I monologen »Væk« møder tilskuerne en ung mand på krykker, der besværet kommer ind i salen slæbende på sin tuba. Han sætter sig på en stol og skvulper over af historier fra sin barndom og drømme om sit voksne liv. Forestillingen skifter mellem håb og fortvivlelse, fortid og fremtid.