Annonce
Aarhus

Voldsom eksplosion: Den ukendte historie fra Koraldybet

Efter Anden Verdenskrig blev mellem 17.000 og 45.000 tons tyske bomber, miner, granater, krudt, kugler og sprængstoffer af alle slags dumpet i Koraldybet, Kalø Vig.

Alle historier har flere indgange. Denne her kunne for eksempel starte med kort at forklare, hvad vi ser på det store billede:
Annonce
Grafik: Nex
Ja, det er ganske enkelt den største eksplosion, der nogen sinde har fundet sted i Koraldybet, der ligger i Kalø Vig ud for Egå Marina. Ved middagstid 5. juni, grundlovsdag, 1969 sagde det BUM og sendte en 250 meter høj vandsøjle til vejrs. Billedet er taget af en skolelærer, der tilfældigvis stod på sin altan på toppen af Holmevej i Højbjerg, og med sit kamera fangede vandmasserne bag prinsessefærgen M.F. Anne Marie, da vandet var for nedadgående. Der er angiveligt otte kilometer mellem søjle og færge.
Bruno Müller er i dag 71 år.

Et lusket ærinde

Historien kan også starte tidligere samme dags morgen, hvor Dieter, en tysk mand med et lusket ærinde, satte en lille jolle i vandet ud for Åkrogen ved Egå. Der var et beskidt arbejde, han skulle gøre, fordi nogen havde en klemme på ham.

Historien kan også starte i dag med kort at fastslå, at det på grund af eksplosionsfare stadig er forbudt at bade, fiske og sejle hen over områder i Koraldybet.
Forsiden af Aarhuus Stiftstidende 22. oktober 1946. Aarhus, der fik mange skrammer under krigen, fik det også efter, hvor tyskernes dumpede ammunition flere gange har givet anledning til både fare og bekymring. Tegningen af vandsøjlen tegnede avisens tegner ud fra øjenvidneberetninger. 

At kysse Vor Herre

Eller den kunne starte i Frederikshavn. Hos den nu 71-­årige Bruno Müller, tidligere minedykker, der stadig den dag i dag - 45 år senere - ikke forstår, hvordan en ven og kollega, Dieter, kunne bringe dem alle sammen i livsfare:

»Det var rent held og tilfældigheder, at vi ikke med eksplosionen blev sendt helt op for at kysse Vor Herre i ­røven,« som han siger.

Men vi starter historien lige efter afslutningen af Anden Verdenskrig og englændernes befrielse af Danmark. Aarhus havde af tyskerne været brugt som udskibningshavn, og både her og andre steder i Jylland flød det med tysk krigsmateriel. Bomber, granater, miner, sprængstoffer, våben, krudt og kugler. Aarhus havde kun dårlige erfaringer med tysk ammunition. Først fra 4. juli-ulykken på havnen i 1944, hvor 30 århusianere og et ukendt antal tyskere blev dræbt, da en lægter lastet med krudt sprang i luften. Hundreder blev såret, og de materielle ødelæggelser lader sig dårligt beskrive. Og eksplosion på baneterrænet, 14. juli 1945. Her eksploderede tre jernbanevogne med ammunition på et rangerspor ved Godsbanegården. Da redningsarbejdet var afsluttet, kunne man tælle fire dræbte og over 100 sårede. Indholdet af jernbanevognene var ammunition, granater, landminer og sprængstoffer indsamlet fra de våbenlagre, som tyskerne havde efterladt overalt i Jylland. De skulle køres med jernbane til Århus Godsbanegård, hvorfra de med lastbiler blev kørt til et stort ammunitionsdepot på Vestereng. Efter sortering blev meget af ammunitionen sejlet ud til nedsænkningen på op til 20 meter vand i Koraldybet. Hvor meget, der endte her i Kalø Vig, er der ingen, der ved. Alt mellem 17.000 tons og 45.000 er blevet nævnt. Under arbejdet kæntede en af de store pramme, man skibede bomber og miner ud på. Den sank - og ligger derude endnu. På maven. Som en dyne over det krigsmateriel den fragtede.
Her er Bruno Müller i 1969, da han var med til at rydde op i Koraldybet. Kun held gjorde, at det ikke fik katastrofale følger for ham og de andre dykkere.

Ud på dybt vand

Men Aarhus vidste altså, at det var farlige sager, tyskerne havde efterladt. Og både den danske regering og englænderne ville have de tyske efterladenskaber af vejen, inden der skete flere ulykker – eller inden sagerne faldt i kommunisternes hænder. Derfor smed man det i havet. På et sted med kort sejlafstand til Aarhus. På dybt vand og så dybt inde i bugten, hvor der aldrig kom store skibe. Man havde i 1945 ikke den fjerneste idé om, at det kunne ændre sig.

Så myndighederne fandt, at bombekirkegården skulle være på et tre kvadratkilometer stort område; Koraldybet, Kalø Vig – klemt inde mellem Skødshoved Flak og Skæring Strand. Størrelsesmæssigt svarer arealet til 600 fodboldbaner.
Det er bestemt ikke ufarligt, når dykkere samler rester fra krigen. 70 år på havbunden sætter sine spor, og det er efterhånden svært at se, hvad det er, der fiskes op. Søværnet advarer: Man skal endelig ikke røre ved noget. Foto: Sebastian Buur Gunvald.

Ammunitionskirkegården

Her sank bomber, miner og sprængstoffer ned. Og her lå det dødsensfarlige materiale så på ammunitionskirkegården i årevis. Krigen kom på afstand, og livet gik videre. De århusianske fiskere og de dengang få fritidssejlere vænnede sig til, at Koraldybet var et sted, man skulle holde sig fra. Nogle få trodsede dog faren og fiskede i dybet.

Stedets farlighed viste sig ellers med mellemrum ved at give lyd fra sig i form af små og mindre selvantændte eksplosioner. Allerede i 1945 havde der været en større. Og igen i 1946 var den gal. Helt gal. 22. oktober førte en selvantændelse til en voldsom eksplosion, der mærkedes som jordrystelser i Aarhus og i de mindre byer langs den nordlige del af bugten. Huse slog revner, skorstene og tagsten faldt ned, men ingen kom til nævneværdig skade. Rystelserne var så store, at de kunne måles i København. Eksplosionen fik en vandsøjle i flere hundremeters højde til at rejse sig, og en flodbølge skyllede afsted.

En leder i Aarhuus Stiftstidende spurgte, hvornår den sidste nyhed om sprængstoffet i Koraldybet mon kunne bringes. »Foreløbig er både fiskeri, sejlads og byen i fare,« hed det, uden at det fik nogen myndigheder til at tage notits af det.
I lokalhistorisk samling har de dette dobbeltbillede, der stammer fra 17. juni 1969 og fra Stiftstidendes Billedsamling. Det bærer titlen "Bomber ved Skæring". Fotografen er ukendt ligesom der heller ikke er nogen forklaring på, at pigen er sat sammen med skiltet. Men det øger da seværdigheden, kan man sige. 

At fange en mine

Og der ventede meget mere. Både 15. juli 1947 og 6. februar 1948 var der selvantændte sprængninger fra det levende begravede ammunition. Og det fortsatte.

16. september 1955 skrev Aarhuus Stiftstidende for eksempel: »En ny eksplosion er sket i den tyske krigsammunition, der efter kapitulationen blev sænket i Koraldybet. En luftskytsgranat af kaliber 37 eksploderede paa Skibet Maria Regina, hvorfra skibsfører Peter Madsen fisker ammunition op. Skibets last og dæk var fyldt med granater, men eksplosionen bredte sig ikke. En 18-aarig kok fik kødsaar over det meste af kroppen.

« Og i november samme år kunne vi fortælle, at fisker Johannes Petersen, Aarhus, med kutteren Rosa var på fiskeri i nærheden af Koraldybet, da han fik en mine, der vejede ca. 800 kilo, i trawlet. Alle anstrengelser for at slippe af med den livsfarlige fangst var forgæves. Derefter slæbte han den så langt ind mod land som muligt, afmærkede stedet og tilkaldte sprængningskommandoen.
En badegæst i Kalø Vig fandt i 1969 på lavt vand et privat bombelager - samlet ind fra dyk ved Koraldybet. Det er her ved at blive fjernet.

Behov for el

Sådan var det, og årene gik. Efterkrigstidens 1940ere fortabte sig, 1950erne bragt Danmark på fode igen, og med 1960erne kom opsvinget, og Danmark blev et industriland.

De nye tider krævede energi. Og det gamle Midtkraft i Aarhus kunne ikke længere klare behovet for elektricitet. Et nyt stort anlæg – Studstrupværket – kom på tegnebrættet. Og derfra ud i virkeligheden. Værket skulle fodres med kul. Men skibe, der var store nok, kunne ikke komme til Studstrup – søvejen var spærret af bomberne i Koraldybet.

Så for at kunne fodre Studstrupværket ad søvejen blev det nødvendigt at rydde en sejlrende på 360 meters bredde – inklusive en sikkerhedszone i begge sider på hver 120 meter – gennem dumpningsområdet, og fra 1965 til kort op i 1970erne blev først ét tysk firma, senere et andet, hyret til den ret lukrative opgave i samarbejde med det danske søværn at rydde dybet.
Skidt og kanel fra Koraldybet. Er der i øvrigt en eller anden der ved, hvor det eksotiske navn kommer fra, og hvorfor pletten i Kalø Vig har fået navnet? Send endelig en mail, hvis nogen ved besked. 

Ude af øje

»Nogle steder – også i andre danske farvande – var der dumpet granater og flybomber med forskellige giftgasser. Efter krigen kunne det åbenbart ikke gå hurtig nok med at få disse våben skaffet af vejen. Man ville jo ikke have, at de skulle tages i brug igen,« fortæller forhenværende minedykker Bruno Müller, Flådestation Frederikshavn.

Han var dykker og med til at rydde op, da Studstrup skulle have sin sejlrende. Og hans troværdighed som senere leder af dykkerne på flådestationen i Frederikshavn støttes endvidere af, at han også har været mangeårigt socialdemokratisk medlem af byrådet i Frederikshavn. Han har også en fortid som dansk mester i boksning.

»Da de mange tusind tons ammunition var sænket i Koraldybet, bekymrede man sig ikke længere om disse enorme mængder af sprængstoffer. De lå sikkert godt og uden at genere mennesker og miljø,« siger Bruno Müller.
Grafik: Nex

En oprydning af dimensioneR

Men der gik altså ikke mere end små 20 år, før de problemer, man troede, man skaffede sig af med for evigt, kom tilbage.

»Jeg tror ikke, at det var helt tydeligt for Midtkraft, at man stod overfor et oprydningsarbejde af meget store dimensioner, da man bestilte en sejlrende. Og så vidt jeg husker, var der kun én, der skulle betale oprydningen – det var Midtkraft,« siger Bruno Müller.

Omkring 1965 blev de første undersøgelser med minedykkere fra Søværnet foretaget. Efter forundersøgelsen var man klar til det egentlige oprydningsarbejde, som skulle udføres af et tysk bjærgningsfirma. Det danske søværn med Bruno Müller som dykkerleder skulle kontrollere, at tyskerne fjernede de genstande, som de danske dykkere fandt og afmærkede.

»Bjærgningsfirmaet havde en ret stor pram til at lægge de optagne bomber og anden ammunition i. Søværnets kontrolhold opererede fra en orlogskutter, « forklarer Bruno Müller.

Til Helgoland med det

Man opdelte sejlrenden og sikkerhedszonerne i det tre kvadratkilometer store minefelt i stykker af 120 gange 120 meter og tog felterne et for et.

»Jeg kan ikke huske præcist, hvor mange felter, der var. Men det var dæleme mange, « siger Bruno Müller.

»Der var elefantminer og flybomber på 250 kg, som kunne være ret besværlige at få op. Det var hårdt arbejde, men vi havde et godt kammeratskab og god løn. Vi var unge, og Aarhus var et fint sted at gå i byen, når vi havde fri,« siger Bruno Müller.

Et tysk firma ejet af brødrene Hermann og Harry Heinrichsen, Flensborg, havde fået kontrakten på oprydningen. Tyskerne sejlede meget af det bjærgede og sprængfarlige gods til tysk farvand, hvor det i stor udstrækning blev brugt til at bortsprænge skibsvrag fra krigens tid. Især omkring Helgoland blev der futtet af.

En lille sejlrende var ryddet, og mindre kulskibe kunne nu sejle gennem Koraldybet.

Værket indvies

Studstrupværket blev indviet i 1968, og avisen skrev: »Flagene smældede, pigegarden fra Århus spillede en frisk melodi, og søværnets orlogskutter kontrollerede, at de tyske ammunitionsfiskere i Koraldybet ud for Studstrupværket havde gjort deres arbejde tilstrækkeligt grundigt, da tronfølgeren, prinsesse Margrethe, ledsaget af prins Henrik, i går eftermiddag foretog den officielle indvielse af Studstrupværket ved Kalø Vig.

Brødrene fyres

De tyske Heinrichsen-brødre fra Flensborg blev sagt op. Midtkraft mente, at rydningen af Koraldybet ikke gik hurtigt nok. Oprydningen havde allerede på daværende tidspunkt sneget sig op til at være landets kostbareste. På tre år var der for 3,8 Midtkraft- millioner kroner i daværende værdi ryddet 4000 tons ammunition, 9000 bomber og miner.

Midtkraft ville gerne se en ende på regningen og en udsigt til, at større skibe med kul kunne komme igennem. Et nyt tysk firma, Wulff, overtog opgaven.

»Brødrene Heinrichsen må være blevet rasende og desperate. De tjente uden tvivl gode penge på oprydningen. Men der var ingen tvivl om, at Midtkraft gerne så arbejdet nærme sig en afslutning, også selvom man havde fået lov til at sejle med større skibe op igennem ruten, da en del af ammunitionen var fjernet. Midtkraft mente vist heller ikke, at ammunitionen kunne være så farlig længere, så man ville fra Midtkrafts side gerne se effekten af bombernes sprængkraft,« siger Bruno Müller.

Grundlovsdag 1969

Og så er vi fremme ved grundlovsdag, 5.juni 1969. Normalt en fridag for minerydderne. Men ikke i 1969.

»Midtkraft ville med egne øjne se en eksplosion. Så vi blev denne dag sendt ud for at hente fire af de fundne og afmærkede bomber, som skulle filmes, når vi sprængte dem ved Wulffs Flak, som ligger ca. otte-ni sømil (15-16 km, red.) sydøst for Kalø Vig. Jeg mener, at vi sejlede to-tre, hvor vi under turen gjorde klar med ladningerne og var klar til at dykke, så snart vi var fremme. Vi arbejdede på cirka otte meter vand, og der var havblik. Mens jeg sad og ventede på ladningen, som jeg skulle ned med, mærkede jeg og de andre et hårdt ryk i båden. Der var ikke noget at se nogle steder, der kunne være årsag til det. Ikke før vi kiggede op mod Kalø Vig – hvor det var ligesom om at hele havet havde rejst sig, og vi var klar over, at der var sket en meget stor sprængning. Tyskerne lå i Koralområdet med dykkere, hvor sprængningen var sket. Det varede ikke længe, før der var kontakt til dem. De oplyste, at der ikke var nogen i vandet, da sprængningen skete, men at de havde fået et smæld og alle var chokerede,« fortæller Bruno Müller.

Døde torsk og baldrede ruder

En 250 meter høj søjle af vand og slam var steget op fra Koraldybet. Alt i miles omkreds blev rystet af trykbølgen. Ruder klirrede i hele Aarhus, og flere vinduer baldrede. Dagen efter viste dykning på stedet tonsvis af døde torsk og et krater på 25 gange 60 meter i fire meters dybde.

Ejvind Jensen, der i dag er 68 år og formand for fritidsfiskerne i Kalø Vig, kan også huske eksplosionen:

»Jeg har brugt halvdelen af mit liv ude på bugten. Som sejler og fritidsfisker. Jeg husker godt årene med oprensning. Jeg er århusdreng, og i 1969 var jeg 23 år og ivrig juniorbådssejler i Århus Yachtklub. Jeg var ikke på vandet grundlovsdag, men oplevede, at det hus, Skansepalæet, hvor jeg havde et værelse på 3. sal, rystede, da skidtet sprang i luften. Huset ligger vel 10-12 km fra eksplosionsstedet. Så der var virkelig knald på,« siger Ejvind Jensen.

Selvdetonation?

Aarhuus Stiftstidende, øjenvidnet til byens historie i nu 220 år, skrev i næste dags avis under overskriften: »Grundlovsdag reddede bombefiskerne «. Vi skrev: »Huse rystede i flere kilometers afstand og en vandsøjle på et par hundrede meters højde rejste sig over Koraldybet, da to gamle flybomber, som lå mellem 2000 tons ammunition i et afspærret depot uden for Koraldybet eksploderede ved selvdetonation. (….) beboere inde i Aarhus og omkring Skødstrup, Egå, Skæring og Vejlby-Risskov kontaktede opskræmte i hundredvis politi og Falck.

« Selvdetonation? Det var i hvert fald, hvad man troede.

»Alle troede, det var selvdetonation. Også jeg. Men eksplosionen viste jo tydeligt, at oprydningsarbejdet langt fra var færdigt,« siger Bruno Müller.

Tidsindstillingen

Men inden arbejdet med mere rydning kom i gang igen, var der endnu en eksplosion i krudttønden. Tre døgn senere.

Mange af de dumpede sprængningsenheder var fra deres oprindelse monteret med en form for tidsudløser – max. tre døgn. Nogle af disse blev vækket med braget grundlovsdag – så præcis 72 timer senere – lød endnu et brag fra Koraldybet.

Lisbet Kofod, Brabrand, skrev i 2009 i Medlemsblad for Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer følgende:

»Søndag morgen 8. juni 1969 sejlede vi mod Kalø – men opgav, da vinden blev svagere. Vi vendte skuden og listede ned forbi den smukke Molskyst. Det blev vort held! For pludselig så vi skråt agter oppe i det militære område, Koraldybet, et gyseligt syn. En kæmpestor, skummende vandsøjle af gråbrunt mudder stige og stige op mod den blå himmel! Så kom derefter et dumpt drøn, og langsomt sank søjlen ned. Vi frygtede nu en stor flodbølge. Men den kom ikke. Derimod bar vinden længe en ubeskrivelig rådden stank af bundslam hen til os.

Tæt på

Også Bruno Müller og dykkerne oplevede den anden eksplosion.

»Vi var i området den dag, og blev hurtigt klar over, at vi havde været utrolig heldige ved, at der ikke var nogen af os i vandet ved sprængningerne. Men det var tæt på. Uhyggelig tæt på. Lige før den anden sprængning var en tysk dykker akkurat kommet op fra vandet. Jeg så ham. Han havde endnu dragten på, sad på rælingen og græd. Han havde dårlig nok fået hjelmen af efter den sidste dykning. Tæt på, hvor de lå, og hvor han lige havde dykket,« siger Bruno Müller.

Det blev senere oplyst, at hvis dykkerne havde været i vandet inden for en kilometers afstand af sprængningsstedet, var de døde af trykbølgen, og inden for to-tre kilometer var de slået bevidstløse.

»Hvilket var det samme som døde, da vi højest sandsynligt ville drukne i bevidstløs tilstand. Vi fattede ikke, at vi havde været så heldige en gang til,«, siger Bruno Müller, der var dykkerleder, og han var derfor med ved de efterfølgende dyk, der skulle give fakta til en forklaring.

Flækkede kampesten

»Vi så en masse bomber, der var som sandblæst. Nogle af bomberne var revnet, ligesom store sten var det. På havbunden lå der en masse bombestykker og ledninger, og andet, jeg ikke vidste, hvad var,« siger Bruno Müller.

Oven på de grimme oplevelser fik både de danske og de tyske dykkere tilbud om at kunne trække sig. Det var der en del tyskere, der gjorde.

»Men ingen af os danskere,« siger Bruno Müller, der stadig husker synet fra havoverfladen og -bunden:

»Over det hele lå der tonsvis af døde torsk, som søstjernerne og krabberne var godt i gang med. Store kampesten var flækket og spredt ud imellem ammunitionen og bomberne, som var mere eller mindre smadret. Sceneriet illustrerede tydeligt, at det havde været en enorm sprængning på grundlovsdag,« siger Bruno Müller.

Elefantminen

Kraterets form – de 25 x 60 x 4 meter - gav eksperterne fra Søværnet en formodning om, at det, som var eksploderet, havde ligget i en lige linje på havbunden.

»Men vi fandt ikke noget særligt i krateret. Dog kunne vi anslå, at der var detoneret 15-20 tons. Men det var kun et gæt, da man ikke var sikker på, hvad der var detoneret,« siger Bruno Müller.

Der blev dog peget på en elefantmine. En stor satan, som tyskerne havde fremstillet. Den kunne både bruges som mine, men kunne også monteres på en flyver – en tysk pendant til de japanske kamikazefly. Elefantbomberne var enormt store og havde en meget kraftig sprængladning. Man mener, at fly med elefantmine i snuden kunne have 3,6 tons sprængladning i sig – og at sådan en fyr kunne slå gennem 18 meter massivt stål. Der var efter krigen sænket ikike mindre end 14 elefantminer i Koraldybet.

Indførelse af badeforbud

Politikerne blev også vækket af de to eksplosioner. I 1969 var de små forstads- og omegnskommuner på vej til sammenlægning med Aarhus. Og det sammenfletningsudvalg, Fortsat fra side 36-37 der gjorde klar til indlemmelserne, mente, at staten måtte om ikke på banen – så da i hvert fald i dybet. Handelsministeren anslog, at en oprydning ville løbe op i mindst 50 millioner kroner – uden man kunne være sikker på at få det hele fisket op. Så staten takkede nej.

Også i Tyskland fik man betænkeligheder med at sejle de hyperfarlige sprængstof til tysk farvand – så en del af bomberne fra dybet endte nu på langt dybere vand i Skagerrak.

Og på det mere kystnære område blev der indført badeforbud på en mange kilometer lang strækning ved Egå, Skæring og omegn.

Privat bombesamling

Politi og politikere tog dette skridt, da man allerede nogle få dage efter eksplosionerne blev kaldt ud. En badende havde på lavt vand fundet et privat bombelager – samlet ind fra dyk ved Koraldybet. Det blev selvfølgelig fjernet. Og hen over sommeren blev området med badeforbud mindre – men da havde de århusianske badende allerede selv taget affære. Af de 25 skilte med »Badning og dykning forbudt« var de 16 fjernet. Og det var ikke af myndighederne.

Som nævnt var et nyt tysk bjærgningsfirma kommet til – stadig bistået af Søværnets minedykkere. Trods store anstrengelser lykkedes det ikke at afklare årsagen til eksplosionerne i juni 1969.

Rygterne gik

»I starten troede alle, at det var noget ammunition, der var gået af af sig selv. Men der gik nu ikke så lang tid, inden der blandt sejlere og fiskere gik rygter om, at det var en tysk dykker, der havde forårsaget det,« fortæller Ejvind Jensen.

Og det er den historie, vi kan supplere med i dag. Det kommer vi til lidt senere, hvor vi skal vi have fat i 25-årige Dieter, der tidligt om morgenen var sejlet ud fra Åkrogen til krudttønden i Koraldybet i en jolle iført sin dykkerdragt og en detonator med tidsindstilling.

Først får Bruno Müller ordet:

»Der var efterhånden kommet en god rotation mellem minedykkerne. Både ældre og nyere dykkere fik en god erfaring med oprensningsarbejdet, som nu havde stået på i ca. seks år. Arbejdet omfattede den egentlige oprensning, hvor der stadig var meget, der skulle fjernes, og derefter en meget nøjagtig efterkontrol af sejlruten og sikkerhedszonen på begge sider. Ligesom hos os havde tyskerne også en del udskiftninger af besætning og dykkere. En af de nye tyske dykkere hed Dieter og stammede fra Duisburg. Han var uddannet i Bundesmarinen, på skolen i Eckernförde, som minedykker og kampsvømmer. Jeg kendte ham, for han havde allerede været med, da det var det første tyske firma, der havde bestillingen,« siger Bruno Müller.

Dieter gled af

»Jeg kendte og erindrede Dieter som en god og effektiv dykker, der kunne få noget fra hånden. Efterhånden udviklede Dieter og jeg et godt venskab i både arbejdstiden og i fritiden. Vi havde en god kemi sammen. Dieter var stor og stærk og på alle måder en fin fyr. Vi var ofte i byen sammen i Aarhus, og han fik lært noget dansk og jeg noget tysk, så vi snakkede fint sammen. Vi blev kammerater. Gode kammerater endda. Vi talte meget om dykning og udvekslede erfaringer fra marinen. Vi talte også om sprængningen grundlovsdag 1969, og at det var uforståeligt, hvordan det kunne ske. Men når vi talte om sprængningen, undrede det mig en smule, at han altid ret hurtigt forsøgte at »dreje« samtalen over på noget andet. Han gled af, når jeg bragte grundlovsdagssprængningen på bane. Først senere fandt jeg ud af årsagen hertil, – en årsag som var stærk chokerende, « siger Bruno Müller, der en morgen – måneder efter sprængningen – blev kaldt ind til den danske skipper, hvor også den tyske sprængstofmester var til stede.

»Jeg fik at vide, at Dieter ikke kom mere, da han var anholdt af politiet i Aarhus og fængslet aftenen i forvejen. Dieter havde meldt sig til politiet og fortalt, at han havde medvirket til sprængningen i Kalø Vig den 5. juni 1969. Jeg måtte ikke sige det til nogen, og jeg måtte ikke kontakte Dieter. Det, jeg hørte, kunne jeg ikke fatte. Jeg var overbevist om, at der måtte foreligge en misforståelse, og at hvis det var sandt, måtte der være andre med i det. Det var mig uforståeligt, hvordan min ven Dieter kunne medvirke til en handling, der kunne have ekspederet os alle godt og grundigt ud af denne tilværelse,« siger Bruno Müller.

En nedbrudt mand

»I betragtning af det venskab, der var bygget op mellem Dieter og mig, kunne jeg ikke få tankerne fra, at nogen måtte have fået ham til af forårsage sprængningen grundlovsdag. Selvom jeg af Søværnet havde fået besked på, at Dieter ikke måtte kontaktes, var jeg nødt til at gøre det«, siger Bruno Müller.

»Jeg fik gennem politiet arrangeret, at jeg kunne besøge ham i arresten. Det var en meget nedbrudt mand, jeg mødte. Dieter havde det bestemt ikke godt med sin skyldfølelse. Jeg fortalte ham, at jeg var kommet for at få ham til at forklare, hvad årsagen var, og hvordan han havde båret sig ad. Jeg forklarede også, at han måtte se bort fra, om jeg bar nag til ham eller ej. Jeg vidste faktisk ikke selv, hvad jeg skulle føle overfor ham. Han var min ven, men havde også bragt os alle sammen i livsfare.

Penge tilgode

Dieter gav Bruno Müller følgende forklaring:

Dieter havde ret mange penge til gode ved brødrene Heinrichsen, der også truede med, at de ville afsløre, at Dieter havde været med til at sejle sprængstof gennem Kielerkanalen, hvilket var stærkt forbudt. Hvis han ville have sine penge og måske lidt oveni og ikke en anmeldelse for Kielerkanalsejladsen, skulle han medvirke ved en hævnakt overfor Midtkraft. Noget der kunne gøre oprydningen dyrere og forsinke den. Det skulle som hævn for fyringen gøres vanskeligere for Midtkraft at få de fornødne tilladelser til, at større skibe kunne besejle ruten.

Hvis meningen var at fordyre og forsinke oprydningen i Koraldybet, så må man sige at operationen lykkedes.

Bruno Müller fik også følgende at vide fra Dieter:

»Han var blevet instrueret om, at han og nogle andre skulle køre over grænsen til Danmark om natten. Ved Åkrogen ville der være en mindre båd, der skulle samle dem op fra stranden. I Koraldybet skulle Dieter dykke ned til en af elefantminerne og placere en ladning med urværk, der skulle slå til ved middagstid, når alle dykkerne holdt fri grundet grundlovsdag. Gerningsmændene kunne med en tidsindstilling også nå langt væk og uden for fare, før detonationen ville ske.«

Efter nogen tid fik Dieter samvittighedskvaler.

»Han følte sig også truet af brødrene, og af angst for, at nogle ville ham til livs, fordi han vidste for meget, kunne han ikke længere bære på det. Også fordi han færdedes mellem os til daglig. Dieter kontaktede derfor en sagfører i Aarhus. I tillid til hans tavshedspligt fortalte Dieter, hvad der var sket, hvad han havde gjort, og hvis der skulle hænde ham noget, skulle sagføreren vide den rette sammenhæng og tage affære. Sagføreren overtalte Dieter til at melde sig til politiet,« fortæller Bruno Müller.

Efter nogle dage hos politiet blev Dieter løsladt mod at han afleverede pas og søfartsbog. Politiet efterforskede sagen, blandt andet blev det undersøgt, om Dieters påstande rent teknisk og sprængningsmæssigt kunne være sande. Det kunne de.

Historien er sand

I dag er det Lars Møller, der er chef for minørtjenesten, der sammen med Frømandkorpset hører under Søværnet.

Han siger:

»Mine forgængere talte om sagen, så der er ingen tvivl om, at historien er sand,« siger Lars Møller.

Men sagen kom aldrig for retten.

»En uge efter, Dieter var løsladt, ringede han til mig. Han sagde, at han stadig følte sig utryg, og at han var på vej ud af landet på et falsk pas. Han spurgte, om vi kunne mødes og sige farvel. Jeg mente, det var bedst, hvis jeg ikke vidste noget,« siger Bruno Müller, der aldrig så Dieter igen.

Da Dieter var forsvundet opgav politiet øjensynligt at føre sagen frem til en tiltale – endsige en retssag. Der var jo ingen mand at anklage. Der blev heller ikke rejst tiltaler mod de flensborgske brødre, da vidnet mod dem var væk.

»Hvorvidt Dieters beretning er sand, eller der står andre bag, eller motivet er et andet, ved jeg ikke. Det eneste, der er sikkert, er, at Dieter anbragte ladningen som antændte elefantminerne i Koraldybet grundlovsdag 1969«, siger Bruno Müller.

Flere udgange

Her kunne denne historie slutte. Men alle historier kan slutte på flere måder.

Denne her kunne for eksempel også slutte med at forklare, at originalen til fotoet på det første opslag – det store med færgen og vandsøjlen – næppe findes længere. Jørgen Holm, der tog billedet, solgte negativet til DSB, hvis færge er sat dramatisk i scene på billedet. DSB lod negativet opbevare hos den århusianske fotograf Bent Boesdahl i Grønnegade. Han døde i 2001, og de pårørende, vi har kunnet få fat på, ved ikke, hvad der er sket med billedet. Hos DSB siger pressekontoret, at de heller ikke har den fjerneste anelse om negativets skæbne. DSB har altså reproduktionsretten til billedet og har givet os lov til at gengive denne scanning af en kopi, der i dag findes hos Lokalhistorisk Samling på Hovedbiblioteket. På bagsiden af bibliotekets kopi står der i øvrigt også, at »eksplosionen var anstiftet af det bjergningshold, der var i færd med at opfiske ammunitionen.

Julekort fra Dieter

Historien kunne også slutte med Dieter. Han sendte et julekort til Bruno Müller et par år efter han var flygtet fra Danmark. Dieter var – og det er engang først i 1970erne – i Bilbao, Spanien, hvor han rensede skibsbunde. Derfra har vi ingen spor af ham.

Eller den kan slutte med et par senere episoder fra Koraldybet, hvor den systematiske oprensning sluttede med udgangen af 1971. Men resten af bomberne, minerne, krudtet og kugler og al det andet skidt blev liggende.

I oktober 1978 skrev Stiften: »Med en gummibåd fyldt op med sprængfarlige granater er fire mand taget på fersk gerning af politiet i Århus for ulovligt og livsfarligt sprængstof- fiskeri i ammunitionskirkegården i Koraldybet. Mændene løb lige i armene på politiet og blev anholdt, da de satte den ammunitionsfyldte gummibåd op på stranden nord for Egå. En senere ransagning viste, at de i en køkkenvask og i en kælder i en ejendom midt i Aarhus havde 70-80 stykker sprængstof«.

I 1978 skrev vi også: »41 bomber er på tre år fjernet fra Koraldybet ved sejlruten ind til Studstrupværket og sprængt. Ammunitionskirkegården vil mange år frem i tiden være en faretruende krudttønde, som ingen politiker formentlig nogensinde vil tage ansvaret for at kalde farefri, siger lederen af minørskolen, orlogskaptajn Per Mørk«.

I september 1981 giver fornyede eftersøgninger i Koraldybet Søværnet en høst på 15 bomber, hvoraf den største vejede mere end et tons.

Historien kan også slutte med kort at fastslå, hvordan situationen er i dag ved Koraldybet:

Det er stadig farligt

På grund af eksplosionsfare er der stadig områder ved Koraldybet, hvor det er forbudt at fiske, dykke, kaste anker eller bare sejle henover. Myndighederne anser det stadig for farligt.

»Vi tjekker det i cirka 14 dage hvert år. Vi holder sejlrenden og sikkerhedszonen fri for gammel ammunition. Senest fjernede vi tre flybomber og 30 granater,« siger minørchef Lars Møller.

Vi slutter historien dog i Frederikshavn. Hos Bruno Müller:

»Sikke en svinestreg, Dieter og de tyske brødre begik. Jeg fatter det ikke den dag i dag.«
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Mand med skæg og bamser skabte utryghed: Politiet har talt med ham og han beklager

Annonce