Tinderbox er en tindrende skarp festival, der er kommet for at blive


Tinderbox er en tindrende skarp festival, der er kommet for at blive

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tinderbox år fire vil blive husket for danmarkshistoriens måske bedste festivaltorsdag nogensinde og en sol, der aldrig holdt op med at skinne.

Vejret
En bagende varm festival i Tusindårsskoven. Foto: Birgitte Carol Heiberg.

Det er naturligvis helt og aldeles tilfældigt og virkelig, virkelig heldigt, at det danske sommervejr artede sig, som det gjorde alle tre dage i Tusindårsskoven.

Men det er ikke desto mindre med til at cementere følelsen af, at den fjerde udgave af Tinderbox Festivalen, var den hidtil bedste. Overordnet set kan man nemlig ikke sige andet, end at det fungerer.

Den, der i sin tid udså sig Tusindårsskoven som ramme for den nye, fynske musikfestival, ramte i den grad plet. Og det er svært ikke at lade sig beruse en lille smule af ren lykke efter tre dage i bar solskin. For det gør altså noget ved humøret, når solskinnet lægger sig som en beskyttende hinde om os og giver os varme og energi.

En festival i øse-pøse-plaskvejr giver unægteligt en helt anden oplevelse, og der kan tre dage være virkelig lang tid. Til sidst vil man egentlig bare gerne hjem.

I år kunne Tinderbox snildt være forsat en uge mere.

Cykelparkering
Det er ikke til at se, at der få timer før stod tusindvis af cykler her. Foto: Lone Schaumann

Tinderbox Festival er muligvis en stor festival, der tiltrækker gæster fra nær og fjern plus indland og udland, men det er i høj grad også byens, Odenses festival. Og skulle man være i tvivl er det bare om at gå et smut ud på den vej, Falen, der fører festivalgæsterne helt hen til festivalpladsen.

Det er ingen overdrivelse, når man siger, at der ligger, står og hænger (!) tusindvis af cykler på det sidste, kilometerlange stykke vej, man skal gå (hvis man enten er på gåben eller er ankommet via shuttlebus).

Og det er endda kun de cykler, der ikke står i festivalens cykelparkering, der ligger lige før indgangen til festivalen. Både til højre og venstre er der indrettet parkering til tusindvis af cykler med båse af hegn og pædagogiske skilte, så man om ikke andet får en god chance for at huske, hvor man nu stillede sin cykel.

Undertegnede kan personligt skrive under på, hvor fantastisk rart det er at finde sin cykel i f.eks. bås nr. 28 klokken tre om natten efter en 16 timers lang arbejdsdag. Tilmed er der sat stadionlamper op, så man rent faktisk også kan se noget.

Torsdag
Depeche Mode forsanger Dave Gahan da gruppen torsdag gav en seksstjernet koncert. Foto: Birgitte Carol Heiberg.

Forud for festivalen bebudede musikanmelder Simon Staun, at torsdag på Tinderbox tegnede til at blive den bedste festivaldag i Danmark i 2018. Måske endda nogensinde.

I sin anmeldelse af Depeche Mode torsdag aften indledte han med ordene "hvilken sublim torsdag", så profetien viste sig at holde stik.

Det var navnene Biffy Clyro, Prophets of Rage, Iggy Pop og Depeche Mode, der gjorde torsdagen til hovednavnenes dag. Alle fire kunne som sådan have været hovednavnet på hvilken som helst af de andre dage, og især for et band som Biffy Clyro var tidspunktet torsdag eftermiddag kl. 14.45 lidt ærgerligt. Det skotske rockband, der spillede en femstjernet koncert, havde fortjent bedre.

Og efter en sublim torsdag var fredag på Tinderbox en noget flad fornemmelse - rent musikalsk.

Nye tiltag
Slut med pant og pantsamlere på Tinderbox i år.. Foto: Vibeke Volder

Når en festival er så ny, som Tinderbox er, er det måske underligt at snakke om fornyelse. Men det er lige præcis, hvad festivalen gør. For hvert år justeres der her og der, og er der noget, der ikke fungerer, prøver man noget andet af.

Er der noget, publikum godt kunne savne, kommer det tilbage. Teltscenen (til de lidt mindre bands) er et godt eksempel på noget, der har været savnet, og det var godt at få den tilbage.

Området Moonshine var nyt og noget, festivalgæster har efterspurgt. Et område, hvor man kan sidde i læ af Tusindårsskovens trækroner tilført glimtende discokugler og nyde god mad og sippe drinks i fred og fordragelighed. Og en tiltrængt oase væk fra støv, støj og maste ølkrus.

Apropos ølkrus var det også første år uden pantsamlere. Mange festivalgæster har de andre år oplevet ret aggressive samlere, der har hældt både halve og hele øl ud for at kunne få kruset til pant. Man kunne stadig aflevere sit krus igen - nu går pantpengene bare til velgørende formål i stedet.

Det flød til gengæld mere med krus i år, men det blev der rådet bod på med hjælp fra frivillige kræfter.

Mangfoldighed
Publikum til Nik & Jay lørdag aften. Foto: Birgitte Carol Heiberg.

Det er ikke for store ord at hævde, at Tinderbox favner alle. Modsat sin fynske fætter Heartland virker det ikke som om, der er tænkt i segmenter på den her festival.

Der er plads til teenageren, mormor, hipsterfar, musiknørden, karrierekvinden, skøre onkel Hans, og hvem vi ellers har. Der er noget for enhver. Og sådan må det altså også gerne være på den største fynske festival i landets tredje største by.

Nogle vil måske mene, at musikken mangler et fokus, at musikprogrammet ikke er skarpt nok. Men der er immervæk noget smukt over at kunne stå og tude til Depeche Mode den ene dag, rase ud med Alanis Morissette den næste - og slutte af på tredjedagen med at hoppe frem, tilbage, fra side til side, op og ned og hele vejen mod solnedgangen sammen med Nik & Jay.

Dertil kommer Magicbox-scenen, som ikke har sin lige andre steder i landet, og med genindførelsen af Teltscenen til de mindre bands er det svært for alvor at være kritisk.

Det skulle da lige være for at slå et slag for lidt flere kvindelige kunstnere næste år. Man behøver ikke være feminist for at se, at lige her halter det gevaldigt.

Tinderbox er en tindrende skarp festival, der er kommet for at blive

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce