Det er mødet med uretfærdighed, der driver mig i politik. Med min opstilling vil jeg forsøge at banke rådhusdøren ind for dem, der ikke selv kan, og hvis jeg vælges, er det i kampen for de mest udsatte, jeg vil gå forrest. Min søster er ordblind. Kampen med ord er ikke den eneste kamp, der kommer i kølvandet på en sådan diagnose. Kampen for at få hjælp og muligheder er næsten lige så slem. Da min søster søgte hjælp ved kommunen, fik hun et nej. Flere gange. Hun er omgivet af et ressourcestærkt netværk, der ikke tog det nej for gode varer. Med hjælp fra familie lykkedes det efter få uger, at få de nødvendige hjælpemidler i hus. Jeg er den dag i dag ikke færdig med at være sur over, at hun kun fik den hjælp, hun havde brug for, fordi hun er født ind i en ressourcestærk og stædig familie. Det er ubærligt uretfærdigt. Hvad gør vi med dem, der ikke er omgivet af et ressourcestærkt netværk, der kan tage kampen på deres vegne? Nu ønsker jeg at tage kampen for alle de, der ikke selv kan.