Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Hurra for Aros - og hurra for et insisterende landskabsmaleri!


Hurra for Aros - og hurra for et insisterende landskabsmaleri!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Daniel Bach Nielsen , dabni@stiften.dk
Aros The Garden leder
Leder. 

Det er uhyre sjældent, at et landskabsmaleri stjæler de helt store nyhedsoverskrifter, som det er tilfældet med den tyske kunstner Katharina Grosses værk i bunden af Mindeparken i Aarhus. Men det må også siges at være en unik og meget konkret fortolkning af begrebet landskabsmaleri, der allerede i sin tilblivelse er kommet på alles læber.

Grosses kunstværk er et værk i værket og på den måde en del af noget større, nemlig Aros' nye store satsning Aros triennale, der med start i år bliver en tilbagevendende begivenhed hvert tredje år. Triennalen er i praksis afløser for den tidligere publikumsmagnet "Sculpture By The Sea", og den lanceres netop her i gentænkningens år som en del af Aarhus 2017 med titlen "The Garden", der tematiserer menneskets forhold til naturen.

I begyndelsen af april åbnede den første del, FORTID, inden for museets egne vægge. Lørdag 3. juni åbner så de sidste to dele, NUTID og FREMTID, som folder sig ud i byens rum og langs kysten syd for Aarhus - gratis og tilgængelig for alle.

Når kunsten er bedst, er den både et vindue til verden, man kan kigge ud af, men også et spejl, man kan holde op foran sig selv og få øje på noget, som enten er gemt eller glemt.

Katharina Grosses omdiskuterede værk er både insisterende og overraskende. Det er umuligt ikke at standse op og tænke sit, når man kommer forbi det kunstneriske arnested. Og det er der rigtig mange, der allerede har gjort, også i en grad og med en styrke som på den ene side tjener til at skabe stor opmærksomhed omkring det kunstneriske projekt, og på den anden side risikerer at skygge for den refleksion og det perspektiv, værket er tiltænkt.

"Hærværk", "svineri" og "vandalisme" er nogle af de kritiske adjektiver, som rettes mod Katharina Grosses værk, der helt konkret kan koges ned til et stykke græs, en skrænt og nogle få buske og træer, der er malet i røde og hvide farver.

At anklage nogen for en sikkerheds skyld og dyrke sin forargelse over dette eller hint er desværre en initial reaktion, som indkapsler et negativt kendetegn ved tidsånden anno 2017. Således kritiseres der på forhånd, og selv efter både museumsdirektør, rådmand og naturfolk har forklaret, at malingen ikke er giftig, og miljøet i dette lille stykke menneskeskabte natur ikke lider overlast, buldrer det bare videre.

Træk nu lidt luft ind, og giv tid og plads til eftertænksomheden.

Lad os i fællesskab sørge for, at "The Garden" ikke bliver til en fortælling om fake-news og debatkultur på sociale medier. "The Garden" har et imponerende 400-årigt historisk perspektiv, der er en oplagt affyringsrampe til, at vi gør os konstruktive tanker om mennesket og naturens økosystem i dag og i fremtiden.

Når kunsten er bedst, er den både et vindue til verden, man kan kigge ud af, men også et spejl, man kan holde op foran sig selv og få øje på noget, som enten er gemt eller glemt. Når kunsten er bedst, bliver man altså både klogere på verden og sig selv.

Det er allerede nu åbenlyst, at Aros' 2017-satsning er yderst relevant. På det kunstneriske plan tematiserer "The Garden" menneskets forhold til naturen, men på et helt andet plan tilbyder den et erkendelsesmæssigt stævnemøde for mennesket med sig selv - på museet, i byen og i naturen.

Hurra for Aros - og hurra for et insisterende landskabsmaleri!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.