Annonce
112

Ædt af flammer: Gammel gourmetrestaurant brændt ned til grunden

Det 150 år gamle Hotel Julsø er brændt ned til grunden fredag formiddag. Hotelejer befandt sig i Italien og måtte haste hjem med fly.

RY: Den kendte gourmetrestaurant Hotel Julsø stod fredag morgen i flammer.

Østjyllands brandvæsen rykkede til Ry klokken 06.40, der alarmen tikkede ind.

Selvom man var på stedet hurtigt, stod det med det samme klart, at der ikke var meget af det tidligere hotel, der ligger for foden af Himmelbjerget, der stod til at redde.

Brandvæsnet måtte derfor lave en såkaldt kontrolleret nedbrænding, og ved 13-tiden var den historiske træbygning, hvor restauranten ligger, væk.

Annonce
Brandvæsnet fik hjælp fra de frivillige i både Odder, Skanderborg og Aarhus, da branden skulle slukkes. Foto: Ernst van Norde/Scanpix

Tankvogne i pendulfart

Brandfolkene på stedet måtte koncentrere sig om at holde branden under kontrol, så den ikke bredte sig til stuehuset, hvor restaurantens ejere bor.

Blandt andet var der en gastank på stedet, som brandfolkene skulle beskytte fra at eksplodere.

Branden gav store problemer for brandvæsnet, da vejene til restauranten er smalle og langt fra brandhaner. Selvom bygningen ligger lige ved en sø, så gjorde grusvejen derned det umuligt at hente vandet der fra.

Man var derfor nødt til at have tankvogne til at køre i pendulfart fra forskellige steder omkring Ry, ligesom man etablerede en pumpestation ved Ry Marina, så man kunne bruge søvand til slukningsarbejdet, fortalte indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen, Steen Bøje.

Der er ingen tilskadekomne i forbindelse med branden, og man er nu i gang med at undersøge brandårsagen.

- Sorgen sidder i kroppen

Østjyllands Brandvæsen måtte indsætte styrker fra Skanderborg, Hørning, Galten og Ry i slukningsarbejdet.

- Vi fik hjælp fra de frivillige i både Odder, Skanderborg og Aarhus. Odder stod for at vagten i Gjessing fredag, så sikkerheden i resten af Østjylland kunne opretholdes, sagde brandvæsnet.

Hotel Julsøs historie går mere end 150 år tilbage. Derfor vil Skanderborg Kommune også sætte alle salg ind på at få restauraten genopført på en eller anden måde.

Det skriver Midtjyllands Avis.

- Det er så trist, som det næsten kan være, at hotellet er brændt. I min verden har det været der altid, og sorgen over, at det er brændt, sidder i kroppen på én. Men når vi kommer ovenpå og har sundet os, så må vi kigge på, hvad vi kan gøre - også som kommune, sagde Frands Fischer (S), borgmester i Skanderborg Kommune til avisen.

Det er Pasquale Ceravolo der sammen med sin kone, Kristina, ejer hotellet. Han var i Italien for at besøge sin syge mor, da branden brød ud. Til Ekstra Bladet kunne han fredag formiddag fortælle, at han forsøgte at finde et fly hjem.

- Jeg har det ad helvede til. Min gamle mor har måske kun få dage tilbage at leve i, og nu skal jeg til Danmark på grund af branden. Jeg elskede det hotel. Det har været hele mit liv, lød det fra hotelejeren til Ekstra Bladet.

Den gamle, ikoniske bygning stod ikke til at redde. Foto: Ernst van Norde/Scanpix
Det var en voldsom brand, der fik fat i Hotel Julsø ved foden af Himmelbjerget Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AGF

Fra 10-15 millioner til uvished om AGFs regnskab: - Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvilket resultatet vi ender med

Læserbrev

Læserbrev: - Kommer du og henter mig?

I min familie er opbakningen til et stærkt velfærdssamfund vokset ud af afhængighed. Min fars familie bærer nemlig på en arv, som ikke står i banken. Ikke at min fars familie er fattig. Farfar var en dygtig blikkenslager, og der stod gerne en Borgvardt eller Opel i garagen i selvbyggerhuset i udkanten af Viborg. Men der var også noget andet: Hunting-tons Sygdom, som er en modbydelig, genetisk betinget, arvelig, neurologisk sygdom. Desværre er den også uhelbredelig. Den kan minde om demens og svækker støt den syge, til modstandskraften er væk. Mange får symptomer i fyrrerne, men min egen far blev heldigvis først mærkbart syg, da han kom i tresserne. For et par år siden fungerede det ikke længere med at bo selv, og han flyttede på plejehjem. Det betyder også, at vi hører til de familier, som virkelig er mærket af dette forårs coronakrise. Min far kan ikke modtage besøg, vi kan ikke tage ham med på tur, og de løbende leverancer af smøger, blomster og søde sager må afleveres til personalet i indgangen. Det er ganske fornuftige forholdsregler, for min far, og sikkert mange af de øvrige beboere, er naturligvis i risiko for at blive alvorligt syge, hvis corona-virusset får lov at sprede sig på plejehjemmet. Men det er svært at forstå for en mand, der længes efter at komme ud og besøge sine børnebørn. "Kommer du og henter mig?", blev han ved med at spørge, da vi talte sammen i telefonen forleden. Men nej, Gamle, det gør jeg ikke. Vi må, ligesom resten af Danmark, gøre, hvad vores hjerne siger, er fornuftigt, i stedet for hvad vores hjerte siger, er det rigtige: Vi må slutte os til den imponerende, kollektive kraftanstrengelse, som danskerne i disse uger udfolder for at knække den smittekurve, som statsminister Mette Frederiksens pressemøder har indprentet i alle danskeres bevidsthed. Og nu tyder tallene på, at det er ved at lykkes, fordi vi i fællesskab agerer fornuftigt og holder sammen ved at holde afstand. Hvad min far angår, ved jeg, at han er i gode hænder. Han siger selv, at han aldrig har boet et bedre sted i hele sit liv. Det synes jeg måske nok, er en overdrivelse, men jeg er ikke i tvivl om, at personalet yder en omsorg, som gør, at jeg ikke er det mindste bekymret for, om han har det godt. Til mit held, og min fars glæde, har jeg ikke arvet genet for Huntington – risikoen er ellers 50/50. Men hvad ønsket om et stærkt velfærdssamfund angår, er jeg arveligt belastet. Og jeg tror, at den indsats, som danskerne nu yder i fællesskab, næres af, at vi – helt overvejende – føler, at vi er i samme båd. I et samfund som USA eller i Sydeuropa ville en familie som vores ikke have haft en chance for at betale for pleje og sundhedsydelser og samtidig opretholde den levestandard, vi kender i Danmark. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi i Danmark har et system, hvor alle de raske og velstillede på solidarisk vis er med til at betale de syge og svages regning over skatten. På samme måde er det vigtigt, at de, som nu mister arbejdet på grund af coronakrisen, kan regne med forsørgelse og hjælp til at komme tilbage i job. Når det danske samfund i løbet af foråret lige så stille åbner igen, skal vi være klar til at investere vores opsparede velstand i at sætte gang i økonomien, så virksomhederne igen begynder at ansætte. Og så skal vi i øvrigt tage os tid til at være sammen med familie og venner. Jeg skal i hvert fald hente min far ud i solen. Det begynder vi snart at trænge til!

Danmark

Live: Coronavirus ændrer studentereksamen - alle afgangselever skal op i færre fag 

Aarhus

Hold afstand: Vi skal vænne os til at møde politiet i naturen

Annonce