frank Underwood er død i fiktionens verden.

På den måde står "House of Cards" på alle måder som et monument over dette årti på flere fronter.

Serien var den første, som for alvor bragte streaming-tjenesten Netflix ind i vores hjem. Der var tale om et teknologisk nybrud, da vi i 2013 satte os til rette og så Frank Underwood og hans kone Claire begynde deres vej mod magtens tinder i amerikansk politik. Produktionen var også anderledes og lækker. Underwood talte indimellem direkte til seerne, og sms-beskeder blev vist grafisk på skærmen. Måske ikke nyt, men som element i en mainstream tv-serie var det nyt. Og serien blev samtidig for mange af os begyndelsen på streaming-tv, som vi så, når det passede os, og ikke, når tv-stationerne valgte at vise os det.

Så var der alle de politiske implikationer. Ingen havde tænkt på Donald Trump som præsident, da serien begyndte, men den viste med stor stilsikkerhed, hvordan man kunne tænke og agere i de inderste cirkler af amerikansk toppolitik. Kynismen var seriens og Underwood-parrets drivmiddel, magt et mål, og alle midler blev brugt.

Ja, det var fiktion, men alligevel. Politikerleden blev påvist med fiktionens hjælp, og man kunne som seer både gyse og væmmes og samtidig gnægge over, hvad Underwood nu fandt på af uhyrligheder og omgåelse af demokratiets regler.

Nej, en tv-serie som "House of Cards" viser os ikke verden, som den er. Der er tale om fiktion, endda med base i en roman af den britiske forfatter Michael Dobbs fra 1989 - en roman, der af BBC blev lavet til en også underholdende tv-miniserie i 1990. Men ligesom da tv-serien Borgen fra 2010 indtog først danskernes og derefter resten af verdens tv-skærme og med et blev gjort til et drømmebillede af, hvordan politik burde være og endda af mange blev gjort til et virkeligt billede af Danmark som et land, hvor statsministre cykler på arbejde, hvor bæredygtighed og ordentlighed er målet for magthaverne til trods for onde spindoktorer, og hvor mænd tager opvasken, er der også i "House of Cards" et stykke vej fra fiktionen til virkeligheden.

Men det er nu engang virkeligheden, vi skal forholde os til. Og virkeligheden er for eksempel den, hvor en tv-serie har sat en verdensomspændende dagsorden om vores forhold til politik og politikere.

Men et eller andet i os kan selvfølgelig godt lide at lade, som om fiktionen er et retvisende spejl.

Virkeligheden er vildere end fiktionen, siger vi tit. Og det kan vi sagtens have ret i, men fiktionen kan også selv. Ligesom virkeligheden kan selv.

Giftgasangreb på russere i Salisbury i England, iranske efterretningstjenester, der jagter eksiliranere i Ringsted. En journalist dræbes og parteres på det saudi-arabiske konsulat i Istanbul, en kvinde bedrager Socialstyrelsen for 111 millioner kroner, en velanskrevet dansk bank lader forbrydere hvidvaske 1500 milliarder i filialen i Estland.

Hvad der er op og ned, ved vi ikke præcis endnu. Men jeg kan roligt sige, at de sidste par krimi- og spændingsromaner, jeg har slugt, har forekommet mig noget mere tandløse og fantasiforladte, end de plejer at gøre. I hvert fald i sammenligning med daglig avislæsning.

Det kunne ikke falde mig ind at drage konklusioner. For hvem ved, om journalister og whistleblowere bare er dygtigere nu end tidligere, hvor vi måske har levet i uvidenhed om alt det vilde. Vi har hygget os med Agatha Christies figurer, har læst om Philip Marlowe, Carl Hamilton, Barnaby, Wallander, Fischer og La Cour fra "Rejseholdet", og hvad de ellers hedder i alle de tilnærmelsesvist virkelighedsnære spændingseventyr, der foregår i en verden vi omtrent kender. Måske har vi slumret os gennem hverdagen, mens forbryderen rendte rundt lige foran vores blændede øjne. Jeg ved det ikke.

Men det er nu engang virkeligheden, vi skal forholde os til. Og virkeligheden er for eksempel den, hvor en tv-serie har sat en verdensomspændende dagsorden om vores forhold til politik og politikere. Samtidig med at den med sit helt eget bidrag til virkeligheden er blevet en genstand i #metoo-bevægelsen i kraft af anklagerne mod Kevin Spacey og hans efterfølgende fyring. Det har gjort hans kone Claire til hovedpersonen og velsagtens præsident i USA, som den første af slagsen - eller hvad?

For nu er serien jo fiktion. Lidt endnu i hver fald.

Mylenberg: Er fiktionen et spejl af virkeligheden, eller er det omvendt?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce