Vi bruger cookies!

stiften.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.stiften.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kvinder ingen adgang: Her er der hørm og hygge på menuen

- Vi besluttede os hurtigt for, at torsdag var en god dag at mødes i vores forening. Det er tæt på weekenden og ikke en dag, hvor der er Champions League i fjernsynet, siger formanden for det hele, Jan Aage Jensen (tv.). Foto: Robert Wengler

Kvinder ingen adgang: Her er der hørm og hygge på menuen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er adgang forbudt for koner og kærester. Rødvin og hvidvin er der masser af. Og man skal kun tro på halvdelen af det, der bliver sagt. Hver femte uge mødes en flok voksne mænd i Middelfart Gastronomisk Idrætsforening og laver mad. Avisen tog

- Husk nu... Der er ingen, der er fulde før 21.30, og fotografen er gået hjem.

Jan Aage Jensen kigger ud over forsamlingen af voksne mænd, mens han giver beskeden. I et øjeblik ligner han en, der mener det. Men så bryder han ud i et smil.

Reaktionen kommer med det samme. Stilheden, han havde at tale i, bliver afbrudt af tilråb, som drukner i en kraftig byge af latter.

Nogle af mændene, der alle er klædt i hvide skjorter og sorte forklæder, hæver deres allerede fyldte vinglas i det, der ligner et lydløst svar: "Bare vent og se".

Klokken er lidt over 18, det er torsdag, og Jan Aage Jensen har for få minutter siden slået på sit glas for at få ro i det store skolekøkken på Østre Skole i Middelfart. Som en anden skolelærer kæmper han med at få de mest energiske "elever" til at høre efter. Bare et øjeblik.

Men Jan Aage Jensen er vant til det. Han er formand i Middelfart Gastronomisk Idrætsforening, og det er som altid hans tjans at byde velkommen til aftenens arrangement. Noget han gør hver femte torsdag i forårs- og efterårsmånederne. Det er her, han og de andre medlemmer af den alternative idrætsforening mødes for at lave mad og - måske i endnu højere grad - mandehørme.

- Velkommen til. Dejligt at se jer. Som I nok ved, skal vi lave smørrebrød i dag, indleder formanden. Stadig nogenlunde seriøs.

Men derfra tager jargonen en drejning. Godt hjulpet på vej af de cirka 20 fremmødte medlemmer, som utålmodigt står og nipper til deres vinglas. Nogle af dem sætter tilsyneladende en ære i at få formanden ud af kurs med tilråb og kække bemærkninger.

- Du skal lave noget med æg, siger formanden til en af mændene, da han går i gang med at dele medlemmerne op i forskellige madhold.

Der er mayo-holdet, pickles-holdet, fiske-holdet, ægge-holdet. Og så videre.

- Kan du huske det? Ææææææææææææææææg!

Alle griner. Tonen er slået an. Og aftenen i Middelfart Gastronomisk Idrætsforening er kun lige begyndt.

Kort om idrætsforeningen
Middelfart Gastronomiske Idrætsforening blev stiftet 2. december 2013 og har i dag 30 medlemmer, som er loftet for, hvor mange der må være i foreningen.Man skal bo i eller have en tilknytning til Middelfart for at kunne komme i betragtning til at blive medlem af foreningen. Lige nu står flere på venteliste.

Foreningen holder til i Middelfart Kommune og har til formål "at fremme interessen for gastronomi og al anden idrætslig og kulturel virksomhed til gavn for foreningens medlemmer," som der står i vedtægterne.

Medlemmerne mødes til madlavningsaftener hver femte torsdag i foråret og efteråret. Der er et nyt tema fra gang til gang. Medlemmerne har for eksempel prøvet kræfter med thailandsk, italiensk og spansk mad.

Foreningen afslutter hver sæson af med stor middag, hvor koner og kærester undtagelsesvis er inviteret. Her bliver der samlet ind til godgørende formål.

Du kan læse mere om Middelfart Gastronomisk Idrætsforening på www.mgi.dk. Her kan du også finde opskrifter fra idrætsforeningens arrangementer.

En drengeklub for voksne mænd

En af de mange mænd i hvid skjorte og sort forklæde er Joe Domino, som er ansvarlig for at få agurker skåret i mundrette stykker til en hjemmelavet omgang agurkesalat.

- Det er hyggeligt at være her. Vi mødes om at lave mad, men det handler endnu mere om det sociale, siger Joe Domino hen over agurkerne, mens han sjusser sig frem til, at han må være dagens Benjamin med sin alder på 42 år.

- Det er lidt en drengeklub for voksne mænd. Og så lærer jeg altid at lave noget nyt mad, siger han, inden han bliver afbrudt af formanden, som står ved siden af og snitter rødkål.

- Det er faktisk hårdt arbejde, det her, siger han og løfter blikket fra kål og kniv.

Joe Domino følger op:

- Ja, det kan faktisk være så hårdt, at man er helt træt om fredagen, siger han.

Stilhed. Ingen siger noget. Mener de det, eller er det en joke? Spørgsmålet når ikke at blive besvaret, før formanden får afsporet snakken.

- Er der nogen, der kan fikse det her komfur, råber han i ud i lokalet.

Blusset, hans gryde med frisksnittet rødkål står på, virker pludselig ikke. Rødkålen er i fare.

- Jeg skal da også altid hjælpe dig, lyder svaret prompte fra en mændene tæt på.

Til stor morskab for resten af selskabet. Den eneste, der ikke griner, er en mand med strutmave - ingen nævnt, ingen glemt - som står i sin egen verden og kigger på dagens opskrift ud over kanten af sine smarte briller.

- Du skal huske, at det kun er halvdelen af det, der bliver sagt sådan en aften, der er rigtigt. Resten er løgn, siger formanden og sikrer sig, at avisens udsendte får det noteret på blokken.

Altid et kryds i kalenderen

Over for afdelingen for agurker og rødkål står to andre mænd. Dybt koncentrerede. I gryden foran dem har de har gang i en sennepssauce til pickles.

Den ene rører med en ske, den anden står med dåse sennepspulver. Begge med et glas vin i den hånd, de ikke bruger til at lave mad.

- Altså, dét her er jo et større arbejde, siger manden med skeen, Jean Bjørndahl.

Han vil være sikker på, at de andre madlavende mænd hører ham.

- Nu skal du ikke stå og bilde journalisten alt muligt ind, lyder det straks fra en herre på den anden side.

Jean Bjørndahl, der med sine 70 år udnævner sig selv til dagens alderspræsident, ryster på hovedet og løfter blikket fra gryden.

- Nu er jeg jo den ældste på holdet i aften. De unge har nok brug for at vise sig lidt mere, end jeg har.

Han griner og bliver så seriøs i et øjeblik.

- Det er en fantastisk oplevelse at komme her. Vi har et sammenhold og en respekt. Det er kammeratskab på højt plan. Det er et must at komme her, og jeg sætter altid et kryds i kalenderen, når programmet er klar. Jeg har kun svigtet en gang, fortæller Jean Bjørndahl, der ellers har en del rejseaktiviteter i udlandet med sit arbejde.

Kamp med svær og salt

En times tid inde i madlavningen begynder indsatsen at ligne noget, der kan blive til smørrebrød. Ved formandens komfur dufter det endelig af varm rødkål. Ved et andet komfur sprutter rigeligt med smør omkring flok panerede fisk, der skal blive til stjerneskud.

Eneste minus, der giver lidt surmuleri i krogene, er en bradepande med fire kamstege. Nogen har glemt at holde øje med dem i ovnen. Resultatet: To kamstege med en lettere forkullet top.

I den anden ende af køkkenet viser der sig at være andre problemer. Den hvide magi er væk.

- Er der nogen, der har set saltet, spørger en af mændene ud i lokalet.

Et spørgsmål, der bliver gentaget flere gange i løbet af aftenen. Hver gang saltet er fundet, er det, som om den forsvinder igen.

Men sorte svær og manglende salt er ikke noget, der kan ødelægge det gode humør. Alt kan klares med et ekstra glas vin og en vittighed. Og indimellem, når de ikke kan komme på en ny joke eller har brug for tid til at finde på en ny, falder de hen i snak. Om arbejde, familie, sport, biler. Den slags.

Som medlemmerne af Middelfart Gastronomisk Idrætsforening står der i deres kontrollerede køkkenkaos, er det svært at se, hvad den fysiske aktivitet, som gør det til en idrætsforening, præcist består i. Men det har formand Jan Aage Jensen en forklaring på. En lidt anderledes en af slagsen, selvfølgelig.

- Vi bøjer armen meget i løbet af en aften. Vi rører i gryder og skåle og alt muligt. Man skal være i god form for at være med. Det er tre timers hårdt arbejde, forklarer han med et grin.

Eller som han formulerer det hen over rødkålen, da han skal sætte ord på, hvad Middelfart Gastronomisk Idrætsforening egentlig er for en størrelse:

- Det er de store drenges spisefrikvarter.

De lejer ham ud til begravelser

Nogle af mændene har brugt deres frikvarter på at lave mayonnaise. En af dem er 68-årige Jørn Nielsen. Det er fjerde år, han er med i foreningen, og han er stolt af den hvide substans, han har rørt samme fra bunden, fortæller han. Måske lidt for højt. En af de andre mænd giver ham i hvert fald et kærligt hug for den bemærkning.

- Ja, han er så god til at lave mayonnaise, at vi lejer ham ud til begravelser, lyder det fra den anden side af køkkenbordet. Der grines. Igen.

En af de andre på mayonaise-holdet er Martin Baltser. 54 år, nyeste medlem af foreningen og "ikke særlig god til at lave mad", hvis han selv skal sige det. Og det skal han.

- For mig handler det om det gode selskab. Og så går jeg til hånde, der hvor jeg kan.

Det samme gør Per Møller Hansen. En grand old man i foreningens levetid. Som bestyrelsesmedlem og med titel af inspektør holder han sig fra gryder og skærebræt det meste af aftenen. I stedet trisser han rundt og sørger for, at alle har det godt, og at borddækningen spiller. Men heller ikke den disciplin er lige nem.

- Er du sur, spørger en af de andre mænd, da Per Møller Hansen - tydeligvis ikke helt tilfreds - er ved at lægge sidste hånd på borddækningen.

- Nej, svarer inspektøren uden at kigge op.

- Jeg forstår bare ikke, hvordan det kan være, vi altid tæller forkert, når vi dækker op.

Sjofle vittigheder og opvask

Efter et par timers arbejde sidder de der så: 20 store drenge på små taburetter i et skolekøkken. Der er øl og snaps og hvide duge og store lysestager på bordet.

Fint ser det ud, men det skal ikke være for fint. Hen over bordet kæmpes der om at levere de største grin. Og indimellem bliver der sendt en sjofel vittighed af sted, som ikke tåler at blive gengivet i disse spalter.

Formanden slår på glasset. Igen. Det er tid til at få styr på tropperne. Igen.

- Jeg vil gerne have, at lederen fra hvert madhold sørger for at servere for de andre, kommanderer Jan Aage Jensen, som ikke er ked af at skilte med sin formandstitel.

Et hvid badge på det sorte forklæde minder de andre om, hvem han er. Og som prikken over i'et har han krydret sin hvide kokkeskjorte med en glimtende guldbutterfly.

Men lige lidt hjælper det.

- Jamen, vi kan da ikke huske, hvem der var leder på vores hold, lyder undskyldningen straks fra en af mændene ved bordet.

På en eller anden måde - og uden yderligere bemærkninger - ender madderne alligevel på tallerknerne. Først stjerneskud, så smørrebrød med kamsteg og oksebryst.

Kort efter smutter fotografen ud ad døren. Ingen ser ud til at blive fulde af den grund. Det er trods alt også blevet tid til at vaske op og gøre rent i skolekøkkenet.

Det store drenges spisefrikvarter er slut. For denne gang.