Annonce
Erhverv

Hvorfor beholder du dit møgjob?

Morten Ballisager, direktør, Konsulenthuset Ballisager. Foto: Jens Thaysen

Godt nytår.

Det er højtid for nytårsforsæt. Mange af dem handler om jobbet. Mange ønsker sig en udvikling. Men I kender jo skæbnen for de fleste nytårsforsæt: De punkteres i januars tusmørke af en slatten rygrad.

Nu vil jeg fortælle, hvad der sker, når mennesker ignorer egen mistrivsel på jobbet. Jeg vil gøre det med afsæt i det, jeg har lavet de seneste seks år: Hjulpet virksomheder med at fyre medarbejdere på den mest ordentlige måde.

Når virksomheder gennemfører fyringsrunder, så går det ud over de mindst dygtige og dem, som brokker sig mest. Jeg ved godt, at det iklædes en juragymnastisk frase om, at der ikke er match mellem kompetencer og fremtidige behov. Men forenklet sagt, så fyres de mindst dygtige og gnavpotterne.

Jeg har udviklet en faglig interesse og nærmest en form for sympati for denne gruppe mennesker - gnavpotterne.

Altså de ER virkelige nogle irriterende typer - når man møder dem første gang. De er så negativt fokuserede og skælder alle ud - lige på nær sig selv.

Men når man så kommer lidt tættere på, finder man ud af, at de bare er "gået kold" i jobbet, kollegerne eller chefen. Og de er faktisk mere skuffede over sig selv end over andre: De er trætte af, at de ikke selv har håndteret den frustration, de har.

Hver gang jeg hører deres historie, så undrer jeg mig. Jeg undrer mig over, at de ikke har taget konsekvensen og skiftet jobbet ud med noget andet, der er bedre.

Hvorfor byder man sig selv at blive en sur gnavpot i stedet for at skifte jobbet ud med et bedre? Hvis man fastholder sig selv i et demotiverende job i mange år, er der alvorlig risiko for, at man bliver et væksthus for en indre gnavpot.

Jeg har en uvidenskabelig - men erfaringsbaseret - påstand: Du kan sagtens holde til mistrivsel i dit job. Men ikke for længe.

Dit plus/minus regnskab må gerne gå i minus i perioder. Men helst ikke mere end et års tid. Når dit trivselsregnskab har været i minus i cirka et år uden, at du har gjort noget ved det, så begynder du en rejse ind i et gnavpot-univers. Et univers, som kan være svært at komme ud af. Du begynder ubevidst at fokusere mere på de svære og trælse ting og mindre på muligheder og løsninger. Efter et-to år i denne tilstand har den negative spiral sat sig så hårdt på dig, at du ikke engang vil være god, hvis du skal ud og søge nyt job.

Hvorfor beholder så mange et job, som de er ved at køre sur i?

Tja, vi ER jo nogle værre tryghedsnarkomaner. Vi er som danske samfundsborgere stopfodret med tryghed i et omfang, så man tænker, at vi er blevet helt afhængige - af tryghed.

I jobsammenhæng vælger vi i hvert fald ofte det som godt nok er lidt ringe, men dog kendt frem for det ukendte. Besynderligt!

Må jeg opfordre Hr. og fru Danmark til en højere konsekvens, når man sidder fast i job-mistrivsel. I mit job ser jeg gang på gang, hvordan et jobskifte med ret stor sikkerhed løfter en person - nye relationer, nye roller, nye opgaver, nye udfordringer til hovedet og så videre.

Når vi befinder os i en ny jobsituation, får vi øje på nye sider af os selv. Kompetencemæssigt udfordres vi anderledes, og personligt får vi mulighed for at gøre os fri af nogle af de roller, som vi ofte havner i på en arbejdsplads.

Jeg kan med mine blotte øjne konstatere, at langt, langt de fleste gange er et jobskifte berigende. Jeg tror, at homo sapiens er mere beregnet til at håndtere og udsættes for forandringer, end vi går og bilder os selv ind.

Jobskifte er også godt for erhvervslivet! Selvom mange virksomheder stadig lever i en forestilling om, at jo længere gennemsnitsanciennitet man har, desto bedre har virksomheden det. Det er en underlig firser-forestilling.

Virksomheden har det godt, når den sørger for at have en gensidig udviklende relation til sine medarbejdere. Hellere tre-fire gode år sammen end 10 slatne år. Relativt hyppige jobskifte er erhvervsvenligt, fordi virksomhederne alt andet lige har god adgang til ny viden, ny inspiration og nyt engagement.

Jobskiftekultur er også med til, at arbejdspladser med dårligt og stressende arbejdsmiljø bliver endnu hårdere straffet. De bliver simpelthen affolket. Det vil gøre ondt på dem, og mon ikke de vil stramme op på arbejdsmiljøet hurtigere end i dag.

Men vi HAR da hyppige jobskifte i Danmark!? Ja, men vi har sørme også mange mennesker, der går og små-øffer over deres job.

Så med andre ord - hvis du har været i jobmistrivsel i et års tid, så se at komme videre eller tag en ærlig snak med din chef om udvikling i dit job. Moderne chefer kan godt håndtere sådan en snak og vil formentlig gengælde din ærlighed med et forsøg på at hjælpe dig videre fra din "fastlåsthed".

Din jobtrivsel er dit ansvar. Dit alene.

Godt nytår.

Annonce

Klummen

Morten Ballisager er stifter, ejer og direktør for det landsdækkende konsulenthus Ballisager, der arbejder med rekruttering, outplacement og karriererådgivning. Virksomhedens hovedsæde ligger i Aarhus. Har du kommentarer til denne klumme, kan du kontakte Morten Ballisager direkte på mb@ballisager.com

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Annonce