Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Mens vi venter på, at Frihedsmuseet åbner igen


Mens vi venter på, at Frihedsmuseet åbner igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Besættelsens mål var, at tysk nazikultur skulle erstatte det danske demokrati. Det undrer mig, at Danmark er det eneste land i Europa, hvor nogle kredse kritiserer modstandskampen mod den besættelse.

Frihedsmuseeet i København nedbrændte 28. april 2013, og landets statsminister lovede, at det ville blive genopbygget samme sted.

Der udviklede sig i forlængelse heraf en særpræget diskussion, idet Politikens chefredaktør og daværende kulturredaktør slog et slag for, at det slet ikke skulle genopføres, men erstattes af en art studiecenter omkring samarbejdspolitikken og besættelsen. Det Frihedsmuseum, der i øvrigt oprindeligt blev betalt ved en folkeindsamling af modstandskampens tilhængere.

Det peger på et interessant problem, som det er aktuelt at tage op nu, efter at journalisten og historikeren Niels-Birger Danielsen i november udgav første bind i sit stort anlagte trebindsværk om modstandsbevægelsen, »Modstand«. Første bind dækker 1933-1942.

Det har altid undret mig, at Danmark er det eneste land i Europa, hvor nogle kredse har et så besynderligt forhold til en modstandskamp, der var rettet mod en besættelse, hvis mål det jo unægtelig var, at demokratiet i Danmark skulle afløses af en nazistisk kultur. Hvorfor?

Nu er der jo ikke tale om nogen form for en folkestemning i Danmark, tværtimod, men dog om ret udbredte myter, der har vundet indpas her og der. I ledsageteksten til en dansk film om besættelsen kunne man således læse, at antallet af frihedskæmpere i Danmark indskrænkede sig til nogle få hundrede. Når man tænker på, at alene danske politiske KZ-fanger i Tyskland udgjorde ca. 3.000, politifolk og andre 3.000, i alt over 6.000, er det jo lidt svært at få ind i hovedet.

Det er da heller ikke befolkningen, der vil have erstattet indsigt i modstandskampen med et center for forhandlingspolitikken. Hvis nogle skulle være det mindste i tvivl om den almindelige danskers interesse for modstandskampen, skal de blot betragte den ufattelige mængder af bøger, TV- og radioprogrammer og spillefilm, stigende år for år, der viser at emnet udgør en dyb fascination blandt danskere.

Hvis man er sikker på at få fiasko og tomme lokaler, skal man blot udskifte Frihedsmuseet med et studiecenter for forhandlingspolitikken.

Men som bekendt er intet så galt, at det ikke er godt for noget: alle de nye medier giver en kærkommen mulighed for at gøre Frihedsmuseet i stand til at imødekomme den stigende interesse herhjemme for sidste verdenskrig. Her er en fantastisk chance for museumsfolk, der kan anvende det væld af TV- og filmproduktioner, der er kommet frem de seneste år, f.eks. udsendelsesrækken om modstandskampens kvinder, om livet i KZ-lejre etc.

Hvad der gør diskussionen så meget mere besynderlig er, at den almindelige dansker ikke har noget at skamme sig over. Danmark er, siger yngre forskere, det land i Europa, der viste sig mest resistent over for fascisme og nazisme, der aldrig fik et ben til jorden herhjemme og kun opnåede 2,1 procent af stemmerne ved et folketingsvalg.

Så det er altså ikke skammen som folkesyndrom, nogen lider af. Hvad da? Er det et politisk tilhørsforhold - stadigvæk, selv om det er 70 år siden? De radikale? Professor Claus Bryld nævnte i Weekendavisen (16.10. 2015): »Jeg tror ikke, man kan nævne en eneste radikal modstandsmand«, og det er naturligvis langt fra noget tilfælde, at Scavenius var formand for bestyrelsen for Politiken, og at det stadig er herfra, hans eftergivenhedspolitik indædt forsvares.

Eller er det provinsialisme? Claus Bryld udtaler sig helt bevidst herom, når han i ovennævnte interview siger: »Isoleret set kommer Danmark imponerende let gennem krigen«.

Kampen mod nazismen skal naturligvis ses internationalt og ikke som noget, hvor horisonten kun går til Kruså. Af samme grund bør det være en selvfølge, at det nyindrettede Frihedsmuseum rummer afdelinger, der beskæftiger sig med modstandskampen andre steder i Europa. Og naturligvis med jødeaktionen i oktober 1943, der lykkedes utrolig hurtigt takket være det netværk, som modstandsfolk og deres venner allerede havde etableret.

En helt anden begrundelse for striden mellem modstandsfolk og eftergivenhedspolitikere kan man ikke komme uden om. Noget, der viser sig gang på gang i diskussioner, hvor de to parter som regel taler forbi hinanden. Et fremragende eksempel er modstandsmanden K. E. Løgstrup, senere professor ved Aarhus Universitet, i hans brevveksling med Hal Koch (»Kære Koste«, redigeret af Henrik S. Nissen, 1984).

Det drejer sig om mod. Millioner af europæere valgte modstandskampen og var helt klar over, at de gjorde det med livet som indsats. Scavenius-tilhængere siger i modsætning hertil: »Lad mig komme så billigt ud af det som muligt«.

»Mod« under frihedskampen er naturligvis ikke noget, man kan forlange af et menneske, men de fleste har forståelse for, at andre mennesker har disse reflekser, og værdsætter eller beundrer dem. Andre har ingen forståelse. Det er præcist her, kæden hopper af og afsporer dialogen. Det er den afgørende forskel, efter min opfattelse, som det drejer sig om i debatten herhjemme.

Lidt søgt søger nogle at komme uden om dilemmaet ved at tale om »sværd og skjold«. For Danmarks vedkommende vil det sige, at politikere og frihedskæmpere delte opgaverne snildt mellem sig!

Danmark gjorde både modstand (frihedskæmperne) og reddede skindet ved at give efter (politikerne indtil august -43). Men som Klaus Carsten Pedersen, tidligere direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab, siger (i bogen »Samarbejde/Modstand«, 2006): »Det var da ikke en bevidst politik fra politikernes side!« Nej, det tør man sige.

Med en »sværd og skjold«-doktrin er der højst tale om en ny disciplin i historieforskningen: overnaturlige årsagsforklaringer. At der skulle have været en hemmelig forbindelse mellem Scavenius og Børge Houmann, er i det mindste endnu ikke sandsynliggjort.

Til dem, der nærer nysgerrighed og sympati for modet og modstandsbevægelsen, er der nu udkommet første bind af et værk om hele den danske modstandsbevægelse. Det drejer sig om et land, Danmark, hvor mennesker fra dag ét havde svært ved at skjule deres »skam« (det oftest brugte ord i bogen om danskerens reaktion 9. april 1940). Om at nogle gik videre end følelsen af skam, og, dirigeret fra det engelske SIS og SOE, engagerede sig af politiske og moralske grunde i kampen mod nazismen. Om utroligt vovemod. Om tværpolitiske organisationer, hvor kommunister og konservative gang på gang arbejdede tillidsfuldt sammen, fordi de havde fælles mod og motiv. Dybt interessant og langt mere fascinerende end eftergivenhedspolitikerne, hvis motiver jo var såre enkle.

Med dette værk har vi nu lejligheden til at orientere os, mens vi venter på Frihedsmuseets åbning.

Mens vi venter på, at Frihedsmuseet åbner igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.