Annonce
Debat

Sorteper om socialt ansvar

Fra at handle om boligområder har en ghettodebat efterhånden flyttet sig til at være en debat om ordet ghetto. Betyder ?ghetto? reelt noget helt andet end brugen af begrebet i dansk boligpolitik? Og er brugen af ghetto en politisk nedrakning af boligområder?

Den nye ghettodebat peger på, at ghetto i moderne dansk sammenhæng er en begrebsforvirring i forhold til begrebets oprindelige betydning, og at ghettopolitisk stempling i sig selv har negative konsekvenser.

Noget tyder altså på, at brugen af ordet ghetto er på vej ud. Selv om det nok vil hænge ved en rum tid i såkaldt daglig tale.

Boligminister Carsten Hansen har da også vendt sig mod at omtale boligområder i Danmark som ghettoer, fordi de huser borgere med sociale problemer. Men hvordan finde et nyt ord, uden at nissen flytter med?

Annonce

I et regeringsudspil med henblik på en bedre indsats for de boligområder, det handler om, tales konsekvent om »udsatte« boligområder.

Men i stedet for at finde et nyt ord at sætte foran, er der mere grund til fokus på det med boligområder.

Trods »udsat« i stedet for »ghetto« lægger regeringsudspillet ikke op til afgørende ændringer i det syn, der anlægges på nu såkaldt udsatte boligområder. Snarere end indsats for udsatte boligområder ligner det indsats mod udsatte boligområder. Indsatsen skal bl.a. gøres »... af hensyn til samfundet, fordi udsatte boligområder skaber (min kursivering) vækstbetingelser for miljøer med kriminalitet, afvigende adfærdsnormer og værdier, og dermed udgør (min kursivering) en trussel mod sammenhængskraften.«

Almene boliger i udsatbeskrevne boligområder er ikke problemet, men en del af løsningen. Den almene boligsektor bidrager solidarisk til, at der ikke føjes elendige og slumagtige boligforhold til øvrige sociale problemer. Den almene boligsektor har stort set fjernet slumbyggeri fra danmarkskortet. Hvis usunde og uværdige boligforhold kom oven i de problemer, som beboere i et større eller mindre omfang kan være ramt af, ville der for alvor være vækstbetingelser for uheldige miljøer for samfundet og trusler mod sammenhængskraften.

Selv om »ghetto« rettes til »udsat«, er indholdet stadig beskæftigelse (ledighed), integration (etnicitet) og tryghed (kriminalitet). I regeringsudspillet udvidet med uddannelse (eller rettere mangel på samme) og indtægt (fattigdom).

Men man kan undre sig over, at disse fem områder er havnet i et boligpolitisk indsatsområde. For det er vel ikke en ny politisk virkelighed, at en underafdeling af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter skal være overordnet koordinator for bekæmpelse af det at være underprivilegeret, i forhold til flere andre ministerier?

Og man kan undre sig over, at underprivilegerede skal bo i bestemte boligområder for at være omfattet af en velfærdspolitik med et så bredt sigte.

Svaret har givetvis med penge og finansiering at gøre.

Regeringsudspillet lægger ikke op til afgørende ændringer i finansieringen af indsatsen for udsatte boligområder.

Det er stadig den almene boligsektor, der skal holde for med 220 mio. kr. årligt fra den huslejefinansierede almene Landsbyggefond. I øvrigt leverer Landsbyggefonden årligt yderligere 220 mio. kr. til sociale formål. Der kan være lidt kommunale kroner til formålet i de enkelte kommuner. Og boligministeren fremhæver med - uberettiget - stolthed at have skaffet 15 mio. kr. i 2013 og det samme beløb i 2014 fra de såkaldte statslige satspuljemidler.

Men derudover skal den almene boligsektor bidrage med lokale huslejefinansierede midler til løsning af sociale problemer for borgere, der er bosat i bestemte boligområder. Det er for tiden 33 boligområder på landsplan. Regeringsudspillet vil reducere det til 29 boligområder.

Det er en skindebat, om det skal være 33 eller 29. Det afgørende må da være, at det danske samfund sætter ind over for fattigdom og ledighed, uanset hvor i landet de problemer befinder sig. At det danske samfund fremmer uddannelse og integration, uanset hvor i landet der er behov. Og at danske myndigheder bekæmper kriminalitet, uanset hvor i landet det findes.

Hvorfor skal den almene boligsektor betale for løsning af sociale problemer i 29 eller 33 boligområder? Eller hvor mange det nu måtte være afhængigt af de kriterier og grænseværdier, der bliver resultatet af det kompromis, der kommer ud af politiske forligsforhandlinger om regeringsudspillet.

Lur mig, om der ikke findes et svar, som kombinerer et mere end 40 år gammelt boligsocialt begreb med fristende boligopsparing i den almene Landsbyggefond. Dermed er det - politisk bekvemt - lykkedes at omdefinere samfundsopgaver til boligområdeopgaver uden om brug af skattekroner. Sorteper er sendt videre, og regningen forbliver, med det nye regeringsudspil om udsatte boligområder, hos den almene boligsektor og dens beboere.

Så vidt min erindring rækker, opstod begrebet boligsocialt arbejde i sin tid som ansættelse af en socialrådgiver i en stor almen boligafdeling med det formål at hjælpe beboere med behov for støtte til at formulere deres sociale problemer og opnå deres ret i forhold til kommune og andre myndigheder. En slags social retshjælp. Af hensyn til den enkelte beboer og for at forebygge huslejerestancer og udsættelser.

Der ligger for mig at se afgørende boligsociale opgaver for den almene boligsektor i at sikre alle i Danmark en tidssvarende boligstandard med vægt på afgørende kvaliteter for et godt og aktivt liv. At skabe liv mellem husene med tilpasning af udearealer over tid til beboersammensætning. Og at virke for aktive fællesskaber i boligområder på tværs af alder og andre forskelligheder.

Men regeringsudspillet lægger ikke op til opgør med, at den almene boligsektor er blevet sorteper i et spil om finansiering af sociale samfundsopgaver. Eller med, at "boligsocial" er blevet velfærdsforpligtelser for den almene boligsektor langt ud over, hvad der har med boligforhold og bomiljø at gøre.

Ole Nørgaard Madsen er 69 år, uddannet cand.scient.pol.

Tidligere lektor i forvaltningslære og i kvalitetsledelse, administrationschef i den Jyske Opera, sekretariatschef i Aarhus Kommune og kommunaldirektør i Holbæk.

Efter han sagde farvel til jobbet som fungerende rektor for Den Sociale Højskole i Aarhus og gik på pension, har han via netværket Senior Erhverv kastet sig ud i så forskellige job som parkeringsvagt, ungarbejder, borgerjournalist og museumsbetjent på Moesgård.

Han har været beboerdemokratisk aktiv i Brabrand Boligforening, Ringgården og Østjysk Bolig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Østjylland

Nedlukning truer: Coronaen spreder sig på Djursland

Annonce