DEBAT: Det er dejligt at læse, at Socialdemokratiet nu også er kommet med på den dagsorden, der hedder tilgængelighed.
Man skal kunne komme med busserne, ja. Men udfordringen er noget mere kompleks end blot en rampe i busserne. Det handler også om pladsen ved stoppestederne og pladsen i bussen. Kørestole skal dele plads med barnevognene, så der er måske plads til en-to kørestole i bussen.
Det hjælper heller ikke, at kørestolsbrugere kan komme rundt med bussen, hvis ikke de kan komme rundt i byrummet, komme ind i bygninger, butikker, kulturinstitutioner eller andre steder. For ikke at tale om at kunne komme på toilet i byen også. For hvorfor så overhovedet tage ind til byen?
Det hele skal spille for, at det giver en god oplevelse for kørestolsbrugeren at komme ud overhovedet, for, at det giver mening og er det værd.
Der er mange ting, der skal gøres mere tilgængelige, ikke kun busserne. Og spørgsmålet er, om busserne nu også er det vigtigste sted at starte. Det kan i hvert fald ikke stå alene. Man bør se på transportområdet som helhed. Se på letbanen, Flextrafik og mulighederne for handicap-parkeringer.
Det er her, vi tænker, at kørestolsbrugernes margueritterute er en vigtig ting, der kan fortælle, hvor man kan komme ind. Der skal være et mål med at kæmpe sig ud af døren, ellers er der en risiko for, at man bare bliver derhjemme og lever det skyggesamfund, som formanden for Lev, Anne Kjeld Pedersen, skriver i sit indlæg (stiften.dk 3. marts).
Det store overblik og det store billede. Alt hænger sammen. Det hele skal spille for, at det giver en god oplevelse for kørestolsbrugeren at komme ud overhovedet, for, at det giver mening og er det værd. Bussen/kollektivtrafik er bare en lille brik i det store puslespil.
Når vi snakker om det store billede, er det den hjælp, man har brug for, når man vågner, til man er på et museum. Det kan ikke hjælpe noget, at man kan tage bussen, hvis en kørestol er i stykker eller hjælpen til at komme med bussen ikke er der.
