Læserbrev: At være en del af problemet - og løsningen


Læserbrev: At være en del af problemet - og løsningen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Bernd Bachmann, Granhøjen 126, Skanderborg
Billede
Læserbrev. 

Psykiatri er gennem længere tid blevet diskuteret i kommuner, regioner og stat. Diverse eksperter er inddraget, der er nedsat udvalg og fokusgrupper. Der er dog dele af befolkningen, som oftest bliver ignoreret i arbejdet. Dele, som sidder med direkte erfaring med lokal- og socialpsykiatrien, som nemt kunne inddrages i psykiatriudviklingen.

Om det er et bevidst valg, eller om der er tale om tunnelsyn, vil jeg ikke stille mig til dommer for, men at det er et ualmindelig stort ressourcespild, mener jeg ikke, der kan herske nogen tvivl om.

Jeg tror, problemet ligger i anskuelsen af, hvad en psykisk sygdom er. Det at have en psykisk sygdom har intet med intelligens at gøre, og får man en psykisk sygdom senere i livet, sletter den ikke på magisk vis uddannelse og tidligere erfaring, eller gør, at man lever i et status quo, mens man tosser rundt i sin tilstand.

At være psykisk syg er invaliderende på mange forskellige måder. For mig betyder det en streng planlægning i forhold til alle aktiviteter, der er "ud af huset", og en ellers rutinepræget hverdag og uge. Jeg har mine op- og nedture, men de er på et minimum, hvis jeg holder mig til den overordnede plan. Hvis jeg ikke lever efter den, vil jeg ikke kunne fungere i det liv, jeg har, og langsomt, men sikkert, glide længere ind i min sygdom.

Når jeg følger planen, har jeg mulighed for at bruge tid på, hvad der interesserer mig - for eksempel psykiatriudvikling, stigmatisering og tabu af psykiske sygdomme. Jeg er så i den heldige position, at jeg bor i Skanderborg, en kommune, som ønskede en opbremsning af antallet af psykisk syge og sårbare og nedsatte et psykiatriudvalg, hvor de inviterede borgere med forskellige udgangspunkter til at være med. Derimellem brugere af socialpsykiatrien og pårørende. Arbejdet varede halvandet år, og ved evalueringen var der bred enighed om, at sammensætningen af udvalget havde været god, da udbuddet af erfaringer var bredt.

Hvorfor den måde at arbejde på endnu ikke er mere udbredt, er mig noget af en gåde. Jo, det er måske lidt mere omstændeligt at have borgere med brugererfaring med i arbejdet, men ved at undlade det går man glip af den indsigt, de har som psykisk syge, ofte med erfaringer fra kontanthjælpssystemets skyggeside ud over erfaringen med psykiatrien, ligesom pårørende har en række erfaringer.

Hvem kan bedre sige, hvad der måske kunne have bremset den deroute, som en psykisk sygdom er, som netop den psykisk syge eller den pårørende? Det er et faktum, at psykisk sygdoms invaliderende del kun bliver stærkere, jo længere den er ubehandlet, og at indre og ydre pres som for eksempel egen arbejdsmoral og kommunernes aktivering ikke er synderlig befordrende for en hurtig færdigbehandling af en psykisk sygdom. Her ville det være oplagt at bruge psykisk syges erfaringer til at udarbejde et mere fleksibelt system, som tager højde for de eksisterende problematikker.

Jeg ved godt, at jeg er en del af problemet, og ligesom mange andre i min og i lignende situationer vil jeg gerne have mulighed for at være en del af løsningen. Det er ikke, fordi jeg tror, vi har svaret og den endegyldige løsning, men fordi vi er en del af den, hvis vi får lov.

Der er i forvejen en massiv stigmatisering af psykisk syge og stadig tabu omkring psykisk sygdom, for ikke at tale om den selvstigmatisering, som også er en del af sygdomsbilledet. Mange psykisk syge oplever skam og skyldfølelse, da sygdommen begrænser muligheden for at deltage, at gøre sin 'pligt'. Følelsen af at være værdiløs er ofte til stede, sammen med følelsen af at ligge til last. Og her vil være oplagt, at kommunerne bliver bedre både til at inddrage psykisk syge, hvor det er muligt, men også åbne op for eller skabe fællesskaber, hvor psykisk syge kan blande sig med 'almindelige' mennesker, i stedet for at gemme dem væk i aktiveringer, hvor de blot er sammen med ligesindede og ansat personale.

At være psykisk syg er unægteligt at være en del af problemet. Men vi kan også være en del af løsningen.

Læserbrev: At være en del af problemet - og løsningen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce