Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Vinkooperativ: Når det store gemmer sig i det små

Schlossberg ligger lige over for kooperativet i Achkarren, og på de i alt 80 hektar, som marken dækker, dyrkes foruden de klassiske pinot-sorter blandt andet silvaner, müller-thurgau og muskateller.

Vinkooperativ: Når det store gemmer sig i det små

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det lyser langt væk af koopertiv og storproduktion, men skindet bedrager. Avisen Danmark var på besøg i Genossenschaftet i tyske Achkarrren.

Tyskland: Winzergenossenschaft Achkarren er et sted, jeg ville være kørt forbi uden at ærgre mig, hvis jeg selv havde siddet bag rattet. En lang, hvid bygning hævet op over landevejen gennem landsbyen Achkarren - med et kæmpe rødt A stillet op som kendetegn foran en stor glasfacade i midten af bygningen, flankeret af rødhvide faner med sammenslutningens logo, og resten af bygningen med et fabriksagtigt udseende.

Det lyser langt væk af storproduktion og kooperativ, og den fremmeste kvalitet synes umiddelbart at være udsigten til vinmarken overfor, Achkarrer Schlossberg.

Skindet kan bedrage. Genossenschaftet i Achkarrren er med sine cirka 300 medlemmer og 190 hektar vinmarker godt nok et større kooperativ, hvor høsten sidste år nåede cirka 2,3 millioner kilo, og den årlige omsætning ligger i omegnen af 4,5 millioner euro.  Det er dog intet mod Badens største af slagsen, Badischer Winzerkeller med cirka 4000 medlemmer, som i 2016 leverede druer nok til at fremstille 17,2 millioner liter vin.

Så har Denis Kirstein, forretningsfører i Achkarrens kooperativ, det noget lettere, ikke mindst fordi omkring halvdelen af vinen leveres af kun en håndfuld medlemmer. Det giver Denis Kirstein den fordel, at han har færre vinbønder at koncentrere sig om, når han skal hjælpe dem med at få det bedste ud af den vin, de dyrker. Tilmed er det ikke alle 300 medlemmer, som faktisk dyrker vin. Nogle er blot forblevet medlemmer, selvom de er gået på pension.

Som eksempelvis Bernd Herzig, der har rundet de 80 år, men stadig kommer forbi til en kop kaffe.

- Så han kan tjekke, om jeg gør tingene rigtigt, smiler Denis Kirstein, der har været i kooperativet i knap halvandet år.  Det er intet mod Herzig, som har været med i vinbøndernes samarbejde i årtier og blandt andet hjulpet med til at rydde den skov, som tidligere dækkede dele af Achkarrer Schlossberg. Hytten, som ligger på vinbjerget, har Bernd Herzig bygget.

- 50 procent af vores succes skyldes hans indsats efter krigen, siger den yngre forretningsfører med et glas af genossenschaftets Castello Secco Rosé, en svagt sødlig mousserende vin, i hånden.

Den er lavet på spätburgunder og tager sit italiensk-klingende navn fra den mark, som kooperativet selv kalder Achkarrens næstsmukkeste udsigtspunkt, Achkarrer Castellberg.

Nydelsen ved at drikke gammel vin er ikke kun den, som duften og smagen giver - det kan være en lige så stor oplevelse at tage på tidsrejse i ens egne minder med smagen af en sommer for mange år siden i munden.
Fra artiklen

Vi er pinot-specialister

Det smukkeste ligger lige over for vineriet:

- Vi er her stadig, fordi vi er pinot-specialister, forklarer Denis Kirstein og peger over mod Achkarrer Schlossberg, hvor der foruden pinot-sorter (weissburgunder, grauburgunder og spätburgunder) også vokser blandt andet chardonnay, silvaner, müller-thurgau og muskateller.

Marken udmærker sig også ved at have meget gamle planter. Mere end halvdelen af vinmarksarealet i Vesttyskland blev omlagt under den såkaldte "Flurbereinigung", som staten satte i gang og styrede fra begyndelsen af 1960'erne. Formålet var blandt andet at gøre produktionen mere effektiv og rentabel ved for eksempel at forbedre tilfartsvejene og øge dræningen i markerne og ved at sammenlægge opsplittede jordlodder. En del gamle vinstokke blev også udskiftet med nyere planter og andre sorter - men ikke på Schlossberg, fortæller Denis Kirstein. Her vokser blandt andet stadig muskat, som blev plantet i slutningen af 1930'erne.  Denis Kirstein har som en af sine opgaver at promovere marken som kooperativets bedste, og han vil gerne bevæge firmaets vine i retning af den stil, man finder i Alto-Adige, den nordligste provins i Italien, som grænser op mod Østrig.

Det er ikke nogen helt tosset idé, for klimaet her i Kaiserstuhl egner sig til en fyldigere og varmere stil end den, der normalt praktiseres blandt tyske vinbønder. Omend "normalt" siden omkring årtusindskiftet har været misvisende, fordi de tyske vinområder har oplevet, hvad der ligner en markant ændring i klimaet til fordel for varmere somre og indimellem også voldsom og ødelæggende nedbør.

Kaiserstuhl er Tysklands varmeste område, og den geologiske fortid som et stort vulkansk område ses mange steder tydeligt i vinmarkerne, hvor man både finder størknet lava og stenarter som blandt andet tephrit og monchiquit (du husker dem fra geografi-timerne, ikke?).

Vinplanterne på Schlossberg profiterer også af den vulkanske fortid. I løbet af dagen opsuger de vulkanske sten varme, som afgives i løbet af natten, og den stenede undergrund tvinger planternes rødderne til at gå i dybden efter vand.

Schlossberg er en Einzellage - det er i princippet et mindre, afgrænset område end en Großlage (som kan omfatte mange Einzellager). I begge tilfælde må navnet sættes på etiketten. I teorien kan vinen fra en Einzellage betragtes som en vin af højere kvalitet ud fra tanken om, at den kommer fra et mindre område med (nogenlunde) samme terroir, men Schlossberg dækker 80 hektar, og der kan være tydelig forskel på mikroklimaet i toppen og bunden af vinmarken.

Schlossbergs status som en af de bedre i Baden bekræftes dog af, at flere kendte navne blandt vinbønderne i Baden har sikret sig filetstykker af marken - blandt andre Dr. Heger, Franz Keller og Weingut Michel. Genossenschaftet i Achkarren sidder stadig på cirka 63 hektar, og Denis Kirstein opfordrer medlemmerne til at lade kooperativet byde først, hvis de vil sælge deres del af marken. Men der er et frit marked for salg af parceller, erkender han.

Ruländerne imponerer

Jeg må helt ærligt sige, at der blandt de spätburgundere, som vi præsenteres for ved dette besøg, ikke er vine, der prenter sig i min hukommelse som nogen, jeg er nødt til at smage igen. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke laves gode spätburgundere i Baden eller i Tyskland generelt. Listen over vine fra Baden, som man bør prøve, hvis man holder af pinot noir, er efterhånden ret lang, som vi også har beskrevet i disse spalter tidligere.

Men hos genosserne i Achkarren er det gamle hvidvine, ikke mindst ruländerne, der imponerer mig. Det gør de til gengæld med eftertryk. Og hvad er så en ruländer? Det er kort fortalt en grauburgunder, altså en pinot gris for de frankofile, som har fået lov at blive gammel på vinstokken. Sagt på en anden måde er det senthøstede grauburgunder-druer med så højt et sukkerindhold, at de kan anvendes til søde vine af typen auslese, beerenauslese, trockenbeerenauslese og eiswein. Druerne er ofte angrebet af ædelråd, som giver den særlige smag, man kender fra eksempelvis sauternes.

"Ofte", står der, for det er ikke altid tilfældet; selvom en ruländer i Baden traditionelt er lig med en sød vin, tapper man i Achkarren også grauburgunder, der er høstet som spätlese eller kabinett, og sælger vinen som ruländer. Den fås også uden prædikat, som Qualitätswein, der dog har en beskrivelse på etiketten af, at vinen er "frugtig-sød".

De ord bør være nok til at gøre en vagtsom, for i modsætning til tyskernes paradedrue, riesling, er grauburgunder ikke en sort, der brillerer med en fast syre - tværtimod.  Og når druerne tilmed får lov at modne ekstra længe, og sukkerindholdet forhøjes, er der grund til at være på vagt. Hvis du har prøvet en senthøstet alsacisk pinot gris fra en mindre ambitiøs vinbonde, ved du, hvor slemt det kan være. Men de gamle flasker, vi får lov at smage i kælderen i Achkarren, bekræfter, at det ikke kun er det målbare syreindhold i en vin, der er afgørende for, om den opleves som en vin i balance, når man får den i munden.

Som nødder og honning

Vi bliver bænket rundt om et lidt for lille bord i kælderen under besøgslokalerne ovenpå. Hvor der er lidt for meget udstilling og lidt for "stort" til at være hyggeligt i lokalet ovenpå, er der nærmest modsat tæt og hyggeligt hernede i kælderen, hvor omkring 6000 flasker ligger og ældes. Efter oplevelsen med den lidt for søde rosa secco er jeg ikke overbevist om stedets dybere vinøse kvaliteter, og det forekommer næsten klichéagtigt at sidde i en vinkælder, omgivet af høje reoler fyldt med gamle flasker hvis etiketter ikke alle lader sig afkode i skæret fra de kandelabre med stearinlys, der står tændt på bordet.

Men så kommer vinene i glasset.

Denis Kirstein fortæller, at han var med til sin første eiswein-høst i januar i år. De andre grinede ad ham, fordi han havde fået tjansen med at bære kurven med druer ned fra bjerget, selvom han var nyudnævnt forretningsfører. Høsten foregik i mørke, men Denis Kirstein er ikke for ingenting ansat til at føre genossenschaftet ind i en lys fremtid. Han havde forud for høsten været på indkøb hos 2. bundesligaklubben Dynamo Dresden, som solgte ud af brugt udstyr, så høsten kunne foregår i det blændende lys fra en 2000 watt-lampe. 

Hvordan høsten foregik for 30 år siden, fortaber sig nok i det uvisse - måske erindrer Bernd Herzig det - men de eiswein-druer, som blev båret ned fra Schlossberg i vinteren 1987, kvitterede med en vin, der stadig er meget i live. 1987 Ruländer Eiswein smager som honning og nødder smurt ud på maltmørkt rugbrød med oversøde blommer on the side dryppet med fine dråber syrlighed. Den er overraskende godt holdt sammen, denne vin, og stadig meget i live.  

Det samme er den 10 år ældre 1976 Ruländer Auslese fra Schlossberg.

Faktisk dufter den så udtalt frisk, at jeg i starten bare sidder og snuser til den og overvejer, om han prøver at narre os med en yngre flaske? Men nej, vinen er fra året, da Apple blev stiftet. Det var også året, da danskerne kunne nyde en varm og tør sommer - det samme kunne tyskerne, og 1976 betragtes stadig som en af de bedste siden 1954.

Den er ikke længere til salg, men kommer du forbi WG Achkarren - det er ikke nogen stor omvej, hvis du for eksempel er på vej hjem fra en ferie i Alsace eller Provence - kan du stadig erhverve dig flasker med god alder uden at slå bunden ud af feriebudgettet. Dyrest er den 50-årige Silvaner Beerenauslese fra 1967 til 73 euro (cirka 544 kroner), mens en Ruländer Spätlese fra 1987 fås for 49 euro/365 kroner (vel at mærke for en helflaske).

Nydelsen ved at drikke gammel vin er ikke kun den, som duften og smagen giver - det kan være en lige så stor oplevelse at tage på tidsrejse i ens egne minder med smagen af en sommer for mange år siden i munden.

Enkelte af vinene fra kooperativet i Achkarren sælges også i Danmark: Frankdybdahl.dk forhandler en række vine fra WG Achkarren, blandt andre 2015 Ruländer Auslese Schlossberg (148 kroner for 50 centiliter), 2007 Ruländer Auslese Schlossberg (139 kroner for 50 centiliter) og 1996 Ruländer Beerenauslese (277 kroner for 37,5 centiliter).