Anmeldelse: Inga og Lutz

Inga og Lutz på Svalegangen. Foto: Jens Thaysen


Anmeldelse: Inga og Lutz

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Inga og Lutz punkterer sig selv som action-tragedie, fordi vi fra begyndelsen ved, hvordan det hele ender, og fordi vi undervejs ingen spændende mellemregninger får.

Hverdagen går helt agurk i det trøstesløse boligbyggeri, hvor det unge par Inga og Lutz bor. Inga vil have Lutz til at forholde sig til hvad de skal gøre ved vaskemaskinen som er gået kaput. Men hendes ord preller af på Lutz, fordi han har fået nye billeder af sit samlerobjekt, geværer, som han sidder og klistrer ind i et album.

I skabet ved siden af ham står hans elskede samlerobjekt in natura: et gevær af en særlig sjælden type. Og på hylden ovenover ligger patroner - som også beskrives som samlerobjekter. Bliver geværet brugt falder dets værdi til nærmest nul, får vi at vide kort inde i forestillingen i samme åndedrag som vi forstår at geværet selvfølgelig bliver brugt - til noget tragisk. Til mord. Mord på hele banden - alias samtlige medvirkende.

Inga og Lutz
<ul><li>Dramatiker: Nis-Momme Stockmann.</li><li>Iscenesættelse: Per Smedegaard.</li><li>Scenografi: Lisbeth Burian.</li><li>Medvirkende: Troels Malling Thaarup, Anders Brink Madsen, Holger Østergaard, Lykke Sand Michelsen, Fanny Bernth (skuespillerelev).</li><li>Urpremiere på Svalegangen 11.3.15 kl. 19:30.</li><li>Spiller: 11.3-20.3 og 28.4-8.5, ti-fr kl.19:30 lø. Kl. 16.</li></ul>

At vi aner det lige fra starten tager fuldstændig brodden ud af forestillingen og efter 90 minutters action-tragedie føler man sig helt tom indeni. Noget nær det modsatte af hvad teater ifølge min erfaring og overbevisning gerne skal kunne: fylde på, overraske, gribe og berige - følelsesmæssigt og intellektuelt.

Tykke tekst-postulater

I begyndelsen fyldes man med håb om at det her bliver både interessant og udfordrende.

Iført nydelig marineblå habit og alvorsfuld akademisk mine træder Holger Østergaard som fortæller-skikkelse frem foran en grå klods af et bygningsværk og beretter med en 'kloge-bog' i hånden om kaos, orden, gnister og uventede hændelser, som får ting til at eksplodere.

Han zoomer ind fra det store univers til den menneskelige eksistens med parret Inga og Lutz og de som bor i det trøstesløse betonbyggeri, hvor "arkitekterne har planlagt ens depressioner på forhånd" som det meget kritisk-morsomt siges i fortællerens replikker, som godt kan virke lovlig akademiske, men samtidig pirrer ved at give en noget at tygge på, modsat de tykke postulater og den forudsigelighed, som vælter frem efter den lille intro.

At Østergaard bevæger sig rundt mellem stykkets karakterer hele vejen igennem forestillingen giver en vis spændstighed. Men det er ikke nok til at overskygge stykkets udtalte grad af udvendighed.

Intentionen som udtales i stykkets undertitel: "En action-tragedie om at ville lykkes" - går i glemmebogen undervejs. Den bliver sprængt til alle sider, fordi den pensles ud med unuanceret socialrealisme, grovkornet humor og splatter.

Stykkets store - og efterhånden trættende credo er at det er omgivelsernes skyld. Lutz med flere bliver fyret og derfra ruller katastrofelavinen, fordi den ene udefra styrede begivenhed river den næste tragedie med sig.

Personerne ønsker - som det slås fast med 7-tommersøm - allerhelst at leve et stille og fredeligt liv. Men kapitalens vækstiver gør det umuligt for helt almindelige mennesker at trække vejret.

Alle måltider består af toastbrød med honning. Solen er en grå skive bag grå bånd af skyer. Og de private investorer, som Lutz og den også arbejdsløse Manni låner penge af til at starte egen virksomhed med, er korrupte og voldelige russere.

For fuld tryk bliver den grå betons personager drevet ud i misgerninger, de ikke selv ønsker.

Skuespil-kalorier

Overdrivelse fremmer forståelsen, siger en gammel talemåde. Det har sin effekt og understreger tilværelsens groteske absurditet, når Lutz presset af omstændighederne pludselig står og sigter med sit gevær imod Inga og samtidig lakonisk siger at han elsker hende.

Og det understreger tilværelsens absurditet, når kvarterets psykisk syge mand ligger nøgen smurt ind i sin egen afføring mens myrderierne går løs indendørs.

Men som helhed dur overdrivelserne ikke.

»Inga og Lutz« bliver ikke et godt stykke af at tingene bliver penslet ud og blæst op. Ærgerligt. For Per Smedegaard fattes ikke evner til at begå arrangementer med liv i.

Lykke Sand Michelsen putter en masse temperament i Inga-figuren. Skuespileleven Fanny Berth (som nogle måske husker som Karla i "Karlas Kabale" på Aarhus Teater) suger fokus til sig som Ingas veninde Britta. Anders Brink Madsen spiller kropsligt ekspressivt (men også med en noget ringe artikulation) Lutz ven Manni. Og frem for alt gør Troels Malling Thaarup med fine pauseringer og et plastisk kropssprog en fin figur ud af Lutz.

Anmeldelse: Inga og Lutz

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce