Fra menneske til aske: Kom med ind bag murene på Aarhus Krematorium

Krematør Bjarne Toft skraber ud i ovnen på Aarhus Krematorium. Foto: Mette Mathilde Skeel-Gjørling

Fra menneske til aske: Kom med ind bag murene på Aarhus Krematorium

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

2 ovne, 5 krematører og 2500 ligbrændinger om året. Der er travlhed bag murene på Aarhus Krematorium, og vi fik lov til at følge krematør Bjarne Toft i hælene. Kom med ind bag murene, hvor 90 procent af alle aarhusianere ender deres dage. I ovnen.

- Tager I guldtænderne fra de døde, og er det rigtigt, at ligene rejser sig op under forbrændingen?

Krematør Bjarne Toft smiler med en let hovedrysten, mens han fortæller om nogle menneskers fordomme og forestillinger om krematører og kremering. Han kan godt forstå, at folk er nysgerrige. Derfor er åbenhed og afmystificering omkring jobbet også noget, der ligger hans hjerte nært. Han understreger, at de selvfølgelig ikke tager guldtænder fra de døde, og at ligene aldrig rejser sig op under forbrændingen.

- Rigtig mange har fordomme og tror, at vi står i en kælder om natten og brænder mennesker af, når ingen kan se det. Men faktisk kremerer vi om dagen i lyse og venlige lokaler, og i bund og grund er det her bare en helt almindelig 3F-arbejdsplads, siger Bjarne, som har været ansat ved Aarhus Kommune i 32 år og på krematoriet på Vestre Kirkegård i 2,5 år.

Sjæl i flammer

I en rolig oase blandt gyngende trætoppe, stedsegrønne buske og velplejede grusstier ligger krematoriet som en integreret del af det lille kapel på Vestre Kirkegård. Siden 1969 har krematoriet taget sig af samtlige ligbrændinger for Aarhus og omegn, og faktisk får de kister helt fra Djursland og op mod Randers. Flammerne i de to ovne er på hårdt arbejde, da loven kræver, at alle døde som udgangspunkt skal være enten kremeret eller begravet senest 14 dage efter dødsdatoen. Specielt i efteråret og i influenzasæsonen kan ovnene være på overarbejde.

Bjarne går rutefart mellem både ovne og kapel, for på hans visitkort står der både krematør og kapelbetjent. Jobbet som krematør skulle han ikke overveje længe, men kapelbetjenttjansen krævede lidt tid. Her tager han imod blomster og pårørende, og i kapellet kommer der aldrig glade mennesker. Alligevel besluttede Bjarne sig for hele pakken - både bisættelse og sjæl i flammer. Og faktisk tænker han ikke meget over, at han kremerer døde mennesker.

- For mig er det bare nogle hvide kasser, jeg brænder af. Jeg har ikke noget forhold til dem, og jeg tænker ikke over, hvad det er for en person, der ligger under kistelåget. Jeg har dog selv brændt en af mine gode venner af hernede, og det var selvfølgelig en anderledes situation, fordi jeg havde et klart billede af ham i kisten. Men ligesom alle andre fik han den allerbedste behandling på den sidste rejse, så jeg havde det rigtig fint med det, fortæller Bjarne.

Ingen brænder ens

Så er det tid til kontrol i krematoriet. Kølerummene er i samme rum som ovnene, og kisterne står på rad og række i det kolde. Der er flest hvide. En enkelt træfarvet. Og nogle kister står lidt længere end 14 dage, og kommer så på frost i stedet for køl. På grund af lugten. Det kan være døde, hvor de pårørende er ude at rejse eller er syge. Der er altid to krematører om kontrollen. Den ene læser navnet op fra klistermærket på kisten, og den anden læser den dødes personnummer op.

- De her kontroller er vigtige, og vi gør det, så der ikke sker fejl. Det går jo ikke, at vi kommer til at brænde en kiste, som står klar til bisættelse i kappellet med familien og først skal brændes senere. Det må simpelthen ikke ske, påpeger Bjarne.

Når oplysningerne stemmer overens, får kisten en lille platte af brændt ler med et nummer, som følger den døde helt fra brænding og ned i urnen. For det sker af og til, at folk gerne vil have gravet urnen op fra en fællesgrav og have et gravsted i stedet for.

Så kan de altid finde den igen. Og så er det tid til, at endnu en hvid kasse skal i ovnen. En computerskærm er tilkoblet ovnen, og herfra kan Bjarne åbne og lukke ovnen, holde øje med forbrændingen og temperaturen i ovnen. Og det bliver varmt derinde. Faktisk mellem 700-1200 grader.

Men varmen kan først mærkes i det kølige krematorium, da døren til ovnen ryger op. Varmen er intens. Ligesom lyden af ilden, som buldrer lystigt, mens kisten på metalslisken kører ind mod ovnen. Den bliver hurtigt omsluttet af de glohede sten i ovnen.

- Kisten er det første, der brænder. Så er der kun resterne af menneskekroppen tilbage, og det er det, der tager tid. Ingen mennesker brænder dog ens, men det handler ofte om højde og drøjde. Altså jo mere fedt der er på kroppen, jo længere tid tager det. Kremering af overvægtige mennesker tager op til tre timer, mens almindeligt byggede tager omkring to, forklarer Bjarne og tilføjer:

- Hos os kan vi brænde kister på op til 250 kilo. Så er de tungere end det, må de et andet sted hen eller jordbegraves.

Som groft mel

I den anden ovn er der godt gang i brændingsprocessen. Bjarne slår den lille luge til side i den høje ovn, og ilden genspejler sig i hans briller. I ovnen er kisten væk, men man kan ane et glødende kranie og resterne af et skelet. Det tager lidt tid endnu. Bjarne tager et 4,5 meter langt skrabejern ned fra væggen og forklarer:

- Når forbrændingen er færdig, skraber vi aske og glødende knoglerester ud ad ovnen. Det ryger så ned i et efterbrænderkammer, hvor resterne bliver udglødet, og herefter stiller vi det til afsvaling. Det skal knuses i en askebereder bagefter, så konsistensen bliver som groft mel, for der kan være knogler, som ikke kan komme med i urnen. Fra vi sætter kisten ind i ovnen til den er pakket på urne, går der omkring 4,5 timer.

I et rum bag askeberederen står de færdigpakkede urner på hylder. Bark-urner. Ler-urner. Urner med børnetegninger. Store urner. Og enkelte små. De står klar til at blive afhentet af de pårørende, og den del af jobbet tager Bjarne sig kun af, når han er i kapelbetjentuniformen. Ligesom i kapellet er det oftest mennesker i sorg. Når de kommer for at hente en urne, tager de typisk direkte videre til det sted, hvor den skal sættes ned. Og så ringer det pludselig på urneklokken, og Bjarnes kollega går med rolige skridt afsted, mens Bjarne fremviser en stor beholder med implantater. Hofteimplantater. Rygimplantater. Knæimplantater. Det brænder ikke i ovnen og bliver heller ikke sendt igennem askeberederen.

- To gange om året kommer der en lastbil fra Holland, som samler implantater op fra krematorier i hele Europa. Og så genanvender de det i flyindustrien, oplyser Bjarne.

Overskudsvarme og krematør med overskud

Overskudsvarmen fra kremeringerne bliver brugt som fjernvarme i de aarhusianske hjem. Det betyder ikke, at varmen kommer fra døde fru Hansen, men derimod fra kisterne og den fyringsolie, som opvarmer ovnene til de høje temperaturer. Det gavner miljøet og er ifølge Bjarne endnu en god ting ved kremering og arbejdet som krematør. Faktisk har han meget svært ved at sætte en finger på noget dårligt omkring det lettere fordomsbefængte job. Bortset fra én ting.

- Det værste er at få de små kister, og det er heldigvis ikke hverdagskost. Hvis det er de helt små med dødfødte børn, så gør det ikke så ondt i hjertet, men jeg har for nylig brændt en kiste af med et mindreårigt barn. Her kunne jeg se billeder af hans søskende på kisten, og der var skrevet: Fuck kræft! Og her betyder det noget og sætter tanker i gang, for jeg har selv en dreng på 12 år, fortæller Bjarne.

Alligevel er han glad for, at han hjalp drengen godt afsted, for kremering er ifølge Bjarne noget, der foregår på en sømmelig måde. Med ære og respekt for kisterne. For der skal ikke være forskel på, om de døde ligger på sygehuset eller på krematoriet. Bjarne har selv besluttet efter et par år i jobbet, at han også skal kremeres, når den tid kommer.

- Vi er stolte over vores krematorium og den måde, vi arbejder på. Og der er mange, der ikke ved det, men pårørende må gerne komme og se kisten brænde. Vi har oplevet flere børn, der har spurgt til bisættelsen, hvad der så sker med oldefar? Og det vil vi gerne vise, smiler Bjarne og går ud foran det solbeskinnede krematorium for at holde pause. Røgen fra den høje krematorieskorsten holder ingen pauser. Og en bedemand i rustvogn kommer kørende med endnu en kiste. Det bliver en lang dag bag murene.

Artiklen er sponseret af Bedemand H.J. Madsen, som sætter fokus på vigtigheden af at tale om døden.

Om sponsoreret indhold på vores nyhedssites

Sponsorerede artikler laves i et samarbejde mellem Jysk Fynske Mediers kommercielle native-afdeling og en annoncør.

Ved artikler markeret med "Sponsoreret indhold", har annoncøren betalt for artiklen og har indflydelse på det emne, artiklen beskæftiger sig med, mens Jysk Fynske Mediers journalister på native-redaktionen står for bl.a. idéudvikling, vinkling, billedvalg og tekst.

Sponsorerede artikler bringes side om side med almindeligt redaktionelt indhold, og skal leve op til de samme kvalitetsstandarder samt til den værdi, stil og tone, læserne kender fra Jysk Fynske Mediers øvrige indhold. Den ansvarlige native-redaktør har til enhver tid fuld redigeringsret over det native-indhold, der publiceres hos Jysk Fynske Medier.

Fra menneske til aske: Kom med ind bag murene på Aarhus Krematorium

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.