Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Solidaritet på en rusten cykel


Solidaritet på en rusten cykel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Konstantin Andoni, Carl Blochs Gade 31, 2. tv., Aarhus C
Billede
Læserbrev. 

Eftermiddagen den 8. marts. Min cykel stod og ventede på mig, rusten og usmurt, da jeg gik fra kontoret. Over de seneste par dage havde jeg gennemført et rationeringssystem, der går ud på, at jeg gemmer lidt af frokosten til lige før fyraften og dermed undgår at komme sulten hjem til min kæreste. Men i dag havde jeg spist rub og stub i den betalte frokostpause. Jeg havde også lige læst reportagen fra retssagen om uhyret Peter Madsen, og om den deprimerende udsigt til lockout.

Så egentlig havde jeg mest lyst til at køre den lige vej hjem, slå fødderne op og tænde for tv'et. Men en tiltagende erkendelse om den uretfærdighed, uligestillingen udgør i vores samfund, bød mig ikke at "baile". Derfor holdt jeg kursen mod Kvindemuseet og dagens kønskamp. På vej over fodgængerfeltet ved Dokk1 tænkte jeg på alle de kampe, jeg i mit liv ikke har kæmpet med i, trods overvældende følelser af sympati og indignation. Siden en dag for 15 år siden, hvor min far tog mig med ud foran den amerikanske ambassade for at demonstrere imod Irak-krigen, har jeg altid taget stilling bag tv-skærmen, når slaget skulle stå. Men nu stillede jeg cyklen i havet af damecykler, der stod parkeret foran museet, betalte 20 kroner for indgang og gik ovenpå. Klar til kamp!

I en fyldt byrådssal talte et panel om pædagogerne, overenskomster, kvindelandsholdet og metalarbejderne. Fokus var lige delt mellem ligestilling og OK18 - to kampe, der i mange henseender er bundet tæt sammen. Jeg var desværre kommet lidt sent og måtte spidse ører fra en ståplads i sidedøren. Taler, klapsalver, gode spørgsmål og acceptable svar prydede resten af mødet. Min sult efter kampråb nåede op på lige højde med sulten i min mave.

En halv time senere stod vi i gården sammen med godt og vel 200 andre. Talerne var mere ophidsende end dem i byrådssalen, men dårlige højttalere formåede ikke at få lyden ud til os nybegyndere, der stod bagest i mængden. På slaget 18 begyndte domkirkens klokker at ringe, og det blev helt umuligt at høre, hvad der blev sagt fra talerstolen. Jeg lavede en joke om at Gud hældte grus i maskineriet. Ved synet af fakler, der deltes ud blandt folk på pladsen, begyndte blodet igen at løbe rundt i den stivfrosne krop.

Sammen med min kæreste og to af hendes veninder drog jeg ud i Aarhus midtby, råbte slagord og smilte til de forbipasserende. Jeg tænkte på, hvilke typer jeg gik iblandt, og hvilke typer de forbipasserende var. Hvad afgør, om man tager del eller står ved siden af, uden for eller indenfor bag skærmen? Jeg var jo selv forbipasserende sidste 8. marts.

I takt med at klumpen af fakler, bannere og kolde snuder bevægede sig igennem gaderne, stødte flere og flere til. Forbipasserende afbrød deres færden og fulgte med os, og de blev taget imod med smil, klap på skulderen og badges.

Solidaritet. Klokken er langt over sengetid, men der er tanker, som holder mig vågen. Tanker om at handle efter det, der er retfærdigt og ikke bare bekvemt. At stå last og brast, side om side i musketered. At protestere på vegne af andre og vide, at andre ville gøre det samme for en.

Må vi være mere solidariske med hinanden, og må vi bruge flere kræfter på at kæmpe og hjælpe dem, som har brug for skuldre at støtte sig til. Glædelig kampdag, og må der blive flere, der kæmper.

Solidaritet på en rusten cykel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.