Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Roman: En verden mellem linjerne


Roman: En verden mellem linjerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Amerikanske Elizabeth Strout er en gave at få mellem hænderne.

Elizabeth Strouts anden bog på dansk, "Mit navn er Lucy Barton", er en af den slags romaner, der varer evigt, fordi den er fortalt så værdigt og minimalistisk, at man ikke kan ønske sig mere af en erindringsroman. Her er grund til had, men her er ingen had. Her er grund til vrede, men her er ingen vrede. Kun ønsket om at forstå en fattig og indholdstom barndom, fyldt med tavshed og ubegribelighed.

Lucy Barton lå engang i ni uger bundet til sengen på et hospital på Manhattan i New York på grund af en infektion. Hendes udsigt var Chryslerbygningen lige overfor. Hendes to små piger og hendes mand kom kun sjældent på besøg. Travlhed. Livet udenfor gik jo videre. Men pludselig en dag sad Lucys mor ved hendes side. Og dér blev hun i flere døgn.

Disse døgn blev første og sidste gang, mor og datter ikke talte forbi hinanden. Her kunne Lucy spørge ind til sin barndom. Ikke, at hun fik svar sådan direkte. Moderen fra langt ude på landet i Midtvesten var ikke vant til at bruge ord. Hun var tavs som resten af familien med far og to søskende. Lucy blev eneren. Højdespringeren. Hende, der læste bøger og blev forfatter. De andre blev hjemme. I åndeligt armod og misbilligelse.

 

Som i oversætterens romaner

Lucy Barton, der virker som Elizabeth Strouts alter ego, er fortælleren, der aldrig med et ord bebrejder eller ser ned på sin baggrund eller sin mor. Hun ligger i sin seng og tager imod sladderen og historien og vejer den op mod sin egen opfattelse af den. Og det er just det geniale. På den måde får læseren også en rolle at spille: Hun må medtænke situationen, fordi så meget står mellem linjerne, og fordi ordene PÅ linjerne er så gennemtænkte. Præcis ligesom i oversætteren Ida Jessens egne romaner, senest "En ny tid" og "Doktor Bagges anagrammer".

Hvis man derfor holder af Ida Jessen, vil man holde lige så meget af Elizabeth Strout. Hun er født i 1956 og fik sit gennembrud og Pulitzerprisen med "Olive Kitteridge", også oversat til dansk. Hun er lige så god som sin landsmand Marilynne Robinson, født i 1943. I disse politisk urolige tider bliver man helt lettet over, at der selv i præsident Donald Trumps brovtende skygge kan vokse to så velovervejede og livskloge forfattere frem.

Elizabeth Strout: "Mit navn er Lucy Barton"

Oversat af Ida Jessen, 184 sider, 249,95 kroner, Gyldendal