Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

- Jeg er færdig med drama og bullshit

Sanne Gottlieb Hun har netop skrevet sin første roman, "Sleep Stalker".

- Jeg er færdig med drama og bullshit

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sanne Gottlieb, der nu debuterer som romanforfatter, har været skuespiller, sanger, skøjteløber, model, mor, hustru. Hun har levet i luksus og været popstjerne i Asien. Men det var først, da hun mistede det hele, at hun fandt sig selv.

elv om det var sensommer i Italien, var de brune terrakottafliser kolde. Solen strømmede gennem vinduet for enden af det smalle badeværelse. På gulvet lå en kvinde. Hun var faldet sammen, da hun gik ud for at tisse. Sammen, ikke om. Hun kunne ikke mere. End ikke stå på sine ben.

"Jeg vil ikke leve, jeg kan ikke," tænkte hun.

Hun lå i spænd mellem væggen og brusenichen i T-shirt og underbukser. Krøllet sammen i fosterstilling. Hun græd, som hun aldrig havde grædt før.

"Jeg vil ikke leve mere. Jeg kan ikke. Hvis jeg skulle gøre det, hvordan skulle jeg så gøre?"

Så kom forskrækkelsen over tanken.

"Så fej er du ikke. Nu må du gøre noget, så det bliver bedre."

Sanne Gottliebs liv kræver mange ord at beskrive. Hun er 49 år, men når man lister alle hendes meritter op, ser det ud, som om man har slået mindst to liv sammen.

Hun er sanger og sangskriver. Hun har været forsanger i københavnerdarling-bandet The Poets. Hun har optrådt i Melodi Grand Prix. Hun har skrevet sange, inklusive "Kissing", der endte i den første "Sex and the City"-film. Hun har været model. Hun har været skuespiller. Hun var med i kultfilmen "De skrigende halse" og i en Jokum Rohde-forestilling på Det Kongelige Teater. Hun har læst filmvidenskab, arbejdet som journalist, været studievært på Radio 24syv, skrevet klummer i Ekstra Bladet. Været gift og fået tre børn. Boet i Afrika og i Asien. Det sidste sted var hun popstjerne under navnet Sunny. Hun udgiver et album senere i år, og i denne uge udkom hendes debutroman, "Sleep Stalker".

Bogen handler om en ung kvinde, der er frygtelig ensom i sit liv i Singapore, og som derfor begynder at følge efter en kinesisk læge i sine drømme. Sanne Gottlieb kender ensomheden, hun har også boet i Singapore, men det var en italiensk læge, der fik hende til at ændre sit liv. Og som bragte hende ud i en livskrise, så hun endte på badeværelsesgulvet i Milano.

Naturtalent
- Det var frygteligt at gennemleve. Men jeg ville ikke have undværet det for noget i verden. Det gav mig min personlige revolution.

Som barn var hun skøjteløber. Her lærte hun at optræde. Og at tage sig så meget sammen, at hun holdt op med at vise andre sine følelser.

- Da jeg var fem år, lå jeg og så sport. Der var skøjteløb, og jeg kan tydeligt huske, at jeg sagde "det dér vil jeg" til min mormor. Da jeg så første gang var ude at skøjte, viste det sig, at jeg var et naturtalent. Man skal kunne stå lige på sine fødder, og man skal have en god kropsfornemmelse. Teknikken, hvordan man går ind i et spring, det kan alle lære, men fornemmelsen af kroppen, den har alle ikke. Det havde jeg.

Skøjteløbet med træning hver eftermiddag og fem timer lørdag og søndag betød, at hun voksede op i to hjem. Hun vågnede i sin mors lejlighed på Frederiksberg, hvor hendes mor, der er psykolog, stadig bor lige bag Codan-huset.

Men Sanne Gottlieb boede også hos sine velhavende bedsteforældre, der hjalp med at betale for den dyre sport. Efter skole holdt hendes mormor i den brune Granada foran skolen og kørte hende til Skovlunde.

- Min morfar var direktør for Philips. De havde swimmingpool i haven. Det var helt vildt stort. Det kendte jeg ikke andre, der havde.

Hver aften lavede mormoderen mad til hende, før hun kørte hende til træning, og senere returnerede Granadaen til Frederiksberg. I weekenderne overnattede hun hos bedsteforældrene, fordi der var mange timers træning.

I bedsteforældrenes hjem blev Sanne Gottlieb forkælet materielt. Hun kunne tage slik og sodavand i skabet, fik hun lyst til milkshake, lavede hendes mormor den til hende. Men der manglede hjertevarme.

- De var meget gammeldags. Jeg skulle neje, når jeg sagde goddag til fremmede, og de var meget strenge. De var ikke særlig rare mennesker. Jeg blev ikke slået, det er ikke sådan, men hvis jeg ikke opførte mig ordentligt, kunne de godt ghoste mig i tre dage, hvor de ikke talte til mig. Man skulle bare tage sig sammen.

Da hun var 15 og boede på en eliteskøjteskole og stod foran junior-VM, rev hun ledbåndene i en ankel over. Hun holdt op med at skøjte efter en mislykket genoptræning.

- Jeg har stadig mén efter det. Og så har jeg det, jeg kalder min anden skøjteskade. Jeg har aldrig talt om, hvordan jeg havde det, eller sagt hvis jeg havde brug for hjælp. Jeg har bare taget mig sammen, for det lærte jeg hos mormor og morfar. Jeg ville ønske, at jeg dengang havde vidst, at det ikke er farligt at være blød. Det er jo et frygteligt fængsel at være i, når man hele tiden skal bruge energi på at opretholde illusionen om, at man er en succes, at man kan klare alting.

The Poets
Sanne Gottlieb begyndte at komme i punkmiljøet, samtidig blev hun model.

- Jeg var meget mærkelig. Jeg tror, jeg var draget af punkmiljøet som en reaktion mod mine bedsteforældre, men samtidig var jeg jo model, så nogle gange kom jeg med fuld makeup fra at have lavet et katalog for Illum. Det var ikke helt normalt i punkmiljøet. Men i det miljø skulle du være mærkelig. I filmen "De skrigende halse" siger de, at de seje har været på den lukkede, og sådan var det lidt. Jeg vidste ikke, hvordan man snakkede med mennesker, og jeg var simpelthen så genert, at jeg virkede arrogant, og det syntes folk var cool.

Hun droppede ud af gymnasiet, fordi hun kedede sig, og arbejdede som model.

- "Du kan sgu altid få en uddannelse," sagde min mor, så lige da jeg var fyldt 17, flyttede jeg hjemmefra. Kørte i taxa dagen lang og spiste på restauranter, det er der ikke mange 17-årige, der kan. Jeg havde det sjovt, jeg var ret glad de år.

Det liv stoppede, da hun begyndte at spille musik med et band, der nåede et par koncerter, før hun blev tilbudt tjansen som forsanger i bandet The Poets, da Aud Wilken forlod det. Og selv om The Poets aldrig slog igennem sådan for alvor, fik de en amerikansk pladekontrakt, var på turne i England flere gange og udråbt som "the next big thing" af musikblade som NME og Melody Maker. Men Sanne Gottlieb blev træt af at være galionsfiguren, der ikke var med til at skrive sange, og forlod bandet. Hun lavede sit eget band, Colourscope, der kun spillede et par gange, før hun mødte ham, der blev hendes mand. Hun blev gravid, og bandet blev opløst, da hun flyttede til Afrika med ham, der skulle arbejde for FN, hvor de boede et enkelt år. Det næste barn kom to år senere.

Hendes mand gjorde karriere, først i FN, senere i Nordea, på måden, hvor man arbejder mindst 60 timer om ugen, og hun var hjemmegående husmor, men hun skrev også musik, både alene og med andre, og hun læste filmvidenskab. Hun nåede at blive bachelor og fik et tredje barn.

Børnene er 21, 19 og 12 år i dag.

- Men der var aldrig en overordnet plan. Filmvidenskab læste jeg bare, fordi jeg tænkte, at jeg godt kunne lide at se film. Det var åndssvagt, jeg har aldrig brugt det. Men den ene dag tog bare den anden. Jeg havde en mand, der var meget væk, så det var mig, der stod for alting. Til gengæld behøvede jeg ikke at tænke på penge. Jeg var glad, men jeg syntes, det var hårdt, for når man er mor, giver og giver og giver man, og så er det vildt svært at finde ud af, hvem man er. Al energien er taget ud af en, også selv om man har et liv på 1. klasse.

Livet i Singapore
Hun blev ved med at lave musik, og da hun ved et tilfælde fandt ud af, at hendes sang "Kissing" blev brugt i den første "Sex and the City"-film, så hun det som sin chance og begyndte at opsøge sangskrivere i Danmark og udlandet. Men hun var træt af Danmark og den politiske situation, så da hendes mand i 2010 fik tilbudt et job i Singapore, sagde hun ikke bare ja eller ja tak, men "tag det, lad os komme af sted. - det værste, der kan ske, er jo, at vi kommer hjem igen".

De pakkede livet i København ned og lejede huset i Charlottenlund ud til en direktør for BMW.

- Jeg kan huske, at den dag, vi flyttede, stod jeg ude foran og så på mine roser foran min hoveddør og tænkte "dig kommer jeg aldrig til at bo i igen, men tak for denne gang". Det var så mærkeligt, jeg ved ikke, hvor det kom fra. Sådan havde jeg det bare.

De havde ikke solgt huset, bare lejet det ud. Men hun havde ret. Hun kom aldrig til at bo der igen. Set udefra så hendes liv i Singapore herligt ud. Solen skinnede altid, det var varmt, alle talte engelsk. Familien boede i et kæmpe hus i tre etager med udsigt til Malaccastrædet. Hun gjorde ikke rent, lavede ikke mad, vaskede ikke tøj. Børnene blev kørt i skole.

- Det var et skønt liv, men det var også et svært liv på det personlige plan. Jeg var helt trist indvendig, men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg var frustreret og ensom, og når man er et kreativt menneske, der er vant til at skabe, bliver man vanvittig, når man ikke kan, for der var ingen at lave musik med. Det var svært for mig at finde fodfæste, og det var først til sidst, at det lykkedes mig at finde nogen, men da var mit ægteskab begyndt at gå dårligt. Jeg tror ikke, at min mand vidste, jeg var ked af det, for jeg kunne ikke finde ud af at sige, at noget gjorde ondt. Jeg bed alting i mig. Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg gøre det anderledes. Prøve parterapi - sige, at jeg havde det dårligt. Men det kunne den Sanne, jeg var dengang, ikke.

Sunny
I samme periode begyndte hun at skrive den bog, der i begyndelsen af marts udkommer som romanen "Sleep Stalker". En underligt dragende roman om en kvinde, der er rejst med sin mand til Singapore. Hun er så frygtelig ensom, at hun i drømme forlader sin krop og opsøger en kinesisk læge.

- Hun er ikke mig, og det er ikke min historie, men der er mange ting, som jeg har gjort. De steder, hun opsøger, dem har jeg alle sammen været på. Jeg tog også min bil, når børnene var kørt i skole og kørte rundt i Singapore. Når hun fortæller, at hun tager op på Mount Faber for at græde, er det mig, der taler. Der græd jeg også.

Sanne Gottlieb lavede et album under navnet Sunny, som var den måde, de lokale i Singapore udtalte hendes navn.

- Jeg er ikke specielt stolt af det, for det er ikke mig. Jeg tænkte hele tiden, hvad der ville virke kommercielt, ikke hvad jeg selv kunne lide, og da det hele var ved at lykkes, og jeg skulle have gjort mere ved det, blev jeg jo forelsket i en anden mand og smuttede.

Hun havde mødt en 12 år yngre italiensk læge, da hun var taget til Milano for at lave musik. I Singapore var hun godt nok signet af Warner, men havde svært ved at finde ligesindede, derfor rejste hun til Italien.

- Det er så mærkeligt, fordi min læge i bogen eksisterede før min egen læge. Men Raffaelle, som han hed, kom ind under huden på mig, som jeg ikke havde tilladt nogen før. Jeg kunne være blød. Jeg kunne græde.

En måned efter deres første møde tog hun tre uger til Milano for at finde ud af, hvad hun skulle gøre. Da hun landede i Singapore igen, havde hun besluttet sig. Hun ville skilles.

- Vi kørte hjem fra lufthavnen, og min mand sagde: "Hvad er det så?" Jeg turde ikke sige det til ham, mens han kørte. Vi holdt ind til siden, og så sagde jeg, at jeg havde mødt en anden. Det var ikke sjovt. Det var frygteligt at gøre et andet menneske så ked af det og splitte en familie. Det er jo den største krise, man kan udsætte børn for. Jeg flyttede til Italien 14 dage senere. Det var ikke min plan, men sådan blev det.

Hun flyttede sommeren 2013. Børnene blev boende hos deres far i Singapore. Det var oprindeligt Sanne Gottliebs plan, at hun ville have haft de to yngste med, som var 8 og 15 år. Hun havde fundet en international skole til dem, men fordi hun ikke havde en indtægt og kun levede af de penge, hun havde fået ud af hussalget i Charlottenlund, blev hun bange for, at hun ikke kunne betale deres skole på sigt. Derfor blev børnene boende i Singapore.

- Jeg gav et interview i en dansk avis om, at jeg havde mødt Raffaelle, og historien blev fordrejet, så jeg blev den onde mor, der forlod sine børn. Det, der reelt skete, var, at jeg blev skilt, og at vores familie blev splittet. Og ja, min eksmand blev boende i Singapore, men indtil de flyttede til Danmark, lå jeg og pendlede derud. Jeg så mine børn meget. Det er så nemt at sige, at hvis nogen forlader et land, lader de børnene sidde og vansmægte, men jeg var der for dem. Jo, jeg splittede en familie op, og det er jo en kæmpe krise, og hvor har jeg haft dårlig samvittighed. I starten var jeg i overlevelsesmode, så jeg var lammet og kunne ikke mærke noget, jeg var så ked af, at jeg gjorde nogen ulykkelig. De første to måneder var frygtelige, det tog syv uger, før jeg så børnene igen, det var så hårdt for den lille, og det fortryder jeg inderligt, men derefter så jeg dem ofte og var derude i ugevis.

Mistede alt
Sanne Gottlieb nåede at bo tre uger i Italien, men få uger efter at hun havde underskrevet en fireårig lejekontrakt på en lejlighed, og mens hendes ting befandt sig i en container på vej fra Singapore til Italien, gik hendes kæreste fra hende.

- Han blev ved med at sige, at han ville have sin egen familie en dag, og jeg var så vred på ham, for han vidste jo godt, at jeg havde børn. Han kendte pakken. Jeg havde spurgt ham 10.000 gange, er du sikker på, at jeg skal flytte. Men da jeg kom, svigtede han mig. Jeg ofrede alt for en anden person, og jeg blev svigtet. Det kan man ikke byde nogen. Jeg ville nok også være blevet skræmt, men jeg troede på den boble, vi var inden i, hvor vi talte om at få en datter, og hvad hun skulle hedde. Da han gik, fik jeg mit livs krise. Han var jo ikke en tilfældig mand, men en mand, som jeg havde forladt min familie for.

Hun, der ellers aldrig græd, lavede ikke andet i to måneder. Hendes krop reagerede på sorgen. Hun tabte sig, hendes hår begyndte at falde af i store totter.

- Jeg tror ikke på Gud, men jeg begyndte at gå i kirke. Jeg bad om, at han ville komme tilbage til mig 1. september. Jeg ved ikke, om man overhovedet kan bede Gud om noget så konkret. Men det var det eneste, jeg ønskede mig. At han kom tilbage.

Det var i de dage, hun faldt sammen på badeværelsesgulvet og lå og græd, mens det eneste, hun kunne mærke, var den fysiske smerte i kroppen, at alt gjorde ondt. Og den eneste tanke, hun kunne rumme, var tanken om at slippe for den.

- Jeg kunne ikke se noget lys noget sted. Min krop gjorde fysisk ondt overalt. Min store kærlighed var gået fra mig. Mit ægteskab var forbi. Jeg kunne ikke rejse tilbage til Singapore, for mine ting var på vej til Italien, jeg havde ikke mistet mine børn, men de var ikke hos mig. Jeg kendte ingen mennesker, jeg talte ikke italiensk, jeg havde ikke noget arbejde, og så skred han. Det hele ramlede. Jeg nåede så langt ud, at jeg bare havde lyst til at dø, og jeg nåede at tænke, jamen, hvordan skal jeg så gøre det? Den tanke gjorde mig bange, og så sagde jeg til mig selv: Du er ikke så fej. Det gør du ikke. Nu tager du dig fandeme sammen.

Og så rejste hun sig op fra gulvet i badeværelset.

- Da jeg besluttede mig for at leve, var alt skrællet af mig. Jeg var ligeglad med, hvad andre mente om mig, og hvad de forventede. Da vidste jeg, hvem Sanne egentlig er, og nu måtte jeg få mit liv til at fungere, hvor jeg var. Jeg kunne ikke bare lade mit liv glide videre, for jeg havde ikke noget.

Hun gik op til Warner Music i Milano og forklarede, at hun havde skrevet musik til "Sex and the City" og været signet af Warner i Singapore. Hun bad om at blive sat sammen med nogen at lave musik med. Hun begyndte at gå i byen, hun talte med folk på caféer. Langsomt fik hun flere venner. Hendes kæreste kom tilbage, som hun havde bedt om, men forlod hende igen efter ni måneder.

- Jeg vidste jo, at han ville gå, så da han gjorde det, var det ikke den store smerte. Jeg ved, at jeg kan tåle at miste alt. Tiden i Italien begyndte frygteligt, men blev fantastisk. Jeg stod lidt uden for det hele. Jeg havde end ikke en læge, for jeg levede af mine penge, og når man ikke betaler skat, hører man ikke til. Ret hurtigt begyndte jeg at lave musik med store stjerner, men jeg anede ikke, hvem de var. Jeg var helt uimponeret, og det gjorde det nemmere for mig at komme tæt på folk. Jeg har været til de vildeste middage på gamle borge, hvor jeg bagefter fandt ud af, at det var kendte mennesker og samfundsspidser, jeg havde sunget karaoke med. Jeg fik nogle venskaber i Milano, som var meget svære at forlade, de var så dybe, fordi jeg turde vise folk, hvem jeg er.

Ikke kristen, men taler med Gud
Hun boede tre et halvt år i Milano. For syv måneder siden flyttede hun tilbage til Danmark.

Hun er radiovært på Radio 24syvs program "Nattevagten", hun har fået en kæreste, hun bor samen med sin yngste søn, de to ældste bor også i Danmark, men for sig selv. Hun lever stille. Hun laver musik, går lange ture, er alene i sit eget selskab. Hun ryger en lille tyk italiensk cigar og drikker et glas vin, mens hun laver mad om aftenen. Det er det vildeste, der sker.

Hun går stadig ind i en katolsk kirke et par gang om måneden. Men hun beder ikke længere om, at nogen redder hende fra hende selv.

- Jeg er ikke kristen, jeg tror ikke på Gud, men jeg taler lidt med ham. Jeg tror, at det at sige ting højt kan have en terapeutisk virkning, fordi man får det formuleret for sig selv. Et kirkerum er bygget, så man ikke kan råbe, alt trykker tilbage mod en selv. Jeg kommer der for at finde ro og klarhed. I dag beder jeg om styrke til at håndtere det, der sker omkring min bog.

For bøger og det at skrive fylder meget i hendes liv.

- Jeg holder aldrig op med at skrive og lave musik. Friheden til at gøre det er det vigtigste for mig, her kan jeg leve drama og bullshit ud. I mit liv er jeg færdig med den slags. I dag er det vigtigste, at mine børn er lykkelige, at vi kan få mad hver dag, og at mine relationer er forholdsvis konfliktfri. Når man har været helt nede at skrabe bunden og set al lortet i øjnene, tager man enten billetten, eller man lærer sig selv at kende. Mit liv har været noget, der bare skete, men da jeg endte i mit livs krise, var det, fordi jeg selv tog nogle valg. Jeg fuckede selv alt op, men jeg lærte også mig selv at kende, på godt og ondt, alle dæmonerne. Jeg er holdt op med at tro, jeg skal klare alting selv. Det er stadig grænseoverskridende for mig at bede om hjælp, hvis jeg har det svært. Men jeg gør det.

Blå Bog
Musiker og angerinde, født 1968 i Næstved, opvokset på Frederiksberg. Har en bachelor i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Tidligere danmarksmester i kunstskøjteløb, model hos Elite Models og klummeskribent i Ekstra Bladet og flere magasiner. Var i slutningen af 1980'erne forsanger i "The Poets". Medvirkede i filmen "De skrigende halse" og to gange i Dansk Melodi Grand Prix.Har også skrevet et antal sange til filmen "Pizza King" og sunget duetten "Drømmer om dig" med Steffen Brandt fra TV-2. 

Hendes sang "Kissing" var en del af lydsporet til "Sex & The City"-filmen fra 2008 og var også med på hendes soloalbum "Cassette from Your Ex" fra 2012.

Boede i en årrække i Singapore i Asien, hvor hun under navnet Sunny har optrådt live ved forskellige prestigearrangementer såsom Formel 1 Grand Prix i Singapore.Var i 18 år gift med faderen til hendes tre børn på 18, 15 og 9 år. Gik fra ham i foråret 2013 og flyttede til Milano i Italien for at være sammen med sin nye kærlighed, en 12 år yngre læge. Har netop skrevet sin første roman "Sleep Stalker". Arbejder på et kommende album og medvirker i filmen "Little Medium Boy", der får premiere i flere asiatiske lande i år.