Annonce
Aarhus

Christian Stadils streger

Foto: Linda Kastrup

Manden bag Hummel. Det har været et vildt 2013 for Christian Stadil. Hans forretning er aldrig gået bedre. Også selvom han har måttet droppe 100 rejsedage for at få tid til sin hidtil største succes: Sønnen Winston på otte måneder.

Annonce

De har boet i den træbeklædte villa i et år års tid. Nord for København med udsigt over marker og græssende heste. Christian Stadil, hans forlovede Alice, og sønnen Winston på otte måneder. Hvor graden af lukkethed over for omverdenen som regel stiger proportionelt med mængden af penge på bankkontoen, er Christian Stadil et eksempel på det modsatte. Han tager imod med sin Hummel-klædte søn på armen og viser rundt i det lækre, men langt fra prangende hus, hvor legetøj, bøger og voksdug dominerer, og hvor stort set alle lodrette flader er tapetseret med malerier, collager og tegninger, som han har et personligt forhold til. Nå ja, så er der også de obligatoriske buddhistiske symboler, bedekæder og østerlandske tæpper og puder, og bortset fra to fingre, som er bundet ind i sort sportstape og muligvis er brækket efter en hård omgang Muay Thai-boksning - hvor næsten alt er tilladt - med en thailandsk verdensmester, ligner Christian Stadil en tilfreds mand.

Tidligere i år blev han sammen med sin far Thor placereret på en 65. plads over Danmarks rigeste familier med en anslået formue på 3-4 milliarder kroner i deres fælles selskab Thornico Holding (navnet er en sammentrækning af Thor og Christians mellemnavn Nicholas, red.), som i slutningen af 1990erne købte sportsmærket Hummel og siden har udvidet forretningen til også at omfatte fødevarer, ejendomshandel og en shippingvirksomhed, som er Danmarks tredjestørste målt på antal skibe.

Christian Nicholas Stadil

Født 1971

Direktør i koncernen Thornico A/S

Student fra Herlufsholm Kostskole i 1990

Sergent i Den Kongelige Livgarde fra 1990 til 1992.

Studerede jura i Århus, men droppede ud af studiet

Har skrevet bøgerne »Company Karma« med Steen Hildebrandt (2007), »Personlig Karma« med Sofia Manning (2011) og »I bad med Picasso« med Lene Tanggaard (2012)

Desuden startede Christian Stadil i år tatoveringssitet Tattoodo sammen med Daniel Agger og er på vej ind i en mindre stormflod af virksomheder som enten investor, medstifter eller bestyrelsesmedlem. Og så er der hans mange foredrag og bøger om karmaledelse og kreativitet. Og hans passion for kampsport og buddhisme. Og hans evne til at netværke med Gud og hvermand. Nok er Hummels logo en doven humlebi, men mærkets ejer er snarere en hyperaktiv hveps, som fortæller om alle sine aktiviteter i et hæsblæsende tempo og konstant punkterer sine egne historier med nye sidespor og associationer.

2013 markerer også et lille jubilæum. Hummel bliver nemlig 90 år. Det gamle tyske mærke - som i 1980erne var sponsor for det danske fodboldlandshold - havde levet et langt og omskifteligt liv, da Thornico købte det i 1999. På det tidspunkt studerede Christian Stadil jura i Århus, udlejede lejligheder og snusede i sin fritid rundt hos sportsvirksomheden, hvor hans far sad i bestyrelsen. Den unge, modeinteresserede jurastuderende havde læst nogle artikler om retroens indtog i moden som en konsekvens af det forestående millinium, der rykkede faretruende tættere på, og han så et stort potentiale i brandet.

Indtil for fem år siden var han også kreativ direktør for mærket, men i mange år var det hans egen tanke, at når selskabet nåede et overskud på 25 millioner kroner, var det på tide at trække sig tilbage til posten som bestyrelsesformand. Og med en million solgte par sko om året som primær vækstdriver, kan Christian Stadil nu koncentrere sig om andet end den daglige drift.

»I 1990erne var der ingenting, og jeg tror, at Thornico har kunnet lade sig gøre, fordi jeg ikke bare har arvet det hele, men har skabt det sammen med min far. Hvis jeg havde fået det hele foræret, havde jeg ikke kunnet finde mig selv til rette i det,« siger han og opridser kort Thornicos historie. Christian Stadils farfar havde aktier i et fødevarefirma i Odense, som hans børn arvede, og da Christian Stadils far havde tjent nok penge som advokat, købte han sine søskende ud og begyndte at opbygge en virksomhed baseret på fødevarer.

»Så min far har heller ikke bare arvet, men har skabt det meste selv. Selvfølgelig er der en flig af nogle fordele, som jeg også selv har fået. Bare det privilegium at have en mentor som Thor er en kæmpe fordel. Forhåbentlig kan han så også lære lidt af mig i dag,« siger han om arbejdsfordelingen, hvor faren tager sig mest af fødevarer og shipping, mens Christian Stadil tager sig af ejendomme, techvirksomheder og Hummel.

»Først og fremmest opfatter jeg mig selv som forretningsmand. Det er det, jeg brænder for. Art of the deal. At lave salgsstrategier, battle med konkurrenterne, sidde med budgetter og tal. Alt det der. Jeg elsker at lave forretning. Men det er foredragene og bøgerne - det, jeg kalder before 9 og after 5 - som gør mine dage lange.«

Her er et pluk i kalenderen fra den seneste uge: Foredrag i Thisted, videre til Thisted, præsentation for Hummels medarbejdere om ny strategi i Århus, bankmøde i Aalborg, godkendelse af budgetter for en lang række af Thornicos selskaber, middag på Noma med Brøndby IF's (Hummel er hovedsponsor, red.) bestyrelse, møde med Hummels kreative team, , bestyrelsesmøde i Thornico med afsluttende julefrokost for alle selskabets direktører, Go' Morgen Danmark, foredrag for Tønders borgmester og så lige en fødevaremesse i Frankfurt.

»Det er selvfølgelig dejligt og sjovt med alle de ting, jeg laver, men jeg ville ofte hellere være hjemme hos familien. Jeg har skåret meget ned på de lange rejser. Sidste år rejste jeg 160 dage, men i år har jeg droppet ture til Argentina, Japan, Brasilien og Kina, hvor jeg normalt har været flere gange om året. 100 rejsedage har jeg nok skåret fra i år. Men som Alice siger: om jeg er i Odense eller Langtbortistan gør ikke den store forskel for hende. Jeg forsøger virkelig at prioritere at være sammen med Winston. I morges var jeg til svømning med ham og bagefter til sundhedsplejerske. Jeg skal ikke have en præmie, men jeg prøver virkelig på at blive en rigtig god far,« siger han, mens Alice kommer forbi og kysser hans isse.

»Du er god,« siger hun.

»Hun er virkelig fantastisk og forstående, mens jeg er langt mere besværlig og sær,« siger han og tager Winston, som lader til at være Nordsjællands mest tilfredse barn.

»Og han er endda blevet revet rundt til babysvømning hele morgenen,« siger han.

Han smiler og rejser sig for at åbne en flaske vin. En Peter Sisseck. Men selvom det er en af de billigste udgaver fra den normalt dyre producent, føler Christian Stadil alligevel trang til at forklare sig.

»Vi drikker ikke den slags til daglig. Det er kun, fordi vi havde gæster til middag i lørdags,« forsikrer han.

Christian Stadil er meget bevidst om, at han er enebarn. Måske er det derfor, at han elsker at have mennesker omkring sig. I perioder bor Alice' lillesøster i huset og hjælper til med at passe Winston.

»Alice og Emma er meget tætte, og det er simpelthen så hyggeligt, når hun er her,« siger han, mens søstrene rumsterer rundt i køkkenet med sønnen.

Da han selv var barn, var det moren, Kirsten Malling Stadil, der tjente pengene, mens faren læste jura.

Hans mor var model i 1960erne og var blandt andet i fransk Vogue. Forsiden, der hænger indrammet på væggen, er dog fra en tidlig udgave af Vi Unge.

»Hun var meget smuk dengang og er det i øvrigt stadigvæk,« siger han stolt.

Senere blev hun fotograf og stylist, og hun var også interesseret i meditation, akupunktur og astrologi.

»Den mere sensitive side har jeg arvet fra min mor. Jeg kunne lide at lave collager, som jeg klippede ud af magasiner, og jeg elskede at læse og skrive dansk stil og kunne sidde i timevis og fordybe mig. Da jeg var barn, ville jeg være havbiolog, fordi jeg godt kunne lide at dykke, og i lang tid drømte jeg også om at blive krigskorrespondent, fordi det kombinerede noget macho med det at skrive. Det var et lidt flippet hjem, selvom min far er mere konservativ end min mor. Ikke på en kedelig måde. Han var den første, der surfede i Danmark, og han skateboardede allerede i 1970erne. Vi har også stået meget på ski og besteget bjerge over hele verden. Det er ret fedt at have sådan noget sammen. Jeg har et meget tæt forhold til begge mine forældre. Af en 42-årig at være, er det få, tror jeg, der snakker så meget med sine forældre som jeg gør,« siger han og fortæller om sit helt store idol, som hænger flere steder i huset. På væggen har han en Leonard Cohen-koncertplakat. »To Christian from Leonard Cohen«, står der. Da den canadiske poet, buddhist og sanger tidligere i år udstillede sine tegninger i Gallery Poulsen i København, bestilte Christian Stadil to tegninger af kunstneren, som selvom de ikke er originale, men »kun« nummererede tryk, koster i omegnen af 20-30.000 kroner.

»Jeg købte dem kun, fordi jeg er så nørdet med ham,« siger han og peger på et stykke bar hvid væg, hvor hans lille Cohen-samling skal hænge.

Han viser flere værker frem. Mange af dem af unge danske kunstnere. Hver enkelt bliver ledsaget af små anekdoter. En anden stor interesse er litteratur, især beatlitteraturen fra 1950erne og 1960erne med forfattere som Jack Kerouac, William S. Borroughs og Allen Ginsberg.

Alice sætter nylavede havregrynskugler på bordet ved siden af de skåle med chips, mørk chokolade og mandler, der står der i forvejen.

»Siden jeg var 12 år, har buddhisme været en stor passion. Men det er gået op og ned med interessen. Da jeg spillede amerikansk fodbold og vejede 100 kilo, dyrkede jeg det ikke så meget, men efter militæret, fra jeg var 19-20 år og de næste 15 år frem, var det en ret konstant interesse, hvor jeg måske læste 500 bøger om buddhisme og besøgte klostre over hele verden. For mig handler buddhisme mere om psykologi end om religion, og den hænger også sammen med min interesse for litteratur og musik. Ginsberg og Kerouac var gennemsyret af buddhistisk inspiration, og Leonard Cohen boede på Mount Baldy og var zenmunk,« siger han.

Der ligger håndvægte i stuen på tæppet foran sofaen ved siden af kunstbøger. På væggen et maleri med et nærmest pornografisk motiv af favoritmaleren John Copeland. Et lignende hænger i soveværelset.

»Mange tror, at buddhisme bare handler om at sidde og drikke grøn te dagen lang. Men flere af dem var super rowdy (rå, red.) En af mine yndlingspoeter er en japansk zenbuddhist, der skrev de mest seksuelt explicitte digte. »50 shades« go home. Mange af de gamle munke sad i årevis og mediterede uden at kunne få oplysning. Og så gik de ned på det lokale bordel og i det øjeblik, de penetrerede den prostituerede, vupti, der var oplysningen,« griner han og vender tilbage til Leonard Cohen og hans digtsamling »Længslernes Bog«.

»Jeg kan godt lide, at det ikke er så enkelt. Leonard Cohen sad deroppe i templet og kunne ikke få sin munkekjortel på, fordi han havde rejsning. Han lagde ikke skjul på, at han engang imellem skulle ned fra det bjerg for at bolle med pigerne,« griner han.

»Han mangler et øje, og det er først, når jeg får opfyldt min største drøm, at jeg får lavet et øje til ham. Nu har jeg fået Winston, så det kan godt være, at tiden er inde til, at han skal have øjet tilbage,« siger han.

I Christian Stadils verden er der ikke nogen sort-hvide sandheder. Det er ikke enten-eller, og der er tilsyneladende ikke en modsætning mellem at interessere sig for buddhisme og forretning. Thornicos logo er inspireret af det buddhistiske symbol Indra´s Net, som symboliserer hele verdens forbundethed.

Men sidste år røg han på forsiden af Ekstra Bladet med historier om, at selskabets skibe sejlede med farlige - såkaldte IMO-laster. Hvordan kunne en erklæret buddhist sejle med våben til diktatoriske regimer, spurgte avisen.

»Jeg kan sagtens forstå, at det er en god historie, at jeg har et rederi, der sejler med farlige laster, når man nu har set mig sidde i lotusstilling og tale om karma,« siger han, mens Alice inviterer Berlingske til at blive til middag. Klokken nærmer sig spisetid, og store bøffer, bernaise og masser af salat bliver sat på bordet. Christian Stadils yndlingsmad.

»Ingen kulhydrater og masser af protein og grønt. Det er lige mig,« siger han og åbner endnu en flaske vin.

»I den konkrete sag var der intet gjort galt. Den handlede om en sending våbenkomponenter fra den tyske regering til Sydkorea. Skibet blev tilbageholdt i Finland på grund af en fejl i papirerne, men der var intet fordækt i det. Mange rederier sejler med IMO-laster, og alle vores er godkendt af FN. Vi er meget strikse omkring det, og alting skal godkendes af topledelsen,« siger han.

»Faktisk var jeg parat til at droppe IMO-laster fuldstændig, men jeg lærte, at det ikke er så enkelt,« siger han og taler om de velgørende transporter med ris og vindmøller og det strategiske samarbejde med Røde Kors, som Thornico også står for.

»Det gik også op for mig, at folk måske havde et mere helligt billede af mig, end jeg troede. Men man ligger, som man har redt, og jeg kunne aldrig drømme om at brokke mig over den måde, jeg bliver fremstillet på i medierne,« siger han og kommer til at støde de indbundne fingre mod bordet. Han bander.

De ømme fingre bliver til en lang fortælling om glæden ved kampsport. Christian Stadil viser billeder på sin computer af lagkagestore blå mærker på lår, skinneben og albuer. Han træner thaiboxing og andre former for kampsport og var kun ni år, da han begyndte at bokse og havde plakater med Chuck Norris og Bruce Lee hængende på væggen.

»Det var i de år, hvor man gradvist bliver mere selvbevidst og leder efter en knage at hænge sin identitet på. I skolen var jeg den, der kunne slås, og når der var sneboldkampe om vinteren, var de andre pissebange for mig,« siger han om sin flirt med det maskuline.

»Jeg havde også hele den side med det feminine og spirituelle, og jeg havde langt hår til skuldrene, Lacostetrøjer og hvide bermudashorts. Så kampsporten og fascination af militæret var et behov for at afsøge noget mere maskulint. Det kunne ikke blive vildt nok, og jeg havde min egen bande - i Rungsted! Vi hang ud på byggepladser, og jeg underviste de andre i kampsport. Vi dansede også breakdance på Rungsted Havn. Det var virkelig street.«

Han griner af sine ungdommelige forsøg på at være nordsjællandsk gangster.

Men for et år siden var det ved at blive alvorligt. Væk var den ungdommelige tro på egen udødelighed, og hjemme ventede en højgravid kæreste. En sen decembernat gik han langs med Nørrevold på vej hjem til sin daværende lejlighed. Den første sne var netop faldet. Han var helt alene på gaden, da en bil med fem bandemedlemmer passede ham op. De råbte til ham, om de måtte låne hans telefon, og da han kom op til bilen, kunne han se, at det var »nogle fæle karle«.

»Jeg sagde til dem, at det ikke var så godt, at de lånte den. Prøvede at være jovial. Så gik der fem sekunder, og så hørte jeg bildørene smække. Derfra gik det hurtigt. Jeg blev skubbet omkuld, men fik rejst mig hurtigt igen. Heldigvis havde jeg drukket nok til, at det tog toppen af nervøsiteten, mens adrenalinen kørte på højtryk. De angreb mig, og jeg gik i kampstilling og råbte »lad os droppe det her«, mens jeg skubbede dem væk. Jeg var ikke bange, men i en tilstand, hvor jeg slap bevidstheden og havde fuld aggression mod fjenden, som man gør i kampsport.«

Han vendte om og løb, så hurtigt han kunne, op mod krydset ved Statens Museum for Kunst, mens bilen fulgte efter. I samme øjeblik kom en taxa kørende, som han sprang ud foran. Den forsøgte at undvige, men han fik grebet fat i den og flåede døren til passagersædet op og kastede sig ind på bagsædet, hvor der sad tre jyske studerende.

»De blev helt chokerede, da jeg råbte »kør kør!«, og heldigvis kunne de kende mig. Chaufføren var skidesød, så jeg kørte med til Amager, hvor de skulle af, og jeg betalte deres tur og speedsnakkede hele vejen, fordi jeg var helt oppe at køre på adrenalin. Bagefter ringede jeg til politiet og kørte tilbage til gerninsgsstedet. Først da opdagede jeg, at jeg manglede mine briller, og at min mobil var smadret. Desuden havde jeg huller i tøjet, sår på knoerne og helt blå baller, fordi jeg var faldet hårdt.«

Senere fangede politiet banden, som det viste sig havde over 30 overfald på samvittigheden. I dag hænger der af samme årsag 360 graders overvågningskameraer på facaden af huset, om natten lukkes en tung port ud mod vejen og indenfor er en overfaldsalarm altid inden for rækkevidde.

»Alice synes, det er lidt langt ude,« griner han, og et opgivende blik fra kæresten bekræfter det.

Der er 2.509 ulæste mails på telefonen og syv ubesvarede opkald fra Go' Morgen Danmark, hvor han skal møde dagen efter kl. 6.40 for at være en del af programmets karrierepanel. Han kysser sin søn godnat og er selv ved at se træt ud.

»Jeg har masser af energi, men jeg ved, at jeg bliver nødt til at sidde i tre-fire timer og arbejde, når du er gået. Jeg elsker at sove, søvn er fantastisk, men jeg får kun omkring seks timer de fleste nætter.«

Han taler alligevel videre om hønsefarme i Malawi, en ny tech-virksomhed og de andre projekter, han er involveret i.

»Ikke på noget tidspunkt i min snart 20 år lange karriere føler jeg, at jeg har lavet noget så spændende, som det jeg laver i dag. Jo, shippingbranchen er presset, og vores teknologivirksomhed tabte 130 millioner kroner sidste år. Det er mange penge, selv for os, så det er ikke kun guld og grønne skove. Men i år bliver alligevel nok det bedste år for Thornico nogensinde,« siger han og sender et blik i retning af soveværelset.

»Men at være blevet far er større. Det er simpelthen det mest fantastiske. Og jeg tror næsten, at det hænger sammen. Jeg ved ikke, om det er Jungs teori om synkronicitet eller sådan noget, men jeg synes, at jeg er blevet en langt bedre forretningsmand, efter at jeg har fået Winston. Mere professionel. I de seneste otte måneder har jeg simpelthen nået så meget, fordi jeg er blevet bedre til at prioritere det, som jeg synes er sjovt. Livet er for kort til at lave noget, som man ikke interesserer sig for.«

Han tømmer glasset med rødvin.

»Man ved ikke noget om kærlighed, før man bliver forældre. Man kan tale nok så meget om privilegier, men at have fået et sundt og raskt barn er fandeme et af de største. Jeg er bare så bundhamrende forelsket i den dreng. Han er et sugerør direkte til mit hjerte. Og så mig som ellers er så kontrolleret. Han kan se lige gennem mig. Buddha, jo jo, god interesse, men ham, der ligger dernede og sover, og som med et blik afslører mig, hvis jeg et øjeblik bliver for selvbevidst, han er min guru.«

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aarhus For abonnenter

Historisk løft til idrætten i Aarhus: Partier vil afsætte 25 millioner kroner om året til nye faciliteter

Aarhus

Tidligere ældrerådmand: Jette Skive løber fra sit ansvar for plejesvigt på Kongsgården

Aarhus

12-årige piger udsat for blotter: Bilist uden tøj kontaktede dem foran skolen

Annonce