Læserbrev: Nej, pengene kan ikke bruges bedre ved udlicitering


Læserbrev: Nej, pengene kan ikke bruges bedre ved udlicitering

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

7. august skriver Anahita Yazdani, at det skyldes "en ideologisk blokering", når jeg ikke vil erkende, at det private kan tilbyde en bedre service for pengene. Nu hævder jeg så det samme om hendes påstand, for hun præsenterer ingen dokumentation for sin påstand.

Hun har ret i, at det i det private er konkurrencen, der regulerer, at de dårligste falder fra, men hidtil er det ikke lykkedes nogen at drive sociale institutioner på konkurrencevilkår. Alternativet er det offentlige, der forstener, skriver Anahita Yazdani. Har hun overhovedet sat sine fødder på en offentlig institution? Næppe. Medarbejderne på offentlige arbejdspladser besidder nemlig noget, som hun nok aldrig har hørt om: Faglig stolthed, som betyder, at medarbejderne gør deres bedste og hele tiden leder efter bedre måder at udføre arbejdet på - og uden Yazdanis gulerod: Penge. Og lærere, sosu-assistenter med videre bliver ved at gøre det, selvom hun og andre borgerlige konstant gør deres bedste for at mistænkeliggøre og nedgøre dem.

Påstanden om betalt spisepause er en myte. For eksempel forhandlede socialrådgivere og andre sig i sin tid frem til betalt frokostpause - vel at mærke ved til gengæld at give afkald på andre goder, så de har selv betalt for den.

Det er korrekt, at sygefraværet er størst inden for det offentlige, og det skyldes flere forhold. For det første stress. Aktuelle tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at stressproblemet især vokser på offentlige arbejdspladser: Man kan jo ikke bare overhøre, at et barn skal på toilettet - uagtet, at man står alene med servering af frokosten. Og sådan er det på mange arbejdspladser, og det bliver værre med flere og flere besparelser.

Og her er den store forskel på det private og det offentlige. Den private arbejdsgiver er udmærket klar over, at hvis han ikke leverer varen til den forventede tid og i den rette kvalitet, så mister han ordren. Og derfor må han ansætte det nødvendige antal medarbejdere. I modsætning til det offentlige, som - som Anahita Yazdani siger - ikke kan gå fallit og derfor slipper godt afsted med at levere en stadig dårligere kvalitet - som følge af dårligere bemanding.

Det større sygefravær i det offentlige har flere forklaringer. Der er en betydelig højere smitterisiko i omsorgsfag som pædagog, sosu mv. Der en væsentlig forskel på, hvordan private og offentlige virksomheder opgør sygefravær. Og endelig har private arbejdsgivere nemmere ved hurtigt at skaffe sig af med syge medarbejdere (som så overlades til offentlig forsørgelse!), hvor de i længere tid kan tælle med i sygestatistikken inden for det offentlige.

Det er korrekt, at offentligt ansatte har en lidt længere barselsorlov, og det kunne private arbejdsgivere i høj grad lære noget af. Mange undersøgelser viser, at det betyder meget for et barns fremtid og udvikling af kvalifikationer, at det tilbringer tiden sammen med forældrene i de første leveår.

Endelig skriver Anahita Yazdani, at det ikke bliver gjort tydeligt nok, hvad de enkelte medarbejdere præsterer i det offentlige. Mener hun, at man skal aflønnes efter, hvor god man er til at skifte bleer eller tale med de demente på plejehjemmet eller rette op på håbløse unger? Og hvordan vil hun måle det?

Læserbrev: Nej, pengene kan ikke bruges bedre ved udlicitering

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce