Sådan taler du om døden med børn

Psykolog Heidi Agerkvist giver gode råd til at tale om døden med børn. Foto: Jette Schrum

Sådan taler du om døden med børn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvor går man hen, når man dør, bliver farfar ædt af regnorme nede i jorden, og hvorfor kører bedemanden væk med oldemors kiste? Det sætter mange tanker i gang hos børn at opleve død i familien, så hvordan taler du bedst om døden med dit barn? Få svar her.

- Lad være med at sige, at nogen er sovet ind eller gået bort. For så kan man blive bange for at sove, og hvad betyder gået bort? At farfar er gået i REMA 1000, men kommer tilbage? Sig det i stedet i børnehøjde og ligeud af landevejen!

Sådan siger psykolog Heidi Agerkvist, som har speciale i blandt andet børnefamiliehverdag og forældreskab og til daglig hjælper familier med at skabe bedre balance og mere ro i den gængse leverpostejshverdag. Balance og ro er også en vigtig ingrediens, når døden banker på inden for familien, men mange forældre er ikke komfortable med at tale om døden med deres børn. Emnet er ifølge Heidi Agerkvist stadig tabubelagt, selvom døden er det eneste, vi kan være sikre på her i livet.

- Når vores børn spørger os om døden, så kan vi ikke undgå at blive ramt af vores bevidsthed om vores egen dødelighed. Man kan ikke tale om døden uden at blive konfronteret med, at man også selv lander der engang. Og når så ens lille barn spørger, om mor og far også skal dø, så kan det pludselig blive et meget følsomt område, og derfor prøver mange at snige sig udenom - lidt ligesom at lave strudsen. Når vi ikke snakker om det, så er det der nok ikke, fortæller Heidi, fra Aarhus.

Mere end sandkasse, is og løbecykler

Strudsestrategien er ifølge psykologen forkert. I stedet skal man gribe fat i emnet og tale om det, når det bliver relevant i barnets liv. Og det kan være meget forskelligt, hvornår behovet opstår. Måske vil barnet på et tidspunkt undre sig over, hvorfor det ikke har en mormor, når Sofie ovre fra børnehaven har en. Nogle vil opleve, at mormor dør, mens andre måske hører om døden i radioen eller på tv. En ting er sikker. Spørgsmål om døden dukker op omkring 5-6 års alderen.

- Omkring den alder begynder man at blive bevidst om sig selv, og refleksionsniveauet stiger en smule. Og det er her, man typisk bliver opmærksom på, at verden er mere end bare sandkasse, is og løbecykler. Der er faktisk også noget, der ikke er så rart, og hvad er nu det for noget? forklarer Heidi.

Når man skal svare på de mange spørgsmål, der dukker op, så er der to vigtige pointer, ifølge psykologen. Den første pointe er, at samtalerne skal foregå på børneniveau. Det er med andre ord vigtigt at give information efter, hvad barnet har refleksion til, og hvilken detaljegrad barnet har brug for. Og så skal man kun svare på det, som barnet spørger om. Man kan som voksen nemt komme til at rode sig ud i alt for lange forklaringer, og det kan et barn ikke finde rundt i. Den næste pointe er, ifølge Heidi, at det er forbudt at lyve.

- Man må ikke lyve om noget, der er så vigtigt, selvom man tror, man forskåner barnet. Hvis du nu for eksempel fortæller dit barn, at forældre først kan dø, når de bliver meget gamle, og der så går to år, og barnet kommer i skole og går i klasse med en, som har mistet sin far. Så har man skudt sig selv og sin generelle troværdighed rimelig meget i foden. Så vær ærlig og svar på det, barnet spørger om, opfordrer Heidi.

Ligeud ad landevejen

Korte, konkrete svar er opskriften på at tale om døden med børn. Man siger det ligeud ad landevejen, men der er forskel på, om der er tale om død på grund af alderdom eller sygdom. Ved alderdom kan man fortælle, at kroppen er træt og færdig med at leve, mens man ved sygdom skal være opmærksom på, at svarene ikke giver angst og uro. Her skal man igen huske at skelne mellem børne- og voksenniveau.

- Ved sygdom er det vigtigt at fortælle, at der er nogle sygdomme, man kan dø af, og dem får børn meget sjældent, men man kan godt få dem, når man er halvgammel. Så kan man fortælle, at lægerne gør alt, hvad de kan, men det betyder i nogle tilfælde, at man kan dø af det, fortæller Heidi og fortsætter:

- Ofte vil barnet komme med en masse spørgsmål, og så skal man have tålmodighed og tænke, at man ikke behøver at give al information på én gang. For på et tidspunkt vil barnet afbryde og sige: Ok, jeg går lige ud på trampolinen. Og det betyder: Jeg skal lige have en pause. Så giver man en pause, og så kan det være, at barnet kommer to dage senere og spørger om nye ting.

Psykologen pointerer dog, at man ikke behøver at have svar på alt. Det er tilladt at sige, at det ved jeg faktisk ikke, og den situation oplevede hun selv, da hendes egen far døde for fem år siden. For hvorfor putter vi eksempelvis vores døde mennesker i jorden? Det spørgsmål har Heidi ikke et entydigt svar på det, men det er heller ikke vigtigt. Det vigtigste er at være sammen med barnet i sorgen.

Døden er mindre dramatisk, end vi tror

Ved spørgsmål omkring om børn skal se den afdøde, og om de skal med til begravelse, er svaret ifølge Heidi nemt. Ja. Hvis de selv har lyst til det.

- Jo mere udramatisk vi kan gøre døden, jo bedre. For så kan vi få lov til at have ren sorg i stedet for drama, angst og fobier omkring det. Med mindre den døde har været med i et motorcykeluheld, så er det altid en god idé, for døden er mindre dramatisk end de fleste af os går og tror, fortæller Heidi.

Derfor mener hun også, at børn skal med til begravelse uanset alder, da der er noget vigtigt i at få lov til at sige farvel og runde noget af. Så er der ikke en vigtig person i familien, der bare forsvinder, mens lille Laura er i børnehave. Den eneste undtagelse er, ifølge psykologen, hvis forældrene selv er så ødelagte af sorg, at de ikke kan tage vare på barnet i det.

Efter begravelsen kan der igen dukke mange spørgsmål op, og specielt små børn kan være ekstremt spørgelystne og meget konkrete. For bliver farfar for eksempel ædt op af regnorme nede i jorden? Og hvordan svarer man lige på det?

- Hvis de spørger, så er det fordi, de har en formodning om, at det er det, der sker, og de søger et svar for at få ro. Så fortæl ærligt, at det er det, der sker over tid, og så er der kun knoglerne tilbage til sidst. Selvom det kan føles som et dramatisk emne, så er der noget trygt i, at der er nogen, de kan snakke med. Forældre som ikke bliver bange, slutter Heidi.

Artiklen er sponseret af Bedemand H.J. Madsen, som sætter fokus på vigtigheden af at tale om døden.

Fire gode råd til at tale om døden med børn
  • Tal om det ligeud ad landevejen og så udramatisk, som du kan.
  • Svar på det, dit barn spørger om og ikke mere.
  • Giv forklaringer, der skaber ro - uden at lyve.
  • Hvis du får lyst til at sige for meget, så overvej, om du skal snakke med en voksen om, hvordan døden påvirker dig.


Find flere gode råd på heidiagerkvist.dk.

Om sponsoreret indhold på vores nyhedssites

Sponsorerede artikler laves i et samarbejde mellem Jysk Fynske Mediers kommercielle native-afdeling og en annoncør.

Ved artikler markeret med "Sponsoreret indhold", har annoncøren betalt for artiklen og har indflydelse på det emne, artiklen beskæftiger sig med, mens Jysk Fynske Mediers journalister på native-redaktionen står for bl.a. idéudvikling, vinkling, billedvalg og tekst.

Sponsorerede artikler bringes side om side med almindeligt redaktionelt indhold, og skal leve op til de samme kvalitetsstandarder samt til den værdi, stil og tone, læserne kender fra Jysk Fynske Mediers øvrige indhold. Den ansvarlige native-redaktør har til enhver tid fuld redigeringsret over det native-indhold, der publiceres hos Jysk Fynske Medier.

Sådan taler du om døden med børn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce