Annonce
Kronik

Kronik: Forældre, tænk jer meget godt om, før I siger ja til kommunens Chromebooks

Aarhus Kommune har åbnet porten for indsamling af børns psykografiske profiler og adfærdsmønstre. Det gjorde kommunen den dag, hvor byrådspolitikerne vedtog et forslag om at give Chromebooks til folkeskoleelever fra 2. til 10. klasse. Kritikken om, at kommunen gambler med børnenes data, er prellet af både embedsmænd og politikere. I sidste ende er det op til forældrene, om de vil give kommunen lov til at være mellemmand for Google. I forældre bør tænke jer om mindst to gange! Når kommunen beder jer om at underskrive et samtykke, der giver jeres børn lov til at bruge disse Chromebooks, så underskriver I muligvis en tekst, der ligner det, I kender som "betingelser, vilkår og privatlivspolitik". Som alle ved, er det ikke blot en lang tekst på jurasprog – det er en meget lang tekst på et ekstraordinært kedeligt jurasprog. Alle, der præsenterer forbrugeren for den slags juratekst, ved, at forbrugeren springer den over. Både kommunen og Google bør derfor vide, at det er meget sandsynligt, at når kommunen køber 23.000 Chromebooks, så er et samtykke fra forældrene blot formalia, der nok kommer hurtigt og gnidningsfrit igennem. I forældre har vel ikke lyst til at være forælder til det eneste barn i skolen, der ikke må bruge Chromebooks? Bare rolig, det bliver I nok heller ikke. At præsentere jurasprog for forbrugere er ualmindelig dårlig service. Det ved vi, der arbejder med EU's databeskyttelsesforordning, GDPR, til daglig. GDPR er ikke sat i søen for at øge det generelle forvirringsniveau. Persondataloven blev vedtaget, fordi vi i Europa har den generelle holdning, at man ejer sine egne oplysninger - ikke den virksomhed eller organisation, der høster oplysningerne. Når kommunen skal indsamle et samtykke fra jer forældre om, at jeres barn gerne må bruge "G-suite for Education", så er det alt andet lige en god borgerservice, at det står meget klart, hvad dataene bliver brugt til, hvem der indsamler dem, hvor de opbevares, hvem der ejer dem osv. Det er faktisk en menneskeret, at der ikke hersker nogen tvivl om jeres barns data. Når kommunen indsamler samtykkeerklæringerne, bør kommunen holde tungen lige i munden. Det burde være så klokkeklart, hvad der står, at når farmand står i køkkenet med grød i håret kl. 6.15 om morgenen og skal give sit samtykke til, at når nu sønnike på otte år skal til at bruge Youtube i undervisningen, så forstår han, at han siger ja til, at fra den dag tracker Google drengens liv. Så er han helt med på, at Google indsamler detaljerede oplysninger om, at på vej til skole går sønnike ned forbi Brugsen, videre forbi gamle Hanne i nr. 15 og standser ti minutter ved bageren (den snak havde han ellers haft med sin mor). At han befinder sig seks timer på skolen hver dag, men som regel har to sammenhængende hverdage om måneden, hvor han er derhjemme. At han bruger mindst tre timer på Youtube hver dag. Google tracker også alt, hvad han skriver ind i tjenesten, og samler i teorien al den information, som Google ønsker at have om sønnen. Er Google virkelig så slemme? På det punkt er en chef i Aarhus Kommunes Børn og Unge alt andet end bekymret. Ifølge ham har Aarhus Kommune indgået en databehandleraftale, der sikrer børns data, når de bruger de kerneydelser, der er i "G-Suite for Education" på børnenes Chromebooks. Han siger i et indlæg på Altinget.dk 13. september, at Google forpligter sig til at anvende data efter kommunens instruks, og, at kommunen ejer al data indsamlet af Google. G-Suite er delt op i kerneydelser og tillægsydelser. Det er rigtigt, at dataindsamling og anvendelse af data fra kerneydelserne er mere begrænset end i tillægsydelserne, og at det er kommunen, der så at sige ejer dataene. Det kan give et billede af, at dataene gemmes i fysisk form i en skuffe på rådhuset, eller at kommunen kan få dataene udleveret som enhver anden genstand, hvor der kun findes én kopi af genstanden, men det er langt fra virkeligheden. Al data gemmes på Googles servere. Om Google har flere kopier, som ikke bliver slettet efter kommunens instruks, er en tillidssag. Det store spørgsmål i denne sammenhæng er, om den tillid er berettiget efter alle de forudgående sager og bøder til Google. Alene i år er Google blevet idømt bøder på sammenlagt over 9,6 milliarder danske kroner. For bl.a. at formulere "vilkår og betingelser", som forbrugerne skulle give deres samtykke til, for vagt og generelt, for at udnytte huller i skattelovgivningen, og 4. september handlede det om børns data, hvor Google, igennem Youtube, på ulovlig vis har indsamlet og brugt børns data uden samtykke fra forældrene. Otte dage senere godkendte Aarhus Kommune, at børn og unge i Aarhus skal bruge Googles tjenester i undervisningen. Vi lader tvivlen komme Google til gode for nu. Tilbage står spørgsmålet om "G-Suite"'s tillægsydelser. Disse tillægsydelser er f.eks. Youtube, Blogger, Google Classroom, Google Books, Google Groups og Science Journal. Mange af disse tillægsydelser ville være relevante i uddannelsessammenhænge. Men der gælder helt andre vilkår for dem, end der gør for kerneydelserne, og vilkårene for tillægsydelserne giver Google rig mulighed for både at indsamle og anvende al den data, som kommunen mener, den har ejerskab over. Der må være mange spørgsmål, der brænder på hos byrådsmedlemmerne. Vil kommunen forbyde disse værktøjer? Ingen Youtube? Hvordan har kommunen tænkt sig at sikre gennemsigtighed eller overholde princippet om dataminimering? Hvad nu, hvis nogle forældre ikke giver samtykke – hverken for kerne- eller tillægsydelser? Bliver de børn udelukket fra undervisningen, eller skal de kigge de andre elever over skuldrene? Ikke en eneste politiker eller embedsmand rejste nogen spørgsmål om datasikkerhed. Det er bekymrende. For problemet kan ikke adresseres, når dataene er blevet solgt videre og brugt til at kortlægge de århusianske børn og unges psykografi og adfærdmønstre. Da er de til fri brug for at både udvikle og målrette tjenester, der bygger på data om børnenes interesser, aktiviteter, holdninger, værdier, livsstil og måske endda også politisk overbevisning. Det handler snart ikke længere kun om målrettede annoncer. Det er tid til rettidig omhu. Når politikerne og embedsmænd ikke er på deres post, må forældrene træde i karakter.

Læserbrev

Læserbrev: Seniorbofællesskab - vent ikke, til du er gammel

"Det er jeg ikke gammel nok til", svarer de fleste 60-årige, hvis man nævner muligheden af at flytte i seniorbofællesskab. "Nej, men det bliver du", bør svaret lyde - for i virkeligheden er det ikke spor for tidligt, at man begynder at tænke på fremtidens boligform i den alder. I landsorganisationen Danske Seniorer arbejder vi hårdt på at få etableret flere seniorbofællesskaber. En undersøgelse blandt cirka 2.000 medlemmer har vist, at næsten hver anden er interesseret i at flytte i seniorbofællesskab, og andre undersøgelser har vist, at omkring 80.000 seniorer ønsker at flytte i bofællesskab de kommende år. Og det tror da pokker, for erfaringerne med denne boform er virkeligt gode: Man passer på hinanden i bofællesskaberne. Man holder ensomheden og skrøbeligheden på afstand, fordi man på den gode måde holder lidt øje med og hjælper hinanden - og de, der har valgt denne boform, er sikre på, de får et ikke bare bedre, men også længere liv! Danske Seniorer glæder sig til at være med til at bevise det. Heldigvis er interessen stor, når vi taler for at finde penge til alment byggeri og gode jordarealer, også til de grupper af seniorer, som ønsker at etablere sig i ejerboliger - men vi hjælper også gerne med oplysning om emnet. På Danske Seniorers hjemmeside kan man finde masser af nyttige oplysninger og informationer - og her kommer så også et godt råd: Begynd tidligt med at undersøge og overveje, om denne boform kunne være noget for dig/jer. De fleste mennesker i den arbejdsduelige alder har brug for lidt hjælp, for det er svært at planlægge boligformen som senior i en alder af 58-60 år. Selve pensionsopsparingen har de fleste lært at tilrettelægge, men hvordan seniorlivet skal forme sig, har de fleste til gengæld svært ved at komme i gang med. Det er de ikke gamle nok til, mener de. Derfor er der mange, der aldrig får mulighed for at komme med i et bofællesskab, fordi de har ventet for længe med at komme i gang.

Kronik

Kronik: Vi uddanner de unge ind i en blindgyde - og det er et helt unødvendigt samfundsspild

Der findes flere løsninger på sundhedsvæsenets problemer med kvalificeret arbejdskraft end det mantra, vi hører, om 1.000 sygeplejersker. At se entydigt på udvidelsen af en enkelt faggruppe som eneste løsning er et unuanceret skridt. I kronikken, bragt i Århus Stiftstidende 5. oktober, skriver uddannelsesdekan Karen Frederiksen fra professionshøjskolen VIA University College (VIA), ernæringschef Lone Viggers fra Hospitalsenheden Vest samt Morten Albæk Skrydstrup, ledende terapeut i afdelingsledelsen ved Fysio- og Ergoterapi på Aarhus Universitetshospital, at øvrige sundhedsprofessionelle (udover læger og sygeplejersker) også har faglige kompetencer i topklasse. Jeg må erklære mig helt enig og giver kronikørerne ret i, at øvrige sundhedsprofessionelle kan bidrage væsentligt til at løse de problematikker, der er i sundhedsvæsenet i disse år. Og eksemplerne er meget rammende for behovet for nuancer i debatten. Skribenterne nævner dog ikke radiograferne i deres oplistning af sundhedsprofessionelle. Der uddannes radiografer tre steder i Danmark – i Aalborg, Odense og København - og der uddannes radiografer i tre specialeretninger: Billeddiagnostik, som fortrinsvis er røntgen og skanning med CT og MR, nuklearmedicin, som primært arbejdet med PET-CT og PET-MR, og stråleterapi, som primært planlægger og foretager strålebehandling af kræftpatienter. Og det er præcis i stråleterapi, at radiografer kan byde ind som en del af løsningerne på det, man ynder at kalde sygeplejerskemanglen. Radiograferne med speciale i stråleterapi uddannes målrettet til at løse opgaverne på de stråleterapeutiske afdelinger. Og alligevel oplever vi, at det ofte er svært for vores stråleterapiradiografer at få job på disse afdelinger. Og hvorfor så det? Det handler om, at der har været kutyme for at ansætte sygeplejersker. Det stammer helt tilbage fra, før den teknologiske udvikling gik agurk, og før radiografuddannelsen så dagens lys i Danmark for omtrent 50 år siden. Der er mange myter om fagligheder og mangler, der gør sig gældende, men ingen af dem har rod i virkeligheden – længere. Stråleterapiradiograferne har for eksempel præcis den samme uddannelse i farmakologi som sygeplejerskerne, hvilket betyder, at de er præcis lige så godt klædt på til medicinhåndtering. Radiograferne uddannes tillige præcis i den sygepleje/omsorg, der er målrettet kræftpatienterne i behandlingssituationen. Kompetencerne er således i høj grad til stede. Fakta er at der uddannes specialiserede radiografer til stråleterapi, og alligevel fortsætter man med at ansætte sygeplejersker, der skal have et års ekstra uddannelse, hvilket er resursetungt. Og dette alt imens stråleterapi-radiografer går arbejdsløse rundt. Er der tale om en fagkamp, vil den kvikke læser nok tænke? Det kan meget vel være, og det er jo i virkeligheden ikke svært at forholde sig til. Det er jo dybest set ganske menneskeligt og til at forstå, at man "hytter sine egne". Det, jeg til gengæld ikke kan forstå, er, at politikerne vender det blinde øje til. Jeg er med på, at en politiker ikke kan være inde i alle detaljerne i sundhedsvæsenet. Men jeg har brugt år på at fortælle det, jeg skriver her, både i regionerne, i ministerier og i forskellige folketingsudvalg. Men ingen vil røre ved det – beskeden er, at alle tager mine oplysninger med i det videre arbejde. Og så hører vi ikke mere. Det lader til, at beslutningen om, hvem der skal ansættes, skubbes hele vejen ned i systemet og ender hos en person, der langt hen ad vejen gør det, hun plejer. Ansætter en sygeplejerske. Uagtet, at man højere oppe i systemet beslutter, hvordan der uddannes. Jeg kan ikke fortænke vores stråleterapiradiografer i at være skuffede og vrede. Det er ministerielt besluttet, at vi skal uddanne til dette speciale. Uddannelsesstederne er således forpligtet til at levere, og dermed er der altså også radiografstuderende, der SKAL tilgå denne specialeretning, vel vidende, at det er endog yderst vanskeligt at få job efterfølgende. Vi uddanner de unge mennesker ind i en blindgyde. Lige nu mangler sundhedsvæsenet op mod 2000 sygeplejersker (alt efter politisk overbevisning). Vi kan faktisk over år bidrage med, at tallet daler med 350-400 af dem, hvis der fokuseres på at ansætte radiografer på de stråleterapeutiske afdelinger. Og lad mig så slå fast, at vi har arbejdsløse radiografer. Slutteligt vil jeg lige gøre det fuldstændig klart, at jeg på ingen måde går i rette med sygeplejerskernes faglighed, for det er der overhovedet ingen grund til. Den er i top. Jeg er også klar over, at nogle stråleterapiafdelinger er ved at se fordelen i at ansætte radiografer, selvom de stadig er i stærkt mindretal. Min højeste ambition er, at nogen vil tage dette samfundsspild seriøst og erkende, at det i høj grad giver mening at konsultere de små fagligheder også – vi sidder faktisk med de detalje-løsninger, der kan være svære at få øje på for udenforstående.

Annonce
Læserbrev

Byggeplaner. Fra 25 til 128 boliger - er det en lille ændring?

Læserbrev: 14. oktober 2019 kunne man på hsfo.dk læse en kommentar fra teknisk chef i Odder Kommune, Casper Grønborg, til det aktuelle forslag om at bebygge området omkring Snærildgård med 128 boliger. Casper Grønborg påpeger, at der allerede inden udstykningerne Overskov og Høghus i Odder vestby var solgt, lå en kommuneplan, som gør det muligt at bygge etageejendomme på Snærildgårdområdet. Det er korrekt, men Grønborgs udtalelse om, at der i forbindelse med forslaget kun er foretaget en lille ændring i kommuneplanen, så det nu er muligt at bygge med vandret lejlighedsskel, mener jeg ikke er korrekt. Efter min mening er der sket betydelige ændringer i forhold til kommunens tidligere planer: 13. december 2010 vedtager Odder byråd en fjernvarmeplan, udarbejdet af COWI, som bl.a. dækker området omkring Snærildgård. I fjernvarmeplanen fremgår det sort på hvidt, at området ønskes bebygget med 25 boliger af tæt-lav-typen, og der er foretaget beregninger for effektbehov, rørdimensioner osv. på baggrund heraf. I forbindelse med salg af 28 parcelhusgrunde på Høghus i 2016, fik flere af køberne, inklusiv undertegnede, oplyst, at man kunne forvente, at området omkring Snærildgård ville blive bebygget med ca. 25 boliger. Der var på daværende tidspunkt ikke udarbejdet lokalplan for Snærildgårdområdet, men den vedtagne fjernvarmeplan fra 2010 underbygger ganske fint oplysningerne. 14. august 2018 vedtager Miljø-, Teknik-, og Klima-udvalget i Odder Kommune at sætte gang i lokalplanlægning for området omkring Snærildgård på baggrund af indstilling fra forvaltningen. Bygherre har i samarbejde med arkitekt fremsendt præsentationmateriale for byggeriet, som, efter undertegnedes opfattelse, danner basis for den videre udarbejdelse af lokalplanen. 7. oktober 2019 offentliggøres forslag til lokalplan 1142, som beskriver, hvorledes området omkring Snærildgård ønskes bebygget med 128 boliger, bl.a. i form af en hel række to-etages blokke i 10,5 meters højde og med placering få meter fra skel til de omkringliggende villagrunde. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at planerne er ændret i perioden 2010 til 2019. En ændring fra 25 til 128 boliger er en ganske markant ændring, som uomtvisteligt får stor (negativ) betydning for grundejerne omkring Snærildgård, men tilsyneladende er det ikke en nævneværdig ændring for Odder Kommune. Link til referater fra byrådsmøde og udvalgsmøde samt fjernvarmeplan og bygherres præsentationsmateriale kan findes på Odder Kommunes hjemmeside.

Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Sygeplejerskerne er sikret en plads i Paradis

De er tynde. Nogle meget tynde. Nogle er mere almindelige af vægt. Alle har vi kræft. Mange mænd er helt skaldede. Mange kvinder har tørklæde eller tætsiddende hat på. Alle har indadvendte blikke. Mange har ledsager med. Stedet er kræftafdeling C i Skejby en ganske almindelig ugedag. Med en behandlingsindkaldelse i hånden møder vi til nogle timers stråle- eller kemobehandling. Modtagelsen af patienterne er fast. Hjertelighed, varme og empati lyser ud af de sygeplejersker, som kommer frem og råber vore navne op. De næste timer er skemalagte til mindste detalje. Tider, minutterne, doserne, personnummerkontrollen på de nødvendige præparater, og doseringen følges minutiøst. På stuen, hvor vi sidder eller ligger op til fire af gangen, har hver patient sin helt egen sygeplejerske til at styre slagets gang. Med drops til kemoindtagelse i armen eller gennem den "port", som jeg har fået indopereret i brystet således, at væsken indtages over den forud beregnede tid. Sygeplejerskerne tager sig tid til at gennemgå det spørgeskema, som man har udfyldt i dagene før behandlingen. De går i detaljer, mange detaljer. De bidrager med råd og kommentarer og supplerer den lægeforeskrevne medicin. Her afsløres en paratviden og indsigt, som jeg ofte oplever med en glad undren. Kombinationen af netop denne viden, erfaring og den tid, som tildeles os patienter, er blandt de oplevelser, som indgiver os mod og tro på, at der er en vej ud af et livstruende problem. Vi får råd om vores kvalme, gangsmerter, afmagtsfølelse, søvnløshed, vitaminindtag etc. Hver eneste af alle vi patienter lever hver for sig i vort eget ensomme univers. Nogle kommunikerer måske efterhånden kun sporadisk og rutinemæssigt med egne omgivelser, fordi de mange gentagelser har udmarvet essensen i lidelsen og resulteret i den tavse ensomhed, som jeg tror er mange kræftpatienters glædesløse, introverte dagligdag. Netop derfor betyder denne tilbundsgående samtale så meget. Her er der tid, forståelse og fornemmelse for behovet for at tale ud. Men vore sygeplejersker har jo også selv et privat hjemmeliv. De er nødt til og formodentligt trænede i at forholde sig professionelt til det faktum, at den patient, som de har haft i behandling gennem adskillige timer, måske ikke er der næste gang. Livet skal jo gå videre, også for dem. Jeg, som fik en positiv tilbagemelding fra seneste scanning, har gennem denne fået tro på, at min vej måske er banet for at få kræftangrebene stoppet. Og jeg bliver støttet effektivt af "mine" sygeplejersker. Der er intet på denne vej, som er sikkert. Men én ting er jeg overbevist om: Der vil være reserveret en plads i Paradis til alle kræftsygeplejersker i Skejby!

Læserbrev

Læserbrev: Facts om Klostertorvets område og de udsatte

30. august 2019 læser jeg en artikel "endnu en urolig sommer på Klostertorvets område", som får mig til at gribe til tasterne. Jeg bliver optaget af både faktuelle oplysninger og især retorikken i artiklen om de udsatte. Her kommer de erhvervsdrivende omkring torvet ofte til orde og mange gange med uimodsagte enetaler, hvor man sjældent hører fra andre parter. Det er min oplevelse, at den generelle retorik omkring udsatte på Klostertorvet ofte er unuanceret i medierne. Senest i den pågældende artikel bryder den mangeårige konflikt ud igen. Den til tider stigmatiserende retorik omkring Klostertorvets udfordringer kommer endnu engang til at handle om "os" og "dem". Det fremgår af artiklen, at der er forsøgt mange tiltag for at få ro på Klostertorvets område. Om det så er lykkedes eller ej, det kan man have forskellige meninger om. Jeg har intet imod, at der sættes fokus på Klostertorvets område og målgruppen. Det er vigtigt for mig at pointere, at der er decideret mangel på reelle fakta, når der for eksempel bliver sagt, at der "på de allersværeste dage er mellem 80 og 100 mennesker". Jeg arbejder som gademedarbejder i Aarhus Kommune på 10. år med netop denne målgruppe. Jeg kommer dagligt på gaden og taler med de udsatte og dem, der sidder på bænkene ved Klostertorvet. ALDRIG har jeg oplevet eller set 80-100 mennesker være samlet på Klostertorvet, hverken hjemløse eller "uromagere", som der refereres til i artiklen (Det var upræcist formuleret i artiklen. Der burde have stået, at der ofte ikke er flere end 15-20 personer af gangen, men at hele persongalleriet omkring bænkene består af 80-100 mennesker, red.). Jeg kan sige det med sikkerhed, idet vi løbende i mit arbejde tæller antal hjemløse/udsatte borgere, der opholder sig på Klostertorvet og ved bænkene! Min erfaring er, at der er omkring 10-15, der sidder ved bænken i sommersæsonen, hvor vejret er godt. I sommerhalvåret er der oftest flere udsatte og hjemløse på gaden end i vinterhalvåret. I og med at Aarhus er en storby, tiltrækkes den af hjemløse og udsatte borgere - sådan er det! De socialt udsatte er ikke inventar, der "bare lige" kan fjernes. Disse mennesker har en historie med sig, et liv og nogle forudsætninger, der gør, at de lever netop det liv på torvet. Der er iværksat tiltag fra kommunens side, og som udenforstående kan det godt virke, som om der ikke sker noget, og at intet hjælper. Men med den viden jeg har, kan jeg hilse og sige, at flere og flere kommer i lejlighed og/eller får hjælp til at kunne bevare deres lejlighed, så de ikke igen bliver smidt ud. Der er støtte i eget hjem eller på gaden, hvor mine kollegaer og jeg dagligt forsøger at motivere dem til at tage imod de tilbud, der er i kommunen. For de fleste lykkes det at have en hverdag væk fra området, måske ikke efter de standarder, som du og jeg lever under, men på den måde de nu engang er i stand til. De socialt udsatte er gang på gang blevet svigtet i livet. Dette betyder, at vores arbejde med at motivere til at tage imod hjælp kan tage lang tid og kræver tillid. Tillid opbygges ikke på nogle få måneder. I forhold til den ofte negative tilgang til de udsatte vil jeg gerne appellere til, at I alle derude ikke ser dem som monstre. De socialt udsatte mennesker er af kød og blod, som du og jeg, med drømme og håb om tryghed og kærlighed i livet.

Annonce