Annonce
Læserbrev

Teknologi løser ikke lægemangel

Regionsrådsmedlem og speciallæge Christian Møller-Nielsen (V) skriver i Århus Stiftstidende 6. december, at lægemanglen i almen praksis kan løses gennem ”en modernisering af arbejdsgange i almen praksis og nytænkende anvendelse af it”. Det lyder jo dejligt nemt. Spørgsmålet er, om det nu er så enkelt, og om det holder i virkelighedens verden. De praktiserende læger er meget positive over for ny teknologi. Almen praksis bruger masser af it-teknologi i vores kommunikation med patienterne, via hjemmesider, e-konsultationer og en app (Min Læge), som PLO har været med til at få udviklet. Vi er aktuelt i gang med at afprøve videokonsultationer. Vi har studeret erfaringer fra bl.a. Norge, Sverige og Israel. Fælles for danske og udenlandske erfaringer er, at videokonsultationer hverken aflaster den praktiserende læge eller sparer tid hos lægen. Videokonsultationen opleves primært som et godt supplement til sundhedsfaglige konferencer på tværs af sektorer og måske som et bidrag til samarbejde og behandling af patienter, der er særlig udsatte og sårbare og har svært ved at komme i klinikken. Video opleves af nogle ”hverdagssyge” patientgrupper som en fin ekstra service, dog med store begrænsninger. Vi kan trods alt stadig hverken kikke i ørerne eller lytte på lungerne gennem et kamera. Så ny teknologi bliver løbende taget i brug af de praktiserende læger, men indtil nu har det mere vist sig som en godt et værktøj til tværsektorielt samarbejde og en øget tilgængelighed og service for ikke særlig syge patientgrupper. Man kan hverken påvise en effektivisering af lægetid, eller at det skulle afhjælpe lægemangel. Vi løser ikke lægemanglen i almen praksis ved at installere et kamera i klinikken. Vi har brug for flere læger, mere personale, bedre lokaler og bedre samarbejde. Her spiller ny teknologi en rolle, men den er langt fra den forkromede løsning, som nogle gerne vil give indtryk af.

Læserbrev

Læserbrev: Hvad vil regeringen gøre for at hjælpe unge piger i social kontrol?

Den seneste afdækning af social kontrol blandt unge indvandrerpiger tegner billedet af en parallelkultur, hvor kønsligestilling i den grad mangler at slå igennem. Det er med afstand den største ligestillingsudfordring, at der går mennesker rundt hver dag uden basale frihedsrettigheder inden for rækkevidde. Undersøgelsen fra Rambøll Management var en spand koldt vand i hovedet på mig, efter at jeg dagen før overværede Vild med dans-finalen, hvor to mænd dansede sig til den samlede sejr. En solstrålehistorie, der viser, at man i Danmark ikke er begrænset af sit køn. Dansesejren viser, hvor langt danskerne er kommet med at rumme noget, der en gang var helt utænkeligt, men som i dag heldigvis er blevet accepteret som en gyldig mulighed. Det glæder mig virkelig. Med tanke på fredagens dansesejr ærgrer det mig så meget desto mere at læse forskellige udlægninger af, hvor udbredt social kontrol er blandt unge indvandrerpiger. Selv om historierne bekræfter mine værste anelser, løber det mig stadig koldt ned ad ryggen, at det kønsmentale efterslæb stadig er så stort nogle steder i Danmark. Jeg er målløs over, at ligestillingsministeren virker fuldstændig tonedøv over for problemet. Mener han virkelig ikke, det er noget problem, når vi i dagens Danmark har piger helt uden rettigheder? Det er højst bekymrende. Lad det være en påmindelse til regeringen om at få øjnene op for de vigtigste udfordringer på ligestillingsområdet. Unge piger i social kontrol er ligeglade med, hvor mange kvinder, der er i toppen af de danske virksomheder.

Læserbrev

Læserbrev: Vision Kongelunden er meget mere end et nyt stadion

Åbent brev til Århus Stiftstidende: Jeg synes, at avisen i dækningen af borgmester Jacob Bundsgaards pressemøde den 2. december om Vision Kongelunden har været totalt enøjet. I har kun haft øje for AGF og det nye stadion, som jo kun udgør en lille del af visionen. Selvfølgelig er det fint, at AGF får nyt stadion (et stort tillykke med det herfra!), men visionen er meget mere end det, og det synes jeg, I glemmer at fortælle byens borgere om. Borgmester Jacob Bundsgaard, Henrik Lind fra Lind Invest og Jens Bjerg Sørensen fra Købmand Herman Sallings Fond har fortjent bedre, synes jeg. Et kæmpestort, grønt område næsten i byens hjerte sikres for fremtiden til bedste for byens borgere, klimaet og CO2-udslippet – det kan næsten ikke blive større! Hvorfor har jeg ikke kunnet læse artikler om det? Hvorfor har jeg ikke kunnet læse artikler om det grønne, sammenhængende område til såvel aktivitet som ro og fordybelse; om de landskabsmæssige muligheder; om biodiversitet, klimaperspektiver? Jeg synes, de tre herrer bag Vision Kongelunden har fortjent en bedre dækning af deres plan, også i betragtning af, at de ønsker størst mulig borgerinddragelse, og hvordan skal borgerne blive inddraget, hvis byens aviser vælger at se bort fra den store vision og udelukkende koncentrerer sig om den lille stadion-del af visionen?

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Et elektrisk løbehjul er ikke legetøj

Det’ sørme, det’ sandt – december! En tid for brunkager, Lucia-optog og ikke mindst julegaveindkøb. Vi giver gaverne med de bedste intentioner, men der er alligevel grund til at tygge en ekstra gang på småkagen, før vi trykker ”køb” på hjemmesiden eller kører dankortet gennem maskinen nede i butikken. Det gælder særligt for en type af særdeles populære gaver. Et bredt flertal i Folketinget besluttede sidste år, at det fra den 17. januar 2019 blev muligt at køre på for eksempel elektriske løbehjul på cykelstierne. Det er en forsøgsordning, som mange har taget til sig – og mange børn ønsker sig brændende at komme lidt hurtigere til skole eller fritidsinteresser. Det elektriske løbehjul er et alternativt transporttilbud, som vi følger med stor opmærksomhed fra politisk side; netop fordi det fortsat er en forsøgsordning, som vi skal evaluere efter nytår. Forsøgsordningen har nu varet i knap et år, men jeg oplever, at der stadig er stor usikkerhed om reglerne for brugen af elektriske løbehjul. Føreren af det elektriske løbehjul skal køre på cykelstien – og ikke på fortovet eller imod kørselsretningen på kørebanen, som nogle brugere åbenbart tror. Der må kun være én bruger på et løbehjul, og nej, man må selvfølgelig heller ikke køre i spirituspåvirket tilstand. Det gælder for alle vores transportmidler, og derfor er løbehjulet ingen undtagelse. Det fører mig til reglen, som man særligt i julegavesæsonen skal have for øje: Føreren af det elektriske løbehjul skal være fyldt 15 år. Hvis man ikke er 15 år, må man kun køre på det elektriske løbehjul, hvis en voksen ledsager overvåger kørslen. Hvis man ikke har en voksen med, er det kun tilladt at køre på særligt skiltede lege- og opholdsområder; og vel at mærke fortsat kun med en enkelt bruger på løbehjulet ad gangen. Som forælder, bedsteforælder eller søskende vil man gerne glæde sine nærmeste og give dem det, de ønsker sig – men hvis det i dette tilfælde er et elektrisk løbehjul, der skal bruges til at køre i skole på, så gør man klogt i at foreslå alternative julegaver; for det er som nævnt ikke tilladt at køre alene på offentlig vej, før man er fyldt 15 år. Vi afventer fortsat Færdselsstyrelsens evaluering af forsøgsordningen for elektriske løbehjul, som lander på mit bord i det nye år. Jeg vil derfor vente med at udtale mig om, hvordan reglerne for de elektriske løbehjul ser ud i 2020 og fremefter; men én ting er sikker: Jeg vil ikke lempe lovgivningen, når det kommer til aldersgrænsen. Et elektrisk løbehjul er ikke et legetøj. Det er et motoriseret transportmiddel, som man skal have en vis alder for at kunne håndtere. Jeg håber derfor, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man pakker et elektrisk løbehjul ind til husets yngste beboere.

Læserbrev

Vi prioriterer kernevelfærden - til gengæld giver vi ikke skattelettelser

I juni gik vi i Socialdemokratiet til valg på en ny og mere velfærdsvenlig retning for Danmark. Vi sagde, at vi ville prioritere velfærd højere end skattelettelser, og det er præcis det, som vi har gjort i finansloven for 2020. Med god hjælp og gode idéer fra Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet. Vi ved godt, at finansloven ikke løser alle problemer. Vi bilder os ikke ind, at vi er i mål. Men vi er stolte af den retning, som vi har udstukket sammen med vores støttepartier. Vi styrker psykiatrien markant, hvilket der har været behov for i rigtig mange år. Vi ansætter flere sygeplejersker, fordi der bliver løbet stærkt - og nogle steder også for stærkt - i sundhedsvæsnet i dag. Vi forbedrer normeringerne i børnehaver og vuggestuer år for år frem imod 2025, fordi vi er overbeviste om, at voksenkontakt og tid til omsorg er helt afgørende for vores mindste. Vi investerer i folkeskolen, fordi en stærk fælles grundskole, hvor vi mødes på tværs af vores forskelligheder, er hjerteblod for os. Vi afskaffer både uddannelsesloftet og den tidligere regerings årlige besparelser på uddannelse, fordi vi ikke vil spare på det, vi skal leve af i fremtiden. Vi sætter penge af til en mere værdig ældrepleje, fordi alle mennesker har brug for omsorg og nærvær hele livet igennem. Kort sagt: Vi prioriterer kernevelfærden. Præcis som vi også prioriterer den grønne omstilling, klimaet og miljøet igennem en lang række ambitiøse tiltag. Til gengæld giver vi ikke skattelettelser. Tværtimod sætter vi enkelte skatter og afgifter op og ruller enkelte af den tidligere regerings skattelettelser tilbage. Det betyder, at bl.a. virksomhedsarvinger, hovedaktionærer og forældre, der køber og udlejer en lejlighed til deres børn, fremover vil skulle bidrage lidt mere, end de ellers skulle have gjort. Ved folketingsvalget i juni stemte et flertal af danskerne for en ny politisk retning. Det har vi forsøgt at leve op til med finansloven for 2020. For politik skal gøre en forskel. Det skal betyde noget, hvem man giver sin stemme. Og det gør det heldigvis også. Der er stadig masser at tage fat på. Men de første skridt er taget - imod et stærkere velfærdssamfund og et grønnere Danmark.

Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Kalder alle iværksættere - vi har brug for jer i den grønne omstilling

Der er behov for, at alle aktivt bidrager til og tager ansvar for den grønne omstilling. Alle vores fælles kræfter skal i spil, for at Danmark som nation - og Aarhus som by - kommer i mål med vores reduktionsmål. Aarhus har en målsætning om 100 procents CO2-reduktion inden 2030, og på landsplan har den grønneste regering til dato forpligtiget sig til at nå de 70 procent. Det er både ambitiøse og modige mål – særligt, når man endnu ikke kender hele vejen derhen. Selvom der stadig findes klimafornægtere - og mindst ét politisk parti i Danmark, som ikke mener, at klimaudfordringerne er specielt alvorlige - så vurderer skribenterne, at størstedelen af befolkningen anerkender udfordringerne. Det betyder også, at der hviler et stort ansvar på de politiske skuldre. Men det er samtidig bydende nødvendigt, at alle spiller med. Det gælder alt fra almindelige borgere til virksomheder. Og for at blive ved virksomhederne, så har de et helt særligt potentiale i processen. Både fordi de kan tage en ordentlig luns ad gangen ved ændre produktionsvaner, men også fordi de skal være med til at opfinde løsninger, som bidrager til den grønne omstilling – for det er dem, der er eksperterne i den slags. Derfor har iværksætterne også en vigtig funktion. For når ingen af os for alvor kender løsningen på udfordringerne endnu, så er der jo nogle, der skal skubbe til rammerne og få de gode ideer – idéer, der måske sommetider synes urealistiske. Historien viser nemlig, at "the next big thing" ikke nødvendigvis ligger hos de allerede etablerede virksomheder. Meget taler for, at de, som i skrivende stund står i garagen og banker løs - eller sidder ved køkkenbordet og koder - kommer til at spille en hovedrolle i transformationen af vores samfund. Derfor er iværksætterne i virkeligheden i en potentiel hovedrolle, når det handler om at knække klimakoden, som har betydning for, om vi når de globale mål. Vi lever i en af de yngste byer i Danmark med nogle af de stærkeste videregående uddannelsesinstitutioner. Og vi ved af erfaring, at der går et utal af kloge og kreative mennesker rundt i Aarhus med en iværksætter i maven. Derfor har vi også en klar opfordring: Sæt jer hjem i garagen, og brug al passion, kreativitet og energi på at komme med nye bud på, hvordan vi kommer i mål – som by og som nation. Vi har virkelig brug for jer! Vi lover til gengæld at lytte. Vores rolle er samtidig at arbejde på at skabe de meste optimale rammer for iværksætteri. Ansvaret er fælles – og vi har brug for hinanden.

Blog

Jeg er jøde

For få uger siden kunne vi åbne nyhedsmedierne og se billeder af hagekors på jødiske gravsten. Fulgt af historier om chikane mod jøders private hjem andre steder i landet. Jeg blev spontant fyldt af følelser af vrede og frustration. Det skete på datoen for krystalnatten, og man kan dårligt finde en mere nedrig og krænkende måde at behandle mennesker på, end at genere jøder på netop dette tidspunkt. Natten, der symbolsk markerer begyndelsen på det 20. århundredes største traume og folkemord - udryddelsen af Europas jøder. Få uger senere kunne medierne fortælle om jødiske børn, som måtte flytte skole, da de blev udsat for antisemitisme fra muslimske skolekammerater. Desværre ikke overraskende, men beskæmmende at opleve den manglende handlekraft fra de berørte skolers side. Det farligste ved antisemitisme er ikke en lille gruppe nazister med synspunkter hinsides enhver medmennskelighed. Heller ikke den gruppe muslimer, som ikke kan skelne mellem politik i mellemøsten og deres medborgere i Danmark. Nej, det farlige er samfundets passivitet og manglende handlekraft overfor en syg kultur i skoler og institutioner - uanset hvor den syge kultur har sin rod. Kristendommens menneskesyn har bragt meget godt med sig til vores samfund. Det er ikke kun tilfældigt, at lande med højt udviklede demokratiske kulturer, institutioner og sundhedsvæsen er rundet ud en kristen kultur. Men en af skyggerne er antisemitisme, som i et historisk perspektiv desværre har været opildnet af den kristne kirke. Det er dybt anfægtende og helt tosset, når man tænker på, at Bibelen i høj grad er forfattet af - og handler om - det jødiske folk. Vi er trådt ind i julemåneden, hvor vi inden længe flokkes til juleafslutninger og gudstjenester. Her hører historien om det jødiske barn, Jesus. Ja, faktisk er der ikke meget tilbage af julens fortælling, hvis man tager det jødiske ud af historien. Ich bin ein Berliner. Sådan sagde Kennedy i sin berømte tale i Berlin i 1963. Berlinerne jublede. Budskabet var klart. Det handlede ikke om Kennedy, men om os alle sammen. Om at alle, der havde mistet frihed, familie og venner - adskilt af jerntæppet, skulle vide, at de ikke var alene. At den dag insisterede hele den frie verden på, at friheden gælder alle. I solidaritet med dem hvis frihed og rettigheder var begrænset af et totalitært styre. Jeg er jøde. Ikke af hverken fødsel, tro eller kultur. Men fordi jøder i Danmark er mine landsmænd. Fordi de har præcis samme ret til at leve, tro, tænke og handle frit, som jeg har. Jeg er jøde. Det blev jeg d. 9. november 2019. Det blev vi alle den dag, hvor vi rystende kunne se billeder af hagekors på jødiske gravsten eller gule jødestjerner på postkasser.

Leder

Støt AGF og kampen for julehjælp

Annonce