Annonce
Debat

Kunsten er taberen i slaget om Store Torv

Annonce
Jesper Rasmussen, kunstner. Arkivfoto: Flemming Krogh

Så er Elisabeth Toubros Vanddrage fjernet fra Store Torv i Aarhus. Uanset hvilken mening man havde om skulpturen, uanset om man kunne lide den eller ej, så er der ingen vinder i den sag, men udelukkende en taber, og det er kunsten.

Kunstens fravær på Store Torv bliver det endelige resultat af mere end 25 års kamp og strid om at placere et kunstværk på byens fineste plads.

Aarhus er i forvejen en by med meget lidt kunst i byrummet, meget mindre end i København, Odense og mange andre danske byer, der forholdsmæssigt har langt flere skulpturer og kunstneriske udsmykninger i det offentlige rum. I København ville det være utænkeligt at så prominent og historisk en plads som Store Torv ikke for længst var forsynet med et kunstværk.

Kunsten i det offentlige rum er vigtigere, end de fleste gør sig klart, for den skaber fortælling og giver identitet til de steder, hvor den optræder, og nogle gange behøver den tid til at rodfæste sig.

Til de kunstfjendske, der frygter, at byrummet plastres til med kunst, kan vi blot konstatere, at det kommer aldrig til at ske. Det offentlige rum er så fuldstændig domineret af parkerede biler og reklamer, at der ikke levnes plads til andet. Og biler og reklamer bidrager ikke med fortælling og identitetsskabelse, for de er ens overalt.

Striden om at placere et kunstværk på Store Torv var fra begyndelsen betændt, og den kom aldrig til at foregå på kunstens præmis. Andre dagsordener satte deres grimme præg på forløbet.

Tilbage i 1994 ansøgte Aarhus Kommune Statens Kunstfond om støtte til en skulptur på Store Torv, og Kunstfonden pegede på kunstneren Hein Heinsen, der skitserede et værk: Ringen, Kilen og Vogterne, som etablerede en kunstnerisk sammenhæng helt fra domkirken til Lille Torv. Heinsens skitse var et gennemarbejdet og afbalanceret forslag, der forsynede de to torve med et karakteristisk element, som byen sandsynligvis ville være stolt af den dag i dag. Forslaget ville da også være gået glat igennem i en hvilken som helst anden by end lige netop Aarhus, der som den næststørste by i kongeriget var ramt af provinsielt storhedsvanvid.

Meget hurtigt rejste der sig en folkelig opstand mod kunstværket. Men kun meget få af de mange læserbreve og argumenter, der blev fremsat mod kunstværket, handlede om selve kunstværket. De handlede om noget helt andet. Det var processen, der var noget galt med: At man valgte en københavner til at udsmykke den vigtigste plads i Danmarks næststørste by! At det var Statens Kunstfond og ikke århusianerne selv, der bestemte kunstneren!

Folkestemningen blev grebet af den lokale annonceavis Århus Onsdag, som i 1995 arrangerede en konkurrence, hvor man inviterede ti lokale kunstnere til at stille modforslag til Heinsen. Avisens læsere kunne så stemme om, hvad der skulle være på Store Torv, og som bekendt vandt Per Kramer afstemningen med Det Grædende Træ: Et 17 m højt, naturligt egetræ støbt i bronze, som hver dag kl. 16 skulle "græde tårer", saltvand, ud af de mange grene.

Den provinsielle modmanøvre var meningsløs af flere grunde.

Dels var Per Kramers træ så bekosteligt – det blev af enkelte fagfolk vurderet til 30-40 mio. kroner – at det ikke var realistisk at gennemføre i forhold til de fire-fem mio. kroner, som alle de andre kunstprojekter på stedet måtte operere med. Det er i hvert fald sjældent, at nogen ønsker, at der skal ofres otte gange så mange penge på kunsten i det offentlige rum.

Og dels er det grundlæggende en dårlig idé at benytte folkeafstemninger til at vælge kunst. Det fører som regel kun til det allerede kendte og det reaktionære. Havde man benyttet folkeafstemninger i 1100-tallet, havde der næppe stået en domkirke på Store Torv i dag.

Og allerværst: At det for enhver pris skulle være en århusianer, der lavede kunsten på Store Torv! Tænk, hvis den afstumpede, provinsielle tankegang blev overført til andre områder. Så måtte vi for eksempel kun køre i århusianske biler eller anvende århusiansk it-teknologi i Aarhus!

Det kommunale byråd bøjede sig til sidst for folkestemningen ved at afvise Heinsens forslag i 1996, og i 2001 blev der så med Statens Kunstfonds hjælp afholdt en konkurrence, hvor seks kunstnere blev inviteret til at foreslå et nyt kunstværk på Store Torv.

Jeg deltog selv i konkurrencen, og det var en betændt proces, hvor alle deltagerne fra første færd blev suspekt-gjort i medierne. For eksempel lå det hele tiden i luften, at Per Kramer var den moralske vinder, for flertallet havde allerede stemt på ham, uagtet at hans egetræ sprængte konkurrencebudgettet med flere hundrede procent. Hvis en af os deltagere overskred budgettet med så meget som en krone, blev vi diskvalificeret.

Elisabeth Toubro vandt konkurrencen med sin Vanddrage, og i al den tid skulpturen har stået på torvet, har den været genstand for kritik, og forskellige bevægelser har arbejdet for dens afskaffelse. Nu har man så fjernet den, og vi er tilbage ved udgangspunktet: Ikke noget kunst på Store Torv.

Den fremtidige løsning bliver måske en forhøjning, et siddemøbel, midt på tovet, akkompagneret af små, rekreative vandstråler, der kommer op fra belægningen, så børn kan soppe i dem. Den løsning er der for så vidt ikke noget galt med. Men den genererer ingen karakteristisk fortælling eller identitet til stedet, for sådan en indretning kan man finde mange andre steder i byer rundt omkring.

Kunsten er taberen på Store Torv.

PS: Og hvad var mit eget forslag til konkurrencen i sin tid? Hvis jeg skulle lave det i dag, ville det lettere modificeret være tale om et meget stort, cirkulært, lavt spejlbassin midt på torvet, der hvor Heinsens belægning danner en cirkel. Vandet i spejlbassinet skal rotere langsomt rundt, og i midten vil vandet dramatisk blive suget ned i et mørkt, dybt hul. En malstrøm. Domkirkens høje tårn, der rager mod himlen, vil dermed blive modsvaret af et roterende afløb, der fører ned i underverdenen. Se, det ville være en interessant fortælling på stedet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce