Læserbrev: En opfordring til refleksion


Læserbrev: En opfordring til refleksion

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Bolette Elvstrøm, hverdagsdturist og forfatter, Kielsgaardsvej 38, Ry
Billede
Læserbrev. 

Jeg er på togtur ud i verden for at holde foredrag. En mand står på toget og spørger, om han må sidde ved siden af mig. Selvfølgelig må han det.

Dette møde foregår på et dansk, som både han og jeg skal koncentrere os om. Han er fra Damaskus og viser billeder af byen pyntet op til jul. Jeg spørger, om han var der i julen. Han afviser. Nej, det er flere år siden, han var der sidst.

Han er syrisk journalist og forklarer, at han har skrevet om både den ene og den anden side af magten. Derfor kan han ikke komme tilbage til landet. Han har været i Danmark i nogle år. Han vil lære det danske sprog og vendinger. Han vil lære den danske tankegang. Han har lyst til at få Danmark ind i sit hjerte, hvor der i forvejen er et miks af muslimske og kristne værdier. Hans børn er også kommet til Danmark.

Jeg spørger, hvordan det går med krigen i Syrien. Jeg synes, det er kompliceret, og håber på at hans forklaring kan være en dåseåbner til forståelse af konflikten. Så vidt jeg forstår ham, så siger han, at krigen har udviklet sig til en international krig. Der er så mange udefrakommende parter, at det bliver utrolig svært at stoppe krigen igen.

Men hvad er det, der driver parterne ind i krigen? Han forklarer videre, at Syrien er verdens hjerte. Den, som vinder Syrien, vinder verdensfreden og verdensmagten. Jeg kan mærke, at han stadig har et stort hjerte for sit hjemland. Jeg spørger, om han vil tilbage, når krigen er forbi.

Han ryster lidt tungt på hovedet. Han ved ikke, hvornår krigen er forbi. Det har lange udsigter. Hans børn trives i skolen. Jeg spørger, om han ikke kommer til at savne sin familie i Syrien. Hans familie er spredt ud over verden, så derfor vil det ikke give mening at flyttet tilbage til Syrien.

Når jeg hører sådanne beretninger, kommer jeg til at tænke på idéen om, at det er de stærkeste, som må tilbage og bygge landet op igen. Men jeg kan sagtens forstå problematikken i at skulle rykke familien op igen om et uvist antal år. Og hvilket land er det, de kommer tilbage til? Hvilken fremtid er der for hans børn dér? Ville jeg gøre det med min familie?

Jeg lytter for tiden til romanen 'Lykke-Per' af Henrik Pontoppidan. Historien om præstesønnen som rejser ud i verden med sit projekt om at lave kanaler i hele Jylland og bruge bølgernes kraft. Lykke-Per ønsker at tage afstand til sin familie og alt det gamle. Han ønsker at være det nye. Han vil indtage en ledig trone og smykke sig med berømmelsens forgyldte tornekrone. Men hvad er det som driver ham? Anerkendelse? Had? Religion? Ungdommens vildskab?

Hvad driver ressourcestærke mænd og kvinder tilbage til et sønderknust land for at bygge det op? Nationalfølelse? Ære?

Det ledige sæde bliver nu besat af en ung pige, som læser til pædagog. Hun vil gerne gøre noget for børnene, for vores fremtid. Sjovt nok viser det sig, at vi kommer fra samme by. Vi har forskellige vinkler på vores hjemstavn. Hun har en stolthed i stemmen, når hun fortæller om byen. Jeg vil højst kunne frembringe lidt nostalgi. Jeg vil ikke kunne overskue at flytte tilbage.

Jeg sender en hurtig tanke til Syrien. Jeg er flygtet fra min hjemstavnsby ligesom Per. Pigen overfor mig er rejst ud for at prøve at lære noget nyt - så rejser hun sandsynligvis tilbage igen. Hvor står jeg selv henne? Er jeg på vej ud eller hjem?

Nu er jeg fremme. Jeg står af toget. Min fod glider på perronen, der er is under sneen. Jeg mister fodfæstet et øjeblik. Hvad er det, der driver os ud i verden, og hvad er det som driver os hjem?

Læserbrev: En opfordring til refleksion

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce