Han kæmpede mod ilden i Sveriges skove: - Jeg ville ønske, jeg havde været der en uge mere

Rasmus Hillebrenner Nygaard deltog sammen med 60 andre danske brandfolk i slukningsarbejdet i de svenske skove. Foto: Mathias Fredslund Hansen

Han kæmpede mod ilden i Sveriges skove: - Jeg ville ønske, jeg havde været der en uge mere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kæmpemæssige skovbrande hærgede i Sverige denne sommer, og det endte med at blive så stort et problem, at der måtte tilkaldes assistance fra nabolandene. En af dem der frivilligt tog den lange tur til Ljusdal for at hjælpe til, er Rasmus Hillebrenner Nygaard.

Efter en bustur på omtrent 14 timer er Rasmus Hillebrenner Nygaard og resten af holdet endelig fremme i den lille by Färila i Sverige, sent torsdag aften. Alle er trætte efter den lange tur fra Hedehusene, men ivrige efter at komme i gang.

Morgenen efter er det endelig blevet tid. Klokken 7.45 kører de mod det enorme skovområde i Ljusdal, hvor det brænder. Holdet har en forventning om, at det skal slukke de store og vilde flammer. De har gearet hinanden op, så de er klar.

- Jeg var ekstremt spændt. Ingen af os vidste, hvad det var, vi ville komme ud til, fortæller Rasmus.

Men da han og resten af holdet kommer frem, er der ikke så meget som en lille flamme at se.

- Det var virkelig en underlig følelse, husker Rasmus.

Men før skuffelsen har nået at bundfælde sig, og frustrationerne for alvor når at blusse op, vender vinden og dermed også den ild, de ikke kunne se før.

- Så fik vi pludselig meget travlt med at gøre vores arbejde. Tingene skiftede så hurtigt, at det generelt var umuligt at regne ud, hvad der ville ske. Det var vi slet ikke forberedt på den første dag.

Rasmus Hillebrenner Nygaard deltog sammen med 60 andre danske brandfolk i slukningsarbejdet i de svenske skove. Foto: Mathias Fredslund Hansen
Rasmus Hillebrenner Nygaard deltog sammen med 60 andre danske brandfolk i slukningsarbejdet i de svenske skove. Foto: Mathias Fredslund Hansen

Som intet andet

Rasmus er 24 år og arbejder til dagligt som tømrer i Hobro. Som teenager var han medlem af et juniorbrandkorps, så det var helt naturligt, da han som 18-årig blev frivillig brandmand.

- Det er guld værd. Det er både glæden ved at kunne hjælpe andre mennesker, men også det kammeratskab, der følger med. Det er som at have en anden familie, for man bliver nødt til at stole så meget på dem, man arbejder sammen med, forklarer Rasmus.

Det kan måske lyde lidt mærkeligt, men han beskriver arbejdet som frivillig brandmand som et frirum, hvor han kan slappe af. Når han kæmper mod flammerne, kobler han helt fra.

Efter seks år som frivillig brandmand, med omkring 10-15 indsatser årligt, har Rasmus efterhånden prøvet lidt af hvert. Turen til Sverige og de seks arbejdsdage, han bidrager med, ligner dog intet, han nogensinde har prøvet før.

Foto: Mathias Fredslund Hansen
Foto: Mathias Fredslund Hansen

Arbejde og søvn

Tirsdag aften 23. juli ringer Rasmus' telefon, og han får meldingen om, at han skal afsted. Rasmus havde heldigvis sommerferie på det tidspunkt og havde allerede ryddet kalenderen for aftaler, fordi han vidste, at det kunne ske.

- Der var ikke så meget at tænke over. Jeg var mentalt klar, så da beskeden endelig kom, var det bare at få pakket sagerne, og komme afsted.

Sammen med en anden frivillig fra Djursland, kører han onsdag aften til Hedehusene og overnatter med alle de andre danske brandmænd, der skal til Sverige og hjælpe til.

- Da jeg vågnede torsdag morgen, var der nærmest ikke et øje, jeg kendte i forvejen. Det var meget specielt, men vi var der alle af samme årsag, og med samme formål, så det var ikke noget problem, siger han.

De seks dage, Rasmus er i Sverige, arbejder han cirka 10-12 timer om dagen i stegende hede. De første dage er der 33 grader varmt i området, og strålevarmen fra flammerne gør det bestemt ikke bedre. Når dagens strabadser er overstået, er det direkte tilbage til indkvarteringen for at få lidt mad og et bad, og så på hovedet i seng.

- Men man vænner sig ret hurtigt til det, trods alt. Allerede efter et par dage begyndte tiden at flyde sammen for mig. Om vi blev afløst klokken 20 eller klokken 22, det vidste vi ikke. Men vi vidste, at det ville ske, så det handlede bare om at arbejde, til der kom nogen og tog over, fortæller han.

Styrke i forskellighed

Arbejdet består primært i at begrænse ilden, så den ikke spreder sig, og holde øje med, at det, der allerede er blevet slukket, ikke blusser op igen. Derudover fælder og flytter Rasmus og resten af holdet også en del træer, så hovedvejene er farbare for slukningskøretøjer.

En dag opstår der problemer med at pumpe vand, fordi de danske og svenske slanger ikke passer sammen. Arbejdsgruppen sætter sig ned og finder på kort tid en løsning, så de med få midler kan sætte de danske koblinger på de svenske pumper og omvendt.

- Hvis vi ikke havde været syv så forskellige mennesker, med så forskellige baggrunde, så havde vi nok aldrig fundet den løsning. Samarbejdet var helt fantastisk, selv om ingen af os kendte hinanden, forklarer Rasmus.

Det er tydeligt at høre på entusiasmen i hans stemme, at det har været en stor oplevelse. Alligevel tøver han lidt.

- Det er svært at sætte ord på alle de gode oplevelser, der fulgte med. Selvom jeg lige havde været der i en uge, og det var hårdt, så havde jeg lyst til at tage af sted igen lige med det samme. Da jeg kom hjem, tænkte jeg bare: "Hvorfor bad du ikke om at blive en uge længere?"

På den ene uge har jeg fået skabt nogle relationer, som jeg aldrig ville kunne skabe herhjemme. Vi var jo meget tætte på hinanden, i en hel uge, og knoklede sammen.
Rasmus Hillebrenner Nygaard, frivillig brandmand.

Tilbage i vante rammer

Rasmus vender tilbage til Randers onsdag, ugen efter han var kørt mod Hedehusene. Han sover hele dagen, bogstaveligt talt. Om torsdagen vågner han tidligt om morgenen med et sæt. Han må i tøjet, finde sit udstyr, og være klar til klokken 7.45. Men det skal han ikke.

- Det var forfærdeligt. Jeg var meget rastløs og tænkte hele tiden på, hvor min gruppe var, og hvorfor jeg ikke lavede noget. Min hjerne var stadig i Sverige og slukke skovbrande, husker han.

Fredag morgen klokken 7.32 får Beredskab og Sikkerhed i Randers meldingen om, at Assentoft Kro står i flammer. 14 mand kaldes ud til opgaven, heriblandt Rasmus.

- Det havde jeg faktisk behov for, kunne jeg godt mærke.

Ved branden møder han en af de andre brandfolk, som han var i Sverige med.

- Selvom vi lige havde gået klods op og ned ad hinanden i en uge, var det vildt fedt at se hinanden igen. Det er et helt specielt bånd, vi har skabt på den tur, fortæller Rasmus.

Han har stadig kontakt med nogle stykker af dem, han var på hold med i Sverige. Mindst en gang om ugen skriver de sammen, og hører hinanden, hvordan det går.

- På den ene uge har jeg fået skabt nogle relationer, som jeg aldrig ville kunne skabe herhjemme. Vi var jo meget tætte på hinanden, i en hel uge, og knoklede sammen. Når man er på arbejde herhjemme, kan man bare trække sig tilbage, men det var der slet ikke plads til, forklarer Rasmus.

Fantastisk opbakning

Efter Rasmus er kommet hjem, har han oplevet en stor taknemmelighed fra folk han møder, der har hørt om hans arbejde i Sverige.

- Det er lidt mærkeligt at være en del af, men man bliver selvfølgelig utroligt stolt over at have været med til sådan en indsats. Det er fantastisk at komme hjem og mærke, at folk faktisk sætter pris på det, vi har gjort.

Efterhånden har han fortalt den samme historie, om forkullet skovbund, hvor grønt græs pludselig pibler frem fra den ene dag til den anden, utallige gange. Om turen hjem fra Sverige i et af forsvarets Herkules transportfly. Men nogle ting holder han for sig selv.

- Der er mange ting, som ikke kommer ud. Ikke at der skete noget helt vildt, men der er nogle ting, som vi har gjort og set, som vi ikke fortæller til alle og enhver. Og det er fint, at vi kan have det sammen, synes jeg.

Han kæmpede mod ilden i Sveriges skove: - Jeg ville ønske, jeg havde været der en uge mere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce