Punkrock blottet for alderstegn

Last Seen Laughing betragter lige så meget Berlin - og som her London - som deres hjemmebane. Fra venstre Steen Thomsen, Jens Peter Nejrup og Kresten Nejrup. PR-foto.

Punkrock blottet for alderstegn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Last Seen Laughing nyder mere medgang udenfor landets grænser end her i kongeriget. Bandets nye album markeres alligevel med gratis koncert lørdag på hjemmebanen i Aarhus.

»Klassisk lyd og den rette attitude. Hvis det her er det første oi! album, du nogensinde hører, sidder du med et genre-definerende af slagsen.«

De rosende ord er frit oversat efter en amerikansk anmeldelse af et nyt album med Aarhus-bandet Last Seen Laughing.

Last Seen Laughing
Last Seen Laughing blev dannet i 2008 af Kresten Nejrup, hans bror JP samt Steen Thomsen. De tre er henholdsvis 40, 42 og 51 år.

Brødrene Nejrup har hver især spillet i flere bands, mens Steen Thomsen i 1979 var med til at danne et af byens længst levende punkbands The Zero Point.

Udenfor musikken er Kresten Nejrup tømrer; JP er specialarbejder og Steen Thomsen er fritidspædagogisk leder i en SFO.

Last Seen Laughing albumdebuterede i 2011 med »Where We Belong«. Siden har trioen givet en del koncerter i udlandet, blandt andet ved denne tid for et år siden i London, hvor de delte plakat med to mastodonter indenfor scenen; britiske Cock Sparrer og amerikanske Rancid.

For nylig udgav Last Seen Laughing albummet »As True As It Gets.«

Udgivelsen markeres lørdag 21. december kl. 17 med en gratis koncert på Sway under Clemens Bro.

Oi!?

Ja, oi!

Begrebet dækker over en gren af punkrocken, der skød frem i Storbritannien i slutningen af 70'erne.

Genren var groft sagt en modpol til, hvad den gængse punk i manges øjne efterhånden havde udviklet sig til.

Fremfor at hænge på et intellektuelt overdrev og hagle det politiske system ned, handlede det hos oi! pionererne mere om det jordnære.

Ikke mindst arbejdsløshed, fodbold og pints nede på pubben.

Delte plakat med Rancid

Last Seen Laughing har de seneste par år bekendt sig til den stolte britiske tradition.

Og det i en sådan grad, at de tre århusianere sidste år ved denne tid delte plakat med to af punkrockens største navne; britiske Cock Sparrer og amerikanske Rancid.

Det skete ved en koncert i London.

»Siden er det bare eksploderet«, konstaterer trommeslageren Jens Peter (JP) Nejrup nøgternt.

»Det hele kører lidt lettere. Det er i hvert fald blevet nemmere at få koncerter, ligesom netværket naturligvis er blevet udvidet.«

Koncerten i London, lader han forstå, »var kæmpestort for et lille band som os.«

Trods den beskedne karakteristik er de tre medlemmer i Last Seen Laughing ikke ligefrem grønskollinger på scenen.

JP og hans bror, sangeren og guitaristen Kresten Nejrup, har begge spillet i punk- og oi!-bands gennem mange år.

Og bassist og sanger Steen Thomsen var såmænd med til at danne et af de første århusianske punkbands; The Zero Point.

Afgørende bedre lyd

Det er netop hos Thomsen, at vi har sat os til rette i bløde sofaer for at tale om bandets nye album.

»As True As It Gets«, hedder det.

Adspurgt om de største forskelle på det to år gamle debutalbum og dette, svarer Steen Thomsen skraldgrinende:

»Det er de samme tre idioter, men denne gang med god lyd.«

»Der er to vigtige ting,« siger JP, mens han i langsomme bevægelser ruller en smøg.

»Bedre lyd plus det, at vi har udviklet os. Vi har spillet en masse koncerter, hvilket selvfølgelig giver et overskud og en frihed til at gøre tingene lidt anderledes.«

De gyldne fingre

Den omtalte gode lyd skal i høj grad tilskrives den århusianske producer og lydtekniker Tue Madsen, bemærker trioen samstemmigt.

Han er især kendt for at arbejde med store internationale bands fra metalrock-genren. Ikke desto mindre fangede han lynhurtigt, hvad Last Seen Laughing var ude efter.

»Den mand har simpelthen gyldne fingre! Det var utroligt at opleve, hvordan han kunne få et tremandsband som os til at fylde hele paletten,« siger JP.

»Ja, på det punkt er han simpelthen gudsbenådet. Det er et bevis på, at han kan lave det hele. Vores lyd er jo ekstremt »ren« i forhold til nogle af de ting, som han er blevet kendt på at lave,« forklarer Kresten Nejrup.

Berlin fremfor Aarhus

Mens bandet altså nyder en vis respekt udenfor Danmark, er det begrænset med opmærksomheden herhjemme.

»Vi spiller mere i London og Berlin, end i Aarhus. Der er ikke mange spillesteder her i byen, der tør binde an med punk længere«, mener JP.

»Men Aarhus Kommune har hjulpet os i forbindelse med at få pladen finansieret,« siger Steen Thomsen.

»Så det passer ikke helt, når nogen siger, at det kun er finkulturen, der bliver støttet. Måske det nye byråd skulle invitere os til at spille i festugen?«

»Ja, vi kan da åbne festugen, hvis det skulle være,« foreslår Kresten Nejrup.

Tilsammen er de tre musikere 133 år. Med Steen Thomsen som alderspræsidenten på 51 somre.

Rollator og iltapparat

Alligevel afviser de, at alder er et tema.

»Vi kan sagtens hænge ud med folk på 20 år, uden at jeg skænker det en tanke,« siger JP og tilføjer efter en kort pause:

»Selvfølgelig er der situationer, hvor jeg tænker om nogle af dem; ok, du bliver klogere. Men det ændrer ikke ved, at der er et utroligt stærkt sammenhold indenfor miljøet.«

»Man gør det kun, fordi man gider, når man kommer op i den her alder. Vi har ikke noget at bevise længere.«

»Bare I kommer med rollatoren, når tiden er inde. Så er det fint!« siger Steen Thomsen og holder masken.

»Det skal vi nok«, siger JP med lige så alvorlig en mine; før han med et bredt smil tilføjer:

»Og iltapparatet!«

Punkrock blottet for alderstegn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce