Annonce
Kultur

Åndedrættet, leret og celloen

- Vi har arbejdet med at lyd og billede fulgte hinanden og kommenterede hinanden i en fælles helhed, fortæller komponist og cellist Lil Lacy om værket "Pneumaticks", der har premiere i dag torsdag i en rå kælder på Den Ny Maltfabrik i Ebeltoft. Værket kommer til Musikhuset Aarhus til efteråret. Foto: Axel Schütt

To komponister og to billedkunstnere har sammen skabt værket "Pneumaticks", der tager udgangspunkt i åndedrættet og ældgammel viden om ler. Værket har premiere torsdag på Den Ny Maltfabrik.

EBELTOFT: Celloens dybe sprøde klang runger smukt i det rå rum. Det er her i kælderen på en sidebygning til Den Ny Maltfabrik i Ebeltoft, at værket "Pneumaticks" skal udspille sig den kommende måneds tid.

Opsætningen består af en film, som bliver vist på en fire meter stor skærm, til musik fremført semi-akustisk af et klassisk inspireret ensemble bestående af tre sangere, en basklarinettist og to cellister.

Værket er synkront udviklet af komponister og billedkunstnere gennem det seneste år og har premiere torsdag kl. 16.30 i det skrabede kælderrum, der skaber en dramatisk og stemningsfyldt kulisse.

- Det passer godt ind i de rå rammer. Vi håber, at det kan give en stærkere oplevelse, fordi folk ikke er forberedte på at opleve det her. Så vi håber, at folk bliver overraskede og måske får lyst til at komme igen, siger Lil Lacy, der er uddannet sanger og komponist og er autodidakt cellist.

Hun har sammen med Signe Lykke komponeret musikken, som er en symfoni i fire satser, mens filmen lavet af billedkunstnerne Ann Sophie von Bülow og Ulrik Heltoft. Den består af dokumentariske optagelser fra den lille by Nyaravuru i det vestlige Uganda.

På græsk er pneumatik læren om ånd eller læren om at ånde. Lil Lacy har længe været optaget af åndedrættet og har undersøgt det på mange forskellige måder, blandt andet i forbindelse med sangundervisning og kunstneriske samarbejder. Derfor er musikken også komponeret som bevægelsen gennem to åndedrag.

Annonce

Pneumaticks


  • Pneumaticks vises i kælderen på Den Ny Maltfabrik, Ebeltoft.
  • Premiere med live-performance torsdag 29. juni kl. 16.30-17.30. Senere er der live-performance kl. 20-21. Dørene åbner et kvarter før hver live-performance.Billetpris: 60 kroner.
  • Værket er skabt af billedkunstnerne Ann Sophie von Bülow og Ulrik Heltoft og komponisterne Lil Lacy og Signe Lykke.Musikere: Katinka Fogh Vindelev (sopran), Laura Mayer (alt), Simon Rønne Rischel (baryton), Morten Lohmann Sønderskov Jensen (basklarinet), Soma Allpass (cello) og Lil Lacy (cello).
  • Lil Lacy er uddannet sanger, komponist og autodidakt cellist og modtager af to DMA World for årets komponist. Hun har skrevet for ensembler og kor, teater, film og dans og udgivet anmelderroste albums.
  • Signe Lykke er uddannet sanger og klassisk komponist. Har skrevet for en bred vifte af ensembler som symfoniorkester og kammerkor, samt komponeret til film og dans.
  • Ann Sophie von Bülow, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis billedkunstskoler i 2016. Hun arbejder fortrinsvis med fotografi, video og installation.
  • Ulrik Heltoft, billedkunstner med en lang række udstillinger bag sig, bl.a. på Sesession i Wien, Whitney Museum i New York og Andersens Contemporary i København.
  • Værket kan opleves frem til og med 1. august tirs-, tors- og lørdag kl. 10-20.
  • Pneumaticks er en del af Operation Salomon og Rethink Human Being og er støttet af Aarhus 2017

Jord, vand, ilt og ild

De fire kunstnere har haft et tæt samarbejde undervejs i forløbet.

- I stedet for at det er musikken, der er lavet til billedet, har de to forløb kørt parallelt i udvekslingen mellem lyd og billede, fortæller billedkunstner Ulrik Heltoft.

Sammen med Ann Sophie von Bülow tog han til Uganda for at skabe billedsiden til værket i Ituri-regionen ved Nilens udspring. Her indeholder jorden næringsholdige mineralske primærpartikler, som gør den særlig frugtbar. Med vand og håndkraft kan jorden omdannes til formbart ler.

Filmen følger kvinden Leotissa Ayelango, som skaber lerkrukker på baggrund af en gammel, overleveret viden og kunnen om jord, vand, ilt og ild.

- Der er en forbindelse til en urkraft. Det helt grundlæggende for livet er åndedrættet. Livet opstår i Afrika, hvor hele den genetiske masse til alle mennesker kommer fra. Her lever nogle mennesker, der er i kontakt med en natur, som vi ikke kender længere. Det er vi som billedkunstnere meget interesserede i at pege på, forklarer Ulrik Heltoft, der understreger, at der ikke er tale om en dokumentarfilm.

Krukken som en lunge

Det er også Leotissa Ayelango som Lil Lacy og Signe Lykke har skrevet musikken til.

- Hun er blevet en form for medie for værket, hendes bevægelse, tempo, styrke og feminine gang, forklarer Lil Lacy og fortsætter:

- Hun skaber et værktøj, en krukke, som hun selv har haft berøring med hele vejen, mens vi lever i en verden, hvor man køber tingene og slet ikke har begreb om den tid og de processer, der ligger bag, siger hun.

For Lil Lacy symboliserer Leotissa Ayelangos krukke en lunge.

- Krukken er en åben beholder, der har et stort rum inden i og en åbning til det ydre. Det er det samme med lungerne. Begge dele fungerer som et direkte redskab til væren og liv, der står til rådighed for os, forklarer hun.

Når værket har premiere torsdag er det med to live-performances - en om eftermiddagen og en om aftenen.

Fra 1. juli og frem til og med 1. august, kan værket opleves tirsdag, torsdag og lørdag i tidsrummet kl. 10-20 i kælderen på Den Ny Maltfabrik. Her bliver musikken dog ikke opført live. Værket varer 55 minutter.

29. oktober vises værket med en live-performance i Musikhuset Aarhus.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Bears vandt snævert i København

Blog

Erindrings-containere

Da jeg forleden skulle have gudstjeneste i domkirken, kom jeg i god tid og besluttede mig for, at gå en tur i de omkringliggende gader, inden jeg skulle ind og have kjolen på - som man siger i min branche. Der er nu også noget særligt ved at gå rundt om morgenen i en søndagsstille by. Et par søvndrukne fædre er blevet sendt ud med barn og barnevogn, for at mor kan få en time ekstra på øjet, et ungt festramt menneske søger efter en åben kaffebar, og en enkelt turist kommer skramlende med sin rullekuffert. Men når byen på den måde er overladt til sig selv og duerne, kragerne og mågerne, så er det, synes jeg, også som om tiden står lidt mere stille, Eller måske er det nærmere som om erindringerne - både ens egne personlige og de fælles historiske - presser sig mere på. Har man som jeg haft en fortid i byen husker man måske begivenheder, gamle venner man gik rundt sammen med, søde piger, der boede henne om hjørnet. Nogle gange er det så også som om kvarterets gamle bygninger og havets nærhed taler om endnu ældre tider, om kannikker, sømænd, handelsfolk og larmende drukkenbolte. Og er du først i dét hjørne er det lidt ligesom at du blidt løftes ud af 2019 for at blive en lille del af byens store erindring. Og har du så oven i købet, som jeg havde det forleden, et ærinde inde i domkirken, så er det en stemning eller fornemmelse, der ikke sådan lige slipper dig. Domkirken er, som så mange andre af de mange gamle kirker vi er privilegerede med her i stiftet, også en erindrings-container. Billederne, gravminderne, døbefonten, hele bygningsværket er som lag af historie, der har lejret sig i rummet. Ikke død historie, men historie der taler til os, der lever og trækker vejret her i 2019 med alt, hvad dertil hører. Den gamle kirke husker for os alle, og derfor rummer den os alle. Da jeg kom hjem til Aarhus for fire år siden var det efter 28 års fravær. Det var godt at være tilbage. Vi travede rundt i gaderne, genoplevede gamle stemninger og glædede os over gensynet. Men der gik et par år, før jeg begyndte at få øje på alle højhusene, byggerierne og boligområderne, der var skudt op siden vi forlod byen i 1988. Det var ligesom mine øjne indtil nu havde nægtet at se dem. Det gamle Aarhus havde i min bevidsthed ikke villet vige pladsen for det nye. Der findes et sted inde på YouTube, en lille film, der er optaget på en køretur fra Randersvej og ind gennem Aarhus i netop 1988. Det var den film, der blev ved at med at spille for mit indre blik, og som også gjorde jeg hele tiden forventede at møde de gamle venner og kærester nede på gågaden. Sådan kan fortiden nogle gange lægge en tung hånd på vores skulder. Ikke mindst, når vi bliver ældre og den af gode grunde fylder mere og mere, og vi gerne vil tale om den, indtil vores børn får et træt udtryk i øjnene. Men hvad jeg gerne vil undgå – og her kommer jeg tilbage til mit ærinde den anden søndag – det er, at historien også helt bemægtiger sig kirkens historiske rum. Forstået sådan, at det der siges inde i den, hele tiden har adresse til os og det mudrede og sammensatte menneskeliv vi lever nu og her i dag. Nok er den en erindringscontainer, kirken, og nok er det vigtigt, at vi har historien med os, men det er her og nu, vi trasker rundt i gaderne mellem hinanden, og det er ordene til os om dét, der først og fremmest er på færde herinde under de gamle hvælvinger.

Aarhus

SF og Alternativet vil indføre betalingsring for bilister i Aarhus: - Vi bliver nødt til at bruge både pisk og gulerod

Østjylland

Trods forsinkelser og aflysninger: Friske tal viser stor stigning i letbanens passagertal

Annonce