Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Jeg vil kæmpe med næb og klør, for at Aarhus aldrig får mere letbane

Helge Bay skriver 7. februar i et læserbrev, at letbanen er på vej til at blive en succes. Jeg spørger: Hvor? Letbanen er en katastrofe og en århushistorie af dimensioner. Og den bliver ikke en mindre katastrofe fremover. I Aarhus afskaffede man sporvognen i 1971. Faktisk havde man allerede nedlagt den første sporvogn, der var i drift fra 1884-1895. Hvorfor vil man ikke lære af sine fejl? Letbanen er et prestigeprojekt, som på ingen måde er designet til den trafik, som Aarhus har, og Aarhus får i fremtiden. Letbanen/sporvognen gav mening for 50 år siden, og før det, da færre havde biler, og færre mennesker boede her. Men Aarhus er en vikingeby. Byen er bygget op om, at gaderne skal være smalle, fordi man ikke havde brug for mere plads, da der var hestevogne til. Letbanen fejler også, ved at den overhovedet ikke fragter det antal passagerer, man havde forventet. Hvorfor? Fordi, som undersøgelserne også sagde, inden man byggede den, så flytter den under én procent af bilister over i kollektiv trafik. Til gengæld har letbanen været en direkte årsag til lukning af utallige busruter i de små byer og forstæder i Aarhus og opland. Derudover glemmer Helge Bay fuldstændig finansieringen. Hvem skal betale? Inden den første centimeter af letbanens etape 2 er lagt, koster det mindst 655 millioner kroner til omlægning af varmerør mm. Det kan man få rigtig mange busser for. Det smarte ved busser er også, at man kan flytte ruten, så den giver mening. Og så er de betydeligt nemmere at sætte i drift. Letbanen fylder alt for meget. Hvorfor skal den køre igennem det mest trafikerede kryds i Aarhus - krydset Nørreport/Kystvejen? Herfra kommer bilister fra færgen, Randersvej, Kystvejen og den nordlige del af Aarhus, samt fra midtbyen. Og så også en letbane? Det er helt tabt. Hvordan Helge Bay kalder en sporvogn for en "ny trafikløsning", er mig også en kæmpe gåde. Som sagt nedlagde vi den i 1971. Og så køber jeg ikke argumentet med, at det er den eneste CO2-neutrale løsning. Så vidt jeg ved, findes der også elektriske busser. Alt det her gør, at letbanen skal droppes. Og så har jeg hverken nævnt problemerne med frosten, eller den evige udskydelse af åbningsdatoen. Letbanen er gammel vin på nye flasker. Vi har prøvet det før og lagde sporvognene ned af en årsag. Forhåbentlig er der kun få mennesker, der ønsker at ødsle pengene væk på et så udueligt projekt.
Læserbrev

Læserbrev: Gadelygter med og uden poesi

"Der er lys i lygten, lille mor!", hedder en kendt sang, men det er ikke alle gadelygter, der bliver digtet og sunget kønne sange om. Tværtimod stod der over et billede på forsiden af avisen 11. februar 2020: "Borgere går til kamp for anden belysning", og under billedet stod der: "Morgenmøde i Høegh-Guldbergs Gade. Gadebelysningen skal udskiftes til LED-lys, der sammenlignet med de gamle lamper, der hænger over vejen, fremtræder kolde og blå i lyset". I avisen bragtes en hel side med et udførligt referat af beboernes morgenmøde med en ingeniør ved Trafik og Veje i Aarhus Kommune, og det blev bragt under en overskrift, som må siges at tale for sig selv: "Koldt og grimt: Ny gadebelysning får beboere op i det røde felt". Og det samme kan siges om det spørgsmål, som referatet sluttede med: "Er der ikke særlige hensyn at tage i sjællandsgadekvarteret?" Men af svaret fra kommunen fremgik det, at beslutningen angående LED-lys var taget, hvilket altså vil sige, at beboerne må affinde sig hermed. Man kan vænne sig til meget, men det vil blive svært at vænne sig til gadebelysning med LED-lys. Måske kunne det hjælpe at synge en sang. "Der er lys i lygten, lille mor!" er en køn sang, og der er ikke LED-lys i lygten...

Mest læste

Seneste nyt

Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Er Stjær i vækst?

Hver dag når jeg kører på arbejde, tager jeg Stjærvej ud af byen og kører forbi Granatvænget, udbygningen af Nymarksvej og alt byggeriet på Filippavænget i Stjærs nordlige udkant. Umiddelbart ligner det, at der er temmelig meget aktivitet og nye huse skyder op. Samtidig kan jeg læse i Skanderborg Kommunes prognoser, at det forventede boligprogram i Stjær fra 2018-2030 er ét parcelhus om året + ét-to rækkehuse. Jeg kan se tallene i rapporten, men når jeg kigger ud på virkeligheden, er det bare et helt andet billede, der viser sig. Det er primært familier, der flytter til Stjær, og flere familier betyder flere børn – især i Skanderborg Kommune, hvor vi har landets højeste fertilitetsgennemsnit for kvinder på 2,4! Og hvorfor er det så vigtigt, om der bliver bygget i Stjær? Det er vigtigt, fordi de prognoser, hvorpå Skanderborg Kommune baserer sine udregninger, befolkningsfremskrivninger og hvor mange børn, der kommer til at være i de forskellige skoler, ikke er korrekte – i hvert fald ikke for Stjær. Hele arbejdet med en ny skolestruktur er altafgørende for kommunen, og det er en svær opgave for politikerne, men det bliver da kun endnu sværere, hvis tallene af ukendte årsager ikke afspejler virkeligheden. De 22 huse, der er nybyggede/ved at blive opført, repræsenterer rent statistisk 52,8 barn - og det er alt andet lige en vækst på 24 procent i forhold til det nuværende elevtal på Stjærskolen. Derudover er flere udstykningsprojekter i Stjær foreslået til kommunen, så lokalt forventer vi, at der bliver plads til endnu flere Stjærborgere - både voksne og børn i fremtiden. Så hvordan kan det være, at Skanderborg Kommunes prognoser forudser, at Stjærs vækst stagnerer? For at forsætte den gode udvikling og den balancerede vækst, vi alle ønsker, er det afgørende for Stjær, at vi kan tilbyde en god skole med 0.-9. klasse. I dag har Stjærskolen ét spor, men der kan på den korte bane etableres to spor i udskolingen og på sigt hele skolen, så Stjærskolen kan være en del af kommunens løsning med at finde plads til flere elever i skolerne. Vi vækster i Stjær, så kære politikere – tag det med i beregningerne. Stjærskolen er en afgørende del af Stjær i Udvikling, så vi kæmper for, at vores skole kan være med til at løfte opgaven i stedet for at sende børnene videre.
Kronik

Øjebæer på højkant i ådalen
Blog

Den glade vandringsmand og de gode fællesskaber

Vi går en del, fruen og jeg. Vi spadserer. Sammen og hver for sig. Man tænker godt, når man går. Indtryk, iagttagelser, ærinder, og hvad en gåtur ellers fører med sig, er gode og sunde forstyrrelser i en hverdag præget af møder, samtaler og stillesiddende skærmarbejde. Vores gåture kan være mange slags, lige fra et hurtigt ærinde henne i Føtex til en tre-fire timer lørdag formiddag i skoven og langs stranden med vandresko og madpakke. Især det sidste har vi dyrket med stigende intensitet det sidste års tid, når en arbejdsuge med væg-til-væg-møder og en del rejseri har skullet fordøjes. Det er vist, hvad man på godt dansk kalder "grounding": ud i vejret, ud på stierne og få noget andet ind i hoved og krop end snak omkring konferencebordet. Nå, men der går vi altså, glade og fro ad de mudrede stier, vi her i byen er så privilegerede at kunne dreje ind på så tæt ved midtbyen. Vi sender en venlig tanke til den lille kaffevogn, der på privat initiativ er opstillet ved dyrehaven, og så går det ellers mod Moesgaard med raske skridt: ud til campingpladsen, op af den lange trappe til Ørnereden ("Stairway to heaven" kalder jeg den), ad den smukkeste skovsti og markvej ud til iskiosken og så langs stranden, over høfder, forbi bådlaugene, tilbage til Dalgas Avenue, hvor en god middagslur venter. Og jeg skulle hilse og sige, at det ikke er en fornøjelse, vi har for os selv. En del af glæden ved gåturen er de mange, vi møder. Hvad der hele tiden minder os om, at vi, heller ikke hvad den her fornøjelse angår, har opfundet snapsen til silden, men at vi tværtimod er trådt ind i et allerede eksisterende fællesskab af andre midaldrende med hang til frisk luft og fritidstøj. Vi hilses på med smil og stor venlighed af alle de andre bedstefædre- og mødre med ransel på ryg og varm kaffe i termokanden. For ti år siden ville jeg have hadet det. Nu føler jeg mig taget imod. Sådan er det jo med de gode fællesskaber. De er der allerede på forhånd. Deres dør er åben, og de fortæller os, at vi her er fælles om noget stort og godt, som vi, uden nødvendigvis at snakke det ihjel, glæder os over. Det kan sagtens være, at vi generelt blevet større individualister, og at vores muligheder er så mange, at det nogle gange kan være angstfremkaldende. Men fællesskaberne, som du træder ind i, kan i den grad opleves som en befrielse. En befrielse fra dårligt humør, fra selvoptagethed, fra hverdagsbekymringer og ensomhed. Man tror det måske ikke, når man sidder for sig selv og muler. Men når den lille bevægelse op fra sofaen, ud af fordøren, ud på gader og stier er taget, så erfarer du igen og igen, at verden kan ændre sig og blive ny i mødet med de andre. Om det så blot er en hilsen eller en lille ordudveksling. Det er såre banalt, men du skal hele tiden lære det og erfare det på ny. Gåturene ved skov og strand, en tur på stadion søndag eftermiddag, løbeklubben, litteraturstudiekredsen, frivillighedsarbejdet, eller, skulle jeg igen hilse og sige, i kirken, i menigheden, ved gudstjenesten og de mange arrangementer i sognegården, alt dét løfter dig ligesom ud af dit eget og ind i en større sammenhæng. For kirkens vedkommende den størst tænkelige overhovedet. Nå, men prøv selv efter. Og måske skulle jeg lige tilføje, at livet med vandring, samtaler og en lille udendørs rugbrødsmad ved frokosttid bestemt ikke kun er for generationerne med knæbind og læsebriller. Tværtimod har jeg iagttaget, at det er blevet lidt af, hvad man med et andet godt dansk ord, kalder en "trend" blandt yngre folk også. Og lad mig så slutte min klumme for denne gang med tilfreds at konstatere, at de mudrede stier i byens næromgivelser endnu ikke er blevet en del af en lokalplan eller et velment kommunalt projekt udsat for events og oplevelser, men at de får lov til at ligge der og passe sig selv og give en masse af os en god dag derude, hvor bølger, måger og træer bare er.

Seneste leder

Annonce
Annonce
Læserbrev

Minimumsnormering. Den rette faglighed skal også være til stede

Læserbrev: Minimumsnormeringer er uhyre vigtig for at vores børn har mulighed for en tryg barndom med tilstrækkelig voksenkontakt. SF arbejdede på Christiansborg benhårdt for at få minimumsnormering med i finansloven - det lykkedes. Der er lagt en plan med indfasning frem til 2025 og de første penge skal ud til kommunerne her i 2020 - det arbejder SF hårdt for at de kommer. SF arbejder for at pengene bliver tildelt på institutionsniveau - så alle børn får glæde af dem. Jeg hilser borgerforslaget fra Forældrebevægelsen meget velkommen - da det er vigtig at bevare fokus og moment på minimumsnormering. Det er kendt viden at gode relationer og trygheden i barndommen er vigtig for alle børn. Mange børn og unge kæmper i disse år med sårbarheder, ensomhed, angst og depressionen - den udvikling skal vi have vendt. Det er vigtigt med en god pædagognormering. Vi i SF går ikke ind for, at det her bliver en øvelse, hvor man nedskriver krav til procentandel pædagoger i vores dagtilbud. I Odder kommune er der i dag økonomi til 65 pct. pædagoger. For nogle år siden gav vi i Odder byråd hinanden håndslag på, at vi vil arbejde for at sætte en procentdel op, så andelen af pædagoger bliver større. Det er en politik vi skal huske. Minimumsnormering er godt, men det er også den rette faglighed, der skal være til stede. Derfor skal vi også have fokus på uddannelse og opkvalificering af de pædagogiske assistenter, medhjælpere og dagplejere. Det fremgår i byrådsdebatten, at de tal vi opererer med er usikre: vikarer og sygemeldte tæller med. Man var enige om at få nogle mere retvisende tal frem. I Aarhus kommune har man på nogle institutioner i en uge set på - for hver time - hvad laver pædagogerne, og hvor mange børn er de sammen med. Jeg vil foreslå, at vi gør det samme. Det giver et øjebliksbillede af hvordan det står til lige nu - det kan måske give et blik i forhold til arbejdsopgaver/ressourceforbrug. SF vil fortsat prioritere minimumsnormering højt.
Læserbrev

Læserbrev: Byrådet må gøre det mere besværligt at være bilist i midtbyen

På mine daglige cykelture rundt i Aarhus midtby ser jeg et uheldigt og omsiggribende fænomen: Bilister, der sidder og leger med deres smartphone, mens motoren lystigt, i adskillige minutter, sprøjter dieselpartikler i hovedet af sagesløse cyklister og fodgængere. Det er mig ufatteligt, at almindelige borgere, håndværkere i mindre og ældre stinkende varevogne, taxichauffører etc. for nogles vedkommende tilsyneladende ikke har den ringeste bevidsthed om, i hvor høj grad de til ingen verdens nytte sprøjter partikler i byen, hvor der i sandhed er mere end nok forurening fra de bilister, der trods alt bevæger sig. Eller er det bare gemen ligegyldighed? Formentlig en blanding af begge dele. Som cyklist plejer jeg at time min vejrtrækning, så jeg undgår at inhalere for tæt på bilerne. Mig bekendt er der i Aarhus Kommune sat en grænse på tre minutter, men enhver kan på en cykeltur gennem byen erfare, at dette langt fra overholdes. Først og fremmest skal der skabes bevidsthed herom hos disse bilister, men det er som bekendt aldrig tilstrækkeligt, hvis der ikke også følges op med handling. Faktisk mener jeg, at kommunen burde få nogle kontrollanter (parkeringsvagter?), som kunne gribe ind overfor denne absurde og meningsløse forurening i vores midtby og udskrive bøder, svarende til parkeringsbøder. Bilisterne betaler i forvejen alt for lidt for at have adgang til at fylde og forurene i midtbyen. Selv bilisterne må jo erkende, at det nuværende pres på de værst ramte gader og veje i midtbyen bare ikke kan fortsætte. Byrådet må handle på flere planer for at gøre det mere besværligt at være bilist i midtbyen, og det gøres jo ikke ved for eksempel at bygge flere parkeringspladser. Vi ved jo godt, hvilken vej udviklingen går, da den eksisterende bilpark jo ganske enkelt ikke bare kan fortsætte med at vokse. Derfor ville det klæde vores byråd at være på forkant med noget, der kan minde om road-pricing, så det koster at køre inden for ringgaden. Så skal der selvfølgelig være flere elbusser, der fra ringgaden kan køre i nogle slynger til diverse centrale steder i midtbyen. Vi trænger derfor til et markant paradigmeskifte i vores forhold til biler, liv i byen og infrastruktur, så det hele ikke ses gennem en bils forrude. Undersøgelser viser også, at folk, der er mest udsat for partikeludledning, har større risiko for at få Alzheimers, da partikler har det med at ophobes i hjernen. Herudover er der bidraget til lungerne og dem, der går i blodbanerne og kan forårsage blodpropper. Hvor behageligt er det lige at indånde disse stygt stinkende køretøjers os? Hvorfor tillader vi det? Kære lokale og beslutningsdygtige politikere: Gør nu Aarhus til European Green Capital, næste gang der skal satses. Og der skal helst handles NU.
Annonce
Blog

Frygtenza

”Åh nej, ikke igen”! Sådan TROR jeg, det har lydt hen over mange skriveborde på Jyllands-Posten ultimo januar. Anledningen turde være kendt. JP-tegner Niels Bo Bojesen havde begået en tegning i avisen, som i eksplosivt tempo havde givet krænkefeber. Vel nok mest i Danmark, men også internationalt og med en smittespredning der gav de prøvede medarbejdere hist ude i Viby dårlige minder tilbage til en, sådan umiddelbart vurderet, lignende historie i 2005. I mellemtiden, og sikkert til tilfredshed for Jyllands-Posten, har selve hovedhistorien om Corona overhalet tegningen med den indædte virus på det kinesiske flag. Fint nok – og ro på! Det samme kan ikke siges om det globale angst-hysteri, som har båret virus – undskyld historien – fra et fiskemarked i Wuhan og så ellers worldwide og på alle kanaler 24/7. Indledende VAR der forsøg på at kølne de feberhede medier, men en så god historie lader sig ikke slå ned med hverken fakta eller kamillete. VAR man ikke bange, uvidende og bange, for den nye virus, så kunne fx DR’s nyheder godt hjælpe på vej. Når TV-avisen zoomede ind på det tennisbane-store studie, blev man skræmt ved synet af Kåre Quist – omgivet af frit-i-luften svævende vira på størrelse med badebolde. Hvis bare én af disse asiatiske micro-terrorister ramte vores studievært i ansigtet, ville han forvandles til en kogt glasnuddel, måtte man forstå af dagens dødstal. ”Og dette tal justeres hele tiden” – kunne samme Quist fortælle os og dermed lægge endnu en febergrad til historien om den hastigt fremrykkende dommedag. Vurderet på Kinas egen reaktion var, og er, situationen skam alvorlig. By efter by blev lukket ned, sådan temmelig bogstaveligt, og billederne af mennesketomme hovedgader i de ellers myremyldrende millionbyer er skræmmende, vist så. En ny mutation af influenza, hvortil (endnu) ikke er udviklet vaccine eller effektiv behandling, er før blevet fejlvurderet. Værst under ’den spanske syge’ i 1918, som man antager kostede mindst 50 millioner livet – worldwide. Også SARS – fugleinfluenza – i vores tid, gav sved på panden og overvejelser omkring måden, hvorpå vi producerer kyllinger.
Læserbrev

Læserbrev: Gymnasiernes kapacitetsbegrænsninger – en gratis omgang for regionen

Jeg har med stor interesse læst læserbrevet lørdag 8. februar fra Anders Kühnau (S) og Jørgen Nørby (V) om ”den nødvendige ansvarlige beslutning”, som regionsrådet tog 29. januar. Lad os starte med at slå fast: Gymnasierne må stå sammen om at løse de udfordringer, der er. De stærke må hjælpe de svage. Det er ingen heldigvis uenige i. Slet ikke jeg. Men jeg hæfter mig ved, og jeg undrer mig over, at beslutningen, om at Marselisborg Gymnasium for andet år i træk skal have nedsat kapaciteten, så det nu bliver byens mindste med syv gymnasiespor og en Team Danmark-linje, medens Viby skal til at være et af landets største med otte gymnasiespor og to HF-spor, er en såkaldt ”nødvendig og ansvarlig beslutning”. Og jeg undrer mig især over det nødvendige og det ansvarlige i beslutningen om, at der skal åbnes en helt ny gymnasieafdeling under Aarhus Tech med tre gymnasiespor på Dollerupvej. Og at eleverne til et meget større Viby og et nyt Dollerup Gymnasium i øvrigt skal tvangsforflyttes helt fra Skanderborg og Favrskov foruden fra Marselisborg, Katedralskolen, Statsgymnasiet, Risskov og Egå. Beslutningen har her på Marselisborg Gymnasium indtil videre medført nedlæggelse af en række lærerstillinger, samtidig med at de tilbageværende ansatte skal betale af på en gæld på 80 millioner for nybyggeri, der blev gennemført i tiltro til, at loven om selveje blev overholdt. For regionsrådet er det en ”gratis omgang”. De får ikke regningen for deres ”nødvendige ansvarlige beslutning”. De stilles ikke til ansvar for det dårlige arbejdsmiljø, de afstedkommer. De er ikke forpligtede til at skaffe de fyrede nyt arbejde. Må jeg minde om, at historien mærkeligt nok er fuld af eksempler på regimer, der blev stemt fra magten, blot fordi de gennemførte ”nødvendige ansvarlige beslutninger”. Men overbevis mig gerne om det nødvendige og det ansvarlige i ovenstående.

Seneste plus

Annonce
Annonce