Den modvillige Godfather fra Lystrup

»Jeg kunne ikke læse, før jeg kom i syvende klasse. Jeg kunne ikke læse en linje,« siger ingeniør og erhvervsmand Jørn Tækker, der i stedet i ekstrem grad udviklede sin evne til visuel registrering. Den har han benyttet sig af i sit virke indtil i dag, hvor han blandt andet råder over 3000 lejligheder i Berlin. Foto: Axel Schütt


Den modvillige Godfather fra Lystrup

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Erhvervsmanden Jørn Tækker lever af en ekstrem evne til visuel registrering, som blev udviklet, da en ordblind dreng i syv skoleår ikke fattede, hvad der foregik omkring ham i klasselokalet.

Der er noget majestætisk over Toldkammeret på Aarhus Havn, der er arkitekt Hack Kampmanns hovedværk.

De tunge yderdøre varsler i første omgang noget mørkt og lukket på den anden side, men indenfor åbenbarer sig store, lyse rum, hvor der i vidt omfang er taget højde for oprindelige detaljer og farvesætning.
Den vej jeg ikke valgte
<p>Fem markante århusianere har fået Robert Frosts digt The Road Not Taken som oplæg til en samtale om den vej, de valgte i livet, med særlig vægt på digtets sidste vers:</p><p>&nbsp;</p><p>I shall be telling this with a sigh.<br />Somewhere ages and ages hence:<br />Two roads diverged in a wood, and I -<br />I took the one less traveled by,<br />and that has made all the difference.</p><p>&nbsp;</p><p>Det er blevet til fem for­tællinger, som Stiften bringer i en artikelserie hen over nytåret.<br />Det er fortællinger om sideveje, omveje og ubetrådte stier, som førte dem ind på den livsbane, der blev deres, men som ingen af dem fra fødslen var blevet spået.<br />Det er fortællinger om ­livets uforudsigelighed, om uventede muligheder grebet i farten, om afstikkere og vendepunkter, om modgang, der avlede trods, og medgang, der gav vinger, og om den sammenkogte ret af arv og miljø, skæbne og tilfældigheder, der førte dem ind på deres vej.<br />Det er fortællinger om afgørende valg i livet, men i lige så høj grad om afgørende fravalg. Det er dermed også fortællinger om den vej, de ikke valgte.</p><p>&nbsp;</p><p><strong>Læs om:</strong><br /><a href="http://stiften.dk/aarhus/betragtninger-fra-det-fjerde-sted" target="_blank">Thorkild Simonsen</a>, tidligere indenrigsminister og borgmester i Aarhus (bragt i Stiften 27. december)<br /><a href="http://stiften.dk/aarhus/en-politisk-pippi-langstroempe" target="_blank">Fatma Øktem</a>, folketingsmedlem for Venstre<br /><a href="http://stiften.dk/aarhus/den-modvillige-godfather-fra-lystrup" target="_blank">Jørn Tækker</a>, ingeniør og erhvervsmand<br /><a href="http://stiften.dk/kultur/alt-godt-kommer-til-den-der-venter" target="_blank">Richard Ragnvald</a>, ­entertainer<br /><a href="http://stiften.dk/aarhus/at-efterligne-en-mimer" target="_blank">Kjeld Holm</a>, biskop</p><p>&nbsp;</p>

Den gamle toldbygning fra 1898 er nænsomt renoveret efter anvisninger fra Kulturarvsstyrelsen af Tækker Group, der arbejder med ejendoms-, projekt- og ideudvikling.

Tækker Group har selv hovedkvarter i bygningen, og inde i det, der set udefra lige så vel kunne rumme et museum eller et ministerium, er der indrettet et moderne, åbent kontorlandskab.

Her kan alle følge med i, hvem der befinder sig hvor, ingen har skriveborde hævet op på en piedestal, og en afslappet dress code (som på dagen også inkluderer nissehuer med blink i) gør det svært at afgøre, hvem der egentlig bestemmer her.

Her er også enkelte lukkede kontorer, men de er lavet i glas hele vejen rundt.

Måske fordi alle så også hele tiden kan se, hvor firmaets Godfather er henne.

Der er i alle henseender højt til loftet hos Jørn Tækker, direktør og ejer af Tækker Group, som i øvrigt ikke bryder sig om betegnelsen Godfather.

»Jeg er ked af at bruge det ord, for det passer ikke, synes jeg. Men det er rigtigt, at jeg er iværksætteren, jeg er energikilden, og jeg er vitaminpillen i alle virksomhedens organisationer,« siger Jørn Tækker.

»Og det er faktisk et billede, jeg ikke tidligere har kunnet tegne af mig selv. Jeg er vel et ret ydmygt menneske på mange områder, så jeg har ikke de store forestillinger om min egen persons indflydelse. Men det er blevet meget tydeligt for mig over de sidste år, at rigtig meget af virksomheden afhænger af min tilstedeværelse. Og det er også den tilbagemelding, jeg får fra mine medarbejdere.«

Men selv om han taler om en »blodsaftale« i ledergruppen, betegner sin »sindssygt loyale og dygtige« medarbejdergruppe som »familie« og erkender at være familiens ubestridte overhoved, bryder han sig altså ikke om at blive kaldt Godfather.

I øvrigt stammer han heller ikke fra Sicilien. Han stammer fra Lystrup.

Et barn, de ikke kunne nå

Og i 60'ernes Lystrup var der ikke ret meget, der tydede på, at den lille Jørn en dag skulle råde over en af de smukkeste bygninger i Aarhus som sit domicil, hvorfra han kunne sidde og regere over kæmpe byggeprojekter i Danmark og omkring 3000 lejligheder i Berlin.

Faktisk vidste de ikke rigtig, hvad de skulle stille op med den stille dreng, der sad på bagerste række i sin egen lille verden. Men det var der en god grund til.

»Jeg kunne ikke læse, før jeg kom i syvende klasse,« siger Jørn Tækker.

»Jeg kunne ikke læse en linje. Gennem skoleårene i hele min barndom havde jeg den samme klasselærer, Fru Ravn Sørensen, som tog sig pænt af mig, men også opfattede mig som en elev, der aldrig nogensinde ville lære at læse og skrive.«

Midt i syvende klasse fik Jørn en ny klasselærer, som fik drengen »undersøgt«. Og først da fandt man ud af, at Jørn var kraftigt ordblind.

Så fra midt i syvende klasse til tiende klasse blev Jørn tildelt dobbelt dansk- og sprogundervisning, mens alle de bløde fag som håndarbejde, religion og idræt blev taget af programmet.

Det lyder mere målrettet, end man normalt kunne få en dreng i konfirmationsalderen med på.

Men Jørn gad det godt, så hver dag efter skole gik han fire år i træk til privatundervisning i Lystrup, hvor han brugte forskellige systemer for at lære at læse. Og det hjalp.

»Jeg lærte i hvert fald at læse, selv om jeg aldrig er blevet skarp til det. Jeg havde op til syvende klasse kodet det matematiske system, men kunne ikke selv læse opgaverne, så jeg havde folk til at læse opgaverne for mig til prøver. Nu kunne jeg selv.«

En ulykkelig sammenhæng

I tiende klasse skulle Jørn lige så stille til at finde ud af, hvad han ville med sit liv. Og mange af kammeraterne skulle videre i gymnasiet.

»Jeg fik at vide, at det ville være en meget stor ulykkelig sammenhæng, hvis jeg gik i gymnasiet, for det ville jeg aldrig kunne bestå. Men når man giver mig en besked om, at det kan du ikke, så lægger jeg alt i det. Og det er faktisk stadigvæk en vigtig parameter i alle mine beslutninger i dag.«

Jørn Tækker mener ikke, at han af den grund besidder et særligt trodselement.

»Det var mere ønsket om at kunne efter at have siddet alle de år i et klasselokale og ikke ane, hvad der foregik. Jeg kan ikke huske en eneste undervisningssituation, hvor jeg har fået noget som helst ud af noget. Jeg sad og lukkede mig inde.«

Mens Jørn ikke anede, hvad der foregik omkring ham, anede lærerne heller ikke, hvad der foregik inde i Jørns egen lukkede verden, mens han bare sad og kiggede sig omkring. Men det var netop det, der foregik. Han kiggede.

»Jeg kan se nu, at jeg i de år i stedet er blevet ualmindelig god til visuel registrering. Jeg har i dag 3000 lejligheder i Berlin og har vel været i halvdelen. Og jeg kan huske hver og en af dem. Jeg kan huske farven på væggene, gulvet i gangen, om der er stuk i det ene og ikke i det andet værelse. Jeg har en visuel registrering, der er meget, meget veludviklet.«

»Så man har nogle sanser, man dyrker hårdere, når der er andre sanser, man ikke er i besiddelse af. Så da det går op for lærerstaben i syvende klasse, at jeg ikke kan noget som helst, og nogen tager det på sig at lære mig at komme videre, da begynder det at gå op for mig, at jeg i de syv år har lært nogle andre ting.«

Det endte med, at Jørn fik en »spiselig« realeksamen, godt med 3- og 5-taller, men også 13 i matematik, og han valgte gymnasiet, lavede lektier i døgndrift og fik sin studentereksamen.

»Så jeg har tidligt været vant til, at det er det lange, seje træk, der dur. Jeg har siddet hver eneste dag gennem hele min barndom sammen med min far og lavet lektier. At det så i lang tid ikke rigtig bed på mig, var der mange årsager til.«

En årsag var altså, at Jørn sad i sin egen verden og registrerede alt visuelt. Og den verden lever han stadigvæk i.

»I dag arbejder jeg meget mere visuelt, end jeg arbejder tekstmæssigt og litterært. Så alle mine projekter er visuelle projekter, hvor man kan opleve, at der er stoppet sjæl i. Så hele min barndom, hvor det var svært for mig at modtage indlæring, tror jeg har gjort, at jeg meget tidligt har bygget en ide op om, at jeg selv skulle bestemme, hvad jeg gerne ville. Men jeg havde ikke en forestilling om, at jeg ville være selvstændig. Det kan jeg ikke huske. Men jeg havde min egen verden at være i. Og den har jeg også i dag.«

Truckfører, tømrer, ingeniør

Ude af gymnasiet arbejdede Jørn Tækker herefter tre år på havnen som truckfører.

»Det var jeg meget begejstret for, selv om mine forældre syntes det var sindssygt, når jeg havde brugt så mange år på at dygtiggøre mig.«

Efter nogle år på havnen besluttede han sig for at blive tømrer som sin far.

Det blev starten på hans nuværende livsbane. Han betegner sig selv som en rigtig dygtig tømrer, der også stadig tænker som en sådan i sit nuværende arbejde.

Den unge, rastløse Jørn ville dog også ud at se verden og brugte nogle år på at rejse i både Afrika, USA og Australien, hvor han rejste rundt som tømrersvend i 14 måneder.

Hjemme igen besluttede han sig for at blive ingeniør, også som sin far.

Men hvorfor blive ingeniør, når man i forvejen var en dygtig tømrer og endda holdt meget af arbejdet?

»Jeg tror, det hænger sammen med, at proces interesserer mig mere end resultat. Det er på vej hen til noget, der er interessant. Det er den ubetrådte sti, for at referere til digtet,« siger Jørn Tækker med henvisning til Robert Frosts The road not taken.

»Lige så snart, jeg når målet, så er der et nyt, der ligger lige i forlængelse af det. Det er ikke noget jeg planlægger, det er noget, der opstår.«

Trangen til hele tiden at bevæge sig videre bragte Jørn Tækker gennem forskellige ingeniørjobs, som alle sammen endte med at kede ham.

Han havde dog undervejs funderet en del over al den bøvl, der var forbundet med licitationer, bud og underbud.

Så da han besluttede sig for at blive selvstændig, var det med en plan.

»Jeg tænkte, at hvis jeg kan lave et koncept, hvor jeg selv er kunden, skal jeg ikke ligge og blive prispresset ude i markedet,« siger Jørn Tækker, der havde fået kig på Mejlgade 47, som kommunen havde til sag.

Han bød 1,3 millioner, som han havde lånt på sit blege ansigt. Det næsthøjeste bud lød på en rund million.

»Jeg havde budt 300.000 for meget, og jeg var lige ved at dø. Men så var jeg i gang og byggede om på den byejendom og opdagede, at det her er sgu da egentlig meget nemmere: Nu sætter jeg i stand, jeg får penge for mit ingeniørarbejde, kan selv bestemme omfanget, og jeg har en gæld, der bliver forrentet af andre end mig selv, for jeg har lejet den ud. Det tror jeg da, bliver fremtiden det her. Og da jeg i løbet af det første års tid havde købt fem ejendomme, viste det sig, at det faktisk ikke var særlig svært.«

En plads i hamsterhjulet

Jørn Tækker købte sin første ejendom i 1996, og tre år efter havde han bygget en ejendomsportefølje op i Aarhus og København på omkring to milliarder kroner.

I 2006, hvor ejendomspriserne i København stadig steg voldsomt, vurderede Jørn Tækker, at det var tid til at rykke videre. Han solgte næsten hele molevitten for et trecifret millionbeløb, som han brugte til at købe 135 ejendomme i Berlin over de næste to år.

Men hvordan vidste han, at det var tid til at rykke?

»Hele vejen i mit forløb har jeg forsøgt at være foran med, hvor næste hul er i det her hamsterhjul. Hvornår stopper hjulet med at rulle? Jeg havde selvfølgelig ikke forudset finanskrisen, men jeg havde set, at hvis jeg blev ved med at være i en ejendom, der steg 1000 kroner om måneden per kvadratmeter, måtte det gå galt. Ingen ved sine fulde fem kan synes, det er en god idé.«

Finanskrisen havde han trods alt ikke forudset, og den var da også hård ved Tækker Group, som i 2009 gik i betalingsstandsning i 10 ud af 100 selskaber.

I dag er Tækker Group nu så godt som på den anden side af den krise. Men det er altså også først efter fem lange år.

Har han slet ikke været fristet af at smide det hele igen, og finde trygheden i et fast, lønnet job?

»Sådan er jeg simpelthen ikke støbt. Jeg tager det lange seje træk i alle sammenhænge. Jeg kan ikke mindes, jeg har taget den lette vej på nogen løsninger. Den lette vej interesserer mig simpelthen ikke.«

»Vi kunne også tjene mange penge på at sælge vores ejendomme i Berlin nu, men det er ikke pengene, der interesserer mig. Det er processen med at strømline strukturen og forretningsprocessen, der interesserer mig.«

Man gør vold på børnene

For en mand, som i de første mange år af sit liv var helt tabt i det danske skolesystem, er han da vist blevet meget god til at regne den ud på sin egen måde.

I dag er der de programmer til børn med indlæringsvanskeligheder, som Jørn Tækker savnede som lille. Man kunne næsten frygte, at vi så vil gå glip af de hjerner, der udvikler sig lidt skævt, som hans egen gjorde.

»Altså...det kan ikke passe, at der skal gå syv år, før jeg lærer at læse. Det må være min første konklusion. Men det får mig også til at tænke rigtig meget på den folkeskolereform, man arbejder med i øjeblikket, hvor man skal lære at læse i første klasse, allersenest i anden klasse, og har tests i en lang uendelighed. Jeg synes, det er at gøre vold på børnene, og det giver ingen mening at vurdere folk fagligt ud fra det.«

»Det er som om, at folkeskolen er bygget op omkring, at hvis man ikke lærer at læse hurtigt, så bliver man et nul og får ingen uddannelse. Men mange børn har brug for en mere håndværksmæssig indlæring, og så kommer hovedet med bagefter. For selvfølgelig skal de lære at læse og skrive. Det kan jeg jo også i dag.«

Tror du, Fru Ravn Sørensen ville have spået det forløb, du har fået?

»Nej, det tror jeg ikke, hun ville. Hun var rigtig, rigtig sød imod mig men havde ikke de værktøjer, der skulle til. Så det ville hun aldrig have forestillet sig. Og det havde alle de andre folkeskolelærere, jeg har haft, heller ikke forestillet sig. Selvfølgelig ikke.«

Den modvillige Godfather fra Lystrup

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce