Man kan få et godt liv, men ikke glemme: Mediha fortæller sin families dramatiske historie

Mediha Omerovic mistede sin far under de etniske udrensninger i byen Visegrad i Bosnien. Hendes figtherånd og positive livssyn har båret hende igennem den svære tid. Foto: Mads Dalegaard

Man kan få et godt liv, men ikke glemme: Mediha fortæller sin families dramatiske historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mediha Omerovic Smajlovic slap ud af Bosnien dagen før, hendes far blev dræbt i den etniske udrensning under krigen i Bosnien-Hercegovina. Nu, 25 år efter, har hun skrevet en bog om de tragiske begivenheder, der førte til et nyt liv i Videbæk i Vestjylland.

Det har ikke været let for forfatteren Mediha Omerovic Smajlovic at få skrevet ordene til sin historie ned.

- Jeg har ofte været gennemblødt af sved, mens jeg skrev. Det er en svær proces, hvor man kommer igennem hele følelsesregistret, siger hun.

For at beskytte sig selv - og læserne - beskriver hun ikke drabene og uhyrlighederne under krigen i Bosnien-Hercegovina direkte i sin bog.

- Jeg fortæller om drabene på den måde, at de er sket. Religiøse skel, etnicitet og udskamning af hele befolkningsgrupper har fået lov til at fylde alt for meget, synes jeg. Derfor fylder de ting ikke i min bog. Det er fristende at sige, at det var serbernes skyld. Men i en krig kan du ikke dømme folk, for alle er på en måde tvunget til det. Men det tager tid ikke at generalisere. Man kan svært tilgive og glemme. Pointen er bare, at hvis vi begynder at hade serberne, så har vi på en måde tabt. Problemet er så omvendt, at mange af dem, der bevisligt har begået krigsforbrydelser, aldrig er blevet straffet. Men de negative tanker skal ikke kunne vinde over mig. Man skal vinde på sin livsglæde og bruge livet positivt, siger Mediha Omerovic Smajlovic.

Jeg kunne ikke give min far et kram, for så vidste jeg, at jeg ikke kunne komme væk. Jeg kan stadig mærke hans hånd på min skulder, når jeg tænker på det, men jeg ved ikke, om han bebrejder mig for det, eller om han trøster mig.
Mediha Omerovic Smajlovic, forfatter, Videbæk
Mediha Omerovic Smajlovic
Mediha Omerovic Smajlovic er 51 år.Hun er gift med Sejfudin Omerovic Smajlovic.

Parret har tre børn: Mirza på 23 år, der studerer global business i Aarhus. Amela på 21 år, der studerer erhvervsøkonomi i Odense. Edina på 12 år, der går i 6. klasse på Videbæk Skole.

Mediha og Sejfudin mødte hinanden under flugten til Danmark i 1993. Efter et kort ophold i Sandholmlejren blev de sendt til et flygtningecenter i Troldhede, hvor de var tre år. Derefter flyttede parret til Videbæk.

Mediha manglede kun den afsluttende eksamen som kemiingeniør, da krigen i Bosnien-Hercegovina brød ud, og hun blev tvunget til at flygte fra den etniske udrensning, der fandt sted. Allerede i Troldhede fik hun arbejde i laboratoriet på Danmark Protein, og hun er stadig ansat på laboratoriet hos Arinco. Sejfudin har siden 1996 været ansat hos Arla i Troldhede.

Mediha har skrevet bogen "Fra Visegrad til Videbæk".
Mediha Omerovic Smajlovic med sin bog
Mediha Omerovic Smajlovic med sin bog "Fra Visegrad til Videbæk". Den røde farve på forsiden, som hun selv har designet, symboliserer krigens død og ødelæggelse, mens den blå farve symboliserer håb og en tryg fremtid i frihed. Foto: Mads Dalegaard

Medihas far blev dræbt

Mediha voksede op i Visegrad, der ligger i Bosnien, meget tæt på den serbiske grænse. Hendes familie havde et hus i byen og et andet i de nærliggende meget naturskønne og maleriske bjerge.

- Det er siden gået op for mig, at vi i modsætning til mange andre mennesker i Østblokken levede en beskyttet tilværelse i Visegrad. Min opvækst kan på mange måder sammenlignes med den lykkelige opvækst i trygge rammer, som mange børn i Videbæk eller omegn på samme alder som mig har haft, siger Mediha Omerovic Smajlovic.

Idyllen fik en brat ende, da krigen og den etniske udrensning tog fart i april 1992. Lige efter belejringen af Sarajevo indtog serbiske styrker de muslimske byer Zvornik, Visegrad og Foca.

- Jeg var så heldig, at en kusine, der havde to børn, fik forbindelse til en serbisk soldat, der ville hjælpe hende, børnene og mig ud. Jeg ved ikke, om han tilbød det af humanitære grunde, for penge eller en kombination af de to ting. Men jeg var den eneste, der kunne komme ud, og det skulle gå hurtigt. Jeg kunne ikke give min far et kram, for jeg vidste, at så ville jeg ikke kunne komme væk. Jeg kan stadig mærke hans hånd på min skulder, når jeg tænker på det, men jeg ved ikke, om han bebrejder mig for det, eller om han trøster mig, siger Mediha Omerovic Smajlovic.

- Dagen efter vi kom af sted, blev min far hentet og kørt af sted i en bus sammen med mange andre mennesker fra byen. På vejen til Sarajevo stoppede bussen. Alle blev gennet ud, skudt og smidt i en dyb grotte. Samme dag, som min far blev dræbt, samlede en flok krigsforbrydere 70 mennesker i et hus, sømmede vinduerne til og satte ild til huset.

- I Visegrad, der var på størrelse med Videbæk, døde der i løbet af krigen omkring 3.000 mænd, 500 kvinder og 200 børn, og mange kvinder blev voldtaget. Krigsforbrydelserne er ubeskrivelige. Rent psykisk har jeg klaret det fint efterfølgende, men jeg har da undret mig over, at vi som flygtninge generelt ikke fik mere hjælp på den front. Mange danskerne ved ikke, hvad det betyder at være flygtning. Dem, vi tager imod i Danmark, skal vi behandle på en måde, så de kan komme videre. Var jeg kommet i dag, havde jeg ikke klaret det så godt, som jeg har, siger Mediha Omerovic Smajlovic.

Ville efterlade barn

Under flugten, der i første omgang gik til en flygtningelejr i Makedonien, blev kusinerne hele tiden forfulgt af soldater.

- De ville ikke have overlevende vidner, så vi måtte hele tiden gemme os. På et tidspunkt var min kusine så træt og udmattet, at hun overvejede at efterlade et af sine to børn. Jeg er opvokset med en historie fra anden verdenskrig, hvor min bedstemor under flugt måtte efterlade ét af sine seks børn, så det kunne jeg ikke bære. Jeg tog skoene af pigen, og så fortsatte hun på strømpebukser, og heldigvis nåede vi i sikkerhed i Makedonien.

- I dag er min kusine død, og pigerne lever i Tyskland. Vi er stadig i kontakt med dem. De har det efter omstændighederne godt og har nu selv begge stiftet familie, siger Mediha Omerovic Smajlovic.

Hun endte selv i Danmark efter endnu en strabadserende tur op gennem Europa.

- Jeg var kommet væk fra min kusine i Makedonien, og jeg havde ingen papirer. Ungarn ville ikke have os, Bulgarien, Rumænien, Ukraine, Tjekkiet, Slovakiet og Polen og Tyskland heller ikke. I Ukraine blev alle vores ting stjålet. På det tidspunkt var det kun Danmark, der tog imod flygtninge fra Bosnien. Vi kendte nærmest intet til Danmark, men vi måtte væk fra Makedonien. Vi blev indkvarteret i Sandholmlejren i nogle uger. Det husker jeg intet om, jeg var alt for træt og bange. Men lige pludselig kom vi sammen med 150 andre bosniske flygtninge til Troldhede. Vi var bange, og indbyggerne i Troldhede var bange, for vi dukkede op midt om natten, fortæller hun.

Mødtes i bussen til Danmark

Ud over trygheden og sikkerheden i Danmark kom der én god ting ud af flugten hertil.

- Jeg mødte Sejfudin i bussen til Danmark. Han er fra Srebrenica, men var flygtet fra Pristina, fortæller Mediha Omerovic Smajlovic.

De næste tre år var parret i Troldhede, hvor hun også fødte sit første barn.

Det, der den dag i dag kendetegner Mediha og Sejfudin, er, at hvis man er viljestærk, så skal man nok finde en udvej og en vej i livet.

- Som flygtning måtte jeg ikke arbejde, men jeg har altid holdt mig i sving. Jeg var hurtig til at hjælpe til i køkkenet på asylcentret. Jeg meldte mig også til at passe børn og skabte en bosnisk klasse på skolen i Troldhede, hvor jeg underviste. Senere fik vi en klasse på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, hvor jeg underviste i kemi.

- Da jeg fik lov til at komme på virksomheden Danmark Protein i 1994, forlod jeg sprogundervisningen og lærte i stedet dansk på laboratoriet. I skolen i Bosnien havde vi lært russisk, så jeg måtte først lære mig selv engelsk bare for at kunne kommunikere med andre, siger Mediha Omerovic Smajlovic.

- Jeg tror, at folk i Videbæk har respekt for os, fordi vi selv gør en indsats. Vi har aldrig været i tvivl om, at vi skulle være en del af det danske samfund. Hele byen kender os, fordi der ikke er så mange flygtninge, og fordi jeg har været meget aktiv som fodboldspiller, tilføjer Sejfudin Smajlovic.

Tilbage i Visegrad i 2017

- Vi kom først tilbage til mit fødehjem i Bosnien i 2017. Før kunne jeg ikke. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ville reagere. I dag bor der stort set kun serbere i Visegrad, men byen er nærmest forladt og nedlagt. Jeg forventede, at jeg ville være helt vildt ked af det. Men der skete noget mærkeligt. Jeg fik den der følelse af, at jeg var kommet hjem. Jeg tog ud til huset på landet, der var det sted, jeg havde følt mig mest knyttet til. Der var kun to meter husmur tilbage - resten var væk. Men det gik op for mig, at jeg havde været forskånet og været passet på. Jeg har virkelig levet og haft en lykkelig barndom og ungdom. Det var her, jeg besluttede, at jeg ville skrive en bog og fortælle om det, der er sket, siger Mediha.

- Bosnien trænger i den grad til opmærksomhed. Der er stor korruption og 40 procents arbejdsløshed. De 10 procent, der er rige, styrer det hele. Og lige nu bliver Bosnien tømt for mennesker. Bare sidste år var der 80.000 unge mennesker, der forlod landet. Om få år er der hverken læger eller skolelærere tilbage, men kun nedslidte skoler og hospitaler. Det ville være fantastisk at kunne tage et tv-hold med til Visegrad og vise dem, hvad der sker. Måske var der nogle danske eller internationale organisationer, der kunne finde på at hjælpe med genopbygningen, siger Mediha.

- Vi kommer ikke selv til at vende tilbage til Bosnien, dertil er krigen for tæt på, og vi er blevet for glade for Danmark, hvor vores børn jo også vokser op. Men vi har beholdt min fars jord. Vi kan ikke opgive hans jord, og måske vil kommende generationer kunne skabe noget i Visegrad eller Bosnien. Det håber jeg, siger hun.

Mor og bror overlevede

- I seks måneder viste vi ikke, om min bror var levende eller død, men han var heldigvis sluppet væk gennem skoven, og han bor i dag i Sarajevo. Det var ham, der var med til at identificere liget af min far, da massegraven blev fundet nogle år efter krigen. Jeg er glad for, at han har forskånet mig for at se de billeder, siger Mediha Omerovic Smajlovic.

- Min mor døde af naturlige årsager i 2004, blot 64 år gammel. Drabet på min far og krigen havde taget hårdt på hende. Da jeg så hende første gang efter krigen i 1997, var hun allerede gammel og svag. Hun kunne ikke leve med det, der var sket, og hun savnede min far, siger hun.

Bogen er til børnene

- Det var hårdt for mig, at jeg ikke kunne dele oplevelsen med at få børn med min mor og far. Og bogen er også skrevet til mine børn. De vil altid spørge sig selv om, hvem de er. Det er en af grundene til, at jeg har skrevet bogen, så de selv kan læse om, hvor deres slægt kommer fra, og hvorfor de blev født i Danmark og ikke i Bosnien, siger Mediha Omerovic Smajlovic.

Hun har skrevet bogen på bosnisk og ikke på dansk, fordi det ville være umuligt for hende at få sine sande følelser til at fremstå ægte på dansk.

- Jeg håber, at der på et tidspunkt kommer nogen, der vil oversætte den til dansk, siger hun med et smil.

Man kan få et godt liv, men ikke glemme: Mediha fortæller sin families dramatiske historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce