Moden kan læses på linje med litteratur

Tidligere ville Julia Lahme ikke have turdet iføre sig en stor pels, men med alderen er hun blevet mere fandenivoldsk, og nu bruger hun den. Dog ikke til Jylland, fordi den er for stor til at ligge i hattehylden. Foto: Morten Rode

Moden kan læses på linje med litteratur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Modehistorien er langt mere end en historie om lange rober, dybe udskæringer og masser af blonder. Det er også en historie om kvindens position i samfundet. I hvert fald hvis man griber det an som forfatteren Julia Lahme, der er aktuel med "Damen i midten", en historie om stormagasinet Magasin. - Det at være interesseret i mode og tøj er på ingen måde dåset eller overfladisk. Det er kulturhistorie på linje med arkitektur og litteratur, mener hun.

Julia Lahme sad på en bænk i Barcelona, da hun fik sit livs hidtil største kompliment. Med store krøller, store solbriller og lidt for meget guld. Egentlig var hun på arbejde, da hun blev antastet. På italiensk. Hun smiler ved tanken om stilmæssigt at være blevet opfattet som en del af det elegance-elskende, sydeuropæiske folkefærd.

Hun minder da også om dem på mange måder, den 41-årige forfatter og etnolog, der har sit eget kommunikationsbureau, men også er kendt som forfatter til en række bøger som "Hvor lagde jeg babyen", "Sandheder fra en løgner" og "Manifest". Hun er til guld, glimmer, masser af farver, pels og høje hæle, og jo ældre hun bliver, jo mere klæder hun sig, som hun har lyst til.

De seneste to år har hun brugt aftener, weekender og nætter på at dykke ned i stormagasinet Magasins arkiver, og det er der kommet bogen "Damen i midten" ud af. En fortælling, der handler om mode, kvinder og Danmarkshistorie set gennem Magasins vinduer.

- Jeg synes, det er vanvittigt spændende, hvad moden siger om kvinden og kvindens plads i samfundet. Hvad vores forbrug siger om, hvordan vi ser samfundet, hvordan vi gerne vil ses, og hvorfor vi vælger det tøj, vi gør. Det er blevet meget tydeligt for mig, at moden er en konstant kommentar til samfundet, og at vores tøj også er en understregning af, hvem vi gerne vil være som kvinder, siger Julia Lahme.

Da hun for efterhånden mange år siden fik sit første lederjob i en stor international modekoncern, blev hendes mor skuffet.

"Du skal vel også have et rigtigt job engang?" spurgte hun.

Julia Lahme fremhæver det for at gøre op med holdningen om, at mode ikke er fint, og at det at beskæftige sig med livsstilsstof er lidt dåset.

- Det er en stor fejl, fastslår hun.

- Den måde, vi fremstiller os selv på og har brug for at vise verden, hvordan vi er, er lige så vigtig som det, vi siger. Det er en vigtig kommunikationsform. At interessere sig for mode og tøj er hverken dåset eller overfladisk. Det er kulturhistorie på samme måde som arkitektur og litteratur, siger hun.

Blå bog
Julia Lahme, 41, er vokset op i Odense-bydelen Bolbro og er uddannet etnolog fra Københavns Universitet.Hun har tidligere været chefredaktør for den danske udgave af kvindemagasinet Cosmopolitan, international PR-ansvarlig i Bestseller-koncernen og brand manager for Forlaget Rosinante & Co.

De seneste ni år har hun været selvstændig. Hun arbejder som forfatter, debattør, blogger, foredragsholder og direktør i kommunikationsbureauet Lahme, som hun driver sammen med sin mand, sin søster og en række ansatte.

Hun debuterede som forfatter med bestselleren "Hvor lagde jeg babyen", og bogen "Damen i midten" er hendes ottende bog siden 2010.

Hun er gift med rapper og forfatter Johan Forsby (med kunstnernavnet Jooks), og sammen har de drengene Elias, 10, og Sofus, 6. Familien bor på Østerbro i København og har desuden en kolonihave på Amager.

Samvær i centrum

Julia Lahme tager imod i en 184 kvadratmeter stor Østerbro-lejlighed, hvor farverige kimonoer og stiletter hurtigt slår hendes egen stil an.

Væggene har farver, rummene emmer af liv, og indretningen er fælles. For mens kvindemoden siger en masse om den enkelte kvinde og den tid, hun lever i, er boligen i princippet et fælles projekt, selv om det i mange tilfælde er kvindens domæne.

- Boligen bliver en forlængelse af den identitet, kvinden gerne vil vise frem. Det er jeg meget opmærksom på. Det her er ikke mit hjem. Det er vores, og der er ikke noget, min mand ikke har været inde over, siger Julia Lahme.

Hun drikker sort kaffe af Royal Copenhagens Flora-stel. "Fødselsdagskopperne" kalder hun dem, for de hører til de få ejendele, der har været dyre. Hun er aldeles ligeglad med statussymboler, nullermænd og rod.

- Vi er en børnefamilie, hvor der står Skylanders-figurer til pynt i stuen, og der ikke er store vaser på gulvet med flotte forårsgrene i, sådan som jeg synes, der burde være. De bliver alligevel bare væltet af en bold. Men jeg kan faktisk godt lide det.

- Jeg kan godt lide, at det er et sted, der bliver levet, og at der kommer mange mennesker ind og ud af huset. Vi er sjældent kun os fire til aftensmad, men ofte seks eller syv. Jeg interesserer mig ikke så meget for at rydde op, som jeg interesserer mig for, at folk kommer ind i vores hjem. Jeg vil også hellere sidde med børnene i sofaen og spise en forbudt pizza end bruge en aften på at rydde op. Altid hellere være sammen end se ud, siger hun, så det sidste lyder som en form for motto.

Modens udvikling
Julia Lahme har brugt to år på at dykke ned i modehistorien set gennem stormagasinet Magasins arkiver. Her giver hun et rids af udviklingen set i forhold til samfundsudviklingen.1870'erne: Kvindens krop vredet i et S

I 1870'erne blev borgerskabets kvinder fra de var ganske unge snøret voldsomt ind, og de forblev indsnørede hele deres liv. Der skulle så stor styrke til at få tøjet på, at de ikke selv kunne tage det på. Kjolerne var lavet af forskellige stykker, som man knappede, hægtede og bandt sammen, så en kjole var ikke bare et stykke tøj, du trådte ned i. Det var også noget, du byggede op omkring kvinden, der typisk også var snøret ind i store dele af sin graviditet.

Det interessante er, at hun faktisk ikke kunne gå. Hun kunne tage ganske korte skridt og bevæge sig ganske langsomt men kunne ikke tale, mens hun trak vejret. Kvinden kunne på det tidspunkt nok ses, men bestemt ikke høres.

Slutningen af 1800-tallet: Kvinderne kræver deres plads

I slutningen af 1800-tallet blev reformdragten indført. Kvinderne begyndte at kræve deres plads i samfundet, og de begyndte at gøre deres stemmer hørt, og vi får kvindebevægelsen. Pludselig løsnes korsettet, så kvinderne kan deltage i en debat om, hvorvidt de skal have stemmeret. Der er ikke nogle dybe udskæringer, der er ikke en løftet barm. Man er på ingen måde udfordrende. Kvinden er snøret til helt op i halsen. Det kan være med en blonde eller en sløjfe, for man skal ikke se for meget af hende. Man har dog lov at se hendes hår. Senere hen var det ikke længere fint at vise sit hår.

1910'erne: Kvinderne får sportstøj

I 1910'erne får kvinden mere og mere bevægelsesfrihed, og hun får endda sportstøj på. Der bliver skabt dragter, der er gode at cykle i. Det er også her, vi i Danmark får gymnastikbevægelsen. Kvinden får lov til at have en krop. Hun får lov at have arme, der kan bevæge sig og ikke er spændt helt ind til kroppen med smalle skuldersømme. Hun får lov til at være et aktivt og fysisk menneske. Det er også nødvendigt, for vi er i gang med Første Verdenskrig, og kvinderne skal kunne bevæge sig. Kvindernes ben har været gemt godt væk hidtil, men kvinderne får pludselig både ankler og ben, og de får også bukser på, og det er mere provokerende, end vi kan forestille os i dag.

1920'erne: Frigørelsens årti

Kvinderne har bare ben og dybe udskæringer. Første Verdenskrig har været voldsomt hård, så man har brug for at slippe sig selv fri på den anden side. Selv om der er decideret økonomisk krise i hele verden, og vi har den store depression, husker vi 1920'erne for festerne, de korte kjoler og de bare arme. Kvinderne begynder at barbere ben og barbere sig i armhulerne. De skal vise sig frem og bliver korthårede. Det er den totale frisættelse fra hidtidige kvindeidealer. Før var kvindens hår hendes pryd, og det kunne ikke blive langt nok. Det skulle flettes og snos op omkring hovedet og lægges i krøller. Man sov med papir i håret og sov også siddende for at holde frisuren. Nu fik kvinderne kort, lidt mere praktisk hår, og de går hatte, som holder håret fast. Silhuetten er nu nærmest drenget. Bh'erne strammer brysterne ind til kroppen i stedet for løfte dem op. Det er smalle, smalle hofter og talrige opfordringer til at begynde at ryge.

Der er både ben og arme og kraveben, som tegn på, at nu møder man verden. En pæn pige er ikke længere spændt ind i blonder helt op i halsen.

Det er frigørelsen og eskapismens årti. Det må gerne være 1001 nat. Man læsser sig til i juveler, men det er også her, kvinden for første gang selv ejer sin seksualitet. Hun må gerne se sig som et seksuelt væsen, men hun er stadig piget. Vi har et helt årti, hvor man kan føle sig sexet uden at være vulgær. Det tror jeg tiltaler os kvinder.

1930'erne: Femme fatale

Jeg tror til gengæld hellere, mændene vil have os hen i 30'erne, hvor moden kommer fra Hollywood. Kvinden er stærk og bredskuldret, en femme fatale med store øjenbryn og en lang cigaret i hånden. Hun kigger aldrig ind i kameraet men er i den grad er et seksuelt væsen. Men hun bestemmer selv, hvem hun vil dele det med.

Hun hviler helt og holdent i sig selv og ejer sin seksualitet. Det er ekstremt fascinerende, og vi kender det fra alle Hollywoodstjernene med Marlene Dietrich som det bedste eksempel. Man aner kvinden, men man har ikke ret til hende. Det er 15 år efter, kvindernes stemmeret er indført, og kvinderne er på vej ud på arbejdsmarkedet. De er mystiske, dragende, næsten skulpturelle væsner, som aldrig har brug for at have øjenkontakt med os.

1940'erne: Glade og tilgængelige for tropperne

Kvinderne bliver imødekommende og får taljer igen. De skal være meget feminine, glade og tilgængelige for tropperne, der er ude at bekæmpe fjenden. Derfor skal kvinden være munter, smilende og sød. Hun bliver frisk og sjov, lidt folkekomedie-agtig.

1950'erne: New Look

Det eksploderer i 1950'erne hvor der er så meget øjenkontakt med kameraet, så man føler sig helt nedstirret. Mændene kommer tilbage fra krigen og og skal have en plads på arbejdsmarkedet igen, så vi ser selvfølgelig også, hvordan korsetterne kommer tilbage. New Look kommer, og kvinderne skal i den grad tilpasse sig mændenes ønsker. Vi ser folkekomedierne med strutskørter, bløde krøller, smil og kig til barm, så det nogle gange er lige før, brystvorten ikke engang er gemt væk.

For første gang ser vi, at der er flere faser i en kvindes liv. Hun går ikke fra at være barn til at være kone og mor. Hun har nogle overgange i sit liv. Som teenager får hun sit eget look med piratbukser og smalle skjorter. Det er kækt uden at være sexet.

Couturen eksploderer også, for nu skal man fejre, at man er ude på den anden side af krigen. Det bliver de store robers tid, men det er med smalle taljer, brede hofter og stirrende barme, som også kigger én ind i øjnene og absolut ikke skal gemmes væk.

1960'erne: Vi tager stilling til kvinde- og kropsidealer

Moden bliver simplere igen. Vi kan have lidt enklere kjoler på, indtil slutningen af 1960'erne, hvor vi begynder at at tage stilling til, om de kvinde- og kropsidealer, moden udtrykker, er nogen, vi kan følge.

Samtidig banker Vietnamkrigen på, og vi begynder at kigge mod Asien igen.

1970'erne: Moden skaber identitet

Det man forbinder med etnisk mode - de lange kæder, border, tørklæder i håret - vinder indpas, og kvinden begynder at reagere på de roller, hun forventes at indtage. Mode bliver noget vi leger med for at skabe en identitet.

På den ene side bliver moden ekstrem feminin, men også ret maskulin og militaristisk med buksedragter og lommeflapper. Pludselig er der mange retninger, man kan gå i, og samtidig være velklædt. Moden bliver en bred vifte af muligheder, fordi der også er stor politisk turbulens.

1980'erne: Det fattige årti, hvor alle drømte om at blive rige

1980'erne var et fattigt årti, hvor alle drømte om at blive rige. Vi hyldede rigdom som aldrig før og dyrkede tv-serierne Dollars og Dallas og de riges kvaler. Vi rullede os i lamé og kiggede på prinsesse Diana og alle ønskede sig at blive marengsbrud som hende. Velstand var noget, vi i fuldstændig sindssyg grad stræbte efter.

Moden begynder at handle om magt. Kvinder skulle udstråle magt og lederskab, og vi har de første diskussioner om, hvordan man får livet til at hænge sammen som kvinde.

1990'erne: Ungdomsdyrkelsen når uanede højder

Især første halvdel af 1990'erne er kendetegnet ved, at vi er bange for at blive voksne. Vi er lige kommet ud af krisen, og ungdomsdyrkelsen når uanede højder. Danmark bliver lagt øde, når der bliver vist Beverly Hills 90210 på den nye tv-kanal Tv2 og Aqau bliver en eksportsucces, men ingen af fremstillingerne af, hvad det vil sige at være menneske, handler om at være voksen og ansvarlig.

Kvinder må heller ikke blive kaldt kvinder. De er alle sammen piger. Voksne piger, store piger eller ældre piger. Kvinder i 60'erne mødes med andre piger i 60'erne til en pigefrokost, så den voksende kvindelighed bliver pakket væk til fordel for en dyrkelse af ungdommen.

2000'erne: Vi bruger de penge, vi ikke har

I 1990'erne bruger vi alle de penge, vi ikke har. Vi går amok i logoer, vi skal have dyre designertasker, kigger på de engelske fodboldspilleres koner og kærester og bliver inspirerede til at købe dyre Guccitasker.

I Danmark bliver moden også dansk. Susanne Rützou stormer ind på scenen, og vi har Day Birger Mikkelsen med Marlene Birger. Moden i Danmark får sig eget boheme-udtryk og begynder for alvor at skille sig ud fra det, der sker på den internationale scene.

Det er også tolerancens årti. Vi er ikke rigtigt bange for flygtninge og indvandrere endnu. Vi er ikke rigtigt bange for de store nedskæringer i velfærdsstaten. Alle kan få arbejde, og vores modeforbrug er højere end nogensinde. Men vi køber dansk, og vi elsker det.

2010'erne: Vi er under pres

Finanskrisen lukker modehuse, og modebranchen er rystet i nogle år.

Vi får en kollektiv oplevelse af, at vi er udsat for pres i verdenen. Vi er udsat for pres på miljøet, vi har Trump, som er en overordnet trussel hele tiden. Vi har masser af trusselsbilleder, vi kan forholde os til hele tiden.

Modemæssigt reagerer vi på det, som om vi lige var kommet ud af en krise. Vi går i kimonoer igen og dropper de alt for stramme jakkesæt. Vi føler os frie og vi ejer vores femininitet, som vi ikke har gjort før. Metoo-bevægelsen og nyfeminismen ruller afsted, og vi behøver ikke klæde os på for andre end os selv. Det gør vi heller ikke. En velklædt kvinde er ikke en vulgær kvinde i dag.

Forbrug som genvejen til lykke

Garderobemæssigt betyder det til gengæld meget for hende at "se ud", og i forbindelse med "Damen i midten" gik det op for hende, hvor meget forbrug betyder for os alle sammen. Hvordan det nærmest er indlejret i os, at forbug er genvejen til lykke.

- Det overraskede mig, hvor fokuserede vi op gennem historien har været på at have et forbrug. Op gennem 1950'erne og 1960'erne blev der ført valgkampe på, at man skulle have lov til at forbruge. 1980'ernes kartoffelkur var en opbremsning i forhold til nogle dominerende politiske strategier, der handlede om at sikre, hvordan den almene forbruger blev ved med at have rigtigt mange penge mellem hænderne.

Julia Lahme blev under researchen til "Damen i midten" overrasket over det faktum, at kvinderne fik råderet over deres egen økonomi i slutningen af 1880'erne, mens de først i 1915 fik stemmeret. I 20 år var de altså selvstændige forbrugere, før de også fik lov at at få indflydelse på samfundet.

- I moden ser man også, hvornår vi kigger ud i verden, og hvornår vi kigger indad. Vi kan se, hvornår kvinden er farlig, og hvornår hun ikke er, og hvordan man bruger moden til at fortælle kvinden, hvor hun hører til.

- Efter Anden Verdenskrig kom soldater hjem over hele Europa og USA. Da havde kvinder ikke haft korset på i fire årtier. I samme øjeblik kvinderne skulle presses ud af arbejdsmarkedet og hjem til kødgryderne igen, så mændene kunne få deres plads på arbejdsmarkedet tilbage, fik kvinderne korset på igen, siger Julia Lahme.

Fandenivoldsk med alderen

Hun er i sorte bukser og en cardigan med guldglimmer. I entréens skoreol skal hun gøre sig umage for at rydde en hylde til sin mands sko.

Alle andre hylder er fyldt med stiletter. Guld, glimmer og masser af farver. På bøjler foran klædeskabet hænger farverige kimonoer, nogle af dem købt brugt. Hun har vel 50 og er både tiltrukket af 1920'erne og 1985. Af lange rober, perler, kimonoer og løse sæt, og så kan hun ikke få glimmer nok.

Hun er meget bevidst om, at vi scanner hinanden og på et splitsekund danner os et stærkt billede af, hvem vi står over for. Derfor klæder hun sig på efter omstændighederne, selv om det er knap så udtalt i dag som for ni år siden, hvor hun lige var sprunget ud som selvstændig og som regel havde en baby og en barnepige med på slæb.

Dengang blev der tit sat spørgsmålstegn ved, om Julia Lahme kunne gennemføre det, hun havde sat sig for. Derfor havde hun som regel jakkesæt på.

Om hun gjorde det for at overbevise sig selv eller overbevise andre, er hun i tvivl om i dag.

- Jeg skulle ligne en, der kunne have et job. Jeg kom fra et job som chefredaktør fra et modemagasin, hvor jeg kunne tillade mig alt og alligevel blive taget alvorligt. Da jeg som selvstændig kom ud på chefgangene i de grå bygninger, var det sværere, hvis man ikke lignede en, de syntes at kunne genkende. Det er jeg fuldstændigt ligeglad med nu, og det nyder jeg faktisk, siger Julia Lahme.

Hendes krøller forsvinder næsten i pels, da hun trækker den op om sig. For 5-10 år siden havde hun ikke turdet iføre sig den enorme frakke, hun har købt brugt for sølle 300 kroner.

- Min smag har ikke ændret sig, men modet til at gøre det, jeg har lyst til, fuldt og helt, har ændret sig. Min pels er på størrelse med et parcelhus, og jeg kan se på folk, at de bliver helt forskrækkede, når jeg kommer i den. Jeg kan ikke have den med til Jylland, for den er så enorm, at den ikke kan ligge i hattehylden i toget, men jeg synes, den er vidunderlig, og jeg kan mærke, at jeg bliver mere fandenivoldsk med alderen, siger hun.

Farvel til mådehold

Julia Lahmes mor havde også en lækker pels, men hun gemte den til fint brug og nåede stort set ikke at få den brugt, inden hun blev ramt af kræft og døde blot 57 år gammel.

Den form for mådehold har Julia Lahme for længst lagt bag sig, og hun opfordrer alle til at gøre op med den stille utilfredshed.

Lad den dårlige bøf ligge og vælg de jeans, du allerhelst vil have. Drop det billige sjask og køb hellere lidt mindre, lyder hendes opfordring.

Vær ikke bange for at gå i røde lakstøvler, med stor hat eller vise en snert af flotte bryster.

- I Danmark mangler vi lidt af det tossede. Lidt mere Anne Marie Helger, mener Julia Lahme.

Har hun en dårlig dag, tager hun mere makeup og højere sko på end ellers. Ikke for andres skyld. Slet ikke. Men for sin egen. For at vide med sig selv, at hun har gjort sig umage for at begynde dagen bedst muligt.

En form for selvomsorg

Julia Lahme er overbevist om, at vi alle sammen er yderst bevidste om, hvordan vi tager os ud, og det er der formentlig en god grund til. Hun referer blandt andet til sin veninde Christina Wedel, der er personlig stylist.

- Christina siger decideret, at vi går i stykker, hvis vi ikke bekymrer os om, hvordan vi tager os ud. Det handler ikke om, hvorvidt man er tyk eller tynd, om man går til spinning 18 gange om ugen og aldrig nogensinde kigger på gluten. Det handler om, at vi skal tage os selv alvorligt.

- Der er en selvomsorg i at interessere sig for sig selv. Det er selvomsorg i et samfund som det, vi lever i nu, hvor alle skal performe og præstere og stå til rådighed på forældreintra, huske at stemme og spise økologisk. Et samfund, hvor vi ikke må råbe ad vores børn, men skal være tydelige over for dem. Vi skal have lyst til at have en karriere, men vi må ikke være besat af det, for vores work-life-balance skal også fungere. Vi skal kunne være så mange ting hele tiden, og der er nogle små ting, vi kan gøre hver dag som at tage de pæne bukser på i stedet for at gemme dem.

Så simpelt er det for Julia Lahme.

Hun gemmer ikke chokoladen til på søndag eller noget til den store fest, hun ikke nåede at få holdt.

- Mode er en identitetsleg, en kreativ udfordring, og vi skal nyde det. Det er en stærk kommunikationsform, og vi skal bare give den gas, lyder hendes opfordring.

Moden kan læses på linje med litteratur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce