Trætjæren er her endnu

1: Trætjære er ikke synderligt slidstærkt - her er det opsprøjt af regnvand, som har slidt den nederste halve meters penge, men ?

Trætjæren er her endnu

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Trætjære er godt, men så er det heller ikke bedre.

Jeg holder af hverdagen

Jeg holder af trætjære

Jeg kan li' lugten

I bageriet ...

Sådan kunne jeg godt have fundet på at skrive og sige, hvis jeg havde været digter. Men det er jeg jo ikke, så jeg bliver nødt til at tilføje:

... men nogen trylleformular er trætjæren sgutte.

I tidens løb har jeg brugt meget trætjære - og mange slags trætjære. Og jeg ville jo egentlig gerne kunne sige, at det har været med succes, og man kan med rette spørge, hvorfor jeg ellers har fortsat med at bruge det omdiskuterede produkt i over 30 år - her og der og alle vegne?

Det har jeg ikke kun, fordi det har været en udelt succes, men måske i virkeligheden mest fordi ... øh-ja, fordi jeg holder af trætjæren på samme måde, som jeg holder af hverdagen - og tro det eller lad være, men jeg kan faktisk også godt li' lugten. Og så lever jeg med, at det er en lille smule bøvlet, og at trætjære er meget langt fra at holde evigt - og jeg er ikke engang helt sikker på, at det er synderligt sundt at arbejde med.

Trætjæren taler på forunderligste vis til alle mine sanser - luften kalder drømmen om sol, sommer, sodavandsis på Sydstranden frem - sommervarme bolværker og krabber på krogen - og vandet, som slikker om den klinkbyggede stævn og klukker mig i søvn.

2: ? efter en tur med tjærekosten, ser det hele flot ud igen - og husk nu, at ?
2: ? efter en tur med tjærekosten, ser det hele flot ud igen - og husk nu, at ?

Lidt frønnet

Nå, men hvordan går det så med de forskellige trætjærede facader, som vi har her på matriklen?

Det går rigtigt godt - med 90 procent af overfladen. Resten er lidt frønnet - lidt slidt - lidt træt. Og det er helt konsekvent de nederste brædder, som er problemet - de brædder som er mest belastede af vand. Her holder trætjæren kun en sæson eller to, og det er der en god forklaring på.

Men lad os først se på, hvad trætjære er - det er en kort forklaring, og hvis du har lyst til at vide mere, så gå ind på hjemmesiden bygningsbevaring.dk, hvor Søren Vadstrup med stor indsigt fortæller hele historien.

Vi har groft sagt to slags tjære:

Stenkulstjære (også kaldet asfalt) er udvundet af stenkul - altså den slags kul, som er gravet ud af undergrunden. Denne tjære indeholder alverdens giftige komponenter og er for længst forbudt - og den er desuden damptæt og ganske uanvendelig til træværk. Glem det!

Trætjære er udvundet af træ - i princippet kan det være alle mulige træsorter som eg, ask og birk, men den mest udbredte i Skandinavien stammer fra fyrretræ, og den mest berømte af fyrrestræets rødder.

Processen består i, at man hugger træet i passende små stykker og stabler det i en mægtig stak. Under stakken er der i forvejen lavet en bund af ler, hvori der er indbygget et "afløb" - og til slut dækkes stakken med et nogenlunde lufttæt lag tørv og jord.

Så sætter "kulsvieren" fut til foretagendet - han styrer forbrændingen ved hjælp af en række mindre huller nederst i "milen" og et større i toppen, og kunsten består i at opnå en temperatur, som er høj nok til, at træets indhold af harpiks smelter og løber ud af afløbet i bunden - og netop ikke så en temperatur, at harpiksen brænder - for så løber der jo ikke noget ud af afløbet.

3: ? det er jo ingen altertavle: Børst væggen af og tvær et tyndt lag trætjære udenpå, og man kan roligt ? 
3: ? det er jo ingen altertavle: Børst væggen af og tvær et tyndt lag trætjære udenpå, og man kan roligt ? 

Harpiks

Den dygtige kulsvier kan få harpiks ud, som er næsten rent - hvis den er fra fyrretræsrod, er den næsten rød - men det meste af tjæren er sort, fordi den indeholder sod. Et biprodukt fra milebrændingen er rent trækul.

I dag fremstilles de meste trætjære (og trækul) i ovne.

Men det giver sig selv, at der ud over træets kvalitet indgår mange variabler i produktionen af trætjære - man kunne sige, at det er meget langt fra at være en eksakt videnskab. Og af samme grund er der ikke rigtigt nogen, som med nogen autoritet kan sige, hvad trætjære egentlig indeholder - bortset fra harpiks, som i sig selv er et ganske vidt begreb. Vi ved, at der er tale om tusinder af kemiske forbindelser, men lige præcis hvilke og hvor meget af hver i hvilke typer tjærer står hen i det uvisse.

Der er dog ikke meget, som tyder på, at der er tale om en giftighed, som på nogen måde ligner den, som førte til forbud imod stenkulstjære - på den anden side ved vi fra tusinde års erfaring, at trætjære beskytter træ imod skimmel, alger, svamp, råd, og hvad har vi - trætjæren slår altså en masse små organismer ihjel, og så vidt mig bekendt virker det også desinficerende. Så det er jo næppe noget, som man skal bruge som kulør i sovsen. Om jeg så må sige.

4: ? springe den øverste halvdel over - den er ikke slidt, og efter et par uger er farven ens.
4: ? springe den øverste halvdel over - den er ikke slidt, og efter et par uger er farven ens.

Stift stads

Men det er på den anden side den diskutable giftighed, som er fidusen ved trætjære. Siden vikingernes tid har det været brugt i stor stil til beskyttelse af alle mulige typer træværk og eksempelvis tovværk - man plejer her at nævne de norske stavkirker (som vitterligt er meget imponerende) og vikingernes skibe.

Hvis man spørger førnævnte Vadstrup, hvad man skal gøre ved et tag lavet af træspåner - det være sig på en kirke, en mølle eller et almindeligt hus - så er svaret: Trætjære. Og det samme gælder i øvrigt bindingsværk.

Men det skal så også siges, at det samtidigt slås fast, at taget skal vedligeholdes med frisk trætjære sådan noget som hvert andet år. Og det stemmer ret godt overens med min personlige erfaring - og dog: Holdbarheden er noget, som man kan forbedre på.

Trætjære er typisk noget stift stads - sådan noget i retning af honning. Man kan varme det op og gøre det mere medgørligt, men det er stadig en sej omgang. Så kan man tilsætte linolie, og det er straks bedre - nu har vi så kun ét problem tilbage: Skidtet vil ikke tørre/hærde - der kan gå måneder, så overfladen når at blive sat til med flyvende insekter og frø af alle slags - for ikke at tale om hundens pels ...

5: Her er en væg, som vender imod syd - hårdt belastet af sol, så den skal tjæres hvert år, men ?
5: Her er en væg, som vender imod syd - hårdt belastet af sol, så den skal tjæres hvert år, men ?

Fernis

Men man kan jo få den idé, at man i stedet for rå linolie bruger fernis - altså kogt linolie med tørrelse - så får du en nogenlunde klæbefri overflade på et døgns tid. Og jeg kan tilføje, at alt efter hvor meget fernis du tilsætter, så får du også langt mere holdbar overflade - jeg har brugt 50:50 med pæn succes, men du skal vide, at overfladen bliver lidt mere blank.

Og når nu vi er i gang med at "snyde", så kunne man jo også finde på at smide lidt pigment i spanden - ren jordfarve - og så har man det, som Wolfs Linolie og Trætjære kalder Linotrætjære - altså en krydsning imellem linolie og trætjære.

Det skal lige siges, at man ikke kan opnå alverdens forskellige farver på den måde, men der findes en blå, en grøn og især en svenskrød - og endda en gul - og de er meget-meget smukke. De har endda den forunderlige evne, at kuløren ændres med tiden - den udvikler sig og bliver faktisk klarere i takt med, at pigmentet blotlægges, fordi binderen (tjæren og olien) langsomt nedbrydes. Rent trylleri.

6: ? hvad gør det, når det kun ta?r ti minutter at få verdens smukkeste facade?
6: ? hvad gør det, når det kun ta?r ti minutter at få verdens smukkeste facade?

Trætjæren er her endnu

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce