Jesper Buhl blev gift med Hanne Bramsen Buhl for fuld musik i 1990. I mandags kørte Jesper sin kone på plejehjem med Alzheimers sygdom. Privatfoto/Leif Hansen.

Jespers kone har demens: - Vores liv ville være komisk hvis det ikke var så forbandet tragisk.

Jespers kone har demens: - Vores liv ville være komisk hvis det ikke var så forbandet tragisk.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forestil dig, at din kone ligner din kone, hun dufter som din kone, og hun smager som din kone. Men hendes øjne er tomme. Hun ser dig ikke. Du aner faktisk ikke, hvad hun ser. Sådan er det at være operamennesket og spradebassen Jesper Buhl. I mandags kørte han sin kone på plejehjem, og hun kommer ikke hjem mere. Alzheimers kom imellem dem.

Makkerpar: Jesper Buhl og hans kone, Hanne, kører tit ture i den hvide Citroën C3 Picasso. Det gjorde de også i mandags. De 17 kilometer fra hjemmet i Allested midt på Fyn og ned til Korinth tæt ved Faaborg var en af de kortere ture. Men én, som Jesper aldrig vil glemme.

Hanne Bramsen Buhl derimod har allerede glemt køreturen. Hun bor på Plejehjemmet Lykkevalg nu.

Og hjemme i Allested på det tidligere mejeri, hvor de var mand og kone og kammerater, og hvor døtrnene legede i haven, her bor Jesper Buhl nu alene. Det er her vi sidder ved det store bord i den skriggrønne stue. Her er lidt nusset. Som om hjemmet stadig ømmer sig lidt over at have været rammen om et drama og et absurd teater, hvor rengøring og feminin finesse kun fik en lille birolle.

- Kaffe? Er det okay med en balje, spørger Jesper Buhl og fylder de store krus helt op.

Det er helt o.k., for nu skal vi have styr på, hvorfor Hanne bor på plejehjem. Historien handler om et ondsindet bæst, der kaldes Alzheimers. Men den handler også om kærlighed, om desperation og om at give slip.

Et glas kold rosé og et grillforklædet kan ikke skjule, at Hanne har forandret sig. Foto: Privat/Facebook
Et glas kold rosé og et grillforklædet kan ikke skjule, at Hanne har forandret sig. Foto: Privat/Facebook

Den smukkeste

Lad os begynde i september 1988 på Det Fynske Musikkonservatorium, da Jesper ser Hanne for aller første gang. Rektor er ved at vise Hanne rundt, og Jesper lægger straks mærke til hende:

- Hun var den smukkeste kvinde, jeg nogensinde har set, og jeg tænkte, at hende måtte jeg have fat i, siger Jesper Buhl.

Det var før Jesper Buhl blev berømmet som operasanger, som operachef, som skuespiller, musiker og konferencier. Eller som ham med de spraglede skjorter og jakkesæt, for hans tøj larmer også.

Hanne var allerede en dygtig pianist, og hun skulle komme til at akkompagnere Jespers baryton både musikalsk og i livet som sådan. Det var hende, Jesper faldt pladask for der i efteråret 1988, og det var ikke uproblematisk. Det viste sig, at hun ikke var en ny elev. Nej, hun skulle undervise der, hvor Jesper var andetårsstuderende. Og hun var 16 år ældre end han.

- Hanne har altid været en yngre sjæl, og jeg har altid været en ældre, så vi har mødt hinanden på samme plan, som Jesper Buhl siger.

De klikkede perfekt musikalsk, og Hanne begyndte at tage ud som pianist, når Jesper skulle synge. Det var i en spejderhytte i Gelsted, det skete.

- Vi havde grint og grint den aften. Det var helt vidunderligt, og på vej hjem fandt vi ud af, at vi nok var forelskede i hinanden.

De blev gift i Allested Kirke i 1990. Han var 26, hun var 43, og det var en fest.

Sådan begyndte det, og de to blev et stærkt makkerpar.

- Vi har jo et professionelt liv sammen, et kærlighedsliv sammen og et familieliv og to skønne døtre sammen, siger Jesper Buhl.

Han beskriver deres forhold som exceptionelt symbiotisk.

-Jeg har altid tænkt, at vi skulle herfra sammen. Jeg kan næsten se den der dobbeltbegravelse for mig med to sammenbyggede kister med hul, så vi stadig kan holde i hånd.

Jeg kunne ikke få mig selv til at lægge et stykke papir foran hende om, at hun skal på plejehjem og bede hende skrive under på noget, hun måske ikke vidste hvad var. Jeg ville føle mig som Jordens største røvhul, siger Jesper Buhl.
Jeg kunne ikke få mig selv til at lægge et stykke papir foran hende om, at hun skal på plejehjem og bede hende skrive under på noget, hun måske ikke vidste hvad var. Jeg ville føle mig som Jordens største røvhul, siger Jesper Buhl.

Revnen

Det, der skete med Hanne, kom snigende Som en lille revne, der ganske langsomt bliver tydelig og begynder at vokse.

Jesper Buhl var ikke bekymret over, at hun glemte sin pung, sine nøgler eller sin aftale.

- Hanne har altid været lidt distræt. Men så begyndte hun at spille forkert. Hun kunne ikke strukturere sine noder og sådan noget. Hvis vi sagde: Vi går lige tre takter tilbage, så begyndte hun at bladre 30 sider frem. Ting som Hanne aldrig ville gøre, siger Jesper Buhl med hårdt tryk på aldrig.

Den slags kan man ikke skjule som scenemenneske.

- Man er jo meget afhængig af hinanden, når man spiller sammen. Det er et tillidsforhold grænsende til et kærlighedsforhold. Det begyndte at blive sådan, at folk talte om, at Hanne var ved at blive en lidt dårlig pianist, siger Jesper Buhl.

Hanne blev sygemeldt fra konservatoriet, hvor hun havde undervist i 25 år. Hun var stadig organist i to lokale kirker, men her gik det heller ikke så godt:

-Hun kunne ikke altid huske melodierne til salmerne, eller om der skulle spilles til amen eller ej, siger Jesper Buhl.

Hanne kom på "lykkepiller", for symptomerne kunne tyde på en depression. Men det hjalp ikke.

- Vores ældste datter, der er psykolog, sagde: Jeg tror der er noget mere galt med mor. Hun mente, Hanne skulle udredes for demens.

Og der var noget galt med mor, men der gik for længe, inden de fandt ud af hvad.

Hun blev nemlig frikendt efter første skanning. Der var ikke noget at se, lød beskeden.

Jesper Buhl og døtrene gik glade hjem og tænkte, at så var det nok den depression, som jo nok gik over på et tidspunkt.

De vidste ikke, at det kun var en udelukkelsesskanning, og at den kun betød, at der ikke var en blodprop eller en tumor i Hannes hjerne. Hun var ikke frikendt for demens.

Jesper Buhl oplever, at de blev fejlinformeret. Men han udelukker ikke, at han og døtrene midt i en ulykkelig og stresset situation ikke hørte eller misforstod kommunikationen med sygehuset.

Men depressionen gik ikke over, for det var ikke en depression.

Jesper og Hanne glæder sig over deres første lille barnebarn. Det gør Hannes 95-årig mor, Esther Bramsen, også. Nu som oldemor. Privatfoto
Jesper og Hanne glæder sig over deres første lille barnebarn. Det gør Hannes 95-årig mor, Esther Bramsen, også. Nu som oldemor. Privatfoto

Et glas mælk i hovedet

Først for to år siden fik familien så endelig diagnosen og navnet på bæstet: Alzheimers sygdom hed den ubudne gæst. En hjernesygdom med dystre udsigter til en nedbrydning af både de mentale og de praktiske færdigheder frem mod døden.

- Vi var ulykkelige. Det er jo, som der står på porten til Dantes Inferno: "Her lades alt håb ude". Man ved jo, hvordan det vil ende, men man håber bare, der vil gå så lang tid, at det vil være naturligt.

- Jeg kan huske, jeg sagde til pigerne: Jeg håber mor og jeg får 10 gode år endnu, og at det først er hen mod slutningen, det vil være slemt, siger Jesper Buhl.

Det er to år siden.

Hanne var også ulykkelig over udsigterne, men hun var også begyndt at ændre sig. Alt ændrede sig.

- I 23 år har Hanne og jeg har aldrig skændtes. Vi har da prøvet at være lidt sure eller tavse, men vi har aldrig skændtes. Pludselig tømmer hun et glas mælk i hovedet på mig, siger Jesper Buhl.

- Hun var vred på mig, fordi jeg gjorde hende syg. Hun var jo ikke syg. For hende var det noget, jeg fandt på. Hanne har ingen erkendelse af sin egen sygdom, siger han.

Far og mor og to store døtre, Anna-Clara og Katarina. Buhl-familien kunne godt vise sig lykkelige frem, selv om Hanne hastigt var på vej ud af det Alzheimer-spor, man ikke vender tilbage fra. Privatfoto
Far og mor og to store døtre, Anna-Clara og Katarina. Buhl-familien kunne godt vise sig lykkelige frem, selv om Hanne hastigt var på vej ud af det Alzheimer-spor, man ikke vender tilbage fra. Privatfoto

Cykelryttere i sofaen

Hendes virkelighed er ikke den samme som Jespers. Heller ikke under en sofastund:

- Jeg kan huske, vi sad og så Tour de France i sofaen, og så siger hun pludselig: Hvor skal vi dog have plads til alle de mennesker? Hvad mener hun, tænker jeg, og det går op for mig, at hun tænker på alle de cykelryttere, der er på vej, siger Jesper Buhl.

I gamle dage kunne det have været en ironisk joke, men Hanne forstod ikke ironi mere. For hende var fjernsynets virkelighed nogle gange mere virkelig end den virkelighed, hendes mand gik rundt i.

- Jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne bruge humor og ironi mere, for hun tog det alvorligt. Hun forstod ikke ironi. Hvordan skulle vores omgangsform så være? Ens liv ændrer sig lang tid før, man er nødt til at tage skridtet og sige: Vi kan ikke være sammen mere.

- Man har et kærlighedsliv, men sexlivet forsvinder. Vi lever i to parallelle spor. Der er dage, hvor hun er meget syg, og der er dage, hvor hun ikke er.

Jeg er så glad for, at vi gennemførte vores søvlbryllup med en stor fest. Det var en fantatisk dag, og Hanne var klar og glad, siger Jesper Buhl, der her står under æresporten sammen med sin kone.Privatfoto
Jeg er så glad for, at vi gennemførte vores søvlbryllup med en stor fest. Det var en fantatisk dag, og Hanne var klar og glad, siger Jesper Buhl, der her står under æresporten sammen med sin kone.Privatfoto

Absurd teater

Nu sidder Jesper Buhl her alene og kigger ind i den anden stue, hvor Hanne stod foran en tom stol og spurgte: Skal du have kaffe. Hun blev spørgende stående, da der ikke kom noget svar fra den, hun så i stolen.

- Så måtte jeg gå ind og sige: Der er vist ikke nogen, der skal have noget nu, Hanne.

Jesper lærte, at han ikke skulle forsøge at hive Hanne tilbage til virkeligheden, for hun forstod det ikke. Hun blev forvirret og ked af det.

I stedet blev han en mester i at hjælpe hende, uden at det blev ydmygende for hende. Når hun skulle tisse og kom tilbage efter to sekunder, fordi døren var lukket og sagde, at der var optaget, så tog Jesper hendes hånd og sagde: Jeg tror, han er færdig nu - jeg følger dig lige derud.

Eller når de går hånd i hånd på gågaden i Faaborg, og hun vender sig om mod ham og siger: Gud! Er du her?

- Ja så siger jeg bare: Jaah - jeg synes lige, jeg ville med.

Hanne kan heller ikke rigtigt hjælpe med noget, selv om hun gerne vil, og tror hun kan. Hun kan få støvsugeren, men så står hun bare på den samme kvadratmeter og suger støv i sin egen verden.

- Hvis vi laver mad, og hun gerne vil skrælle kartofler, så giver jeg hende én kartoffel, som hun kan stå med længe, og så laver jeg maden imens. Men mit hjerte brister jo imens. At se det menneske, som har så mange talenter og en engels tålmodighed, stå der som Moses ved Det Røde Hav, siger han.

Ofte ved Hanne ikke, hvem hendes mand gennem 27 år er, og hun kan finde på at spørge: Hvor bor du? Eller har du børn?

- Så siger jeg, at ja - jeg har to døtre. Nej hvor sjovt siger hun så - det har jeg også. Hun spørger så, hvad de hedder, og jeg siger navnene på vore døtre og tænker, at hun så måske kommer i tanker om, at vi hører sammen men nej. Hun siger bare: Nej det er sjovt. Det hedder mine også, uden at det vækker minder om, at det kunne være mig.

- Det liv, vi har levet her, er absurd teater. Hvis ikke det var så forbandet tragisk, kunne det være komik ud over alle grænser, siger Jesper Buhl.

Gå!

Men det er tragisk.

- Man sidder i sin sofa og kigger på det her menneske, som man elsker. Men det menneske er et helt andet sted. Jeg ser Hanne, der har den krop, hun altid har haft, hun har de dufte, hun altid har haft og når hun skal have et kys, så smager hendes læber, som de altid har gjort. Men øjnene er ikke hende. Der er en tomhed, siger Jesper Buhl.

- Når jeg kigger ind i Hannes øjne, kigger jeg ind i nogle øjne, som ikke kigger tilbage på mig. Jeg ved ikke, hvad de kigger på. Hvis jeg spørger om noget, kigger hun tit et helt andet sted hen og svarer, og jeg er sikker på, at hun tror, jeg eller en anden står dér.

Og så er der alle bekymringerne, hver gang Hanne vandrer hvileløst rundt eller pludselig er væk. Forsvundet midt om natten, fordi man faldt i søvn på sofaen. Eller hvor gode naboer i Allested og Vejle samler hende op og kører hende hjem. Eller når politiet har fundet hende gående på landevejen i bare fødder på Møn klokken 3 om natten, da Jesper troede, hun var hos sin gamle veninde.

- Man skal hjælpe med alt og vogte over hende. Man bliver syg og umenneskeligt træt af alle de ting, man skal. Man skubber sin grænse for tålmodighed og forståelse enormt, siger Jesper Buhl.

Han er begyndt at sige "man" i stedet for "jeg". Måske fordi han ved, at det ikke kun gælder ham men alle, der er svær demens inde på livet. Han er ikke alene om at have ønsket sin kone hen, hvor peberet gror:

- Jeg kunne kigge på hende og tænke: Kan du ikke bare gå. Gider du ikke bare gå? Og så finder vi dig om en uge. Man er helt derude, fordi man bare ikke kan mere. Den afmagt, man føler, ødelægger én. Jeg har klaret det længere, end jeg kunne, siger Jesper Buhl.

Det største røvhul

Hans døtre var bekymrede for deres far, og endelig fik han sat processen i gang og fik skaffet de nødvendige papirer og brochurer over plejehjem. Og lagde det i skuffen.

- Hanne skulle skrive under på det, og jeg kunne ikke få mig selv til at lægge et stykke papir foran hende om, at hun skal på plejehjem og bede hende skrive under på noget, hun måske ikke vidste hvad var. Jeg ville føle mig som Jordens største røvhul, der simpelthen snød min kone.

Hver gang en af døtrene spurgte, om han havde fået det gjort, havde han en eller anden undskyldning. Men dagen kom:

- Pludselig en morgen var Hanne helt klar i hovedet. Dagen før havde ellers været kaotosk. Rent kaos. Nu skal det være, tænkte jeg.

Jesper hentede papirerne frem, satte sig ned sammen med sin kone og morgenkaffen og lod det ene svære ord afløse det næste:

- Hanne, jeg kan ikke det her mere, sagde jeg. Jeg kan simpelthen ikke. Du er nødt til at være et sted, hvor nogen kan passe på dig. Hun er helt klar, og vi sidder og snakker om det liv, vi har haft. Hvor sjovt, det har været. Dybest set tager vi en lille smule afsked med hinanden der. Jeg peger på linjen, og hun skriver under med sin efterhånden ubehjælpsomme håndskrift.

Jesper Buhls store operastemme knækker, mens han fortæller. Og de underskrevne papirer ryger i skuffen igen, for en underskrift gør det ikke lettere for ham at sende sin kone på plejehjem. I alt har de papirer ligget i venteposition i et halvt år, men efter et par opråb fra døtrene får de sammen taget de sidste praktiske skridt og får valgt et plejehjem.

Vejen til Lykkevalg

I mandags begyndte demensugen på TV2, og det var også den dag, Jesper Buhl kørte en tur til Korinth med sin kone. Det giver ingen mening at snakke om, hvor turen går hen. De skal bare ud og køre en tur. At Hanne skal bo på Lykkevalg, har hun for længst glemt alligevel.

På plejehjemmet venter den lille lejlighed, som Jesper og den yngste datter har indrettet med en karrygul lænestol magen til den hjemme i Allested. Og med lamper, billeder og møbler, hun kender. Og dufte. Hendes egen dyne.

- Hanne opdager det med det samme. Jeg siger til hende, at hun jo skal på ophold her, og at hun har mødt de mennesker, der skal tage sig af hende, da de besøgte os i torsdags. Men Hanne er ulykkelig og virkelig vred på mig, siger Jesper Buhl.

Hanne tror, han vil forlade hende.

- Hanne, jeg forlader dig ikke, siger jeg til hende. Vi skal bare ikke leve sammen mere. Vi er stadig mand og kone, jeg kommer stadig ned og besøger dig, og vi skal stadig ud at køre ture. Hun bliver lidt mere rolig. Jesper mangler noget forlængerledning, og han tager Hanne med til Faaborg.

- Vi kører gennem Diernæs og Holstenhuus-skovene, og Hanne siger, at det er hendes farmor, der ejer dem. Hun må være en gammel dame i dag, siger hun. Jeg siger, at det godt nok er nogle fine skove. Da vi står i Jem & Fix, spørger hun, hvor jeg egentlig bor henne. Hun har ingen erindring om, hvem jeg er. Og da vi kommer tilbage til Lykkevalg, snakker hun om, hvor fint og flot det er, og hvor fine møblerne er. De samme som hun dissede et par timer tidligere.

Jesper og Hanne spiser gule ærter sammen i hendes lejlighed, og de får romfromage til dessert.

Derefter sætter de sig ind i sofaen og drikker et glas vin, mens de hører "Winterreise". Schuberts cyklus, hvor sanger og klaver snor sig rundt omkring i hinanden i 71 minutter.

- Da den er ovre, siger jeg, at jeg skal af sted. Jeg vil helst ikke sige hjem. Hvorfor, spørger hun. Da jeg siger Allested, er det som om hun genkender det. Hvorfor skal jeg ikke med, spørger hun. Du har jo en lejlighed her, siger jeg, og så forsvinder jeg.

Proforma enkemand

Og nu er der kun Jesper tilbage i de 430 kvadratmeter under tag i det gamle mejeri i Allested. Lige her, hvor vi sidder og drikker kaffe, kørte hestevogne igennem engang, fortæller han.

Jesper Buhl er afklaret og lettet. Nu kan han få overskud til at være i Hannes verden indimellem.

- Vi må acceptere, at hun kan være sur på os og ked af det, men det ændrer ikke på noget: Hanne kommer til at leve på et plejehjem indtil den dag, hun ikke er mere. De barske realiteter er, at jeg er blevet proforma enkemand.

Jesper Buhl har ikke dårlig samvittighed over at have kørt sin kone på Lykkevalg.

- Hvis jeg ikke havde gjort det, ville jeg om maks to år ligge på køkkengulvet med et hjertetilfælde og med en kone, som ikke ville være i stand til at ringe efter en ambulance. Og så ville jeg efterlade to børn og et barnebarn.

Kun én ting fortryder han:

- Vi nåede ikke at få talt om det. Vi nåede ikke at kigge hinanden i øjnene og sige: Vi har Alzheimers i vores familie, fremtidsscenariet er dystert. Hvad gør vi ved det? Det kunne vi have gjort, mens vi stadig troede, vi havde 10 år sammen.

- Når der var "Jeg er stadig Alice" eller noget andet om demens i fjernsynet, sørgede jeg for, at Hanne ikke så det. Jeg har været en kujon, men jeg kunne jo mærke, at Hanne ikke ville snakke om det. Hun ville ikke være syg. Så måske kun halvt kujon, siger han.

Jesper Buhl glæder sig til - med fuld styrke - at vende tilbage til livet, vennerne, musikken, børnene, barnebarnet og alt det andet.

Han glæder sig ikke til at sove alene.

- Hanne og jeg har aldrig haft brug for kingsize-senge. Vores dobbeltseng er 140 bred, og vi faldt i søvn slynget ind i hinanden. Sådan har det altid været, siger Jesper Buhl.

Han er sønderknust over, at de ikke skal blive gamle sammen, men han siger også:

Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt, og den forstår også, når det er kærlighedens gerning at give slip.

Efterskrift

Avisen Danmark talte med Jesper Buhl igen fredag formiddag. Han havde endnu ikke besøgt Hanne, siden han afleverede hende, men han ville gøre det netop denne dag. Og så sagde han:

- Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ville gøre det hele igen, selv om jeg på forhånd havde vidst, hvordan det skulle ende med Hanne.

Jespers kone har demens: - Vores liv ville være komisk hvis det ikke var så forbandet tragisk.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Alzheimers
Alzheimers er en sygdom, der resulterer i svigtende hjernefunktion og demens.Alzheimers er en fremadskridende sygdom, der ender med døden.

Alzheimers er den hyppigste årsag til demens.

Sygdommen er opkaldt efter den tyske psykiater Alois Alzheimer, der beskrev symptomerne allerede i 1906.

I Danmark er der cirka 55.000 mennesker, der har Alzheimers sygdom.
Annonce