Annonce
Læserbrev

Læserbrev: To dages fravær om måneden betyder et helt års tabt læring over et skoleliv

Skolen er omdrejningspunktet i børns og unges liv. Og det er godt at gå i skole. Derfor er det også et problem, at alt for mange århusianske børn og unge har et højt skolefravær. Både fordi det er svært at lære noget, når man ikke kommer i skole. Og bestemt også, fordi skolen og skoleklassen er et afgørende vigtigt fællesskab. Det har corona-krisen med den månedlange nedlukning og hjemmeundervisning om noget lært os. I Aarhus Kommune har vi igennem mange år haft fokus på betydningen af fremmøde og deltagelse i fællesskaber. Og fraværet i de århusianske folkeskoler er faktisk også lavere, end vi ser det i landets andre store byer. Alligevel mener vi, at vi skal gøre mere. Ja, vi kan faktisk ikke tillade os andet. Derfor fremlægger vi en ny plan for at nedbringe fravær, som kan træde i kraft, når eleverne forhåbentligt vender tilbage til en mere normal skoledag efter sommerferien. Det betyder, at vi foreslår et samarbejde omkring en fælles ledelses- og kulturindsats, en øget systematik i fraværsopfølgningen og etablering af et fælles fraværsteam på tværs af kommunens afdelinger, der skal styrke understøttelsen af skoler og familier. At møde i skole er vigtigt for børns læring. Elever med mere end et helt skoleårs fravær over hele folkeskoletiden får et karaktergennemsnit på 5,7 ved afgangsprøven, mens elever med under et halvt års fravær får 8,3 i gennemsnit. Men alt kan naturligvis ikke gøres op i læring og karaktergennemsnit. Fravær er også et tydeligt tegn på, hvordan et barn trives. Vi ved, at de elever, der er mest fraværende, også er dem, der svarer, at de ikke trives. Nogle elever kommer ikke i skole, fordi de har svært ved at følge med. Undervisningen kan opleves som nederlag. Andre elever kommer ikke, fordi de ikke føler sig som en del af fællesskabet. En tredje gruppe kan være fraværende, fordi de har ondt i livet. Måske har angsten eller depressionen bidt sig fast. For andre gør det sig måske gældende, at familien går igennem en svær periode. På den måde kan fraværet være et råb om hjælp, som alle de professionelle omkring eleven skal blive dygtigere til at lytte til. Vi ved, at fravær på kort sigt kan føre til dårlige skolepræstationer. Vi ved også, at de elever med meget fravær efterfølgende har større risiko for at droppe ud af deres ungdomsuddannelse. Vi ved, at de har sværere ved at få arbejde. Vi ved, at de oftere er socialt isoleret, at de oftere lider af angst. Det skal vi tage alvorligt, for vi vil en folkeskole og et velfærdssamfund, som tidligt rækker ud til de børn og familier, der har brug for det. Det er således af helt afgørende betydning, at alle de betydningsfulde voksne omkring vores børn og unge rykker sammen i bussen og sammen bliver endnu bedre til at forebygge elevfravær for den enkelte og for fællesskabet. Vi ved også, at sårbare og udsatte børn har et højere fravær end andre. Derfor har vi som rådmænd for Børn og Unge og Sociale Forhold og Beskæftigelse sammen sat os for bordenden for at styrke indsatsen for at nedbringe elevfraværet. Vi indstiller til alle vores kolleger i byrådet, at vi får sat betydningen af fremmøde og fravær på dagsordenen i Aarhus. Værdien af, at alle børn og unge kommer i skole, og at alle børn og unge trives, er så stor, at vi slet ikke kan lade være. Vi glæder os til at få foldet arbejdet ud – og sikre, at alle de relevante fagligheder og interessenter får mulighed for at komme med indspark, ideer og opmærksomhedspunkter.
Læserbrev

Læserbrev: Krisen inviterer til nytænkning og innovation

Coronakrisen har medført mange negative konsekvenser for vores liv og hverdag. Nogle oplever at have mistet deres job eller at have set deres butik gå konkurs. Mange af os har kæmpet med at balancere hjemmearbejde og hjemmeskoling af børnene. De fleste af os har lidt et stort afsavn til familiemedlemmer og venner, som har måttet være isoleret på grund af deres alder eller helbred. På trods – eller måske noget på grund af alle disse kedelige omstændigheder er det naturligt at stille sig selv spørgsmålet: Hvad kan vi lære af coronakrisen? I Radikale Venstre og Socialdemokratiet har vi for nylig stillet et byrådsforslag, som fik bred opbakning i byrådet. Først og fremmest vil vi gerne se på, hvordan de politiske processer er blevet smidigere – om der er nogle lag af bureaukrati, som vi kan arbejde på at forenkle til fordel for borgeren og gennemsigtigheden af de politiske beslutninger. Vi agter at tage et kig på, hvordan den almene borger i Aarhus Kommune har følt sig hørt i løbet af krisen og dermed i særdeleshed også, hvor vi kan være skarpere på at inddrage og skabe værdi for den enkelte og vores samfund som helhed. For det andet mener vi, det er enormt vigtigt, at vi holder fast i nogle af de mange nye og virksomme initiativer, der er blevet sat i værk under krisen. Vi bør se på, om der er nogle ændrede arbejdsformer, som også vil være værdifulde, når vi engang kommer ud på den anden side af krisen. Det er helt essentielt for os, at coronakrisen ikke dræber den innovation, vi er så afhængige af og har så meget gavn af. Derfor må vi sikre, at nye og spirende initiativer i kommunen får den støtte, de kræver, for at kunne overleve. Det gør vi bedst ved at rådføre os med dem, der har oplevet at være iværksættere, mens krisen har stået på. Sidst, men ikke mindst, må vi se på, hvordan vi helt lavpraktisk kan genoverveje nogle beslutninger eller igangsatte initiativer, som måske ikke er nødvendige længere. Ved at kigge efter disse lavthængende frugter kan vi i sidste ende måske frigøre ressourcer til kernevelfærd til gavn for hele kommunen. Fælles for alle disse overvejelser og initiativer til læring er, at de skal baseres på de mennesker, der har oplevet og arbejdet med krisen i deres hverdag. Dem, som har mærket mindre pressede skolebørn, mere effektive møder, nye forretningskoncepter og alt det, der i øvrigt har været anderledes i den forgange periode. I Radikale og Socialdemokratiet tror vi på, at der er masser af værdifuld læring at hente. Læring, som vil være til gavn for både den politiske proces og, ikke mindst, hverdagen for tusindvis af borgere i Aarhus Kommune.

Mest læste

Seneste nyt

Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Lad os tage ved lære af coronakrisen og indrette en langt bedre arbejdsdag

Mange af os er lige så stille ved at vænne os til at arbejde hjemme under krisen. Måske har de fleste af os allerede fået sat hjemmekontoret op og købt noise-cancelling headphones, så vi rigtig kan koncentrere os om vores zoom-møder med kollegaerne. Og de fleste af os har nok også bemærket, at det faktisk fungerer okay. Man kan stå lidt senere op, og man har tid til at spise morgenmad med børnene, uden at stresse over at man både skal nå at aflevere dem til tiden og være på arbejde præcis klokken 8.30, selvom man godt ved, at det er umuligt, for det skal alle andre også, og vejene er derfor fyldte. I stedet kan man bare tænde for sin computer, og zoom-mødet starter til tiden, fordi ingen er forsinket længere. Når arbejdsdagen er ovre, har man ikke langt hjem, og der er derfor en masse tid i overskud. Hvad vil du så tænke, hvis vi fortalte, at dette også vil være muligt, efter vi har overstået denne pandemi? Hvis nu alle administrative medarbejdere i Aarhus Kommune fik tilbudt én hjemmearbejdsdag om ugen, så kunne vi sammen spare tid og også komme et skridt længere hen imod at opnå en CO2-neutral by i 2030. Der er cirka 5.000 administrative medarbejdere i Aarhus Kommune, og hvis de hver især fik tilbudt én hjemmearbejdsdag om ugen, vil det svare til cirka 44 dage om året for hver medarbejder. Og hvis vi siger, at hver medarbejder cirka har 10 kilometer til arbejde i gennemsnit, og halvdelen af dem kører i bil, ja, så vil der kunne spares cirka 22 millioner kilometers kørsel i bil om året. Efter den formel, der tilsiger, at biler udleder 165 kg CO2 pr. 1.000 km vil der blive sparet 363 tons CO2 – det svarer til næsten en halv procent af Aarhus Kommunes samlede CO2-udledning! Allerede her er vi altså et godt skridt på vejen mod at gøre Aarhus til en CO2-neutral by i 2030. Og man kan bare drømme om, hvad det vil betyde, hvis vi så øgede antallet af medarbejdere, der fik tilbudt en hjemmearbejdsdag, for eksempel på skoler, ansatte i regionen og hele det private arbejdsmarked, eller hvis vi også gav tilbuddet til de mange studerende, der er i Aarhus. Flere undersøgelser fra bl.a. Videnskabsministeriet og Dansk Erhverv viser, at vi faktisk øger produktiviteten, når vi arbejder hjemmefra. Vores teknologi er også i dag så udviklet, at det fungerer fint, og det har denne coronakrise jo også vist os. Det giver os mere tid mellem hænderne, når vi slipper for de mange timer i bil, og det kan derfor også være et led i et bekæmpe den stigende stress-epidemi, der hersker. Selvom diskussionen så småt er i gang i Aarhus byråd, er det vigtigt ikke kun at se på effektiviteten af hjemmearbejde, men også på den CO2-besparelse, der vil komme, og på den stigende livskvalitet blandt århusianerne. Vi bør altså ikke lade coronakrisen slå os helt ud, men i stedet bruge den i bestræbelserne på at indrette et radikalt andet arbejdsmarked.
Læserbrev

Læserbrev: Ræk kun hånden frem, hvis du betaler skat

Hvis du eller din virksomhed ikke betaler skat i Danmark, så lad være med at række hånden frem! Det virker oprigtig talt stødende, at landets forventeligt efterhånden beskedne midler, via hjælpepakker, også går til understøttelse af virksomheder, der har etableret sig på sådan vis, at skattebetalingen til Danmark minimeres maksimalt. Naturligvis er det godt, at staten har hjælpepakker, der kan afbøde coronakrisens økonomiske konsekvenser for vores erhvervsliv, men pengene til disse hjælpepakker kommer kun fra et sted: Skat! Og netop den klub har de pågældende virksomheder aktivt meldt sig ud af. Så henvis i stedet de pågældende virksomheder til "myndighederne" i Jersey, Cayman, og hvad der ellers findes af attraktive opholdssteder for holdingselskaber - jeg er sikker på, at de pågældende myndigheder står klar med trøstende ord, da hjælpepakker næppe kan finansieres af en skatteprocent tæt på nul.

Seneste leder

Annonce
Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Naturfolk føler sig presset ud af idrætsfolk

Fredag 15. maj kunne man i denne avis læse en artikel under overskriften "Idrætsfolk føler sig presset ud af Aarhus-skovene". Det kommer sig af, at Aarhus Kommune har planer om at lave store dele af Aarhus-skovene syd for byen om til vildskov med fritgående kreaturer, og hvor vindfælder får lov at stå og der ikke drænes væsentligt. Et initiativ, som bekommer naturelskere rigtig godt; men ikke mountainbikerne, som er bange for, at indhegningerne omkring de græssende kreaturer vil begrænse deres udfoldelser i væsentlig grad. Og her kan vi godt mødes. Lad ikke disse græssende kreaturer få for meget plads, selv om de holder skoven åben og fri for uigennemtrængeligt krat. Det er vel så også det eneste sted, hvor vore interesser falder sammen. Det kunne da lige passe, at en vildskov skulle skamferes af fartelskende mountainbikere, og vildskoven ødelægges af deres ruter gennem skoven med opdæmning af jord i de skarpe sving plus andre foreteelser, der kan gøre turen gennem skoven mere sjov og udfordrende. Sådan er det desværre i dag med kommunens hjælp og billigelse. Mountainbikerne kører på sin vis hensynsfuldt, når der går folk på stierne, så det er sådan set ikke det; men freden og roen i skoven bliver ødelagt og biodiversiteten formindskes. Vi ser ikke mere rådyr derude, hejrekolonien er en saga blot, og ravnen er vel også stærkt på vej til at forsvinde og hvad med alle de små sangfugle? Det er det, vi naturfolk kommer for at opleve. At stå og gå lige så stille med eller uden kikkert og aflure naturen dens hemmeligheder. Det er det - og vel i bund og grund den sande betydning og oplevelsesfære, vi kan have i en skov – foruden fred og ro for sjæl og legeme. Mountainbikere i en vildskov hører ingen steder hjemme. Det harmonerer ikke og passer slet ikke sammen. Formanden for den store idrætsorganisation Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) siger, at de slet ikke er blevet hørt, og en stribe idrætsforeninger har skrevet et åbent brev til Aarhus Kommune, hvori der står, at de elsker skovene i Aarhus, men uden hegn, dyr og forbud. Det er vi naturfolk sådan set enige i, og det er Danmarks Naturfredningsforening vel også, hvis de er blevet hørt. Ryttere, løbere, spejdere med flere har altid været i skoven, og det er helt fint, de passer ind, og hovedparten af dem værdsætter og har øje for de værdier, der er derude. Men mountainbikere passer ikke ind og slet ikke i en vildskov. De fylder for meget og har mere kig på uret og stien end på naturen. Men hvad siger Aarhus Kommune, som hidtil har været utrolig imødekommende overfor mountainbikerne? Mener kommunen monstro, at mountainbikere hører hjemme i en vildskov?
Læserbrev

Læserbrev: Aarhus Universitetshospital - det bedste hospital i Danmark

I disse coronatider har jeg haft en meget positiv oplevelse. 11. marts besøgte jeg mit lægehus. Jeg kunne fornemme noget uvedkommende i venstre side. To læger måtte erkende, at det var en ukendt lidelse og sendte derfor en anmodning om ultralydsskanning til Aarhus Universitetshospital. Fik prompte svar, så jeg allerede 30. marts blev skannet. Skanningen var ikke tilfredsstillende, så jeg fik en tid allerede 1. april til en MR-skanning. Efter endnu en skanning 6. april havde man materiale til en operation, så jeg blev indkaldt til indlæggelse 17. april kl. 7.00, lige lidt over en måned efter mit første lægebesøg – fantastisk! Sengeafsnit 3 lå på plan 8. Elevatoren var ude af drift, så jeg tog trapperne, og takket være min gode kondition blev jeg kun lidt forpustet – jeg er trods alt godt 93 år. Eneværelse med tv, bad og toilet og en blød seng. Det var luksus. Operationen gik glat, så jeg kunne nå at vågne efter bedøvelsen og få frokost, inden jeg ringede til min kæreste for at blive kørt hjem. En stor-stor tak til Aarhus Universitetshospital og til overlæge Peter Holmberg Jørgensen og hans enestående, kompetente team.
Annonce
Debat For abonnenter

Ulrich Fredberg: Er patienterne taget som gidsler i en 'anden sags tjeneste'?

Læserbrev: Regionshospital Silkeborg har siden akutforliget i 2007 som Region Midtjyllands udviklingshospital haft til opgave at udvikle gode patientforløb i samarbejde med praktiserende læger og kommunen. Patienter, som praktiserende læger mistænker for lungekræft, henvises til Sundhedsstyrelsens lungekræftpakke, som inkluderer en højdosis-CT-skanning af lunger og øvre del af maven, efter at patienten først har fået injektion af kontrastvæske. Patienter i Danmark, der ikke opfyldte kriterierne for at indgå i lungekræftpakken, eller som de praktiserende læger af forskellige årsager ikke finder relevant at henvise til den store pakke (typisk fordi mistanken er for lille) får i stedet i meget stort omfang foretaget røntgen af lungerne, som der foretages ca. 2000 af om dagen. I 2016 erstattede man i Silkeborg almindelig røntgen af lungerne med lavdosis-CT-skanninger (LDCT), som dokumenteret er en langt mere sikker undersøgelse af brystkassen (lungerne), og som ikke kræver ret mange flere ressourcer at lave. Konverteringen kunne således foretages, uden at det kostede flere penge. Silkeborg har delvis udfaset røntgen af brystkassen/lungerne, der overser mange ting. I stedet laves LDCT, der er en langt bedre undersøgelser. 70% af alle billederne af brystkassen i Silkeborg er nu CT-skanninger (LDCT og HDCT+k), hvilket er langt højere end andre steder i regionen, hvor røntgen endnu bruges i stort omfang. De praktiserende læger i Silkeborg kan henvise til LDCT i stedet for røntgen, hvis lungekræft blot har været en lille del af mange overvejelserne omkring diagnosen, men langt fra den mest sandsynligt (fx skuldersmerter, åndenød, og der har været en beskeden overvejelse om lungekræft). Alle hvor praksislægerne finder indikation for en fuld udredning i lungekræftpakken henvises naturligvis til dette, hvilket praksislægerne bekræfter. Røntgen overser 25% af lungekræft, LDCT overser 5% og HDCT+k overser 1 % af lungekræfttilfældene. Resultatet har været, at Silkeborg siden har diagnosticeret flere med lungekræft i de tidlige stadier (hvor de fleste overlever) og signifikant færre i de sene stadier (hvor kun få overlever) end noget andet sted i landet. Fra april 2019 indførte Sundhedsstyrelsen lempeligere retningslinje for, at patienterne kunne indgå i lungekræftpakken. Der anføres uændret en række symptomer (inkl. fx åndenød og skuldersmerter), hvor lægen ”bør overveje” at henvise til kræftpakkens højdosis CT-skanning. Senere er der kommet en tillægstolkning, så man ikke længere må skelne mellem stor og lille mistanke om lungekræft -enten har man mistanke eller også har man ikke mistanke. Hospitalsledelsen og den øverste ledelse i regionen (og Styrelsen for Patientsikkerhed på de foreliggende oplysninger) ønskede imidlertid, at de nye kriterier skulle fortolkes således, at såfremt patienten havde blot ét af de symptomer, der står i retningslinjerne, skulle patienten henvises til lungekræftpakken med højdosis CT-skanning, også selv om hverken den praktiserende læge eller den, der på sygehuset visiterede henvisningen, fandt indikation herfor. Hos hovedparten af de patienter, der henvises til røntgen af lungerne (eller LDCD i Silkeborg) har den praktiserende læge overvejet lungekræft. Det gælder hos alle rygere, eller hvis patienten har svage eller ukarakteristiske symptomer fra brystkasse inkl. Lungesygdommen KOL. Der laves ca. 2000 røntgenundersøgelse af lungerne om dagen. Af denne grund blev Silkeborg pålagt at genindkalde alle de patienter, der havde fået lavet en lavdosis CT-skanning i stedet for røntgen, til en supplerende højdosis CT-skanning, hvis de opfyldte Sundhedsstyrelsen nye tillægstolkningen, hvor mistanke er lille. Derfor havde Silkeborg to uafhængige specialister (en lungemediciner og en røntgenlæge) til at gennemgå alle henvisninger til lavdosis-CT og kigge journalerne igennem for at kvalificere henvisningen og vurdere, om patienten opfyldt blot ét kriterie til højdosis-CT. De to specialisters vurdering var så forskellig, at det stort set svarer til at slå plat eller krone. I en patientgruppe med 2,5% sandsynlighed for lungekræft er forskellen på en lavdosis-skanning og en højdosis-skanning så beskeden, at man skal udføre 1000 højdosis-skanninger for at diagnosticere én ekstra med lungekræft. Erfaringen viser, at hos stort set alle over 40 år henvist til røntgen af lungerne (eller i Silkeborg lavdosis-CT) har mistanken om kræft været med i den praktiserende læges overvejelser. Alligevel er man i Silkeborg kun blevet pålagt at genindkalde godt 100 af de 625 patienter, der har fået foretaget lavdosis-CT til en supplerende højdosis-CT. I påbuddet fra hospitalsledelsen slås det fast, at ansvaret for valg af den rette undersøgelse 100% påhviler den læge, der visiterer henvisningen på sygehuset, skønt den praktiserende læge som den eneste kender, har undersøgt og talt med patienten. Viser det sig efterfølgende, at patienten kunne have været henvist til kræftpakkens højdosis-CT, er det den visiterende læger, der er juridisk ansvarlig og kan retsforfølges. Hvis de nye ”Silkeborg-kriterier” for visitering af henvisninger fra de praktiserende læger skal gælde i hele landet, hvad de nødvendigvis må, vil det have meget store konsekvenser for samtlige røntgenafdelinger i landet. Fremadrettet er det nødvendigvis røntgenlæger, der må visitere alle henviste til røntgen af lungerne (eller lavdosis-CT) og ved hjælp af journalgennemgang kvalificere henvisningen fra de praktiserende læger med henblik på, om blot ét kriterie til lungekræftpakken med højdosis-CT er opfyldt, så undersøgelsen kan ændres. Det er også visiterende afdeling, der informerer patienten og sikrer, at der ikke var en specifik grund til, at henvisende læge (eller patienten) havde fravalgt denne mulighed. Hvis den visiterende læger overser blot ét ”adgangsgivende” symptom, har den visiterende læge bragt sig i en situation, hvor patienten skal vejledes i at indgive en klage mod den visiterende læge. Alle de genindkaldte bliver udsat for en ny bestråling med risiko for supplerende skanninger, vævsprøvetagning gennem brystvæggen eller via kikkerundersøgelser af lungerne, kontrastinjektion med belastning af nyrerne og risiko for overfølsomhedsreaktioner og ikke mindst den frygt, det skaber at gå til kontrol i op til et år, fordi tilfældige fund skal kontrolleres. Patienter, der henvises til højdosis-CT på mistanke om lungekræft, skal informeres om lungekræftmistanken i henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Patienterne skal naturligvis også informeres om, at sandsynligheden for at få påvist lungekræft ved højdosis-CT efter en normal lavdosis-CT som i Silkeborg blot er én tusindedel (!), lige som de har krav på information om de ovennævnte potentielle bivirkninger. Patienterne i Silkeborg, der blev genindkaldt til højdosis-CT fik ingen af disse informationer, og de ansvarlige valgte ikke at inddrage praksislægerne (der plejer at stå for informationen). I stedet valgte man at sende patienterne et indkaldelsesbrev med oplysninger om, at de havde fået en forkert undersøgelse og med information om klagemuligheder. De ansvarlige var gentagne gange af mig gjort opmærksom på det tilfældige udvælgelsesprincip, den meget lave risiko for lungekræft, de potentielle bivirkninger og først og fremmest problematikken om den manglende information af patienterne og de praktiserende læger. Denne advarsel medførte en anklage om ”illoyalitet” og ”modstand mod at medvirke til genoprettelse af patientsikkerheden”. Jeg kontaktede Styrelsen for Patientsikkerhed med tilbud om information, og det medførte ligeledes en anklage om ”illoyalitet”. Man har bevidst trods gentagne advarsler udsat patienterne, der dokumenteret er udvalgt på et fagligt mere eller mindre tilfældigt grundlag, for en række potentielle risici for at blive undersøgt for lungekæft, hvor sandsynligheden blot er én tusindedel! Alt sammen uden at den nødvendige information er givet til patienterne, så de på et oplyst grundlag (gerne i samråd med deres egen læge) kunne have truffet beslutningen om at tage mod tilbuddet eller ej. Man undgår derfor næppe mistanken om, at patienterne er taget som gidsler i en ”anden sags tjeneste”. I givet fald er det en af de største forvaltningsmæssige skandaler i regionernes historie, som nødvendigvis må få alvorlige konsekvenser for de ansvarlige, og hvor det næppe rækker kun at involvere Styrelsen for Patientsikkerhed.
Kronik

Blog: Undskyld!

Jeg har altid haft det, der betegnes som børnetække. Når først børn har set mig store og noget grumt udseende menneske lidt an, så ender de som regel med at kravle rundt på mig, som var jeg legepladsens bedste klatrestativ. Som oplæser fra jumbo-bøger og lignende, eller med nutidens betegnelse story teller om episoder fra min egen barndom, er også hver gang et kæmpehit. Heldig er det så, at det også er et hit den anden vej rundt. Jeg elsker børn – af mange årsager, men topplaceringen indtages af børns umiddelbarhed, altså den med at ’af børn og fulde folk skal man høre sandheden’. Jeg er vild med at samtale med børn; vild med deres spørgsmål eller deres svar, når man spørger dem om noget. Det kommer jo ud af dem helt uden filter, fordi de endnu ikke er bornerte, som vi andre er blevet gennem livet. Det er ind imellem så hjerteligt morsomt, at selv den bedste stand up komiker bliver slået med flere længder. Men jeg har en indrømmelse at gøre. Når jeg taler om at være vild med børn, så har der altså hidtil været tale om børn i tre-fire års alderen og opad. De skal kunne gå, stå, sidde, lytte, tale og forstå – indtil da gider jeg ikke børn. De ligger jo bare der i vuggen, og så skal vi alle sammen kigge derned og sige: ”Najjjj….hvor er hun sød og smuk og dejlig og stor og køn og pragtfuld og helt fantastisk og verdens ottende vidunder!” Det er det samme hver gang. Hver eneste gang. De ligner hinanden alle sammen – og kun fordi der er lyserøde silkebånd i kysen hos nogle af dem og blå i nogle andre, kan man vide, om det er en pige eller en dreng. Går det vildt til tager moderen somme tider barnet op for at made det, og så skal man gudhjælpemig på én gang både give udtryk for barnets skønhed og fantastiske evne til at kunne suge et helt mejeri ind i munden. Lige op i hovedet på mig. Jeg har gennem et efterhånden langt liv altid sagt, at børn fra nul til tre år ikke interesserer mig. Jeg har sagt det uden omsvøb og formentlig også i visse tilfælde lidt for bombastisk lige op i ansigtet på nybagte forældre, bedsteforældre, medarbejdere, venner og bekendte. Alle har de stået og glædestrålende fortalt om deres nyfødte barn, barnebarn, oldebarn, nevø, niece et cetera. Selv til min egen datter sagde jeg under hendes graviditet det samme, som jeg altid har sagt til alle andre: ”Børn skal være mindst tre år, før de siger mig noget!” UNDSKYLD! Undskyld, siger jeg bare til alle, som jeg givetvis har fornærmet med dette udsagn. Undskyld, fordi jeg har rystet på hovedet af jer, når I på mobilen har vist mig de seneste billeder af vidunderet. Undskyld mig, at jeg er blevet irriteret over opslag på Facebook, hvor man blot kigger ned i en barnevogn – og det eneste man kan se udover dyner, puder og tæpper er et par lukkede øjne på en baby af ubestemmelig køn. Undskyld, at jeg som den eneste i selskabet ikke stod bukket over vuggen og sagde dikke-dikke-dik – og ih, og åh, og naajj, hvor er hun smuk. Nu er jeg blevet klogere! For 13 måneder siden blev jeg selv morfar for første gang – og blev anstændighedsvis nødsaget til at udvise familiemæssig interesse for familiens nyeste skud på stamtræet. Og pludselig skete det modsatte af, hvad jeg sådan har gået gennem næsten 70 år og bildt både mig selv og omverdenen ind – at dette nye menneskeliv med et trylleslag blev det mest interessante i min tilværelse. Og den tilstand er fortsat uophørligt lige siden. Daglige bulletiner udgår i disse elektroniske tider fra datter og svigersøn via mobiltelefon, iPad og computer som sms, snapchat, videofilm eller faste billeder. At der skulle være udvikling at spore fra tirsdag til onsdag er jo vanvittigt at påstå, men ikke desto mindre kan min hustru og jeg få halve timer med mobilen i hånden til at gå med at bekræfte hinanden i, at datterdatteren åbenlyst er vokset gevaldigt siden i går. Jeg forsøger at styre mig, men også jeg har lagt billeder af barnebarnet op på Facebook, ligesom venner og bekendte ofte bliver tvunget til både at se og høre om de nyeste udviklinger i prinsessens liv. Fra jeg første gang konstaterede, at hun tydeligvis genkendte mig og gav mig verdens dejligste smil, til nu hvor hun på en anelse usikre ben er begyndt at stavre hen imod mig – har jeg svært ved at være i min egen krop af, hvad der kun kan betegnes som stolthed. Havde jeg vidst, hvor fantastisk det er at få et barnebarn – ja, så havde jeg sgu sprunget min egen datter over. Så endnu engang undskyld til alle jer, som så lyset længe før jeg selv gjorde.

Seneste plus

Annonce
Annonce