Havedyrkning skaber fællesskab i Gellerup

Toveshøjhaven ligger i læ af Hasle Bakker, hvor der er mange motionister. Drømmen er at kunne lave en slags café en gang for dem i tilknytning til haven.


Havedyrkning skaber fællesskab i Gellerup

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I Gellerups frodige fælleshaver vokser følelsen af lokalt ejerskab, samtidig med at at der bliver rokket ved fordommene om det udsatte boligkvarter.

Toveshøjhaven putter sig bag noget af en tornerosehæk.

Toveshøjhaven er en af tre Verdenshaver, som bliver passet af både ansatte og frivillige i Gellerup. Foto: Jens Thaysen
Toveshøjhaven er en af tre Verdenshaver, som bliver passet af både ansatte og frivillige i Gellerup. Foto: Jens Thaysen
Foto: Jens Thaysen/Jens Thaysen, vÖrhus Stiftsti

Det barske brombærkrat er kravlet højt op ad stakittet, som blev sat i tidernes morgen omkring nogle forsømte havelodder på kommunal jord.

Sommerserie: Power i Provinsen
Medierne er fulde af historier om, at landet er ved at knække over, men masser af øst-, midt- og vestjyder modbeviser det dagligt.
Henover sommeren kan du læse, hvordan folk sikrer den gode udvikling i både landsbyer og storbyer med små og store projekter, som alle kan inspirere i kraft af deres originalitet.
Dagens gode idé:
Vær sammen om det grønne.
Ved at mødes om havedyrkning er det lykkedes at skabe sammenhold og fællesskab i et ellers udfordret boligområde som Gellerup, hvor der er store indbyrdes forskelligheder.
Elin Kyhl Svendsen, som er daglig leder, binder uldtotter på frugttræerne sammen med Jan Iversen, som har flexjob i Verdenshaverne.
Elin Kyhl Svendsen, som er daglig leder, binder uldtotter på frugttræerne sammen med Jan Iversen, som har flexjob i Verdenshaverne.
Foto: Jens Thaysen/Jens Thaysen, vÖrhus Stiftsti

I dag bliver jorden passet af foreningen Verdenhavernes Venner, som laver fælleshaver og spreder grønne glæder for - og sammen med - beboerne i de grå blokke i Gellerupparken og Toveshøj.

Kroppen sagde stop, og Ana Halager troede ikke hun kunne være gartner længere. I dag arbejder hun, så meget hun kan, i Verdenshaverne.
Kroppen sagde stop, og Ana Halager troede ikke hun kunne være gartner længere. I dag arbejder hun, så meget hun kan, i Verdenshaverne.
Foto: Jens Thaysen/Jens Thaysen, vÖrhus Stiftsti

Der er ikke noget skilt endnu, der markerer indgangen.

Men når først man finder den og træder ind i det grønne rum for foden af Hasle Bakker, sker der noget.

Vejrtrækningen havner dybt i maven, der falder ro over kroppen, og sanserne tager på langfart. Blikket fanger blå akelejer, dybrøde studenternelliker og orangegule påfugleblomster. Næsen mærker et strejf af rose og noget mere. Kan det være, øh ... får?

Ja, den er god nok.

Haver kan noget særligt

»Det er et gammelt gennemprøvet haveråd,« fortæller Elin Kyhl Svendsen, som er ved at binde snore i nogle totter fåreuld, som skal hænges op på havens nyplantede frugttræer.

Toveshøjhaven fryder ikke kun områdets beboere og tilfældigt forbipasserende.

Råvildtet fra den nærliggende True Skov aflægger også jævnligt besøg og er især glad for at feje gevir på de endnu spæde stammer, og det går jo ikke. Vajende uldtotter holder dem væk. Og harerne med.

»Måske tror de, der er et andet dyr på grund af lugten? Det virker i hvert fald,« siger Elin Kyhl Svendsen, som er daglig leder Verdenshaverne.

Bag det smukke ord gemmer sig tre forskellige haver, som alle befinder sig i boligområdet i det vestlige Aarhus, som mange ellers mest forbinder med uro, kriminalitet og integrationsproblemer.

De er der, fordi haver kan noget særligt. De er gode mødesteder, hvor naboer kan samles og fællesskaber opstå. De er smukke at se på og spreder glæde.

Når de fungerer rigtigt godt, kan de være med til at ændre på den generelle opfattelse af et område. De kan vække stolthed og styrke beboernes ejerskabsfølelse. Og så lukker de frodigheden ind i områder, som ellers består af den ene golde blok efter den anden.

Fik et løft med ledige

Toveshøjhaven, som var den første af Verdenshaverne, blev i sin tid etableret som sansehave for stressramte, og skal måske fungere lidt sådan igen. De andre kom til siden. Alle er indtil for nylig primært blevet passet af frivillige, men sidste år blev Elin Kyhl Svendsen ansat som daglig leder. Det blev muligt, da foreningen blev en del af den boligsociale indsats under helhedsplanen og dermed fik del i de midler, der følger med frem til 2017.

Takket være den nye status som både forening og socialøkonomisk virksomhed er Verdenshaverne nu også et sted, hvor ledige kan komme i aktivering eller måske få et flexjob, hvis det er blevet for hårdt at passe et almindeligt job. Det har givet et tiltrængt løft.

»Da haverne var helt afhængige af frivillige var det svært at få det til at hænge sammen. Nu kan vi nå meget mere til gavn og glæde for alle,« siger Elin Kyhl Svendsen, der selv var en af de frivillige før og inden da i mange år arbejdede som leder af Den Økologiske Have i Odder.

En pause i hverdagen

Der er faste havedage tirsdag, onsdag og torsdag, hvor alle, som har lyst, kan komme og få jord under neglene.

Det svinger, hvor mange, der kommer for at tage fat. Der kan være dage, hvor den mangfoldighed, Gellerup ellers byder på, er svær at få øje på i fælleshaverne. Det nytter ikke at begræde det. Det er også i orden bare at komme for at kigge. Eller måske bruge haven som til en lille pause i hverdagen.

Som manden, der lige svinger ind og hopper af cyklen, mens han siger:

»Jeg så lige, her var nogen«.

Han er på vej på arbejde, så hverken cykelhjelm eller rygsæk bliver spændt af. Han skulle bare lige se, hvordan det gik bag den høje hæk.

Hans slags er der en del af, fortæller Elin Kyhl Svendsen.

Nogle har ligefrem den stille bænk i Toveshøjhaven som et fast dagligt stop, hvor de lige puster ud eller tanker op. Måske får de sig en kop kaffe. Eller en øl. De bruger haven, og de passer på den.

Ikke en prydhave

Udover at skræmme råvildtet væk går dagens arbejde i Toveshøjhaven denne tirsdag ud på at luge ukrudt væk mellem blomster og spiselige urter i de mange bede, der er lavet i pallerammer på græsplænen.

Græsset mellem bedene skal slås. På resten af området får det lov til at vokse sig højt bortset fra nogle få klippede stier. Det svøber sig så smukt om det blomstrende ukrudt, som får lov at blive stående, så længe det ikke er i vejen.

Nogle gange gemmer det på noget bedre.

»Se, hvad jeg har fundet,« lyder det begejstret fra Ana Halager, som er i arbejdsprøvning.

Hun troede, hun var færdig med at være gartner, efter at kroppen sagde stop, men er nu oppe på otte timer om ugen i Verdenshaverne.

En rose er dukket frem af det høje græs. Den bliver nænsomt luget fri og reddet.

I flere år var hun ansat til at passe forfatteren og haveeksperten Claus Dalbys have, så hun ved, hvad hun har med at gøre. Hver en blomst kan hun sætte navn på. Og hun nyder livet i det grønne.

Service for bærplukkere

Man behøver ikke være gartner for at gøre gavn i Verdenshaverne.

»Kom med,« lokker Elin Kyhl Svendsen og følger en slået græssti ind bag et buskads. Nogle steder må man næsten bukke sig, for at undgå svirpende grene. Toveshøjhaven er bestemt ikke en prydhave. Mange villaejere ville formentlig betakke sig, hvis den lå i deres baghave. Men den er en oplevelse.

For enden af stien står Jan Iversen og arbejder hårdt med at gøre den videre færd mulig langs det store brombærkrat. Det bruger han 15 timer om ugen på.

»Sidst på sommeren kommer der mange for at plukke bær, men det er ikke ret fremkommeligt lige nu. Det er meningen, man skal kunne tage en lidt eventyrlig runde i haven på stien og fortsætte langs hegnet, så det bliver nemmere at plukke bærrene,« fortæller Elin Kyhl Svendsen.

En oase i hverdagen

Verdenshaverne består af i alt tre meget forskellige haver.

Udover Toveshøjhaven, som er sanselig og vild på den gode måde, er der også en, som fremstår noget mere trimmet. Den består af en række mobile højbede ved beboerhuset Yggdrasil og er tænkt som en grøn oase for folk, som er på vej ud for at købe ind eller hente børn eller på vej hjem igen.

Selv om bedene står et ret befærdet sted, får de lov at stå i fred. De voksne kan lide at have noget pænt at se på og følger med i, hvordan planterne vokser. Og børnene elsker at stikke næsen i pizzaplanten, som de kalder oreganoen i krydderurtebedet.

Det hører nemlig med til Verdenshavernes opgave at passe krydderurterne til køkkenet i beboerhuset.

Den sidste verdenhave, som bliver kaldt Gelleruphaven, befinder sig i svinget af Gudrunsvej. Den ligger som en grøn kile i området og bliver brugt meget af områdets børn og Ramallahspejderne.

Hærværk er ukendt

Verdenshavernes Venner gør et stort arbejde for at udbrede interessen for det, der gror. Foreningen har for eksempel plantet altankasser til med en blanding af blomster og spiseligt grønt og solgt dem til beboerne til fordel for foreningen.

De blev revet væk.

Forrige efterår satte havefolket hundredvis af krokusløg i en plæne. De breder sig, og til efteråret skal der sættes endnu flere. Forbilledet er Rådhusparken i Aarhus, hvor det blåhvide tæppe imponerer og bliver fotograferet af forbipasserende hvert forår.

Udover at sprede glæde, stolthed og identitetsfølelse er haverne et sted, hvor man kan smutte hen og møde andre mennesker. Liv i haverne giver tryghed for børn og voksne, mener Elin Kyhl Svendsen.

»Hærværk? Nej, det har vi ikke oplevet. Ikke noget, der har kunnet holde os tilbage i hvert fald,« siger hun.

En gang imellem hænder det, at nogle børn har plukket blomster og måske er gået lidt for voldsomt til værks, så rødderne er fulgt med.

»Men det kan man vel ikke kalde hærværk? Det er bare nysgerrighed. Sådan vælger vi i hvert fald at se på det. Vi sætter bare blomsterne i jorden igen«.

Havedyrkning skaber fællesskab i Gellerup

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce