Kronik: Barndomserindringer - mareridtet, eventyret og drømmen


Kronik: Barndomserindringer - mareridtet, eventyret og drømmen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af Louis Bülow, Aarhus, historisk skribent. Illustration: Privatfoto/Collage Jens Nex
Billede
Læserbrev. 

Igennem mere end fem årtier er det blevet forundt en inkarneret skribent at videreformidle respekt og kærlighed til historie og litteratur. Nænsomt har han i alle årene forsøgt at gelejde læsere ind i de store dramaer under den 2. verdenskrig og indvie dem i Hitlers forbrydelser og et nazistisk inferno af morderisk barbari uden sidestykke med dødslejre og udryddelsesfabrikker.

Med fokus på krigens gang, besættelsen og folkemordet på Europas jøder har han sideløbende etableret et større kompleks af Holocaust-websites mod fremmedhad og racisme.

Fra mine - for mig er det - første aviskronikker blev bragt i Dagbladet Vestkysten og Berlingske Aftenavis tilbage i 1966 er det blevet til et hav af historiske artikler, kronikker og features i landets aviser, herunder også Århus Stiftstidende, i blade og magasiner, blandt dem Illustreret Videnskab, Alt om Historie og Jødisk Orientering.

Med syv årtier bag mig og alderdommens pubertet lige om hjørnet er tiden måske inde til at fortælle, hvordan det hele startede ...

Mareridtet. Det første erindringsbillede.

I 1950'erne fik min far med vold, druk og kriminalitet som trofaste følgesvende aldrig styr på spritten, ro i sjælen eller sluttet fred med sine indre dæmoner. Han kunne ikke holde sammen på tilværelsen men trak familien med i en social deroute med endestation på samfundets skyggeside.

Når penge og kredit var soldet væk efter ugers turné på vulkaner, værtshuse og beverdinger, vendte han trofast tilbage til familien for at gå helt i sort. Stangdrukken ravede han rundt i lejlighedens lune stue med sin lille seksårige dreng - og mig var det - i kravetøjet og holdt ham ud over altanen på tredje sal. Han truede min mor med at give slip for at få hende til at hoste op med de sidste husholdningspenge.

Vi måtte klare os igennem på bedste beskub nærmest som manden på risten, der mættede sig ved duften fra de riges bord, fasanen i flugten og lammet i asparges med bourgogne og bordeaux. Far fik altid skyllet efter på den lokale slyngelstue med en flok guldbajere, en halv abe og et par velvoksne gibbernakker - og det tragiske menageri kunne begynde forfra.

Fra tid til anden lød tunge støvletramp og høje råb i opgangen, når politiet midt om natten stormede lejligheden, slog døren ind, og en flok betjente slæbte far ned ad tre etagers trapper. En fortvivlet purk i nattøj med en sort bamse på slæb stavrede bagefter og kaldte grædende på sin far.

Han døde for fire årtier siden. Tilbage står mindet om min far, som jeg stadigt elsker med barnets kærlighed fra dengang. Tilgivelse må Vorherre tage sig af ...

Og mor? Ødelagt på liv og sjæl flygtede hun midt i 1950'erne fra sit mareridt af et ægteskab med druk, vold og mishandlinger, men angsten for far og bristede illusioner fik hende til at give op, og hun tog sit eget liv, kun 40 år gammel.

Eventyret. Det andet erindringsbillede.

Inden da hastede hun en tidlig morgen med mig ved hånden til den lokale togstation, fik fat i en togfører og gav ham en række instrukser. For endegyldigt at få sat en stopper for et tragisk inferno af misrøgt og omsorgssvigt besluttede hun at give slip på sin dreng og sende ham - uden officielle papirer og sociale myndigheders indblanding - i sikkerhed og pleje i Hejnsvig.

En togassistent løftede det runde afgangssignal, togføreren skridtede perronen af og fløjtede til afgang. Langsomt gik lokomotivet i gang, og efter mange knus og kram fik moderen med tårer trillende ned ad kinderne sat sin dreng på toget.

Samtidigt mange kilometer derfra stod den lokale malermesters ældste datter og skuttede sig på den søvnige station i landsbyens udkant. Hensunket i tanker spejdede hun ivrigt efter toget, der i et stille tempo duvede sig frem gennem landskabet. Nok karrig med store ord og armbevægelser men ikke fedtet med godhed og hjertevarme skulle mit livs elskede plejemor byde mig velkommen til Hejnsvig - et forjættet land, der flød om ikke med mælk og honning så med kærlighed, godhed og hjertevarme.

Med en betingelsesløs moderkærlighed som urkraft sprængte hun alle rammer for at værne sin lille pode mod livets skyggeside, svigt og fortrædeligheder. Og sikrede, at jeg ikke blev stuvet væk som socialt bundfald på datidens berygtede børnehjem og opdragelsesanstalter. Min plejemor lod mig byde mine drømme og forhåbninger op til dans og forvandlede selv mit livs tungeste dansetrin til en fejende vals. Hun forundte mig et væld af kærlige stunder, erindringsglimt og dyrebare godhedsøjeblikke, som jeg senere kunne genkalde mig i alle detaljer og gavmildt favne og øse af livet igennem.

Drømmen. Det sidste erindringsbillede.

En vinterdag i januar for godt 50 år siden i barndommens gade i Hejnsvig. En 14-årig skoledreng, der fra tid til anden skriver små børnehistorier til børnesiderne i de lokale aviser, får langt om længe taget mod til sig og sender sit livs første artikelforsøg til arbejdsmændenes medlemsblad Fagbladet.

På de fleste redaktioner vil drengens artikel, nærmest en skolestil, blive kigget igennem og kylet i papirkurven, men storsind og generøsitet har gode kår på redaktionsgangen, hvor en vis Anker Jørgensen sidder for bordenden som Fagbladets redaktør.

I Hejnsvig bliver der de efterfølgende dage kigget lang efter landpostbuddet, og tirsdag ugen efter bliver en stor kuvert fra hovedstaden smidt ind gennem brevsprækken og rammer gulvet med den velkendte dumpe lyd. Anker Jørgensen har taget sig tid til at sende et langt og personligt brev i stedet for den normale standardskrivelse med høfligt afslag. Flere sider med hjertevarme og opmuntrende ord, der skal få stor betydning for en landsbydreng med drømme og forhåbninger ...

Epilog. En lun sommeraften i en lejlighed for åbne vinduer i det indre Aarhus engang i efteråret 2006. Storbyens larm og trafikstøj anes som en svag summen i det fjerne, da stilheden flænses af en telefons ubarmhjertige ringen. Displayet viser "ukendt nummer", og forsigtigt tager jeg røret: "Det er Anker Jørgensen", lyder det i den anden ende ... Den aften skal jeg opleve min barndoms folkekære Anker Jørgensen, mærket af alderdommens skrøbelighed, javel, men med en ukuelig livskraft og viljestyrke. Det skal blive til etablering af to hjemmesider om den gamle statsminister i hans eget navn www.ankerjorgensen.dk/ og www.ankerjørgensen.dk/

- Ringen er sluttet ...

Louis Bülow fylder mandag 11. februar 70 år og er tidligere bankmand.

Kronik: Barndomserindringer - mareridtet, eventyret og drømmen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce